Det Republikanske Parti - der repræsenterer den yderste højrefløj - vandt et absolut flertal på 23 rådsmedlemmer i forfatningsrådet, som skal udarbejde en ny forfatning for landet.
Den yderste højrefløj har sammen med rådsmedlemmerne fra den traditionelle højrefløj det flertal på 60 procent, der kræves for at få afgørende indflydelse på den nye forfatning. Den skal godkendes eller forkastes ved en national folkeafstemning i december.
De progressive, socialdemokratiske og venstreorienterede kræfter - repræsenteret ved Kommunistpartiet, Socialistpartiet, Bred Front, Humanistisk Aktion og liberale partier - nåede med 28 procent af stemmerne op på 16 rådsmedlemmer. Det efterlod dem med under de 40 procent, der skal til for at nedlægge veto eller påvirke teksten til den nye forfatning.
Det er usikkert, hvad de vil være i stand til over for den yderste højrefløjs og højrefløjens styrke i rådet, men vi ved, at de vil arbejde for forandring, kræve rettigheder og en demokratisering af det institutionelle system.
De socialdemokratiske partier - Parti for Demokrati og Radikalt Parti - fik sammen med Kristendemokraterne et katastrofalt resultat med kun 3 procent af stemmerne og fik ikke valgt en eneste repræsentant. Dette viser, at det var en fejl at stille op alene og ikke alliere sig med andre.
Som følge heraf står konservative sektorer reelt uden modvægt i forfatningsrådet, hvilket åbner op for usikkerhed om, hvad der vil blive af den nye forfatning - nogle mener, at det kunne blive en "Pinoche-Forfatning 2.0" [Pinochet var Chiles militær diktator 1973-1990. o.-a.].
Disse resultater har sat gang i en debat om årsagerne til den yderste højrefløjs triumf, som blev underbygget både i fattige og landlige dele af befolkningen og i de øvre samfundlag.
Det kan kort sammenfattes som en tredobbelte krise: migrations-, kriminalitets- og yderste højre-kriser. Fænomenet kendes fra andre latinamerikanske og europæiske lande og har muliggjort parlamentariske fremgang for ultrakonservative organisationer.
Analytikere har bemærket, at optakten til forfatningsvalget var domineret af migrationsspørgsmålet, stigningen i kriminalitet, konsekvenser af narkotikahandel og organiseret kriminalitet og den bettragtelige stigning i leveomkostninger, mens ideer om forfatningen var det mindst omtalte emne.
Dette blev drevet frem og udnyttet af det yderste højre i Republikansk Parti med dygtighed, sikkerhed og "sund fornuft"-fortællinger blandet med løgne, fordrejninger og "falske nyheder".
Nu ligger usikkerheden i, hvor meget den yderste højrefløj vil være villige til at forhandle. De traditionelle højrefløjsgrupper beder det Republikanske Parti om ikke at anlægge en rigid eller ekstrem tilgang, men om at åbne op for en række emner for at "opnå en forfatning for alle". De har endda advaret om, at hvis de ultrakonservative i for høj grad gennemtvinger deres ideer, kan den nye forfatning blive forkastet i december.
Progressive og venstreorienterede grupper erkender, at scenariet er kompliceret, selv om de har gentaget, at de ville fortsætte med forfatningsprocessen, og at de indtil videre ikke nødvendigvis tænker på at opfordre til at stemme imod.
Et væsentligt faktum bidrager til dette: To millioner ugyldige stemmer, som sammen med blanke stemmer repræsenterer 21 procent af vælgerne. Disse to millioner mennesker dækker en høj procentdel af den venstreorienterede politiske vælgerskare.
Man kan derfor ikke udelukke, at de progressive og venstreorienterede kræfter i folkeafstemningen vil være delt mellem dem, der ønsker at godkende, henholdsvis forkaste, den nye forfatning, især hvis indholdet ligner eller er værre end den nuværende forfatning, som er nedarvet fra det civilt-militære diktatur.
Under alle omstændigheder tyder alt ifølge analytikere og politiske iagttagere på, at en ny politisk cyklus er blevet stadfæstet i Chile, startende med det sociale oprør i 2019, og hvor vælgerne og de sociale kræfter siden har svinget frem og tilbage.
Det er en ny periode, hvor det ser ud til, at der er brug for nye ideer, dagsordener, svar og fortællinger og endda ændringer i det politiske landskab, alliancer og opbygning af alternativer.
Oversat fra Green Left af Anne Haarløv
