Han var en af de vigtigste talsmænd for vores ideer og vores internationalistiske kampe, søgte altid at fastholde vores bevægelses politiske landvindinger, tålmodigt at opbygge bevægelsen, samtidig med at han skubbede på for at åbne op for nye erfaringer, nye mobiliseringer, altid med stort fokus på enhed i aktioner og fravær af sekterisme.
Han blev født midt under Anden Verdenskrig i et Frankrig besat af nazisterne, og fascismens forbrydelser satte klart sit præg på hans ungdom. Men den blev også mærket af fremkomsten af de antikoloniale kampe, de cubanske og algeriske revolutioner, som - sammen med mange andre store begivenheder i den anden halvdel af det tyvende århundrede - stimulerede titusinder af unge i alle lande til at slutte sig til den revolutionære kamp. I disse år startede Alain den politiske rejse, som fra sidst i 50’erne førte ham fra venstreoppositionen i det franske kommunistparti (PCF) til Kommunistisk Liga (LC og senere LCR) og videre til dannelsen af det Nye Antikapitalistiske Parti (NPA). Denne rute krydsedes hurtigt med Fjerde internationales.
Antikoloniale kampe
Ligesom for mange af efterkrigstidens aktivister begyndte hans aktivitet i PCF. Som forbilledlig militant kommunist kom han hurtigt i opposition til partiets holdning til den koloniale krig i Algier. Han var fortaler for støtte til den nationale befrielsesfront (FLN) og til kampen for et selvstændigt Algier. Derigennem blev han sidst i 1950’erne involveret i FLNs støttenetværk, hvorefter han som aktivt medlem af Unionen af Kommunistiske Studerende (UEC) ledte den Forenede Antifascistiske Front på Sorbonne Universitet.
Efter i 1961 at have meldt sig ind i PCI (den franske sektion af Fjerde Internationale, hvor hans to brødre Jean-Michel og Hubert allerede var aktive) spillede han en central rolle i opbygningen af en venstreopposition i UEC. Det førte til et brud med PCF i forlængelse af partiets støtte til Francois Mitterands præsidentkampagne i 1965 og til dannelsen af Revolutionær Kommunistisk Ungdom (JCR). Alain blev en af dets vigtigste ledere og deltog i oprettelsen af Den Nationale Vietnamkomite (CVN) i solidaritet med det vietnamesiske folks kamp.
I februar 1968 deltog Alain og andre kammerater, bl.a. Daniel Bensaid, i en international samling mod den amerikanske intervention i Vietnam i Berlin, organiseret af SDS (Socialistisk Tysk Studenterforbund) med Rudi Dutschke. I denne indgik en demonstration med 20.000 deltagere, som kom til at inspirere CVN, hvad angår spektakulære former for demonstrationer.
Maj 1968
Han var en af de mest fremtrædende ledere af Maj 68-bevægelsen, ligesom JCR spillede en fremtrædende rolle blandt studenterungdommen, især i Paris-området. Efter at alle venstrefløjsorganisationer blev opløst af Gaullistregimet efter afslutningen på generalstrejken, blev Alain i sommeren 1968 fængslet sammen med andre kammerater og meldte sig så til militærtjeneste. På samme tid dannede de aktive i JCR grundlaget for det, der skulle blive Kommunistisk Liga/LCR, som sammen med kræfterne i PCI i foråret 1969 blev den franske sektion af Fjerde Internationale.
Fra da af gik Alains liv op i en højere enhed med LCR, som han blev bannerfører for efter Frankrigs præsidentvalg i 1969, hvor han var kandidat for Ligaen. Samtidig blev han - sammen med andre unge kammerater fra LCR - en del af ledelsen i Fjerde Internationale sammen med Mandel, Livio Maitan og Pierre Frank.
Herefter var han i 40 år den vigtigste politiske leder af LC/LCR (se note), den daglige klippe i ledelsen og i kontakten med små og store byer. Som den vigtigste talsperson, og den eneste rigtige kendte indtil 2002, var han LC/LCR’s stemme, den utrættelige diskussionsleder på hundredvis af møder i Ligaen, mindre som større. Han var uden tvivl den leder, der bedst kendte afdelingerne og kammerater i de forskellige byer, et levende politisk landkort over LCR. Med sin forkærlighed for omhyggelig militant indsats, var han lige så opmærksom på de daglige politiske aktiviteter, som han var på at gribe enhver lejlighed til at organisere enhedskampagner, at komme i kontakt med og at samarbejde med andre militante strømninger.
Internationalisme
På internationalt plan udviste han samme energi og var utrættelig til at rejse rundt - hvorigennem vores Internationale kunne drage nytte af ham som en figur fra ’Maj 68 i Frankrig’ – blandt andet med møder og initiativer som ’Rødt Europa’ i Bruxelles og Pariserkommunens jubilæum i 1971. Hans energi strakte sig også til at skabe solidaritet med det palæstinensiske folk, FLNKS eller den antibureaukratiske modstand i Solidarnosc, solidaritet med Petr Uhl og hans kammeraters antibureaukratiske kamp i Tjekkoslovakiet, og kontakter med kammerater i lande udsat for neokolonialisme. Hans kontor i Montreuil er blevet besøgt at hundredvis af kammerater og repræsentanter for antiimperialistiske og revolutionære organisationer. Han satte meget energi ind på at besøge flere lande for at forsvare vores ideer og møde de revolutionære bevægelser.
I 1970’erne og 1980’ene var han som daglig læser af det franske kommunistpartis avis, l’Humanité, altid opmærksom på, hvad der rørte sig i og omkring de andre kommunistpartier, på stalinismens internationale krise. På den måde var han i Frankrig altid interesseret i mulighederne for enhedsarbejde med strømninger, der kom fra PCF. Han var ivrig for at komme ud over LCR’s grænser og at udvikle den til en politisk gruppering, der var i stand til at overtage PCF’s plads blandt de folkelige masser. Som en af de første, der anerkendte vigtigheden af bevægelser som dem i 1995, kampene for de papirløse (indvandrere), førte hans indædte antikolonialisme til et aktivt engagement i kontakterne til kammerater og organisationer i Algeriet, Antillerne, Korsika og Ny Kaledonien (note 2). Efter den sandinistiske revolution i Nicaragua deltog han to gange som observatør ved valgene i 1984 og 1990 og besøgte også Venezuela efter den bolivariske revolution. På samme måde tog han i begyndelsen af dette årtusinde kontakt til de kammerater, der ønskede at oprette en sektion af Fjerde Internationale i Rusland.
Enhed og radikale holdninger
Alain blev sammen med Roseline Vachetta valgt til Europa-Parlamentet i 1999-2004, hvilket gav endnu mere opmærksomhed og muligheder for internationalistisk aktion, specielt i en periode, hvor der blev udviklet en bevægelse for global retfærdighed, og hvor europæiske og globale Sociale Fora opstod i Firenze, London, Porto Alegre og Mumbai. Alain og Roselines tilstedeværelse skabte også større lydhørhed for deres støtte til flere kampe og førte til et vigtigt samarbejde om fælles aktiviteter for den europæiske antikapitalistiske venstrefløj (blandt andet det skotske SSP, Rifondazione i Italien, det britiske SWP, Bloco i Portugal, og Enhedsisten i Danmark.
Alain var en af de største fortalere for Olivier Besancenots præsidentkampagne i 2001 og en glødende tilhænger af dannelse af NPA (note 1) fra 2009. Han bidrog med sine politiske og menneskelige egenskaber lige til det sidste.
Da han i 2015 var til stede ved fejringen af 1. maj i Kyiv, deltog han i den ukrainske venstrefløjs konference, som førte til lanceringen af Den Ukrainske Sociale Bevægelse (Sotsialny Rukh).
Alain var fokuseret på organiseringen af vores aktuelle, konkrete politiske aktion for at fremme vores ideer, enhedsinitiativer, direkte debat med andre internationale kræfter og strømninger for at skabe grobund for fælles aktioner. Han var en af arkitekterne bag at styrke og åbne Fjerde Internationale, så vi kunne byde velkommen til aktivister og organisationer, der kom fra andre traditioner.
Han brugte sin intelligens til at fremme en bevidst optimisme for at kompensere for tilbageslagenes pessimisme. Han lærte os en revolutionær marxisme uden arrogance, altid orienteret mod enhed og konkret handling. Vi vil gøre vores bedste for at være trofaste imod den.
16. marts 2022
Noter:
1) Ligue Communiste (LC) blev dannet i 1969 som en sammenslutning mellem JCR (Revolutionær Kommunistisk Ungdom) og PCI (Internationalt Kommunistisk Parti). I 1974 tog man navneforandring til Ligue Communiste Révolutionnaire (LCR), som blev opløst i 2009 ved dannelsen af det Nye Antikapitalistiske Parti (Nouveau Parti Anticapitaliste i 2009.
2) Fransk koloni i Melanesien mellem Vanuatu i øst og Australien i vest.
Léon Crémieux er medlem af NPA og af ledelsen i Fjerde Internationale. Artiklen er oversat fra Fjerde Internationales hjemmeside af Anne Haarløv.
