Demonstration i Teheran efter drabet på Mahsa Amini 16. september 2022. Foto: Darafsh, CC BY-SA 4.0, Wikimedia
Det er svært ikke at føle sig hjælpeløs, når man ser, hvordan den israelske hær udløser et blodbad i Gaza. I denne apokalyptiske situation er det forståeligt, at palæstinensere og deres støtter desperat søger efter allierede af enhver art. Så da den iranske regering lancerede et militært angreb på Israel for et par uger siden, fejrede mange det som en solidaritetshandling med palæstinenserne. Var en regering et eller andet sted endelig trådt ind for at yde praktisk støtte til det belejrede folk i Gaza?

Men der er store problemer med denne fortælling.

Det første problem vedrører de umiddelbare kendsgerninger i situationen. Den iranske regering signalerede meget kraftigt, at dens handlinger absolut intet havde med Gaza at gøre. Hossein Amir-Abdollahian, Irans udenrigsminister [indtil sin død ved et helikopterstyrt den 19. maj, o.a.], forklarede Financial Times, at hans regering før angrebet havde informeret Washington om, at deres “operation vil blive begrænset med det formål at legitimere forsvar og afstraffelse af Israel”. Kun få timer efter angrebet tweetede Irans FN-mission, at “sagen kan anses for afsluttet”. Dette var ikke et svar på udslettelse af Gaza og dets folk, men en taktisk reaktion på Israels angreb på det iranske konsulat i Damaskus.

Det andet problem er både mere generelt og vigtigere og vedrører den slags principper og politik, som vores bevægelse bør fastholde. Den palæstinensiske sag hviler på princippet om national selvbestemmelse: Et folk bør ikke styres af en fremmed eller påtvunget enhed. Og retten til national selvbestemmelse er en del af en bredere demokratisk tradition, der insisterer på, at ingen skal lide under en regering, som de ikke selv har valgt.

I en vis forstand er enhver kapitalistisk regering de riges diktatur. Men mange lande, såsom Saudi-Arabien, Vietnam, Iran og Kina, nægter arbejderbefolkningen og de fattige selv den mest grundlæggende indflydelse på, hvordan samfundet forvaltes. Dette gælder fx at nægte dem retten til at protestere, strejke, organisere sig og endda til at stemme.

Det er ødelæggende for en bevægelse, der kæmper for at udvide de demokratiske rettigheder, at alliere sig med åbenlyse fjender af de samme demokratiske principper. Det gør os til hyklere af samme slags som Joe Biden, der kynisk fordømmer krænkelser af menneskerettighederne i Kina, men samtidig gør det muligt, at det sker i Gaza og Yemen.

Irans regering er et autoritært kapitalistisk regime, der brutalt undertrykker sin egen befolkning. Som sådan har den ikke nogen oprigtig interesse i at befri palæstinensere eller nogen som helst andre. Det står fast, selv om iranske politikere af forbigående geopolitiske grunde kritiserer – eller endda militært konfronterer – Israel eller USA.

Den nuværende iranske stat er det mislykkede produkt af revolutionen 1978-79. I de fantastiske år rejste befolkningen i Iran sig for med succes at vælte et amerikansk-støttet diktatur under den rige shah. Bevægelsen blev ledet af en stærkt organiseret arbejderklasse og spredte sig hurtigt til at omfatte næsten hele befolkningen. Revolutionære råd blev oprettet på arbejdspladser, universiteter og generelt i samfundet.

Revolutionen åbnede op for en enorm politisk debat om Irans fremtid, hvor forskellige partier og organisationer kæmpede for at overbevise flertallet om deres vision. Men de reaktionære gejstlige var i stand til at bruge deres base i moskeerne, små butiksejere og dele af de fattige i byerne til at fange og erobre revolutionen. Ayatollah Ruhollah Khomeini ophøjede sig selv til at være den mest fremtrædende talsmand for bevægelsen, fejede på samme tid mere radikale stemmer til side og lagde grunden til et diktatur. Det blev hjulpet på vej af den forfærdelige stalinistiske politik fra en stor del af venstrefløjen, som bakkede Khomeini op, fordi de insisterede på, at Iran havde brug for en national, snarere end en socialistisk, revolution.

Lige efter revolutionen invaderede den irakiske præsident Saddam Hussein Iran i håb om at skaffe sig territorium. Enhver iraner, der modsatte sig krigen eller af en eller anden grund kritiserede regeringen, blev stemplet som forræder og sendt i fængsel. I fængslet blev folk tortureret ubarmhjertigt – mange forsvandt for aldrig at blive set igen.

Tusindvis af kommunister, arabiske og kurdiske nationalister, feminister, religiøse minoriteter og andre blev fejet med i denne bølge af undertrykkelse. På få måneder i 1988 blev op mod 30.000 fanger henrettet af regimet, heraf mange medlemmer af den organiserede venstrefløj. I denne periode blev de alvorlige undertrykkelsesmetoder introduceret, der lige siden er blevet brugt mod befolkningen.

På trods af denne brutalitet har mullaherne ikke formået at knuse de folkelige krav om forandring. Der har været utallige tilbagevendende oplevelser af modstand mod regeringen, hvor kravet har været forbedringer af dens økonomiske og sociale politik. Siden 2009 er disse smeltet sammen i flere bølger af protester og strejker. Disse bevægelser og krav er blevet uddybet over tid, startende fra ret moderate opfordringer til at liberalisere regimet, til at bevæge sig mod den totale afvisning af det teokratiske diktatur. De har kritiseret regeringens sociale politik, men også direkte adresseret den grundlæggende uretfærdighed i iransk kapitalisme,

“Woman, Life, Freedom”-bevægelsen i 2022 var symptomatisk for denne dynamik. Det startede, da det foragtede moralpoliti myrdede den kurdiske kvinde Jina Amini. Amini blev tævet ihjel for at nægte at bære den påbudte hijab. Dette udløste en kvinde- og ungdomsbevægelse over hele landet, hvor nogle deltagere også tog den specifikke undertrykkelse af kurdere og andre minoriteter op. Vigtigt er det, at revolutionære arbejdere bragte en klassekampsdimension til bevægelsen.

Mullaherne forsøgte at knuse bevægelsen, slap deres militser løs mod de fredelige protesterende, fængslede tusindvis af demonstranter og forgiftede endda hundredvis af unge kvinderettighedsaktivister på gymnasier og universiteter. Men da det ikke lykkedes at bryde kampånden hos kvinderne og deres tilhængere, måtte regimet til sidst løsne reglerne omkring kravet om at bære hijab for at berolige oprøret.

Som svar på de voksende bølger af modstand har konservative hardliners i regeringen prøvet at samle deres tilhængere omkring en reaktionær populistisk dagsorden. De har brugt både økonomiske og politiske tricks for at skaffe sig støtte. Systemets konservative fløj har udrullet udvidede sociale velfærdsprogrammer for at “købe” dele af de fattige. Det kan være effektivt, når den officielle opposition er fuldstændig forpligtet på at holde sig indenfor neoliberale markedsmekanismer.

Men for den konservative blok, der i øjeblikket er ved magten, er det lige så vigtigt at befæste grebet gennem kamp på kulturområdet. De promoverer kynisk deres regressive version af “traditionelle” islamiske værdier, angriber feminister som “vestlige agenter” og fordømmer Irans mange etniske, kulturelle og religiøse minoriteter som landsforrædere.

En del af denne propagandapakke er påstanden om, at Den Islamiske Republik er en principfast og konsekvent modstander af amerikansk imperialisme i regionen. Den hårde højrefløj er den mest engagerede i denne tilsyneladende radikale retoriske holdning, mens de liberale og reformatorerne har en tendens til at argumentere for at genopbygge relationer og fredelig sameksistens. Førstnævnte holdning er populær i betragtning af Irans forfærdelige historie om vestlig intervention. Shahen selv blev indsat og støttet af USA efter et kup mod en tidligere progressiv nationalistisk leder. Til gengæld gav shahen vestlige virksomheder generøs adgang til landets rige oliefelter.

Dette er især vigtigt at forstå i betragtning af, at Iran forsøger at udvide sin indflydelsessfære i hele regionen og kalder sig selv lederen af en “Modstandens Akse”.

Dette er tydeligst demonstreret i Hizbollah, en organisation, der nu er en typisk korrupt del af den libanesiske politiske scene. Det er et parti, der er prokapitalistisk, fjendtligt over for arbejderkamp og dybt sekterisk og konservativt, når det kommer til sociale spørgsmål. Omfanget af Hizbollahs kontrarevolutionære politik blev afsløret under det arabiske forår, da det sluttede sig til de syriske, iranske og russiske regeringer i at drukne den syriske revolution i blod. Det burde ikke komme som nogen overraskelse i betragtning af, at partiet blev grundlagt af gejstlige, der var helt på linje med Irans politiske og organisatoriske perspektiver, og som nu består af nogle af Libanons rigeste personer.

Hizbollah er den mest succesrige af Irans allierede, men derudover har landet et voksende netværk af aktører i Irak, Bahrain, Saudi-Arabien og Yemen. Mens disse kræfter til tider optræder som anti-amerikanske og pro-palæstinensiske, er deres politik fuldstændig regressiv. I Irak har iransk støttede sekteriske militser hærget og plyndret, hvad der er tilbage af landet efter USA’s tilbagetrækning i 2011. Hver gang folk i Irak har rejst sig og krævet forandring, er de blevet mødt ikke bare med statens undertrykkende magt – som også har en tendens til at blive påvirket af Iran – men også med de forskellige militser. Når disse fra tid til anden angriber nogle af de tilbageværende amerikanske forposter, er det ren facade for helt igennem reaktionære sociale kræfter.

Overordnet set er den iranske regering altså ikke seriøs med hensyn til at konfrontere imperialismen. Faktisk er Iran næst efter Israel den mest magtfulde regionale aktør i Mellemøsten. Som enhver anden regional imperialistisk nation bruger den økonomiske, militære og kulturelle midler til at udvide sin indflydelsessfære. Dens eneste princip er egeninteresse, hvilket forklarer, hvorfor de angiveligt antiimperialistiske mullaher var så glade for at støtte den amerikansk ledede krig og sanktionerne mod Irak i 1991.

Hvilket bringer os tilbage til Palæstina. Irans retoriske støtte til palæstinensisk befrielse er en af måderne, hvorpå dets brutale diktatur forsøger at vinde folkelig legitimitet i ind- og udland. Men dens tynde foregivelse af at være en modstandsakse er kun et forsøg på at sminke en kontrarevolutionær national og international dagsorden. Det er utilgiveligt, at nogen på venstrefløjen vil støtte dem.

Oversat fra Red Flag (Australien) af Anne Haarløv