Billedtekst: Kaja Franckel fra SUF var en af talerne på moddemonstrationen 5. september. Hun skærpede kritikken ved også at rette den mod centrum-venstre.

 

Ifølge Researchkollektivet Redox deltog mellem 500 og 700 mennesker i DDF’s demonstration 5. september. Det var langt færre end de 7.000, arrangørerne havde annonceret, men formentlig alligevel den største højreekstreme demonstration i Danmark siden Anden Verdenskrig. Selv Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti holdt afstand.

Redox identificerede deltagere fra stort set hele det organiserede ekstremhøjre samt 60-80 maskerede hooligans. Der blev vist SS-symboler og heilet, og hooligans angreb moddemonstranter med nødblus, kanonslag og øldåser.

Langt fra alle deltagerne var organiserede fascister. Nogle – herunder en del iranere – var givetvis kommet, fordi de oplever islamisk fundamentalisme som en reel trussel. Den bekymring skal ikke affejes. Men deres politiske vejvalg skal udfordres. Det er fuldt muligt at bekæmpe islamisme på et demokratisk grundlag uden at acceptere forestillinger om »islamisering« og »remigration« fra den yderste højrefløj – og uden at marchere sammen med nazister og voldelige hooligans.

 

For bred og tandløs – eller for lidt bred?

Omkring 1.500 mennesker deltog ifølge Redox i den brede moddemonstration. Dens grundlag var solidaritet, antiracisme og lige rettigheder for alle. Det var godt og nødvendigt.

Mens DDF-marchen var præget af et ensartet hav af dannebrogsflag, rummede moddemonstrationen palæstinensiske flag, et esperantoflag og farverige bannere fra forskellige venstreorienterede organisationer. Blandt talerne var repræsentanter for fagforeninger, politiske partier og andre bevægelser, som med forskellige betoninger argumenterede for, at der skal være plads til alle.

Kaja Franckel fra SUF skærpede kritikken ved også at rette den mod centrum-venstre, idet Socialdemokratiet omtaler migranter fra Mellemøsten som en indre trussel, SF har støttet ghettolovgivningens syn på etnicitet som en problemfaktor, og også Enhedslisten har åbnet for udvisning af udlændinge i bestemte tilfælde.

Efterfølgende har aktivister diskuteret, om moddemonstrationen var for bred og politisk tandløs – eller om den tværtimod ikke var bred og samlende nok. Diskussionen er reel. En antifascistisk mobilisering skal kunne samle langt ud over den klassiske og organiserede venstrefløj, men bredden må bygge på et tydeligt politisk minimum: lige rettigheder, antiracisme og modstand mod både nazisme og religiøs fundamentalisme.

To personer forsøgte undervejs at nærme sig moddemonstrationen med Den Islamiske Republiks flag. Iranske venstreorienterede protesterede, og både personerne og flagene blev bortvist. Sådan måtte det være: Støtte til det iranske præstestyre og dets islamisme er i direkte modstrid med moddemonstrationens krav om lige rettigheder.

Episoden gør ikke de to demonstrationer til spejlbilleder. DDF-marchens nazister og hooligans delte dens krav om remigration. De iranske regimetro stod derimod i modsætning til moddemonstrationens grundlag og blev afvist. Men episoden viser, at grundlaget næste gang bør formuleres så klart, at regimets tilhængere på ingen som helst måde kan opfatte markeringen som et muligt politisk hjemsted.

At USA og Iran nu er i krig, ændrer ikke denne vurdering. Vi skal modsætte os amerikansk imperialisme og angreb på den iranske befolkning uden derfor at opgive kritikken af et kapitalistisk og teokratisk diktatur, som fængsler og dræber socialister, fagligt aktive, feminister og demokratiske oppositionelle.

Internationalisme betyder ikke, at vi skal vælge mellem Washington og Teheran. Den betyder solidaritet med befolkningen imod både ydre aggression og indre undertrykkelse.

 

Virkelige problemer og falske forklaringer

DDF’s påstand om »islamisering« tager afsæt i problemer, der faktisk findes. Der findes islamistiske organisationer, religiøs social kontrol og fundamentalistiske miljøer i Danmark. De kan være en alvorlig trussel mod især kvinder, LGBT+-personer, frafaldne og religionskritikere. Militant islamisme udgør desuden en reel terrortrussel.

Men herfra er der et enormt spring til påstanden om, at Danmark som samfund er ved at blive islamiseret. Muslimer anslås at udgøre ca. 4-5% af befolkningen og er politisk, socialt og religiøst vidt forskellige. Der findes hverken en samlet muslimsk blok eller et seriøst grundlag for at tale om en kommende islamistisk magtovertagelse.

»Islamisering« fungerer som et elastisk kampbegreb. Religiøs konservatisme, terrorisme, almindelig trosudøvelse og selve tilstedeværelsen af mennesker med baggrund i muslimsk dominerede lande blandes sammen til én samlet trussel. Dermed bliver almindelige mennesker, der i et eller andet omfang er muslimer eller har tilknytning til angiveligt muslimske lande gjort kollektivt ansvarlige for islamismen.

Netop her er den klassiske antifascistiske analyse relevant. Fascistiske og højreradikale bevægelser behøver ikke opfinde alle de problemer, de mobiliserer omkring. De kan tage udgangspunkt i arbejdsløshed, boligmangel, utryghed, kriminalitet eller religiøs undertrykkelse. Men de river problemerne ud af deres sociale og politiske sammenhæng, overdriver deres omfang og udpeger en hel befolkningsgruppe som årsagen. Derefter tilbyder de national ensretning og autoritære indgreb som løsningen.

Nazismen greb eksempelvis fat i virkelige erfaringer med krise, arbejdsløshed og ydmygelse efter Første Verdenskrig. Men den omformede dem til myten om, at jøder, marxister og andre »folkefjender« havde forrådt Tyskland. På samme måde kan nutidens yderste højre gribe fat i reelle erfaringer med islamistisk social kontrol og dreje dem til en fortælling om, at muslimer som sådan truer Danmark.

At sige dette er ikke at sidestille DDF med det nazistiske regime. Pointen er at genkende den politiske metode, hvor de virkelige problemer adskilles fra deres dybereliggende årsager og omsættes til kollektiv mistænkeliggørelse.

 

Islamisme uden islamofobi

Islamisme bør forstås som en variant af et bredere fænomen: religiøs fundamentalisme. Den findes også i kristne, jødiske, hinduistiske og buddhistiske former. Fælles er bestræbelsen på at underordne samfundet og individets rettigheder en autoritær fortolkning af religionen.

Gilbert Achcar, der har baggrund i Fjerde Internationale, beskriver islamisk fundamentalisme som en »middelalderlig-reaktionær utopi«. Der er ikke blot tale om rester fra fortiden, men om moderne politiske bevægelser, som bruger nutidens medier, organisationer, våben og statsapparater til at gennemtvinge en idealiseret fortid.

Hamas, Hizbollah, Islamisk Stat og det iranske regime er meget forskellige fænomener. De er ikke fascistiske i præcis samme historiske betydning som Mussolinis og Hitlers bevægelser, men de kan rumme fascistoide træk som militarisme, autoritær masseorganisering, patriarkat, antisemitisme og forfølgelse af mindretal og politiske modstandere. De er hverken socialistiske forbilleder eller strategiske allierede.

Et folks ret til at gøre modstand mod besættelse eller aggression er ikke det samme som politisk støtte til enhver organisation, der deltager i modstanden. Som Trotskij insisterede på, må marxister skelne mellem en kamps objektive indhold og de reaktionære kræfter, der forsøger at lede den efter deres egen plan.

Achcar advarer samtidig mod islamofobi og mod en »omvendt orientalisme«, hvor islamismen romantiseres som muslimske befolkningers naturlige form for antiimperialisme. Islamister bruger racismen til at fremstille sig som muslimernes eneste forsvarere, mens den yderste højrefløj bruger fundamentalisternes forbrydelser til at mistænkeliggøre millioner af muslimer. De er politiske fjender, men styrker samtidig hinanden.

 

En farlig konspirationstænkning

I Frankrig anvendes betegnelsen »islamogauchisme« om en påstået alliance mellem islamister og venstrefløjen. Der findes bestemt konkrete eksempler på venstreorienterede, som har bagatelliseret islamistisk undertrykkelse eller indgået opportunistiske alliancer med islamistiske organisationer. Det skal kritiseres åbent.

Men »islamogauchisme« bliver ofte brugt til at gøre hele venstrefløjen, antiracister og muslimske minoriteter til én mistænkelig blok. I den forstand har anklagen en strukturel lighed med nazisternes forestilling om »jødebolsjevismen«: En minoritet kobles sammen med venstrefløjen, og politisk uenighed fremstilles som resultatet af en skjult alliance mod nationen.

Begreberne er ikke historiske ækvivalenter. »Jødebolsjevismen« var en antisemitisk konspirationsteori, der blev central i nazismens udryddelsespolitik. Men den retoriske familielighed bør advare os. Kritikken af konkrete venstreorienteredes tilpasning til islamisme kan være nødvendig; forestillingen om en samlet islamisk-venstreorienteret sammensværgelse er falsk og farlig.

 

Remigration – af hvem?

United Lion & Sun Nordic spillede ifølge Redox’ kortlægning en central rolle i DDF’s mobilisering. Mange iranere har egne eller familiemæssige erfaringer med fængsling, tortur, eksil og kvindeundertrykkelse. Det forklarer deres vrede, men gør ikke den yderste højrefløj til deres ven.

Når højreradikale taler om »islamisering«, skelner de sjældent klart mellem islamister, muslimer og mennesker fra muslimsk dominerede lande. Iranere kan hurtigt selv blive reduceret til »muslimer«, uanset om de er ateister, socialister, liberale eller monarkister.

»Remigration« fremstilles ofte, som om det blot betyder, at mennesker uden lovligt ophold skal rejse. Men i den identitære højrefløjs sprogbrug bygger begrebet på forestillingen om, at Europas oprindelige befolkninger er ved at blive erstattet gennem indvandring. Det kan derfor også omfatte mennesker med permanent ophold og statsborgere, som ikke anses for tilstrækkeligt »assimilerede«.

Hvis det alene handlede om at håndhæve gældende afgørelser om ophold, var et nyt ideologisk begreb overflødigt. Det afgørende spørgsmål er: Hvem skal remigreres – og efter hvilke kriterier? Hvem afgør, om en dansk-iransk familie er dansk nok? Hvad med dens danskfødte børn?

Begrebets uklarhed er en del af dets funktion. Det kan samle mennesker, der blot ønsker en strammere udlændingepolitik, med racister som drømmer om et etnisk eller kulturelt homogent Danmark. At støtte remigration er derfor også at trække stigen op efter sig – og risikere, at ens egne børn og børnebørn rammes af den samme kollektive mistænkeliggørelse.

 

En ny march – samme politiske problem

DDF har indkaldt til en ny march lørdag 17. oktober under hovedparolen »nej til nazisme og islamisme«, men fortsat med krav om remigration. Isoleret set er hovedparolen fornuftig. Modstanden mod nazisme har imidlertid ringe troværdighed, hvis den ledsages af et udvisningsprojekt hentet fra den identitære yderste højrefløj.

Den næste march finder ikke sted på flagdagen for Danmarks udsendte. Arrangørerne vil formentlig også forsøge at få bedre styr på tropperne og holde nazister og hooligans ude af kameraernes søgelys. Det kan gøre marchen politisk mere, ikke mindre, farlig. Remigration bliver ikke demokratisk, blot fordi de åbenlyse nazister ikke længere heiler foran pressens kameraer.

Forsamlings- og ytringsfriheden gælder som udgangspunkt også mennesker med reaktionære synspunkter. Men det indebærer ingen pligt til passivitet. Trotskijs svar på fascismens fremmarch var arbejderbevægelsens enhedsfront: Forskellige organisationer skulle bevare deres politiske selvstændighed, men samles i konkret forsvar for arbejderbevægelsen, minoriteterne og de demokratiske rettigheder. Fascismen skulle ikke først og fremmest bekæmpes gennem forbud ovenfra, men gennem organiseret massemodstand nedefra.

Derfor er der brug for en bred modmobilisering 17. oktober. Dens grundlag bør stå klart fra begyndelsen: Vi forsvarer alle menneskers lige rettigheder mod både den nationalistiske yderste højrefløj og religiøse fundamentalister.

Vi vælger ikke mellem DDF og mullaherne, mellem Trump og Revolutionsgarden eller mellem racisme og islamisme. Vi viser en demokratisk og socialistisk vej i kampen mod dem alle.

Nej til nazisme. Nej til racisme. Nej til remigration. Og nej til religiøs fundamentalisme.