Rima Majed er adjunkt i sociologi ved Institut for Sociologi, Antropologi og Medievidenskab ved American University of Beirut. Hun talte med Shireen Akram-Boshar, en socialistisk aktivist bosat i Boston, om oprøret i Libanon.

af Rima Majed, Shireen Akram-Boshar

Mere end 100 dage er gået siden starten af ​​Libanons revolution. Store dele af det libanesiske samfund har været involveret. Omkring hver femte borger deltog i protester. Hvordan opleves det i praksis? Hvordan har oprøret fastholdt sin fremdrift?

 

Efter at revolutionen for nylig blussede op igen, er der masseprotester hver dag. Demonstranter blokerer veje, fordømmer den nyudnævnte regering og protesterer foran banker og parlamentet. Men der er også en høj grad af statslig undertrykkelse. De seneste to uger har det været særlig dårligt. Mange er blevet arresteret og hundreder såret. Sikkerhedsstyrkerne er specifikt gået efter demonstranters øjne og skadet og blændet flere.

 

Banksektoren har været det vigtigste mål i den seneste bølge. Dette skyldes den daglige ydmygelse, bankerne står bag, som har nået et uudholdeligt niveau. Antallet af fattige såvel som inflationen er steget, men det er ikke bare det. Det handler også om, at selv folk med bare lidt penge i banken bliver forhindret i at kunne hæve dem, hvilket svarer til tvungen fattigdom. De eneste undtagelser er de meget rige, som har forbindelser til bankernes inderkreds, eller som kan overføre penge fra udlandet. For flertallet har nedturen nået et niveau, hvor det er umuligt for problemerne at stilne af.

 

Det betyder ikke, at gaderne konstant vil være fyldt med demonstranter. Studerende spiller en central rolle i revolutionen, og når protesterne er faldet i styrke, er det ofte, når skoler og universiteter har åbnet igen. Men denne revolution, endnu mere end de andre i regionen, begyndte på grund af en akut økonomisk krise. Og derfor vil den fortsætte.

 

I de sidste tre måneder er der intet, der vil få folk til at stoppe, som har ændret sig. En ny regering er netop blevet annonceret, men allerede inden den blev præsenteret, vidste vi, at den ikke ville få befolkningens tillid. Der er ingen større ændringer i den herskende elite, og der er ikke gjort alvorlige forsøg på at tackle finanskrisen.

 

På det seneste har der været megen diskussion om Hizbollah, der har forsøgt at overtage bevægelsen. Jeg synes, det er vigtigt at fremhæve, at alle de politiske partier, inklusive Hizbollah, har forsøgt at overtage revolutionen lige fra starten. Den libanesiske hær, falangistenes Kataeb, den Frie Patriotiske Bevægelse og Fremtidsbevægelsen efter Hariris tilbagetræden forsøgte alle på forskellige stadier at overtage revolutionen og agere i den. Den nylige panik over Hizbollahs tilstedeværelse skyldes hovedsageligt, at deres mobiliseringer er splittende. De råber sekteriske slagord som “Shi’a, Shi’a”. Det kræver ikke meget analyse for at forstå betydningen af det. Men den måde, revolutionen har håndteret det, er meget bedre end i vores tidligere protestbevægelser. I starten var folk i bevægelsen, der sagde, at “dette er infiltratorer, vi må fjerne dem fra gaderne, det er Hizbollah.” Men det blev meget hurtigt lukket ned af folk, der sagde, at gaderne er åbne, og at strømninger i bevægelsen er noget, vi bliver nødt til at tackle, men det betyder ikke, at vi er nødt til at fremmedgøre enkeltpersoner. Dette er også en mulighed for at opbygge en ny slags organisering og bygge broer. Bevægelsen har erkendt, at Hizbollahs basis – langt størstedelen af ​​shia-befolkningen i Libanon – udgør en stor del af arbejderklassen og de fattige arbejdere.

 

Når det er sagt, anerkender jeg også, at der er en klar fare ved, at politiske partier, især Hizbollah, drager fordel af revolutionen. Der er en sammenblanding af interesser, når det gælder spørgsmålet om banksystemet. Og det er derfor, kravene til bankvæsenet skal være tydelige på en måde, der ikke giver plads til, at Hizbollah eller andre partier, der er ved magten, kan mobilisere omkring de samme krav. Dette er en del af, hvordan revolutionen må radikaliseres og tilpasse sin diskurs. I stedet for at sige: “Vi accepterer ikke de fattige, der udgør baglandet for visse partier,” eller at beskylde dem for at være infiltratorer og forrædere, skal vi i stedet vælge en diskurs, der ikke kun forbinder banksektorens problemer med det neoliberale system og det økonomiske system, som vi er imod – en diskurs, som Hizbollah også ville acceptere, selvom de i praksis har støttet hele den neoliberale politik i det årti, de var ved magten – men også en diskurs, der frembringer den politiske vision, vi arbejder for.

 

Libanons revolution er ikke kun præget af masseprotester, men også af ideologiske fremskridt og en afvisning af det politiske etablissement i et omfang, der ikke er set i tidligere oprør. Revolutionen har også formået at skabe sammenhæng mellem økonomiske og politiske problemer. I hvilket omfang er den politiske bevidsthed ændret?

 

I stort omfang. Dette er kommet fra en ophobning af årtiers aktivisme samt erfaringer fra tidligere bevægelser både i Libanon og resten af regionen. Et eksempel er ”Du stinker”-bevægelsen i 2015. [se artikel i Socialistisk Information]. På grund af disse oplevelser er bevægelsen nu mere opmærksom på klassedynamik og omhyggelig med ikke at fremmedgøre folk, der stadig identificerer sig med sekteriske politiske partier – især de fattige dele af arbejderklassen, der er kommet til at udgøre Hizbollahs base. Dette er et stort fremskridt fra 2015.

 

På den anden side er det svageste led selve organiseringen, som demonstranter først nu begynder at tage op. Min frygt for de kommende måneder og år drejer sig om, at vi endnu ikke har været i stand til at blive organiserede. Det er især vanskeligt, da vi har startet processen midt i revolutionen, og ikke før.

 

For mig ser det ud til, at der er tre strømninger inden for revolutionen. Der er en radikal strømning, eller en, der er blevet mere radikaliseret. De har fokus på intersektionalitet, ulighed baseret på klasse og køn samt spørgsmålene om statsborgerskab, race og flygtninge. De mobiliserer på baggrund af disse spørgsmål og sammenkæder dem med krav om en revision af det nyliberale økonomiske system såvel som det sekteriske politiske system.

 

Den anden strømning er mere liberal. Den betragter ikke problemet som et systemisk, men snarere et korruptionsproblem, og at det vil være nok at erstatte enkelte politikere med “renere” eller mindre korrupte ledere. Dette er den mere NGO-orienterede strømning. De har haft stor indflydelse på revolutionen, og der er seriøse debatter mellem denne og den mere radikale strømning.

 

Og så er der de store grupper, der ikke er organiserede, og som mobiliseres på måder, der er mere ad-hoc. Denne tredje strømning er vokset naturligt sammen i bevægelsen, den har ikke et klart politisk projekt eller en vision. Udfordringen er, hvordan man samler disse tre forskellige strømninger, så bevægelsen som helhed styrkes.

 

Det er vigtigt at forstå, at Libanons demonstranter ikke kun udfordrer et nyliberalt system, men også landets sekteriske system. De to er uadskillelige. Demonstranternes krav om et stop for økonomiske nedskæringer – i det væsentlige afslutningen på det neoliberale system – gennem genindførelse af elementer i en velfærdsstat, ville også betyde en ende på det sekteriske system. Det ville betyde, at du ikke behøver at gå til din sekteriske za’im [leder/chef] for at få dine grundlæggende behov opfyldt, hvilket gør det sekteriske system overflødigt.

 

Revolutionen udgør en alvorlig trussel mod sekteriske ledere, fordi det er første gang i det moderne Libanons historie, at folk i så stort antal har mobiliseret klart mod dem. De, der protesterer, har en underliggende klassebevidsthed og betragter de sekteriske ledere som korrupte herskere, der akkumulerer rigdom på bekostning af flertallet. Enhver mobilisering i Libanon, der skaber en klassedynamik og samler mennesker baseret på objektive interesser frem for en sekterisk logik, betragtes som en trussel mod det sekteriske system – et system, som kun kan udfoldes ved at gøre mennesker afhængige af deres lederes velvilje. Ethvert pres for faglige rettigheder og velfærdskrav til staten udgør en alvorlig trussel mod sekteriske ledere.

 

Siden slutningen af den libanesiske borgerkrig i 1990 har den herskende klasse i Libanon arbejdet flittigt for at ødelægge den tværgående organisering af arbejderklassen, og med den venstrefløjen. Den gradvise svækkelse af arbejderbevægelsen og venstrefløjen har hindret enhver organiseret modstand, mens det også har afpolitiseret store dele af samfundet. I betragtning af dette, hvad er så mulighederne for at organisere?

 

Du har ret. Det er tydeligt, at regimet i Libanon efter krigen systematisk har slukket for enhver mulighed for organisering. Ikke kun organisering på tværs af religioner: de første, de smadrede, var fagforeningerne. I dag er den faglige landsorganisation GCLW i Libanon helt styret af regimet og repræsenterer mindre end 5 procent af arbejderne. Det har ikke gjort noget for at støtte revolutionen – kun udsendt en svag erklæring, efter at vi protesterede foran deres kontorer.

 

Men dette er en revolution, der tydeligt handler om klassespørgsmål. Og det var klart fra den allerførste dag: Problemerne havde at gøre med beskatning, det økonomiske sammenbrud, og at det libanesiske pund er blevet bundet op på dollaren. Det er umuligt at se bort fra dette og tænke politisk organisering uden at inddrage spørgsmålet om klasse. Der er god mulighed for at organisere på klassespørgsmål og bringe spørgsmål om arbejdsmarkeds- og socialpolitik tilbage som udgangspunkter for dem, der ønsker forandring.

 

I Libanon har det geopolitiske fokus været centralt i den politiske diskurs i årtier. Fokus på regionale spændinger og sekterisme har overskygget klasse, køn og faglige rettigheder. Nu har revolutionen igen sat fokus på sociale spørgsmål. Og inden for revolutionen begynder venstrefløjen endelig at tage spørgsmålet om organisering alvorligt snarere end at fortsætte med at insistere på behovet for flad struktur uden ledelse.

 

I modsætning til 2015 er mange af aktivisterne i dag overbevist om, at der er behov for politisk organisering og for at forberede sig på de kommende opstande. Nogle forsøger at organisere sig gennem kommuner i regionen (‘Ammieh), under navnet “kommuner af 17. oktober”. Andre har organiseret sig i lokalområder, især de aktivister, der blokerede veje i begyndelsen af revolutionen. Nogle grupper eksisterede tidligere, og de er del af bredere netværk, der samler forskellige grupper, der laver mobiliserer lokalt. Endelig prøver nogle at skabe en ny venstreorienteret koalition, der på én gang er anti-imperialistisk og anti-autoritær, og som klart støtter alle folkelige oprør fra Syrien til Bahrain.

 

Kan du fortælle mere om Libanons Faglige Fællesskab, som du var med til at stifte?

 

Mange af os, der fulgte med i revolutionerne i regionen, så, at de eneste to, der var i stand til at skabe en slags ændring, var i Tunesien og i Sudan. Det var tydeligt, at det skyldtes eksistensen af organiserede og uafhængige fagforeninger. Sammen med andre var jeg overbevist om, at den eneste måde for os i Libanon at bryde med det sekteriske, neoliberale system er ved at genvinde fagforeningerne. Fra starten af revolutionen virkede det åbenlyst, at dette var vores chance for at gøre noget klassebaseret. Så spørgsmålet om arbejdskraften står helt centralt i forestillingen om politisk forandring i landet.

 

Vi begyndte at organisere inden for de første par dage af revolutionen med to hovedmål. For det første en politisk organisering for at støtte og bringe revolutionen frem. For det andet for at genskabe fagforeninger og faglige organisationer. Dette er ikke uproblematisk, ikke mindst fordi aktivisme i årtier er blevet opbygget omkring neoliberale individualistiske værdier med masser af interne opdelinger. Men på trods heraf er det et initiativ, der har et stort potentiale, tror jeg. Det er et af de meget få steder, hvor jeg ser håb på langt sigt. Det er kun ved at genvinde vores interesser som sociale grupper og klasser snarere end sekter og på identitetsspørgsmål, at vi vil være i stand til at bekæmpe et nyliberalt, sekterisk system, der konstant forsøger at individualisere os eller skabe sekteriske grupper.

 

Og det er her, jeg tror, at det Faglige Fællesskab kan spille en vigtig rolle i ændringen af politisk kultur. De mest radikale bevægelser i Libanon det sidste årti – som alle er virkelig vigtige initiativer – er også blevet påvirket af det neoliberale system. Bare se på bevægelserne: Beirut Madinati (Beirut er min by). Det er aldrig madinatona; det er aldrig vores by. Li Haqqi (for mine rettigheder). Det er ikke vores rettigheder. Hathal Bahro Li (det er mit hav), det er ikke vores hav. Og selv da revolutionen startede, spraymalede disse grupper Rudduli Masriyati på bankerne (give mig mine penge tilbage). Som om problemet er individuelt, og hvis banken giver mig mine penge tilbage, så har jeg det godt. Dette er, hvad et neoliberalt system gør ved vores politiske bevidsthed. Og indtil vi genvinder et andet vi, der ikke er sekterisk, men vi, der er baseret på vores interesser som sociale klasser, vil det være meget vanskeligt at bryde væk fra dette system. Fordi sekterisme ikke er adskilt fra neoliberalisme, det er tværtimod den anden side af mønten. Sekterisme afhænger af kapitalisme og neoliberalisme, og du er nødt til at bryde med begge på samme tid.

 

Hvilke kræfter er del af Libanons Faglige Fællesskab? Hvad har man hidtil opnået, og hvilke udfordringer tager man nu op?

 

Foreningen inkluderer flere fagfolk og arbejdere fra forskellige sektorer, blandt andet universitetsprofessorer, skolelærere, ingeniører og arkitekter, læger, arbejdere i den kulturelle sektor, journalister og advokater. Foreningen har planlagt nogle af de største marcher under oprøret. Man lavede en række åbne debatter på forskellige offentlige pladser rundt om i landet. I øjeblikket organiserer den internt og arbejder med at færdiggøre sine grundlæggende dokumenter, herunder formål, visioner og intern struktur. Gennem den Uafhængige Forening af Universitetsprofessorer har Fællesskabet samarbejdet tæt med studerende og fortsætter med at koordinere med en række politiske grupper, græsrodsorganisationer og studentergrupper inden for revolutionen.

 

Libanons revolution er i øjeblikket i en slags dødvande, hvor demonstranter afviser eliten og det politiske system, men hvor magtens mænd nægter at give sig. I og med den økonomiske situation fortsætter med at forværres, og bankerne straffer arbejderklassen, har demonstranter reageret med en kampagne, der direkte er rettet mod bankerne. Alligevel er et stort krav på gaden stadig at erstatte politikerne med teknokrater. Hvad handler det om?

 

Det er her, jeg har min pointe om, at revolutionen er en proces, ikke en begivenhed. Den har sine egne modsigelser, ligesom alt andet, og det er det dialektiske forhold mellem de forskellige strømninger, der vil skabe den videre kurs. På kort sigt vil det være meget vanskeligt. Vi har ikke et klart alternativ til at erstatte det nuværende system; der er ingen fortrop til at vise vejen. Dette er ikke et revolutionært kup, det er mere en social eksplosion, der har indledt en lang revolutionær proces, der vil gå gennem mange op- og nedture.

 

Vi ved, at vi har brug for ændringer, vi har brug for kontrol med kapitalen, men hvem vil skabe det? De politiske eliter? Vi ved, at de ikke vil. Nationalisering af bankerne – ja, selvfølgelig. Men under hvilket regime? Giver jeg banksektoren til dem, der nu er ved magten? Der er voldsomme debatter om forfatningsændringer, herunder om forfatningen simpelthen skal følges mere omhyggeligt, eller om vi skal ændre hele forfatningen. Dette er alle meget vanskelige spørgsmål.

 

Derfor er det godt med de radikale i revolutionen til at “kræve det umulige”, som Che Guevara ville sige. Vi er nødt til at tro på muligheden for forandring og at kæmpe for det, men også at tænke på mekanismerne – hvordan når vi vores mål? Det er her, organisering er nøglen, og hvor klare alternativer til status quo bliver vigtige. Det er også her, hele diskursen om at nægte at give lederskab bliver så klart kontraproduktiv. Hvad betyder det at være en revolution, der ikke ønsker at tage magten?

 

Selv de basale krav om elektricitet og vand viser tydeligt behovet for et radikalt brud med systemet. Vi har ikke brug for en teknokratisk regering eller grupper af “eksperter” til at give råd om, hvordan man får elektricitet. Det er ikke raketvidenskab. Libanon har ikke elektricitet, men det er ikke fordi, vi ikke har fundet ud af, hvordan vi får elektricitet. Det er et politisk problem.

 

De herskende eliter agerer stadig, som om der ikke er nogen revolution. Selvom presset på dem intensiveres, vil de fortsætte med at komme tilbage, indtil revolutionen har en ledelse, der er i stand til at omsætte presset fra gaderne til politiske sejre, og til at forme en overgangsperiode baseret på ambitionerne fra de hundredtusinder i gaderne i dag. I øjeblikket drives revolutionen af masserne, der bare eksploderer af vrede, men uden en klar strategi til at presse på for en bestemt type politisk, økonomisk og social forandring.

 

Hvad er den vigtigste taktik for kontrarevolutionen på dette tidspunkt? Har de herskende sekteriske fortællinger stadig en appel?

 

Kontrarevolutionen anvender tre hovedtaktikker. Den første er at gå ind i bevægelsen. De politiske partier insisterer på, at de også er imod staten, og de er også imod den herskende klasse. Alle politikere i Libanon er gået på tv og siger, at de er imod de herskende eliter, som om de ikke er en del af denne elite. Og de opfordrer deres valgkredse til at mobilisere for derefter at skabe spændinger i gaderne.

 

Den anden taktik er undertrykkelse, der pålægges via de tre primære afdelinger i sikkerhedsapparatet – politiet, hæren og zo’ran, væbnede grupper fra de sekteriske politiske partier. De er meget strategiske. Ved den seneste runde af kraftig undertrykkelse brugte hæren vold mod demonstranter i det sydlige Libanon, og politiet undertrykte konsekvent protester i Beirut i flere dage, hvilket resulterede i en række alvorlige tilskadekomne, hundreder af arrestationer og en kampagne, hvor sikkerhedsstyrkerne brændte demonstranters telte af.

 

Og den tredje taktik er sekterisk splittelse. Denne revolution repræsenterer en farlig trussel mod sekteriske ledere, især fordi den formulerer klassebaserede krav. Derfor startede forsøg på sekterisk splittelse helt fra begyndelsen og meget tydeligt. Når du sender folk på gaden for at råbe “Shi’a, Shi’a”, hvad gør man så? I regioner som nogle dele af syd, hvor næsten alle er shia, mobiliserede de, sang “shia, shia,” og folk svarede til dem, “Og det er vi også, og det er vi også!”

 

For et land som Libanon, hvor sekterismen er så indgroet i hverdagen, er det indtil videre ikke lykkedes de regerende partier at tilskynde til sekterismen. Det betyder meget, at tre måneder ind i revolutionen har disse forsøg meget klart mislykkedes. Og jeg tror, Hizbollahs beslutning om at mobilisere mod bankerne for nylig skyldes, de er klar over, at det ikke er så let at piske en sekterisk stemning op nu. Tingene har ændret sig.

 

Det sekteriske system er baseret på netværk hvor folk bliver afhængige, ikke bare rent økonomisk, men også på ikke-statslige velfærdsydelser og sikkerhed. Dette er sværere i en økonomisk krise. Spørgsmålet er, om de kan levere? Nedskæringer var startet før revolutionen. Situationen truer med at afsløre, hvor sølle det sekteriske system i virkeligheden er – hvis de basale behov ikke kan dækkes, så mister man folkets opbakning.

 

12. februar 2020

 

Teksten er redigeret for længde og klarhed. Oversat fra Red Flag (Australien) af Rasmus Keis Neerbek

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com