Netmagasinet Solidaritet

Portugal: En ny bølge af kampe

I slutningen af ​​juni måned sikrede venstrefløjen og arbejderbevægelsen i Portugal sig en uventet sejr. Regeringens forslag til en arbejdsmarkedsreform blev nedstemt, og forslaget om gennemgribende ændringer af lovgivning på arbejdsmarkedet faldt således til jorden.
Af José Soeiro, Maria Manuel Rola
Læsetid: 6 minutter

 

Demonstration i Porto 14. oktober for retten til en bolig. Foto: Eduardo Couto e Pedro Faria/esquerda.netDemonstration i Porto 14. oktober for retten til en bolig. Foto: Eduardo Couto e Pedro Faria/esquerda.net

 

Det folkelige pres var så voldsomt – med to generalstrejker, snesevis af protester og en kampagne, der fik størstedelen af ​​befolkningen til at vende sig mod regeringens stærkt tilbageskuende dagsorden – at den yderste højrefløj ændrede kurs. De frygtede de vælgermæssige konsekvenser, hvis de fastholdt støtten til et så dybt upopulært forslag, og endte derfor med at slutte sig til venstrefløjen for at stemme regeringens reformpakke ned.

 

Denne kamp indledte en ny periode med fornyet selvtillid i den folkelige bevægelse.

 

Regeringen, der er i mindretal i parlamentet, satte spørgsmål om arbejdsmarkedet på pause og forsøgte at skifte emne. På den ene side sikrede den, at Socialistpartiet (PS) undlod at stemme om forslaget til finanslov, og på den anden side indgik den en aftale med den yderste højrefløj om en ny lejelov, der i praksis stort set fjerner lejernes rettigheder.

 

To måneders restance med huslejen kan nu føre til udsættelse. Der er ikke længere noget loft over depositum ved leje af bolig. Antallet af måneders husleje, en lejer skal betale i depositum, er sat op til tre. Loftet på 2 procent for huslejestigninger er blevet fjernet. Med dette forslag bliver markedet for lejeboliger – som benyttes af dem, der ikke har mulighed for at købe en bolig – endnu mere nådesløst.

 

Det sker i et euroland, hvor boligpriserne er steget mest, hvor kun 2 procent af boligmassen udgøres af almene boliger, hvor kvadratmeterprisen på leje er fordoblet over de seneste fem år, og hvor folk i gennemsnit bruger 50 procent af deres indkomst alene på husleje i lovlige lejeforhold (hvilket betyder, at situationen er endnu værre, hvis man medregner det uformelle marked). Desuden stiger fattigdomsraten fra omkring 15 procent til 27 procent, når boligudgifterne medregnes.

 

De stigende leveomkostninger – herunder priserne på brændstof – samt vedtagelsen (omend endnu uden en endelig afstemning) af en ny lejelov har skabt grobund for en ny bølge af protester.

 

Den 10. oktober organiserede en koalition af forskellige grupper og foreninger under navnet ”Não Dá Mais” (”Vi kan ikke holde det ud længere”) demonstrationer mod de stigende leveomkostninger i fem byer med flere tusinde deltagere. I byen Porto – den vigtigste by i den nordlige del af landet – faldt demonstrationen sammen med to andre protester: en til støtte for Palæstina og en anden for at bevare et gammelt marked (Bulhão), der har stor symbolværdi for byen. Efterfølgende blev der – inspireret af begivenheder i Spanien og den vrede, der opstod i kølvandet på Maricarmens død – opfordret til at oprette en teltlejr, hvor deltagerne skulle blive på pladsen, efter at selve demonstrationen var slut.

 

Den første nat blev der slået omkring 30 telte op, som fik lov at blive stående. Den anden nat var antallet steget til over 50. Det var planen, at de kommunale myndigheder skulle rydde lejren efter den anden nat. Aktivisterne benyttede de sociale medier til at indkalde til en ny demonstration på samme sted med det formål at beslutte – ved et offentligt møde under åben himmel – om man skulle genoptage besættelsen af ​​pladsen. Samme dag udtalte borgmesteren, at han ville være ”fuldstændig kompromisløs”, hvis pladsen igen blev besat med telte. Men ikke engang det afskrækkede arrangørerne af lejren, som etablerede den igen – denne gang med flere deltagere og større opbakning.

 

Klokken tre om natten, da der ikke længere var nogen journalister tilbage på pladsen, iværksatte regeringen og byrådet i forening en brutal politiaktion mod nogle få dusin fredelige aktivister, der havde tilbragt natten på pladsen. Det er værd at bemærke, at dette skete på præcis samme dag, som en bevægelse for 20 år siden begyndte at besætte det kommunale teater, der ligger på netop denne plads.

 

Videooptagelser fra mobiltelefoner chokerede både offentligheden og byen. Samme dag strømmede tusindvis af mennesker til pladsen i vrede. Det udviklede sig til en massiv demonstration, der også nåede frem til indgangen til rådhuset. Bevægelsen voksede ikke blot eksplosivt, men begyndte også at skabe genlyd i andre byer og udløste en enorm bølge af solidaritet.

 

Heller ikke regeringens og visse kommentatorers forsøg på at stemple aktivisterne og give dem skylden for at have ”provokeret politiet” bar frugt.

 

I de seneste ti dage har pladsen sidst på eftermiddagen og aftenen været fyldt med tusindvis af mennesker, der har deltaget i kulturelle arrangementer og workshops, mens arrangørerne har stået for den daglige drift – herunder forplejning, sikkerhed og rengøring. I den forgangne ​​weekend opstod der desuden nye lejre i både Lissabon og Coimbra. Da den faglige landsorganisation CGTP (Portugals største sammenslutning af fagforeninger) den 17. oktober afholdt en demonstration mod de stigende leveomkostninger, deltog både fagforeningsorganisationer, og folk fra teltlejren, så mennesker i forskellige aldre og med forskellig social baggrund vendte tilbage til pladsen i Porto. Samme aften blev lejren i Porto genetableret med tusindvis af mennesker, hvoraf flere hundrede overnattede. En ny bølge af protester er begyndt, og den vil nå sin næste store nationale milepæl den 14. november med en landsdækkende demonstration.

 

På nuværende tidspunkt er det umuligt at forudsige, hvordan bevægelsen vil udvikle sig. Spørgsmålet om boligforhold står imidlertid allerede centralt i den offentlige debat – også selvom regeringen forsøger at flytte fokus over på "vold" eller spørgsmålet om, hvorvidt det er legitimt at besætte et offentligt rum med telte. Der er sket fremskridt – især under demonstrationerne den 17. oktober – i forhold til at skabe en sammenhæng mellem boligprotesterne og fagbevægelsens mobiliseringer.

 

De politiske partier er under pres for at komme med svar på boligkrisen, og den yderste højrefløj er allerede begyndt at løbe fra sine løfter vedrørende den nye lejelov. Det er derfor muligt, at loven kan blive stoppet gennem folkelig mobilisering – præcis som det skete med regeringens arbejdsmarkedsreform. Der diskuteres også, hvilken indvirkning den spanske generalstrejke vil få for tidsplanen og de kampformer, der tages i brug i Portugal.

 

Der er ingen tvivl om, at passiviteten er brudt, og at vi står over for en ny bølge af kollektiv handling med stor deltagelse fra de unge. Dette er allerede med til at skabe en ny kollektiv bevidsthed, som kan få varig betydning for, hvordan den folkelige bevægelse organiseres, og hvordan magtbalancen i landet forskydes.

 

20. oktober 2026

 

Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Er du menneske? - Udregn regne stykket her ved siden af.Captcha