Kosovos Sikkerhedsstyrker. Foto Suhejlo, Wikimedia - CC BY-SA 3.0
Den 29. juni besluttede Kosovos regering, at den ikke længere anerkender officielle dokumenter udstedt af Serbien - inklusiv nummerplader, der har været i brug siden 90'erne i de serbiskdominerede kommuner i nord. Det gav anledning til et tilspidset spændingsniveau, som siden er blevet mindre, men først efter at adskillige vestlige aktører intervenerede - mest bemærkelsesværdigt den amerikanske ambassadør i Kosovo - og myndighedernes efterfølgende beslutning om at udskyde implementeringen af tiltagene.
"Borgerne bemærker til stadighed, hvordan priserne stiger på trods af spændingerne i Kosovo". Tirsdag den 2. august var det den populære overskrift på en af Serbiens hjemmesider for satiriske nyheder. Selv om redaktørerne tit beklager sig over, at serbisk politik truer med at gøre deres arbejde overflødigt, gør Njuz.net’s blanding af uafhængighed og humor det til en stærk platform, som giver sådan et budskab stor genklang. Faktisk har det været sådan det sidste halve årti, at begivenheder og skandaler, der har potentiale til at destabilisere regimet, har fået følgeskab af nye nationalistiske spændinger med de serbiske naboer så ofte, at selv manøvrerne omkring det "hellige" Kosovo-problem nu i stor udstrækning betragtes som røgslør, regeringen lægger ud for at aflede opmærksomheden fra de sociale problemer.
De frosne konflikters rolle
Ligegyldigt hvor meget vi har vænnet os til dette skuespil, føler jeg det nødvendigt at supplere denne synsvinkel med en anekdote, som giver et hint om en forandret kontekst. En dag, hvor jeg sad og nød en kop kaffe med min mor, kort tid efter at spændingsniveauet havde lagt sig lidt, og den regeringsvenlige presse fejrede sejren, begyndte hun med en let undren:
"Har jeg fortalt dig, at en tidligere kollega fra Ukraine skrev til mig for et par dage siden? Noget i retning af 'du og din familie er i vores tanker og bønner i nat'. Jeg svarede: 'mange tak, men hvorfor?' - ' jamen, situationen i Kosovo. Vi håber Ikke, at den bryder ud i en åben konflikt igen.'"
Man kan være fristet til at affærdige den ukrainske kollegas kommentar som et udslag af krigstraumer. Især når man bor på Balkan med myriader af uløste nationale spørgsmål og den centrale rolle, som frosne konflikter spiller for områdets eliter i alle landene. Den 4. august var trods alt endnu en mulighed for en ny forestilling, og denne gang blev fjendtlighederne mellem Serbien og Kroatien pustet op. Det var datoen for operation Storm i 1995, da Kroatien blev effektivt etnisk udrenset gennem 150-200.000 serberes flugt. I Kroatien fejres dagen som en helligdag. De serbiske modstandere bruger det som en undskyldning for at vise deres nationalistiske indignation. Ikke desto mindre afviger den resolutte løsning af den seneste Kosovokrise, og den holdning flere internationale aktører indtog, noget fra det sædvanlige manuskript.
For det første er det vigtigt at notere sig, at dette er den tredje krise siden 2019 omkring præcis det samme spørgsmål. Hver gang var resultatet en tilbagevenden til status quo: Serbien anerkender ikke Kosovos nummerplader eller dokumenter på sit territorium - hverken officielt eller i praksis. Kosovo er ude af stand til at gennemføre modsvarende tiltag - specielt i det serbisk-dominerede nord, der har bevaret stærke bånd til Beograd.
For det andet befinder Kurki-regeringen i Kosovo sig i en vanskelig situation af flere grunde. Kurti - som indenfor de første seks måneder af sin premierministertid blev ramt af et parlamentarisk kup støttet af USA - fik sin billet til magten gennem et relativt ambitiøst program for sociale reformer. Siden han vendte tilbage til posten i marts 2020, har hans position været endnu mere usikker, og han er bukket under for den gennemgående logik på Balkan. Da han stod uden støtte fra en massebevægelse for sociale reformer, fokuserede han på relationerne med Serbien og er nu en del mere hardliner end forgængerne fra KLA.
Den indstilling faldt selvfølgelig i bedre jord hos USA’s top. Faktisk - på trods af, at Biden-administrationen officielt taler samarbejdet med sit protektorat i Kosovo op, så kom Richard Grenell – Trumps særlige udsending til fredsforhandlingerne mellem Kosovo og Serbien 2019-2021, med en udtalelse den 31. juli, da spændingen mellem de to var på sit højeste, hvor han beskrev Kurti som ”en stærkt venstreorienteret og erfaren fascist”. Den udtalelse labbede de nationalistiske serbiske medier i sig og spredte den vidt og bredt i de dele af pressen, som stadig implicit klynger sig til den illusion, at Trump var mere pro-serbisk på dette punkt.
Kunsten at balancere mellem imperialismer
Og hvad så med den serbiske side? Ironisk nok blev den også mødt af kritik fra en såkaldt allieret. Alexander Lukasjenko, Hvideruslands præsident, gik offentligt ud og fordømte Beograds politik med at ”sidde på tre stole” og sagde, at ”Serbien er nødt til at vælge”. Serbiens unikke neutralitet i forhold til krigen i Ukraine – en neutralitet, der er mere ”både Washington og Moskva” end ”hverken eller”, har placeret landet i en relativt god position. Derudover har Beograd, selv om de har fordømt Ruslands angreb på Ukraine i FN, nægtet at indføre sanktioner mod Moskva. Vesten ser ud til at foretrække brugen af gulerod frem for pisk, og den hurtige løsning på Kosovo-situationen til fordel for status quo kan ses som endnu et forsøg på at berolige den serbiske præsident Vučić.
Serbien, Bosnien og Kosovo er de sidste lande på Balkan, som står udenfor NATO. Lige siden krigen i Ukraine startede har stemmer i Priština (Kosovo), og Sarajevo (Bosnien) talt for at tilslutte sig alliancen. Lignende bevægelser i Montenegro og Makedonien indenfor det sidste halve årti forværrede de etniske relationer og booster de mest reaktionære nationalistiske kræfter i regionen. Og samtidig med, at den brede befolkning mere bekymret over de forværrede sociale forhold og har vist sig parat til at stå op for sager, der direkte påvirker deres livskvalitet, bliver risikoen stadig større for, at det ene eller andet nationalistiske regime tvinges til at kanalisere klassekampen ind i en nationalistisk strid for at sikre sin egen overlevelse.
Krigen i Ukraine er en åben ild, og Balkan er en krudttønde faretruende tæt på gnisterne, der flyver fra den. Så længe der ikke præsenteres et alternativ til den patetiske logik om konkurrencen mellem nationale klientstater, som er i den ene eller anden imperialismes tjeneste, bliver der ved med at være en alarmerende mulighed for, at bålet antændes.
7. august 2022
Oversat fra Counterfire af Bodil Olsen
