Demonstration i Minneapolis efter en ICE-agents drab på Renée Good. Foto: Fibonacci Blue - CC BY – Flickr
Trump fyrede Noem og afskedigede Greg Bovino, den hvide nationalist og leder af told- og grænsemyndigheden (CBP). Både Noem og Bovino havde svælget i at fremvise immigrations-politiets brutalitet og deres ydmygelse af indvandrere, der blev fanget i politiets razziaer. De medbragte kamerahold for at skabe "indhold" til MAGA-venlige medier, der dokumenterede terror-kampagnen mod indvandrere.
Trump satte "grænse-tsaren" Tom Homan i spidsen for operationerne i Minnesota og udnævnte derefter senator Markwayne Mullin til at afløse Noem. Disse to tåber er ikke mindre dedikerede til Trumps dagsorden mod indvandring, end Noem og Bovino var. Men de var fornuftige nok til at holde sig ude af rampelyset.
Trump led et politisk nederlag i Minnesota. Men i månederne efter, at Trump foretog dette taktiske tilbagetog, er kampagnen for masseudvisninger fortsat ufortrødent. Faktisk opnår den måske sine mål mere effektivt, samtidig med at den minimerer billeder på sociale medier af bevæbnede bøller, der terroriserer boligområder. Lad os se nærmere på det enorme omfang, som deportationsmaskineriet har antaget frem mod 2026. Ifølge de seneste tal fra Vera Institute of Justice (opgjort i august 2026) tilbageholder ICE (Immigration and Customs Enforcement) dagligt omkring 70.000 personer på mere end 1.400 faciliteter fordelt over hele USA og dets territorier. Antallet af tilbageholdte toppede i januar (med 73.000 om dagen), faldt markant til omkring 55.000 i midten af maj og steg igen til 68.000 om dagen i begyndelsen af august.
Dette mønster tyder på, at ministeriet for indenlandsk sikkerhed (DHS) trak sig tilbage fra de højtprofilerede masseaktioner, der mødte massiv modstand i Minnesota. Men dette tilbagetog ligner snarere en midlertidig omgruppering, før man igen skruer op for anholdelserne. DHS står til at "fjerne" (dvs. deportere) omkring 460.000 personer i år, ifølge Open Immigration, en database over amerikanske retsafgørelser om indvandring.
Tallene afspejler også, at der er åbnet for de økonomiske sluser til midler, som Kongressen har øremærket til masseanholdelser af indvandrere og etablering af en hel øgruppe af "tilbageholdelsescentre" (der måske mere præcist kan betegnes som koncentrationslejre). Det enorme budget, der blev vedtaget i 2025 – og som afsætter 170 milliarder dollars til håndhævelse af indvandrerlovgivningen i størstedelen af Trumps embedsperiode – repræsenterer en femdobling af ICE's og CBP's budgetter fra tiden før Trump.
I juni benyttede Republikanerne sig af "budget reconciliation" – en lovgivningsmæssig manøvre, der gør det muligt for Kongressen at vedtage budgetrelaterede lovforslag med simpelt flertal (og dermed også omgå Senatets filibuster-praksis) – til at tilføre ICE og CBP yderligere 70 milliarder dollars frem til slutningen af Trumps embedsperiode.
En af de mest effektive måder til at bruge disse enorme beløb på er at finansiere lokale politimyndigheder som medspillere i maskineriet for massedeportationer. Programmet "287(g)" under ministeriet for indenlandsk sikkerhed (DHS), der blev oprettet af den demokratiske præsident Bill Clintons administration i 1996, støtter de retshåndhævende myndigheder, der vælger at samarbejde med ICE og CBP.
For DHS fungerer aftalerne med lokale myndigheder som en "multiplikatorkraft", fordi indvandrere, der kommer i kontakt med politiet på grund af en bagatelagtig trafikovertrædelse, hurtigt kan ende med at blive overdraget til ICE. Det gensidigt fordelagtige forhold mellem de føderale myndigheder og de lokale instanser er tydeligt. Politimyndighederne modtager millioner i føderal støtte, og de føderale myndigheder får tilført personer til udvisningsmaskineriet – uden at skulle stå model til den politiske modstand, som opstår, når bevæbnede håndlangere hiver folk væk fra gaden.
I januar 2025, ved begyndelsen af Trump-administrationen, havde 139 lokale myndigheder – der dækkede områder med i alt omkring 15 millioner indbyggere – indgået 287(g)-aftaler med de føderale myndigheder. I september 2026 var dette tal ifølge 287(g) Watch eksploderet til 2.054 myndigheder, der dækkede 56 millioner mennesker (eller en sjettedel af USA's befolkning).
DHS-aftaler med lokale retshåndhævende myndigheder omfatter også kontrakter, der omdanner fængsler i byer og amter til tilbageholdelsescentre for indvandrere.
"Pr. 5. august 2026 har ICE tilbageholdt 104.800 personer fordelt på 303 fængsler. Sammenlignet med samme periode i 2024 under Biden-administrationen svarer dette til en stigning på 84 procent i antallet af lokale fængsler, der benyttes til ICE-tilbageholdelser, samt en tredobling af antallet af personer, som ICE tilbageholder i lokale fængsler," rapporterede Vera Institute.
I mange lokalområder – også nogle traditionelt konservative områder – har folkelig mobilisering forhindret ICE i at opkøbe lagerbygninger og andre ejendomme med henblik på at omdanne dem til tilbageholdelsescentre for indvandrere. Men selv om disse lokale tiltag vidner om, hvor upopulær Trumps plan om masseudvisninger er, har de ikke nødvendigvis afskrækket DHS. DHS er begyndt at opkøbe og ombygge tidligere fængsler for at udvide dette "gulag". Og i øjeblikket spiller økonomien ingen rolle.
Dette netværk af interneringslejre er centralt for Trumps strategi. De supplerer ikke blot de igangværende masseanholdelser af indvandrere, men de forfærdelige forhold i lejrene har til formål bevidst at få indvandrere til at vælge "selv-deportering". I 2025 var antallet af dødsfald og selvmord blandt tilbageholdte personer det højeste i ICE's 23-årige historie, og tallene for 2026 ser ud til at blive endnu højere.
Samtidig har Trump-administrationen – med den amerikanske Højesterets godkendelse – frataget grupper af indvandrere deres lovlige status. Dermed skaber regeringen tusindvis af nye "illegale" indvandrere, der kan udvises. Det betyder også, at myndighederne ved præcis, hvor de kan finde dem. Anholdelser ved immigrationskontorer eller domstole – eller krav om fodlænker, som DHS pålagde haitianske statsborgere – øger antallet af anholdte yderligere.
Det er bestemt ikke tilfældet, at kampagnen mod indvandring er blevet mere populær, blot fordi den har været ude af nyhedsbilledet. Faktisk viste en nylig meningsmåling, at 57 procent af de registrerede vælgere er imod Trumps tilgang til lovgivningen om indvandrere, mens 39 procent støtter den. Og så sent som i sidste måned vendte den offentlige mening sig for første gang imod Trumps holdning til "grænsesikkerhed" – et emne, der længe har været hans politiske varemærke. Opbakningen til at nedlægge ICE har nået sit hidtil højeste niveau.
Men når kampagnen for masseudvisninger fortsættes på mere skjulte og omfattende måder, bliver det sværere at mobilisere en folkelig modstand imod den. Dette nye politiske klima letter også presset på politikere, der ikke længere føler samme behov for at modsætte sig kampagnen, som da administrationen iværksatte sine meget omtalte aktioner i Los Angeles, Chicago og Minneapolis. Migration Policy Institute påpeger eksplicit, at administrationen står bag en "mere stille og diffus bølge" af adskillelser af børn og forældre, hvilket har "dæmpet" den offentlige reaktion.
Demokraterne har lovet at "stille ICE til ansvar", hvis de opnår flertal i et eller begge kamre i Kongressen til november. Men de har konsekvent afvist at sige, at de har planer om at "nedlægge" eller omstrukturere ICE. Hakeem Jeffries, leder af flertallet i Repræsentanternes Hus (og den formodede kommende formand for samme), har præsenteret en demokratisk dagsorden, der fokuserer på at rulle administrationens nedskæringer på sundhedsområdet - Medicaid og Affordable Care Act - tilbage.
Uanset hvor prisværdige (om end uambitiøse) disse mål måtte være, er det sigende, at de ikke ledsages af løfter om at skære i midlerne til Trumps deportationsmaskineri. Ikke desto mindre stod det klart ved vedtagelsen af Trumps såkaldte "store, smukke lovforslag" i 2025, at massive nedskæringer i de føderale sundhedsprogrammer er med til at finansiere det enorme forbrug på tiltag mod indvandring.
Som altid vil demokraterne blæse og have mel i munden: De modsætter sig Trumps deportationer i netop tilstrækkelig grad til at give vælgerne håb om forandring, men ikke nok til rent faktisk at gennemføre den forandring. Især hvis det – hvilket det vil – kunne udløse modstand fra indvandringskritiske kræfter. Partiets manglende sammenhængskraft kom tydeligt til udtryk på Demokraternes HB-møde (DNC - National Committee) møde i Texas i august. DNC vedtog to resolutioner: en, der opfordrede til at "afskaffe" ICE, og en anden, der opfordrede til at reformere agenturet.
Demokraterne bliver ved med at foreslå en række mindre reformer – såsom at agenter skal bære kropskameraer, indhente retskendelser og tillade tilsyn med deres faciliteter, og lignende tiltag. Disse reformer er utilstrækkelige til at sætte en stopper for det omfattende deportationsapparat. Og de signalerer, at demokraterne ikke som sådan er imod masse-deportationer. De ønsker blot, at regeringen følger regler og procedurer, der er baseret på tværpolitisk enighed.
Hvis demokraterne har en vision for en indvandringspolitik, de kan støtte, ligner den sandsynligvis i høj grad Clinton-, Obama- og Biden-æraens politik: et teknokratisk system, der effektivt deporterer mennesker uden den bombastiske retorik på sociale medier og de aggressive håndlangere, der er blevet kendetegnende for Trumps indsats. Med andre ord: den samme type operation, som Trump-administrationen i dag bevæger sig famlende imod.
18. september 2026
Lance Selfa er forfatter til The Democrats: A Critical History (Haymarket, 2012) og redaktør af U.S. Politics in an Age of Uncertainty: Essays on a New Reality (Haymarket, 2017).
Oversat fra International Socialism af Åge Skovrind
