En meget bred koalition af partier til venstre for præsident Macron danner fælles front ved parlamentsvalget den 30. juni.

af Åge Skovrind

Læsetid: 2 minutter

Foto: Demonstration i Paris mod det yderste højre 15. juni 2024. Copyright-Phototheque-Rouge – Martin Noda/Hans Lucas

 

Valget finder sted i to runder – den første den 30. juni, den anden den 7. juli (de oversøiske territorier dagen før). Der skal vælges 577 medlemmer af Nationalforsamlingen (parlamentets underhus). Kun kandidater, som opnår mindst 12,5 procent af stemmerne, går videre til anden runde. Hvis en kandidat opnår et absolut flertal af de afgivne stemmer og mere end 25 procent af de registrerede vælgere, er kandidaten valgt i første runde.

 

De første meningsmålinger peger på, at National Samling på den yderste højrefløj kan få lidt over 30 procent af stemmerne, Folkefronten lidt under 30 procent og Macrons alliance omkring 20 procent.

 

Folkefronten – Front Populaire består af en række partier, blandt andet La France insoumise, socialdemokraterne i Parti socialiste, De Grønne (Les Écologistes) og det franske kommunistparti. Der er lavet en fordeling af kandidater i de enkelte valgkredse mellem deltagerne i valgforbundet.

 

Ledelsen af NPA-l’Anticapitaliste [se note] har på et ledelsesmøde den 11. juni besluttet at reagere positivt på opfordringen fra de syv organisationer, der tog initiativ til dannelsen af Front Populaire [Folkefronten]. Partiet får en enkelt kreds i departementet Aude i det sydøstlige Frankrig, hvor Philippe Poutou opstiller. Han har været præsidentkandidat for NPA tre gange.

 

I udtalelsen hedder det:

 

På et tidspunkt, hvor National Samling og dets allierede er i stand til at tage magten, giver Folkefronten håb for den sociale og politiske venstrefløj, imod liberale reformer, for antiracistiske, miljømæssige, feministiske og LGBTI-kampe og for alle bevægelser, der kæmper for lige rettigheder.

 

Fra i morgen vil vores aktivister helhjertet arbejde for at sikre, at Folkefrontens kandidater vinder og vende den dødelige dynamik, vi befinder os i. Sammen med vores talspersoner er vi fast besluttet på at spille en aktiv rolle i kampagnen, herunder ved at opstille kandidater [se note].

 

En sejr over den yderste højrefløj og Macron er kun mulig, hvis der er en bred mobilisering af befolkningen, især i virksomheder, arbejderkvarterer og blandt unge. Fagbevægelsen, miljøkampene, den feministiske bevægelse, bevægelsen i solidaritet med Palæstina, kampene for afkolonisering og mod racistismen, skal forankres dybt i Folkefrontens program. De må være dens livsnerve.

 

Derfor vil vi støtte og deltage i opbygningen af alle de demonstrationer, mobiliseringer og strejker, i gaderne og i virksomheder, der vil finde sted i de kommende dage og dem, der følger efter valget. Mobiliseringerne er den eneste garanti for, at Folkefronten vil forfølge et program, der bryder med fire årtiers liberal politik.

 

Det kaos, der er årsag til det nuværende rovdriftssystem kræver et revolutionært brud med kapitalismen og et nyt frihedshåb for de undertrykte og udbyttede. I dag er der et presserende behov for enhed mod fascismen og for arbejderklassens opbygning af en modoffensiv. Stillet over for faren for fascisme, slutter vi os til den nye folkefront!

 

Montreuil, tirsdag den 11. juni 2024

 

 

Note: NPA – Nouveau Parti Anticapitaliste, blev dannet i 2009 på initiativ af den franske sektion af Fjerde Internationale, som på det tidspunkt havde stor fremgang. I 2022 blev partiet splittet i to dele, og efter lange forhandlinger er man nået frem til, at den ene gruppe kalder sig NPA-l’Anticapitaliste (L’Anticapitaliste er også navnet på deres blad), mens den anden gruppe hedder NPA-Revolutionaire. Uenighederne går blandt andet på samarbejdet med andre partier på venstrefløjen.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com