Læren af kampene i Sudan, Syrien og Palæstina: Vi befinder os i en epoke med oprør og masseopstande. I kølvandet på krisen i 2008 har der været en iøjnefaldende stigning i antallet af oprør og revolutioner på globalt plan.
af Shireen Akram-Boshar
Ifølge Mark Beissingers forskningsarbejde ’Revolutionary Rehearsals in the Neoliberal Age between 1900 og 1950’ var der mindst 345 ’revolutionære hændelser’. Fra 1900 til 1950 var der 2,4 pr. år, så 2,8 pr. år fra 1950 til 1984, og 4 pr. år fra 1985 til 2014.
Men antallet af oprør eksploderede efter 2008. Som Jamie Allinson skriver i ’The Age of Counter-Revolution’: ‘Vi blev I 2010’erne vidner til en bølge af protestmanifestationer, der var større end nogen som helst siden den, der blev udløst af den russiske revolution i 1917. Antallet af demonstrationer, vendt mod regeringer overalt i verden, steg med 11,5 procent, år efter år gennem alle 2010’erne’.
Den voldsomme stigning skal først og fremmest ses som en reaktion på årtiers neoliberale nedskæringspolitik, der lagde et kraftigere pres på arbejderklassen overalt i verden, rev tæppet væk under sociale sikkerhedsordninger, gennemførte privatiseringer og lagde byrden over på den enkelte med hensyn til den samfundsmæssige reproduktion, samtidig med at rigdommene blev overført til stadig mindre og stadig rigere eliter, ledsaget af flere og flere autoritære love og andre forholdsregler for at konsolidere den forøgede afstand mellem rig og fattig. Flere og flere byrder og afsavn, samt fraværet af alternativer i den politik, der blev ført på det gængse regeringsniveau, fik folk til at gå til oprør i gaderne.
Men det blev stadigvæk mere åbenlyst, at vi også befinder os i en tid, hvor der åbnes op for stærke reaktionære kræfter. Vi har været vidner til et mønster med eksplosive oprør og opstande, efterfulgt af omfattende undertrykkelse og modreaktion. Vi kan ikke bare regne med, at opstande og oprør fortsætter med at blusse op, men også med flere og mere voldsomme skift mellem oprør, der rummer kimene til en fremtidig frigørelse, og så kontrarevolution med skånselsløs undertrykkelse, forbundet med imperialistiske interventioner, forenet af det formål at knuse progressive opstande.
Vi vil i de kommende år blive ved med at blive udsat for skarpere og mere skånselsløse vekselvirkninger af den slags, indtil vores opstande er i stand til at bringe ud os ud af dødvandet, ved at der opbygges et lederskab i vores bevægelser og netværk for solidaritet, der kan lægge pres på stater imod kontrarevolutionære indgreb, og tilegne os læren af tidligere oprør i de seneste år, for at undgå deres fejl. Det må begynde med en mere indgående opmærksomhed på, hvad der er sket i det seneste årti.
Det inkluderer andre hændelsesforløb, herunder i USA, hvor Black Lives Matter-oprøret, med de største antiracistiske massedemonstrationer i landets historie har medført et tilbageslag: en ekstrem højrefløj, angreb på LGTB+-personer, omgørelse af Roe v. Wade-afgørelsen vedrørende fri abort, og så videre. Men dette mønster træder endnu tydeligere frem i Mellemøsten og Nordafrika, der befinder sig midt i en langvarig revolutionær kamp, der begyndte i 2011.
Mellemøsten og Nordafrika: Oprørets regionale arnested
Eftersom denne vekselvirkning mellem oprør og reaktion er mest påtrængende i Mellemøsten og Nordafrika, hvor opstandene i i 2010’erne begyndte med revolutionerne i ’det arabiske forår’ og er fortsat i en langvarig revolutionær proces, og hvor imperialistiske indgreb medvirker i den kontrarevolutionære proces, vil jeg her fokusere på denne region.
I december 2010 satte en tunesisk gadesælger ild til sig selv i protest mod politichikane og problemer med at sælge sine varer. Hans handling tændte gnisten til revolutionen, der så bredte sig til Egypten, Libyen, Yemen, Bahrain og Syrien, fulgt op af massedemonstrationer i hele regionen og tilsvarende begivenheder overalt i verden. Katalysator for disse oprør var neoliberalismens utålelige virkelighed, et autoritært styres brutalitet, og et regionalt system, formet af imperialismen – herunder (men ikke begrænset til) USA’s imperialisme.
De revolutioner, der begyndte i 2011, nød fremgang i to år, med millioner af arbejdere, der erobrede gader og pladser, og væltede imperialistisk-støttede diktatorer som Ben Ali og Mubarak, og i Syrien etablerede noget, der lignede en dobbeltmagt-situation i de områder, som oprørerne havde kontrol over. Men det lykkedes ikke for disse revolutioner – og de stræbte ikke engang efter det – at gribe magten over staten. Det har været et fælles problem på globalt plan i de seneste årtier – ikke kun i MENA-regionen [Middle East og North Africa], hvor flade strukturer, uden ledere, prioriteres, hvad der reelt indebærer en større risiko for nederlag. Det kan selvfølgelig i overvejende grad forklares ud fra neoliberalismen i sig selv, der har haft en splittende effekt på arbejderklassens magt, bevidsthed, og forestillinger om, hvordan den skulle tage magten.
Det skal selvfølgelig understreges, at det ikke betyder, at opstandene ikke fortjente støtte, dybere analyse, og kammeratlige relationer til de progressive kræfter, der var med i dem. Det er nødvendigt at lære af disse erfaringer. Politisk lederskab, erobringen af statsmagten og international solidaritet er livsvigtige elementer, for i fraværet heraf havde regionens regimer i 2013 bare omorganiseret sig og kunne svare igen med brutal kontrarevolutionær undertrykkelse. De reaktionære kræfter var således i stand til at knuse de progressive opstande med massakrer og kup, massefængslinger og del-og-hersk sekterisme samt militære interventioner fra regionale og internationale regimers side, der kom de herskende klasser til undsætning.
Det var kun den første cyklus af eksplosivt oprør, fulgt af undertrykkelse og reaktion. Men selv det rædselsvækkende niveau af undertrykkelse stoppede kun midlertidigt de langsigtede revolutioner. De politiske og økonomiske problemer, der lå til grund for den første bølge, blev ikke løst, så en ny bølge brød ud i 2018, måske uundgåeligt, først i Sudan og Algeriet, og dernæst i Libanon og Irak.
Hver af dem bragte noget af håbet fra 2011 tilbage. I Sudan og Algeriet fjernede opstandene diktatorer fra magten for første gang siden 2011. I Irak var oprørernes krav en civil og ikke sekterisk stat, og et stop for Irans indblanding i landets indre anliggender, samt elektricitet, vand og arbejde. Også i Libanon var kravet et stop for et sekterisk valgsystem, og oprørerne gav den herskende klasse skylden for den økonomiske krise. Hovedparolen denne gang var for alle opstandene ’Ud med dem alle’ [Yetnahaw Gaa, algerisk-arabisk slogan, o.a.] og dermed et nej til et oprør, som nøjedes med at udskifte regimets kransekagefigur. Det havde de lært af 2011-revolutionerne – at det ikke var nok, hvis det kun betød nye ansigter i spidsen for regimet. Samtidig med alt dette kom der opstande i Chile, Indien, Hong Kong, Iran, Frankrig, Black Lives Matter-oprøret i USA og, på det seneste, igen Iran.
Revolutionen i Sudan
Opstanden i Sudan udgør et klart eksempel på en eksplosiv frihedskamp på den ene side, og en ekstremt skræmmende reaktion og kontrarevolution på den anden – den sidste stillet til skue for den internationale offentlighed i al sin gru gennem de seneste måneder. Det lykkedes for revolutionen i Sudan fra begyndelsen at bevæge sig ud over 2011-revolutionernes begrænsninger, da millioner af sudanesere nægtede at vende hjem, efter at regimet havde skiftet diktaturets kransekagefigur ud.
Bevægelsen i Sudan har haft en markant revolutionær karakter på grund af landets revolutionshistorie og respekten for dets venstreorienterede og kommunistiske fortid. Det er den politiske modenhed, der har gjort det muligt for revolutionens lederskab at tage springet fra at være ’Den Sudanesiske Akademikerforening’, en middelklasseorganisering af fagforeninger, til at bestå af decideret venstreorienterede, lokalt forankrede modstandskomiteer. Med parolen ’Ingen forhandlinger, ingen partnerskab, ingen kompromis’ var de bevidste om militærets rolle og nægtede at gøre indrømmelser. Og hvad der har været helt afgørende – de har også blankt afvist enhver form for indblanding udefra.
Den påbegyndte revolutionære fase i Sudan blev ikke desto mindre bragt til ende ved en skånselsløs massakre, foretaget af Rapid Support Forces (RSF) i 2019. Kontrarevolutionære forhandlinger – afvist af modstandskomiteerne, men ikke af de liberale og middelklasseaktører – førte til en magtfordelingsaftale om en regering, hvor både civile og militæret indgik, hvad der næsten uundgåeligt førte til militærkuppet i 2021. Og for bare to måneder siden førte spændinger mellem to militser, de væbnede styrker i Sudan (SDF) og RSF, til en total krig, hvor SAF bombede RSF-baser i Khartoum, og RSF beslaglagde boliger, hver af dem med opbakning fra regionale og internationale stater, der havde travlt med at gribe ind for egen vindings skyld, hvad enten det gjaldt Golf-staterne, Egypten eller EU.
Modstandskomiteerne i lokalområderne var i gang med at udarbejde en national pagt, da krigen brød ud, og hundredtusinder pludseligt flygtede, hundreder blev dræbt, og revolutionen led et kraftigt tilbageslag. Det viste, at en langvarig dobbeltmagtssituation ikke kan opretholdes, ligesom den vil åbne døren for kontrarevolution og brutal undertrykkelse. Det er en påmindelse om, at militær og militser må fjernes fra magten og opløses, og at venstrefløjskræfter må tage over.
Selv om det er lettere sagt end gjort, er læren klar: Uden dette er kontrarevolution uundgåelig. I Sudan har der ikke desto mindre været eksperimenteret langt mere, og mere seriøst, med, hvordan en revolution kunne se ud, og hvilken taktik, der burde studeres mere indgående. Venstrefløjen i Vesten har desværre over en bred kam ignoreret Sudans revolutionære bevægelse, der indtil nu har været den stærkeste og den mest avancerede af de revolutionære kampe, og som nu lider et af de mest brutale nederlag.
Nederlaget i Syrien
Syrien er også et meget vigtigt eksempel. Kampen dér var måske den, der gik længst af alle 2011-revolutionerne, og kom så til at lide et knusende og brutalt nederlag. I 2011 sluttede syrere sig til de revolutioner, der brød frem, og da de blev mødt med hård undertrykkelse, udviklede de deres revolution yderligere ved til sidst at befri hele områder, og forsøge at reorganisere et samfund, der var uafhængigt af regimet. Men hvor Sudan i det store hele blev ignoreret af den vestlige venstrefløj, så var forvirringen total i forhold til Syrien, fordi det her afveg fra det forældede verdensbillede med imperialismen og to supermagter.
Som det er tilfældet med Ukraine, bør Syrien være en påmindelse om, at vi ikke kan sætte vores lid til forældede analyser af imperialismen, der går ud fra, at min fjendes fjende er min ven. Det peger hen på, at inter-imperialistisk rivalisering tager til, ikke aftager. Rusland og Iran intervenerede på regimets side, og Tyrkiet og Golf-staterne intervenerede, angiveligt i opposition, men bestræbte sig på at udgrænse de progressive elementer, og omdannede kampen til en modbydelig, langtrukken, sekterisk krig. Der var udbredt modstand mod Assad-regimet og Rusland og Irans militære interventioner indtil omkring 2018, da belejringens og bombardementernes massive brutalitet fik mulighederne for fortsat organisering til at fortone sig i mørket.
En anden svaghed, hvad angår den syriske revolution, var, at efter i årtier at have været underlagt en allestedsnærværende politistat, var organisationsniveauet lavt, og decentral, anarkistagtig organisering blev prioriteret frem for en storskala-model, hvad der gjorde både små og store oprørsbyer endnu mere sårbare. Syrien er en af det 21. århundredes største tragedier og en alvorlig advarsel om, at indtil venstrefløjen lærer at yde praktisk solidaritet til dem, der bekæmper imperialismen, også selv om det ikke primært er USA-imperialismen, så vil der blive ved med at opstå et mini-Syrien der, hvor venstrefløjen forbliver adskilt fra de bevægelser, som de burde have forbindelse med.
Palæstinensernes intifada
Selv om Palæstina ikke formelt kan regnes til MENA-revolutionerne, er det meget vigtigt for hele regionen på grund af den mere end 75 år lange kamp imod kolonialisme og imperialisme, der gør det til symbol på undertrykkelsen, og en flamme, der lyser igennem de oprør, der har været i regionen. På det seneste er der også her en dynamik med omskiftelighed, polarisering, opstand og i høj grad også reaktion.
For to somre siden forvandlede palæstinensiske unge, der mobiliserede mod Israels etniske udrensning i Jerusalem, især med forsvaret af Al-Aqsa-moskeen, deres mobiliseringer til et oprør, der blev kendt som enheds-intifadaen. For første gang i årtier gik palæstinenserne sammen i et oprør fra Vestbredden og Gaza til palæstinensere inde i selve Israel, og skabte en frigørende ramme med nyt ordforråd og ny bevidsthed vendt mod Israels bosætter-kolonialisme. Enheds-intifadaen var en afvisning af Israels regime, der har fragmenteret og splittet palæstinensere, og den blev i vid udstrækning drevet frem af mobilisering blandt unge, ikke af de palæstinensiske politiske fraktioner.
I denne kamp imod en israelsk etnisk udrensning udviklede der sig i virkeligheden en kamp imod de palæstinensiske myndigheder, der især på Vestbredden holder fast ved neoliberalismen. Igennem denne udvidede kamp blev den politiske bevidsthed og aktivitet blandt palæstinenserne skærpet, også selv om angrebene fra kolonimagten og dens højreorienterede bosættere var hårdere end nogensinde.
Og enheds-intifadaen er blevet fulgt op af tiltagende skånselsløshed fra Israels side i form af bombardementer af Gaza, mord på journalister, massearrestationer, undtagelsestilstand og målrettede drab i palæstinensiske byer, angreb på tværs af Vestbredden, der antager karakter af en slow-motion krig, og det voldsomme ryk mod højre i israelsk politik har nu bragt højreekstremistiske ledere som Ben Gvir ind i varmen.
Og samtidig er det blevet klart, at den liberale venstrefløj i UK, USA og andre steder – og det gælder også Labour i UK og Democratic Socialists of America i USA – ikke længere prioriterer solidariteten med Palæstina, men endog holder den aktivt nede.
Den generelle dynamik og de enkelte eksempler peger alle på, at der er brug for en venstrefløj, der tager det alvorligt, når opstande bryder ud på globalt plan, selv om de fleste af dem, på grund af arven fra neoliberalismen og årtiers nederlag, ikke er så avancerede som den i Sudan. En venstrefløj, der kan studere, lære fra og vejlede opstande med læren fra tidligere bølger af opstande er stærkt påtrængende – især når vi går ind i en tid med stærkt forøget økonomisk usikkerhed, klimaforandringer, inter-imperialistisk og regional rivalisering. Hverken eksisterende styrer eller reaktioner på opstandene har evnet politisk at ændre grundlæggende ved de dynamikker, der ellers åbner op for disse vidtrækkende muligheder.
Det er derfor, overfladiske skemaer på venstrefløjen, der ikke formår at analysere de faktiske dynamikker, eller som ignorerer de intervenerende staters rolle, ikke længere slår til. Vi har i stedet for brug for dynamiske bevægelser, der kan mobilisere aktivister og revolutionære til kamp over hele kloden, opfordre til massedemonstrationer og støttearrangementer i egne lande, yde solidaritet og være opmærksomme, selv når disse oprør ikke står for den perfekte politiske linje, eller ikke passer ind i vores forhåndsforventninger. Hvis vi ikke er i stand til at optræde på den måde, kommer døren til at stå vidt åben for reaktionens kræfter.
20. august 2023
Shiren Akram-Boshar er socialistisk fra Boston og medlem af redaktionen af Spectre. Hun har været aktiv i solidaritetsarbejde med den syriske opstand og forbindelsen mellem de syriske og palæstinensiske kampe.
Oversat fra Spectre af Niels Overgaard Hansen
Der er lukket for kommentarer.
Israel: Stadig flere nægter at melde sig til reservetjeneste 
Forudsætningen for en retfærdig fred – mere støtte til Ukraine 
Barbariet står igen i fuldt flor 
Vi skal kæmpe for selv de mindste forbedringer i hverdagen - og samtidig fastholde visionen om et helt andet samfund 
Kapitalismens undertrykkelse starter måske ved minoriteter, men den slutter med os alle Artiklen er udskrevet fra Socialistisk Information (www.socinf.dk)
Forbered udskrift
Send via email
Interessant analys, men den svækkes stærkt af sin manglende omtale af og forståelse for den Kurdiske kamp mod ISI m.fl og deres succesfulde befrielse af 30% af Syrien, samt indførelse af en demokratisk råds organisering af de befriede områder.
Hvis Shiren Akram-Boshar ikke kan se og lærer af en succesfuld venstreorienteret massebevægelse, enheden mellem forskellige etniske grupper, mænd og kvinder i Syrian Demokratic Forces (YPG/YPJ) og i samfundet, fælles kamp, enhed og befrielse for hele Mellemøsten, med udspring i den demokratiske outonomi i Rojava, så er hendes analyse og svar ikke meget værd.
Mvh
Jørgen