Værdien af kommende lønstigninger kan regnes i milliarder. Alt efter resultat, snakker vi lønstigninger på op til 40 milliarder kroner over 2 år – Men der er milevid forskel mellem Nicolai Wammens 8,8 procent i lønstigninger og fagbevægelsens krav udtalelser om 10-11 procent.

 

Forhandlingerne finder sted i skyggen af trepartsforhandlingen, reallønstab og de private aftaler i 2023.

 

Bagtæppet

Bagtæppet for forhandlingerne kan tegnes klart: I regeringsgrundlaget, lønstrukturkomiteen og hos FH/DA er der en klar forventning om, at det er ”det private der styrer lønudviklingen i Danmark”. Dertil kommer logikken fra reguleringsordningen om, at hver gang det private stiger en krone, skal det offentlige kun stige 80 øre. Kort sagt: Det offentliges resultat skal være på den skrabede udgave af de private lønstigninger.

 

I overenskomstforhandlingerne 2023, på det private område, blev resultaterne opgjort til mellem 10,7 og 11,4 procent - alt efter hvem der regner (og hvordan) – Så med den indbyggede logik, er den maksimale ramme givet på forhånd. Spørgsmålet er, hvor tæt man så kommer på den logik. Men Særligt når regeringen har spillet ud med 8,8 procent .

 

En anden del af bagtæppet er selvfølgelig trepartsaftalen fra december måned. Den fastlagde 7 milliarder i ekstra lønmidler til specifikke faggrupper, herunder sygeplejersker, pædagoger, SOSU’er og fængselsbetjente. Men på trods af allerede offentlige udsagn, så er disse midler ikke udmøntet. De skal først konkretiseres og implementeres i overenskomstforhandlingerne. Hertil var en række krav om flere på fuld tid, større mulighed for 12 timers vagter, nedsat hvile, forhøjelse af alderen for seniorordninger mm. Dertil kommer, at midlerne i høj grad skulle målrettes tiltag, der øgede medarbejdernes beskæftigelsesgrad.

 

Men som noget nyt starter overenskomstforhandlingerne i plus - for nogle faggrupper. Hvilket også har medført spændinger internt i fagbevægelsen.

 

Derfor blev der også indskrevet i trepartsaftalen, at ved medlemmernes afstemning om de kommende overenskomstresultater skulle alle afstemninger samles i ét en samlet afstemning[JO1] . Som vi kender det fra det private område. Ergo skal flertallet, på tværs af alle faggrupper, afgøre, om resultaterne bliver godkendt. Med henblik på at undgå konflikter med enkelte faggrupper.

 

Den økonomiske ramme – og akademikerne

En anden ny situation i årets forhandlinger er fagbevægelsens forhandlingsfællesskaber. Efter i flere år at have fundet sammen i fælles forhandlingsfællesskaber, har Akademikerne denne gang meddelt, at de ønsker at forhandle særskilt på det regionale og kommunale område.

 

Dette handler naturligvis om, at også blandt akademikerne er der sket et større lønefterslæb i forhold til privatansatte, og de har også været udfordret på deres realløn. Så de frygter, at en samlet lønramme ville medføre, at deres løn skulle stige mindre, for til gengæld at betale for, at lavtlønnede kunne stige yderligere.

 

Isoleret set et naturligt træk fra en fagtop, som skal forsvare egne medlemmer. Men overordnet set udfordrer det muligheden for at sikre ekstraordinære stigninger i lavtlønsgrupper, som kunne have sikret, at vi fik løftet bunden.

 

 

Det er ikke lykkes fagbevægelsen at finde sammen om et solidarisk lønsystem, som også kan tilgodese alle grupper, og rette den samlede kritik om, at hele rammen skal udvides, så der både akademikeres og SOSU’ers lønninger kan sikres. Og det rejser jo også en udfordring på venstrefløjen om, hvornår ”nok er nok”. For en meget lille andel af akademikere snakker vi  () ekstremt høje lønninger, som vi jo nok mener helt retfærdigt ikke burde udvikles yderligere.

 

Kampen de kommende uger

Forhandlingerne er i gang. Der forhandles på alle tre områder. Statens område har traditionelt været dem, der først blev færdige og dermed også landede ”den samlede økonomiske ramme”. Dette skyldes jo i høj grad, at det er finansministeren selv, der sidder for bordenden. Og når kommuner og regioner, med deres pressede økonomi og bloktilskud, skal forhandle, er det væsentlige, hvad regeringen selv mener er et acceptabelt niveau for lønudviklingen, og dermed også hvad de kan forventes at kompensere, når der skal forhandles nye økonomiaftaler i slutningen af foråret.

 

På alle områder forhandles der i forskellige forhandlingsfællesskaber på fagbevægelsens vegne. Og når først en ramme er fastlagt, defineres det, hvor stor en del, der går til ”generelle lønstigninger”, og hvor meget der tilfalder organisationsforhandlingerne at råde over, altså evt. puljemidler, som kan udmøntes blandt forskellige organisationer og overenskomstgrupper.

 

Selvom forhandlingerne først nu virkelig tager fat, så er ambitionen stadigvæk, at et samlet resultat er klar ved udgangen af februar, så urafstemninger kan gennemføres i marts, det vil sige inden de nye overenskomster skal træde i kraft pr. 1. april 2024.