Endelig, tænker man måske. Noget fornuftigt og mere socialt ansvarligt fra det førende regeringsparti, der for tiden styrtbløder vælgere i meningsmålingerne, fordi Socialdemokratiet årevis har ført borgerlig politik og forringet vilkårene for de dårligst stillede dele af befolkningen, som egentlig skulle være partiets kernetropper.

Dem finder man nu snarere hos SF og hos Enhedslisten. Mest markant har udviklingen været i København, hvor Socialdemokratiet, hvis der var kommunalvalg i dag, kun ville få 17 procent af stemmerne. Og få tror vel, at udnævnelsen af Pernille Rosenkrantz-Theil til ny overborgmesterkandidat i sig selv vil få frafaldne socialdemokratiske vælgere til igen at kaste deres kryds efter partiet.

Taktisk venstresving
Der skal meget mere til. Socialdemokraterne er nødt til at opbygge en social profil og lancere nogle reelle politiske tiltag, der bedre kan sikre velfærden og gengive et flertal af befolkningen tiltroen til, at det nu går fremad for dem og ikke kun for de 10 procent bedst stillede dele af befolkningen. Og det skal sådan set gå stærkt. Der er kommunalvalg om et år, der skal senest være folketingsvalg om to år. Et socialdemokratisk venstresving er taktisk nødvendigt og krævet af fagbevægelsen og venstrefløjen.

Her kunne et stop for den stigende pensionsalder være et vigtigt led. FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation) har lavet en undersøgelse, der viser, at et overvældende flertal af befolkningen er bekymrede for, om deres helbred kan holde på arbejdsmarkedet frem til pensionsalderen. Mere end 70 rpocent giver udtryk for bekymring, og kun et forsvindende mindretal giver tilslutning til, at pensionsalderen fortsat skal stige.

Socialdemokratiske bonsaitræer
Men træerne vokser ikke ind i himlen. Især ikke socialdemokratiske træer, som har en tendens til at være af bonsai-typen, hvor kun små blade vender sig forsigtigt mod lyset. I øvrigt blade, der skal klippes hyppigt, så træet ikke pludseligt tror, at det skal strække grenene for højt.

Så netop som mange har nikket velvilligt til statsministerens udmelding om, at man vil begrænse stigningen i pensionsalderen, så kaster hun iskoldt vand på bonsai-træet og siger, at hendes parti under alle omstændigheder i 2025 vil stemme for en stigning i pensionsalderen fra 69 år (som den er i dag for dem, som er født efter 1. januar 1967) og til 70 år.

Men så vil vi også have en mere ”socialt retfærdig model”, forklarer hun. Hvad den model skal gå ud på, og hvor højt socialdemokraterne er villige til at lade pensionsalderen stige, kan man imidlertid ikke lokke et eneste ord ud af Mette Frederiksen om.

Så måske skal man bare forvente nogle mindre justeringer og så lidt sminkende forbedringer? Vi kan da sagtens forestille os nogle elementer i et socialdemokratisk udspil:
Gratis knæbeskyttere til brolæggere, når de er fyldt 72.
50 procent reduktion i prisen på smertestillende midler til 70-årige sosu-hjælpere, når de er på overarbejde.
En gratis månedlig seniorfridag til alle samlebåndsarbejdere i alderen 73 til 74 år.

Spørg til side: Hvis kernen bliver, at pensionsalderen generelt fortsætter med at stige, så er Mette Frederiksen godt i gang med at finde den revolver frem, som hun har arvet fra Mogens Lykketoft og Poul Nyrup, og som de brugte til at skyde sig selv i foden med, da de afskaffede efterlønnen. Friske patroner i kamrene og så fyre løs!

Tilbagerulning af pensionsalderen og en folkepension, man kan leve af
Heldigvis er der kommet kritik fra fagbevægelsen mod Mette Frederiksens nølende tilgang. På den nyligt afsluttede socialdemokratiske kongres sagde Morten Skov Christiansen, formand for FH: ”Det er stort og kompliceret arbejde, der ligger foran os, så lad os bare komme i gang. Jeg ser ikke nogen grund til, at vi skal vente helt til 2030, før lønmodtagerne får klarhed over, hvad deres pensionsalder er”. Han fik opbakning fra en stribe andre faglige ledere og menige socialdemokrater om, at der er behov for flere, hurtigere og mere slagkraftige udspil om fremtidens pension.

Der er brug for ikke bare at fastfryse pensionsalderen, men at rulle den tilbage til de 65 år, som var normen før det famøse velfærdsforlig blev vedtaget i 2006. Der er ligeledes presserende behov for, at pensionernes størrelse følger med inflationen, og at forholdet mellem pension og løn bliver ændret, således at pensionen altid udgør mindst 80 procent den gennemsnitlige løn på arbejdsmarkedet.  Og der er fortsat brug for at afskaffe den skammeligt asociale og umyndiggørende modregning for to samboende pensionister.

Under alle omstændigheder er der nu åbnet op for diskussionen om pensionsforholdene. Det ville bestemt være gavnligt, faktisk helt afgørende, hvis der kommer noget mere pres fra folk i fagbevægelsen og fra arbejdspladserne. Man kan jo lære af erfaringerne fra Frankrig. Her er der nærmest generalstrejke, når præsident Macron prøver at hæve pensionsalderen fra 62 til 64 år.

Socialistisk ArbejderPolitiks Forretningsudvalg, den 13. oktober 2024