Læsetid: 2 minutter
Hvis kommunerne skal være i stand til at levere værdig ældrepleje, minimumsnormeringer i daginstitutionerne, trivsel i skolerne, klimavenlig renovering af kommunens bygninger og retssikkerhed på handicapområdet, skal SVM- regeringen træffe et valg.
Det er nemlig regeringen, der sammen med Kommunernes Landsforening fastsætter rammerne for kommunernes økonomi. Det er disse økonomiske rammer, der afgør, om kommunerne har råd til at rette op på de centrale velfærdsudfordringer, som mennesker i landets kommuner står overfor.
Regeringspartierne er naturligvis klar over, at en stærk kommunal økonomi er forudsætningen for, at kommunerne kan levere god velfærd til borgerne. Men er de klar til at tage konsekvensen og føre politik for de mange i stedet for de få?
Udfordringerne er mange. Der mangler pædagoger i børnehaverne og vuggestuerne, flere skoler er gamle og nedslidte, og dagpengene og kontanthjælpen rækker dårligt nok til huslejen. Oven i dette skal kommunerne implementere både uddannelses- og dagpengereformer.
Kort sagt har kommunerne nok at se til – og heldigvis er der dygtige offentligt ansatte i alle landets kommuner, som hver dag arbejder hårdt for at drage den nødvendige omsorg. Men hvis vi skal give vores offentligt ansatte gode arbejdsvilkår og samtidig sikre et højt niveau af velfærd i kommunerne, så skal regeringen være klar til at vælge velfærd over skattelettelser.
Spørgsmålet er, om regeringen er klar til at opgive skattelettelserne til samfundets rigeste til fordel for flere hænder til vores børn og et bedre liv for vores syge og ældre. Det er vi klar til i Enhedslisten, for vi prioriterer den fælles velfærd over skattelettelser til samfundets rigeste.
Vi har råd til både bedre velfærd og en hurtigere grøn omstilling, for dansk økonomi er bomstærk. Men SVM-regeringen vælger skattelettelser til de rigeste over velfærd til de fleste. Det må borgerne i Danmark huske, når de skal stemme ved det kommende kommunalvalg.