Minoas Andriotis talte med Enriko Peçuli, der er aktiv i venstrefløjsorganisationen Organizata Politike, om de sociale forhold i Albanien og den aktuelle protestbevægelse.

Hvordan er protesterne startet, og hvad handler de om?
 
Få dage efter den russiske offensiv i Ukraine begyndte forestillingen om en global krise, der drastisk ville indskrænke det økonomiske råderum for de mest sårbare grupper i det albanske samfund, at brede sig i og uden for Albanien. Kort før krigen i Ukraine var olie- og gasspekulanter i Albanien begyndt at lege med priserne på olie og gas i et noget begrænset omfang – mens de naturligvis gav skylden til det frie markeds usynlige hånd. Bagefter hævdede de, at de ikke havde nogen magt over det urolige aktiemarked, der havde sat sig i bevægelse allerede ved de første vindstød fra konflikten.

Situationen blev forværret i begyndelsen af marts, da oliepriserne hver morgen steg med 30-40 cent pr. liter. En uge ind i marts var olieprisen steget med 30 procent i forhold til før krigen og var nået op på 270 ALL (albanske lek) pr. liter (svarende til 16,50 kr.). Sådan en stigning ville med sikkerhed føre til en kædereaktion, der påvirkede priserne på fødevarer og også de basale leveomkostninger.

Onsdag den 9. marts samledes folk for at protestere mod de urimelige prisstigninger foran premierministerens kontor i Tirana efter opfordringer på de sociale medier. Indtil da havde regeringen ikke haft nogen officiel stillingtagen til prisstigningerne ud over premierminister Edi Ramas udtalelser, hvor han forsvarede det med det faktum, at vi alle var i krig. Protesterne tog til i løbet af den første nat, da demonstranter havde blokeret en del af Dëshmorët e Kombit Boulevarden, og politifolk i civil og uden ID-kort begyndte at arrestere nogle af de demonstranter, der stod på fortovet. Der blev arresteret omkring 30 personer den nat, og nogle af dem blev tilbageholdt i Tirana i tre dage. Næste dag var der igen demonstrationer i Tirana og andre byer i Albanien – flere folk ude på pladserne og flere arrestationer. I løbet af en uge blev i alt 300 unge mennesker arresteret i forskellige albanske byer.

Demonstrationerne kulminerede de følgende dage med mere end 20.000 mennesker på gaden. Nu er det blevet en tradition jævnligt at organisere en stor march for fortsat at kræve en indsats for at afværge krisen.

Hvad er parolerne i demonstrationerne?

En af de mest bemærkelsesværdige paroler er: ”Beskat oligarkerne – ikke folket!”, der viser, at folk har forstået den sociale modsætning mellem rig og fattig.

En anden parole lyder: ”Vi går på gaden i hundredvis, i tusindvis – hvis priserne ikke falder, falder regeringen!”. Det er en sidste advarsel til regeringen, der bliver nødt til at tænke på sit eget folk, hvis den ikke vil lide en krank skæbne. Nogle få dage før demonstrationerne begyndte, var regeringens mest seriøse forslag, at folk skulle lade være med at køre i bil, når de skulle ud at købe mad. Det sagde energiministeren Belinda Balluku på regeringens pressekonference, hvor hun talte om, hvordan krisen kunne håndteres.

Hvilke dele af samfundet er med i demonstrationerne? Er der også politiske organisationer med?

Der er en massiv deltagelse fra arbejderklassen, der er mest berørt af de stigende priser, men der er også folk fra forskellige andre sociale grupper og klasser, akademikere er fremtrædende, men også den lavere middelklasse. De er begyndt at formulere deres krav.

Den eneste organiserede gruppe, der er med i demonstrationerne er Organizata Politike (”Politisk Organisation”) der er en venstrefløjsgruppe bestående af studenter, lærere og arbejdere. Andre deltagere er enkeltpersoner fra funktionærstanden, der historisk har deltaget i sociale mobiliseringer mod denne slags uretfærdighed.

Hvordan er den sociale situation i Albanien i almindelighed?

I dagene før nyheden om krigen mellem Rusland og Ukraine ramte verden, viste en rapport fra Verdensbanken, at 900.000 albanere lever for mindre end 5 US-dollar om dagen. I et land med omkring 2,8 millioner indbyggere ser vi altså, at mere end 40 procent af befolkningen lever under den officielle fattigdomsgrænse (6 dollar om dagen). Albanien er et af de eneste lande – både i regionen og andre steder – der ikke har en lovmæssigt fastsat minimumsindkomst i tilfælde af arbejdsløshed, selv om den af Ombudsmanden er blevet beregnet til 18.000 ALL (ca. 1.100 kr.) om måneden for en voksen. Mindstelønnen er på 30.000 ALL (ca. 1.850 kr.) og gennemsnittet ligger på omkring 50.000 ALL (ca. 3.000 kr.) selv om aktuelle beregninger af de basale leveomkostninger viser, at ingen af delene er nok til at leve et anstændigt liv. En af de vigtigste grunde til denne situation er naturligvis, at landets 3 procent rigeste ligger inde med større formuer i banken (4,1 milliarder euro) end de resterende 97 procent af befolkningen (3,2 milliarder euro).

Kort sagt: De fleste albanere er kun et skridt fra en sundhedsmæssig, økonomisk og social katastrofe.

Har der de seneste år været lignende bevægelser?

Hvad angår protestbevægelsens sociale sammensætning fandt der nogle lignende demonstrationer sted i 2013, da premierminister Rama ville importere og deponere kemiske våben fra Syrien. Det ville gøre Albanien til en radioaktiv losseplads blot for at opnå en hurtig gevinst. På det tidspunkt kom hovedsagelig middelklassen, men også folk fra arbejderklassen på gaden i titusindvis for at protestere mod regeringens beslutning, som så til sidst blev lavet om.

Den seneste større protestbevægelse i forhold til dens betydning og sammensætning var studenterbevægelsen i 2018. Studenter fra alle sociale lag besatte pladser, gader og fakulteter for at protestere mod de høje afgifter på studier og kommercialiseringen af de højere uddannelser. Den bevægelse var vigtig for en nedsættelse af studenternes leveomkostninger og for demokratiseringen af universitetet, men også for opbygningen af en ny kultur for demonstrationer og reaktioner mod Rama-regeringens neoliberale politik.

For næsten halvandet år siden, den 8. december 2020, henrettede politiet i Tirana den 25-årige Klodian Rasha på gaden foran hans hjem, blot fordi han ikke havde efterkommet en ordre om at standse for en politikontrol under et udgangsforbud ved midnat. Dagen efter forsøgte politiet at plante et skydevåben blandt den unge mands ejendele, men kameraer viste det modsatte, og politiets alibi var for svagt. I Albanien, der havde været isoleret i to år på grund af pandemien, kom den sociale vrede hos tusinder af perspektivløse unge mennesker voldsomt til udbrud på gaderne, og det fik politiets officielle version af historien til at ændre sig. Den daværende indenrigsminister trådte tilbage, og den politibetjent, der havde dræbt Klodian Rasha, blev idømt 12 års fængsel for mord. Det her viser, at det albanske samfund er ved at skabe en kultur for reaktioner og har lært at forvandle vrede og spontanitet til politiske udtryk og vedholdende modstand.

Hvor velorganiserede er de progressive og venstreorienterede kræfter i Albanien?

Som allerede nævnt er Organizata Politike den eneste politiske gruppering, der deltager i de aktuelle demonstrationer. Desuden er Organizata Politike den eneste venstrefløjsgruppe i landet. Dens vigtigste fokus er på organisering blandt studenter og organisering i de vigtigste produktive sektorer i den albanske økonomi. Et bevis på dette er den hjælp, vi har ydet til dannelsen af flere fagforeninger i den private sektor, specielt i callcentre, olieboring og raffinaderier, miner og i tekstilsektoren. Vi prøver på at skabe en stærk basis for arbejdernes klassebevidsthed i landet ved at øge opmærksomheden på de økonomiske rettigheder på arbejdspladsen og de politiske og sociale rettigheder i samfundet.

Det vigtigste tilfælde, hvor kombinationen af faglig og politisk bevidsthed kulminerede, var minearbejderen Elton Debreshis uafhængige kandidatur ved parlamentsvalget den 25. april 2021. Elton Debreshis kampagne var en national sensation, og det var første gang, arbejderklassen foreslog sin egen kandidat til det albanske parlament. Han opnåede en tredjeplads i det distrikt, hvor han stillede op, og på landsplan var han den uafhængige kandidat, der fik det højeste stemmetal. Valget hjalp også vores forståelse af de politiske sammenhænge og det regerende partis benhårde organisering, som er kompromitteret helt ind til benet af penge fra oligarkerne, men som strukturelt er det mest organiserede parti i landet.

Hvilket potentiale ser du i de nuværende demonstrationer? Og hvilke udsigter til sociale forandringer ser du i fremtiden?

De seneste demonstrationer er endnu en sten i den sociale modstands mur. Vi tvang regeringen til at tage det alvorligt. I Organizata Politike prøver vi så meget som muligt at vise regeringens manglende evne til at intervenere i markedet, og vi bidrager til den sociale mobilisering for at skabe værdige levevilkår for befolkningen. Vi mener regeringen hverken har viljen eller evnen til at tage penge fra de rige og begynde på en omfordeling af rigdommene, der kunne lette de økonomiske byrder, arbejderbefolkningen i dag må bære i dette land. Vi tror det samarbejde med oligarkerne, som regeringen har etableret, er et tegn på, at vi har brug for et nyt samfundspolitisk alternativ – ikke bare for at modstå krisen, men i sidste ende for at opbygge en mere demokratisk og social stat baseret på arbejdernes, studenternes og de mest undertryktes rettigheder og stemmer.

6. maj 2022,

Oversat fra LeftEast af Poul Bjørn Berg