Trump er blevet reduceret til en »lame duck«. Illustration: Svend Vestergaard Jensen
Samtidig bliver de rige rigere, de evige krige fortsætter, miljøet forværres, ICE terroriserer indvandrere, og den eneste vision, kapitalisterne tilbyder, er en dystopisk fremtid, hvor kunstig intelligens har gjort mennesker overflødige.
Modstanden havde været voksende, siden Trump tiltrådte i januar 2025, herunder de massive »No Kings«-demonstrationer, fagforeningsinitiativet »May Day Strong«, netværkene, der hjælper kvinder med at få abort i stater, hvor det er ulovligt, netværkene til hurtig indsats for at konfrontere ICE samt skiftet i den offentlige mening mod Trump i spørgsmålene om Israel, krigen mod Iran, indvandring og økonomien.
I selve valget vinder Det Demokratiske Parti mest på republikanernes nederlag. Venstrefløjen i Det Demokratiske Parti, herunder Democratic Socialists of America (DSA), vandt nogle symbolsk vigtige poster, herunder otte medlemmer af Repræsentanternes Hus, en plads i Senatet i Michigan samt borgmesterposterne i Los Angeles og Washington D.C., men den politiske magtstruktur betyder, at de ikke kan udrette meget med disse poster ud over at tale.
Et oprør blandt arbejdere og unge kunne ændre rammerne, men på nuværende tidspunkt ser den parlamentariske fremtid ud til at blive en demokratisk sejr i 2028, otte års politisk vaklen og derefter endnu en runde med MAGA-republikanere. Valgene er værd at følge, men revolutionære socialisters vigtigste opgave er at opbygge oprøret.
Demokraternes jordskredssejr
Indtil videre (14. november) har Demokraterne vundet 21 af de 35 senatspladser, der var på valg i år, og fører i Alaska, mens Republikanerne har vundet 13. Demokraterne vil sandsynligvis få 56 pladser i det kommende Senat, hvilket efterlader Republikanerne med 44. Demokraterne har vundet 256 pladser i Repræsentanternes Hus, mens Republikanerne har vundet 169, og 10 er stadig uafgjort. Demokraterne har fået fem nye guvernørposter, hvilket bringer det samlede antal op på 29, mens Republikanerne har 21. De stater, der har republikanske guvernører – bortset fra Florida – har relativt små befolkninger. Tre fjerdedele af den amerikanske befolkning bor nu i stater med demokratiske guvernører.
Resultaterne i Texas er særligt vigtige. Demokraterne vandt alle de statslige poster, der var på valg, herunder guvernør- og senatsposter. Om dette skifte vil holde, må tiden vise, men det har været længe undervejs.
Økonomien i Texas har skiftet fra landbrug og minedrift – især kvæg og olie – til en diversificeret, moderne økonomi, ligesom i resten af landet. Befolkningen er skiftet fra overvejende landlig til overvejende bymæssig. Millioner er flyttet til fra andre stater og andre lande, herunder mange sorte og asiater. Den latinamerikanske befolkning, der er yngre og forstærket af indvandring, er vokset hurtigere end den hvide befolkning og udgør nu et flertal. De hvide har været i mindretal blandt texanerne siden 2004.
Demokraternes sejr i Texas kan markere det punkt, hvor valgpolitikken indhenter økonomien og demografien, ligesom det skete i Californien i 1980’erne. Hvis ikke i år, så snart.
Også andre stater i den tidligere Konføderation [sydstaterne under den amerikanske borgerkrig, o.a.] har skiftet retning. Demokraterne vandt senatsvalgene i Virginia, North Carolina, South Carolina, Georgia og Mississippi samt i Texas. Dette er mere end blot en afvisning af Trump, men hvor meget mere, må tiden vise.
Folkeafstemningerne gav blandede resultater. På den progressive side afviste vælgerne i Missouri med 44,5 mod 55,5 procent et forfatningstillæg, der ville have ophævet retten til abort i de fleste tilfælde og forbudt kønsskifteoperationer for mindreårige. På minussiden afviste vælgerne i Californien med 47,5 mod 52,5 procent en engangsformueskat på 5 procent for milliardærer. Oligarkerne i Silicon Valley havde ført en voldsom kampagne mod skatten og truet med at forlade Californien, hvis den blev vedtaget.
Valgdeltagelsen var relativt høj for et midtvejsvalg, nemlig 49,1 procent af de stemmeberettigede, hvilket kun blev overgået af den 49,4 procent store anti-Trump-deltagelse i 2018. En høj valgdeltagelse blandt sorte vælgere var drivkraften bag Det Demokratiske Partis sejre i Syden, da Trumps forsøg på at begrænse stemmeretten og ændre valgkredse for at fjerne sorte fra politiske poster gav bagslag. Mange latinoer, der stemte på Republikanerne i 2024, skiftede tilbage til Demokraterne.
Fremskridt for venstrefløjen i Det Demokratiske Parti
Det Demokratiske Partis sejre blev hovedsageligt opnået af mainstream-demokrater, der red på en anti-Trump-bølge. Men venstrefløjs-demokrater, herunder DSA-medlemmer, opnåede visse fremskridt, primært ved at vinde Demokraternes primærvalg i dybt blå valgkredse.
DSA vil have otte medlemmer i Repræsentanternes Hus ud af 435, hvilket er en stigning fra to i den forrige kongres. DSA-medlemmet Angie Nixon var kun tre procentpoint fra at vinde en plads i Senatet i Florida. Det Demokratiske Partis ledelse havde opgivet håbet om denne plads.
Endnu mere slående er valget af DSA-medlemmet Nithya Ramanas som borgmester i Los Angeles og DSA-medlemmet Janeese Lewis George som borgmester i Washington, DC. Dette kommer oven i valget af Zohran Mamdani som borgmester i New York City for et år siden.
Mere repræsentativt for de venstreorienterede Demokraters position er valget af Abdul El-Sayed som senator fra Michigan. El-Sayed er læge og var en højt respekteret administrator inden for folkesundhed i Detroit og Wayne County. I 2018 stillede han op i Det Demokratiske Partis primærvalg til guvernørposten. Selvom han blev støttet af Bernie Sanders, led han et stort nederlag mod den nuværende guvernør Gretchen Whitmer. Ud fra den erfaring drog El-Sayed den konklusion, at han havde brug for støtte fra Det Demokratiske Partis ledelse for at blive valgt.
El-Sayed har to markante standpunkter: »Medicare for All« og afskaffelse af den amerikanske militærstøtte til Israel. Han kunne blive valgt med disse standpunkter, men kun hvis han overbeviste partiledelsen om, at han er en holdspiller. American Israel Public Affairs Committee (AIPAC) ville naturligvis forsøge at ødelægge ham, men partiet ville måske støtte ham, da det havde et stort behov for at vinde pladsen i Senatet.
Gennem hele sin valgkamp insisterede El-Sayed på: »Jeg er demokrat, ikke demokratisk socialist.« Han forklarede: »Når det gælder spørgsmålet om socialisme, er jeg ikke socialist. Jeg er bare en kapitalist, der forstår, hvordan kapitalismen fungerer.« Han bad ikke om og fik heller ikke en støtteerklæring fra DSA.
El-Sayed vandt med snævert flertal Det Demokratiske Partis primærvalg i august og besejrede den AIPAC-støttede [partiledelsens] Haley Stevens med 48,4 mod 47,6 procent. Da hovedvalget nærmede sig, førte Barack Obama og andre fremtrædende Demokrater valgkamp for El-Sayed. To dage før valget stak Stevens ham i ryggen ved at støtte hans republikanske modstander, Mike Rogers. Partiledelsen stod ved El-Sayeds side, og han vandt med 52,6 mod 45,5 procent.
Hvad nu?
Trump er blevet reduceret til en »lame duck«. Han sidder resten af sin sidste embedsperiode med et flertal for Det Demokratiske Parti i Repræsentanternes Hus og Senatet. Han kan ikke få lovgivning vedtaget, men kun udstede administrative dekreter, som vil blive anfægtet i Kongressen, i domstolene og på gaden.
Vælgerne hader ham. Den herskende klasse ser ud til at være gået fra at se på, hvad han kan gøre, til at holde ham i kort snor. Demokraterne vil udfordre ham. Moderate Republikanere er mindre bange for ham. Domstolene vil sandsynligvis i mindre grad give efter for ham. Han kan stadig skade sårbare mennesker, især indvandrere, men ikke i samme omfang som hidtil.
Demokraterne bør fremsætte en række lovforslag, der viser, hvad de agter at gøre, når de vinder valget i 2028. Genindføre Obamacare-tilskud og adgangen til Medicaid, indføre »Medicare for All«, afskaffe ICE, afslutte krigen mod Iran, beskatte de rige, bygge boliger og skoler, gennemføre en industripolitik for at skifte til ren energi og så videre. De ville vinde, uanset om Trump indgik kompromiser med dem om visse spørgsmål – hvilket er usandsynligt, men ikke umuligt – eller blokerede for dem.
Demokraterne vil dog ikke gøre dette, fordi de ikke ønsker at forpligte sig til at gennemføre et sådant program, når de får mulighed for det. I stedet vil de lægge eftertryk på deres mantra: »Vi er ikke Trump.« Det var ikke nok for Kamala Harris til at vinde præsidentvalget i 2024, men det er sandsynligvis nok for, at Demokraterne kan vinde Repræsentanternes Hus, Senatet og præsidentposten i 2028.
Hvis de gør det – og hvis der ikke sker en mobilisering af arbejderklassen, der tvinger dem til at handle – vil vi være tilbage til 2020, da Joe Biden blev valgt, bevægelserne gik i opløsning, og Demokraterne endnu en gang undlod at tage fat på de vedvarende problemer, der bekymrer arbejderne: fattigdom, de høje leveomkostninger, stagnerende lønninger, forringelse af sundheds- og uddannelsessystemerne, ulighed, politivold, mishandling af indvandrere, militarisme, evige krige, klimaforandringer, miljøødelæggelse og ingen fremtid.
Socialdemokrater i fælden
Ifølge et DSA-cirkulære fra 5. november blev mere end 100 DSA-kandidater valgt på lokalt, delstats- og føderalt niveau. De stillede op på en New Deal-politik og blev valgt, fordi denne politik er meget populær.
Dette er ikke nyt i USA. Vi har haft åbne eller skjulte socialistiske borgmestre, repræsentanter og andre folkevalgte i 150 år. Det nye i efterkrigstiden er, at nogle af disse politikere åbent siger, at de er socialister. Den kolde krig hører fortiden til. USA er ved at indhente resten af verden.
Valget af venstreorienterede Demokrater er vigtigt, fordi det viser, at millioner af arbejdere og unge ønsker socialdemokratisk politik. Det lader millioner opleve deres styrke i valgresultaterne.
Efter at være blevet valgt er socialdemokraterne imidlertid nu fanget som en del af systemet og ude af stand til at gennemføre deres program. For at blive valgt var de nødt til at indgå aftaler med Det Demokratiske Partis ledelse og de donorer, medieejere og andre store kapitalister, der står bag dem. Nu, hvor aftalerne er indgået, kan de ikke gennemføre deres program.
Bernie Sanders og Alexandra Ocasio-Cortez (AOC) illustrerer problemet på føderalt niveau. De siger deres mening, men de accepterer, at Det Demokratiske Parti vil afvise deres idéer, og at de alligevel er nødt til at støtte partiet.
Zohran Mamdani illustrerer problemet på kommunalt niveau. Han stillede op med et program om universel børnepasning, huslejeregulering, åbning af kommunale dagligvarebutikker og andre reformer. Men New York Citys kommune er så økonomisk og juridisk bundet, at hans administration ikke kan gennemføre reformerne.
Mamdani har manøvreret med lokale og statslige embedsmænd for at forsøge at skaffe finansiering. Han har beholdt milliardærarvingen Jessica Tisch som politichef for at forsikre bankerne og virksomhederne om, at deres ejendom vil blive beskyttet. Han har støttet New Yorks guvernør Kathy Hochul og Repræsentanternes Hus’ leder Hakeem Jeffries. Til gengæld har han hovedsageligt fået tomme løfter.
Mamdanis situation ligner i høj grad den, som Chicagos borgmester Brandon Johnson befinder sig i; han blev valgt som reformator i 2023 og har opnået meget lidt.
Republikanernes nederlag og den marxistiske debat om Trump
Republikanernes nederlag tydeliggør to punkter, som marxister har debatteret siden Trumps genvalg: 1) forskellen mellem, hvad Trump stræber efter at gøre, og hvad han kan gøre, og 2) om Trumps valg betyder, at den amerikanske herskende klasse har vendt sig mod autoritarisme indenlands og unilateralisme udenlands.
Vælgerne gav Trump og republikanerne en lussing. Hvis Trump var den boss, han stræber efter at være, ville det ikke være sket. Det føderale politi (ICE, FBI osv.), delstats- og lokalt politi samt militæret (Nationalgarden og de regulære styrker) ville have forhindret valget. Heldigvis har Trump ikke den magt, han fantaserer om at have.
Trump ville gerne have skabt en ny verdensorden med USA i spidsen. For at opnå det ville han have været nødt til at splitte Rusland fra Kina, hvilket ville give USA mulighed for at ignorere – ikke blot fornærme – sine traditionelle allierede. USA ville være herremanden, de mindre imperialister ville være vasaller, og resten af verden livegne.
Vladimir Putin ønsker at genoprette det russiske imperium, fra Baltikum gennem Polen, Ukraine og Kaukasus og videre til Centralasien. Havde Trump tilbudt det, kunne han have splittet Rusland fra Kina. Men det kunne han ikke tilbyde, da det ville have gjort Rusland for magtfuldt, og de berørte befolkninger ville ikke acceptere det. Hans tilbud om den vestlige del af Donetsk og en ophævelse af sanktionerne var slet ikke nok til, at Putin ville sætte Ruslands fremtid på spil i en aftale med en som Trump.
Den amerikanske herskende klasse hilste Trumps skattelettelser, deregulering og nedskæringer i de sociale udgifter velkommen. De lod ham gå efter indvandrere, ophæve DEI-initiativer, indføre told, opdele Ukraine og angribe Iran. Men de satte grænser, hvor hans vildfarelser truede deres interesser (massedeportationer, toldkrige, at svigte Ukraine, langvarig krig med Iran osv.). Dette, sammen med voksende folkelig modstand, begrænsede, hvad Trump kunne gøre, og det er nu ved at bringe ham til fald.
Den amerikanske herskende klasse ser stadig demokratiet som sin bedst mulige skal, som Lenin udtrykte det. Demokratiet maksimerer samarbejdet og minimerer behovet for tvang. Det beskytter også kapitalisterne mod potentielle bonapartistiske ”konger”, der slipper ud af tøjlen. Den amerikanske herskende klasse har ikke brug for fascisme eller et autoritært styre. Den skal blot fortsætte med at skrue op for udnyttelsesgraden og bruge de stadige skift mellem de to partier til at holde utilfredsheden i skak.
Den hidtidige forandring er, at centrum ikke længere holder, og polariseringen tager til: trumpisme til højre og socialdemokrati til venstre. Øget polarisering vil stille os over for et valg mellem revolution og kontrarevolution, men så langt er vi ikke kommet endnu.
Velkendt terræn
Den afgående Trump-regering er stadig farlig og skal bekæmpes. Men Demokraternes sejr medfører en anden fare. Demokraternes tilbagevenden vil sandsynligvis føre til en demobilisering af bevægelserne, som det skete i 2020. Demokraterne vil miste deres kontrol over Repræsentanternes Hus og Senatet i 2029, ligesom de gjorde i 2021. De vil gøre for lidt og demoralisere deres vælgerbase. De vil opmuntre Republikanerne til endnu en runde i skiftet mellem de to partier, og det vil blive endnu mere bittert og voldeligt.
Arbejderne og de undertrykte er nødt til at mobilisere for deres egne interesser og stille krav til det parti, der sidder ved magten. Til dette har de brug for et uafhængigt arbejderparti. Revolutionære socialister bør sætte politisk uafhængighed i centrum for vores arbejde i fagforeningerne og bevægelserne.
Stigningen i antallet af åbent socialistiske politikere i regeringsposter indleder en ny fase i den politiske kamp i USA. Revolutionære socialister skal finde måder at forholde sig positivt til de arbejdere og unge, der har bragt socialdemokraterne til magten, og samtidig stille krav til dem og afsløre deres aftaler med Det Demokratiske Partis ledelse.
I denne forstand er USA blevet mere lig Europa, Latinamerika og resten af verden, med Mamdani i stedet for Jean-Luc Mélenchon og DSA i stedet for La France Insoumise. Vi har meget at lære, men de politiske udsigter er bestemt blevet bedre med Trumps tilbageslag.
14. november 2026
Peter Solenberger er medlem af Solidarity, USA.
Oversat af Poul Bjørn Berg











