Jonathan Simmel er medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse. Han var i en kort periode før valget medlem af Folketinget som suppleant for Rune Lund. Foto: Steen Brogaard, Folketinget.

 

Som andre i denne interviewserie understreger Jonathan, at der ikke findes en entydig forklaring på, hvorfor Enhedslisten gik tilbage ved dette valg for anden gang i træk. Men han peger gerne på nogle forhold, der kan have medvirket til det.

 

”Jeg synes, vi har en sjov mekanisme i Enhedslisten. Når der er valgkamp, går de fleste venstrefløjspartier til venstre. De bliver mere sociale, mere solidariske og har mere markante forslag end til hverdag i Folketinget.”

 

”Men når valgkampen rammer Enhedslisten, så sker der næsten det modsatte. Vi holder op med at markere os med vidtgående krav og skarp kritik. Vi trækker mod midten.”

 

For at undgå det, der er værre

Det er Jonathans vurdering, at de, der lægger valgstrategien og fører den ud i praksis, har to bagtanker med denne bevægelse.

 

”Lige pludseligt bliver det vigtigste at undgå en ren blå regering. Derfor gør de meget ud at forklare, hvor stor forskellen på en socialdemokratisk ledet regering og en ren blå regering er. Det ender nemt med at blive en lidt for positiv omtale af Mette Frederiksen-regeringen.”

 

”Og så er de sikkert overbeviste om, at det er den prioritering i valgkampen, der giver flest stemmer.”

 

Jonathan er ikke overbeviste om, at det rent faktisk er sådan, det fungerer:

 

”Af gode grunde er der mange, der er utilfredse med den afgående regering. De vil søge en opposition, og når Enhedslisten ikke kritiserer Socialdemokratiet for regeringens utilstrækkeligheder, kan de utilfredse ikke se forskellen på rød blok. Så vil de søge andre steder hen.”

 

Overhalet venstre om af DF

”I den forbindelse er der talt meget om Alternativet og Frie Grønne, og der ikke tvivl om, at vi har mistet stemmer til dem, og ikke kun valgtaktiske stemmer for at få Alternativet over spærregrænsen.”

 

”Men der var også nogle, der lod være med at stemme, og nogle af de utilfredse gik til højre. Her fik Dansk Folkeparti chancen for at fremstå som det parti, der var mest optaget af at hjælpe dem, der er hårdt ramt af inflationen. Selv om vi havde et rimeligt godt inflationsudspil, så krævede DF større hjælp og hurtigere hjælp. Vi lod os tilsyneladende hæmme af, at vi var del af en aftale i rød blok.”

 

”Det er sgu ærgerligt at blive overhalet venstre om af DF.”

 

Jonathan erkender blankt, at han ikke kan garantere, at en mere kritisk linje over for regeringen, ville have give mange flere stemmer.

 

”Men vi kan ikke kun satse på at få flere stemmer ved at lægge os der, hvor vælgerne er. Vores opgave er også forsøge at flytte holdninger, politisere og sætte dagsordener.”

 

Ikke attraktiv for bevægelsesaktive

Selv om denne valgkamp ikke i lige så høj grad som den foregående var præget af bevægelser og deres krav, gør Jonathan opmærksom på de mobiliseringer, der faktisk var omkring minimumsnormeringer og klima.

 

”Men jeg tror ikke, at det har gavnet Enhedslisten specielt i dette valg. Folketingsgruppen har i tre år oversolgt de sejre og fremskridt, der har været, bl.a. omkring daginstitutioner og klima, og de har ikke fokuseret på de videre skridt og den bredere samfundsdebat.”

 

”Så står vi ikke i en position, hvor vi kan trække stemmer fra aktive i bevægelser, som gerne vil gå længere. Blandt pædagoger og forældre er man efter årets budgetforhandlinger utilfredse med, hvad der er kommet ud af minimumsnormeringerne. Men de skynder sig ikke hen og stemmer liste Ø, når de samtidig ser, at Enhedslisten er med i mange budgetforlig.”

 

Oprustning og arbejdsmarked

Krig, oprustning og NATO optrådte stort set kun i Enhedslistens valgkamp, når journalister konfronterede vores spidskandidater med spørgsmålet.

 

”Med den uklare politik, vi har omkring NATO, havde det nok ikke givet flere stemmer at gøre mere ud af spørgsmålet. Men vi kunne i det mindste have talt mere om det nationale kompromis og beslutningen om 18 mia. kroner til mere militær – om ikke andet så med argumentet, at de penge kunne bruges til noget bedre.”

 

”Til gengæld er det rigtigt ærgerligt, at et rødt parti, et arbejderparti som Enhedslisten slet ikke prioriterer arbejdsmarkedsspørgsmål i valgkampen. Her kunne vi have markeret os på dagpenge, erhvervsuddannelser og mange andre spørgsmål, som er vigtige for folk på arbejdspladserne.”

 

Jonathan mener også, at Enhedslisten skulle have grebet ”konkurrencen” fra Alternativet og Frie Grønne anderledes an:

 

”Vi kunne være gået ind i diskussionen om samling af de grønne partier med en invitation om at samles i det største grønne parti ”Enhedslisten”. Og efter valget kunne vi have gået i dialog med Frie Grønne, der nu skal finde ud af, hvordan de skal arbejde videre uden folketingsrepræsentation. For mange af dem er Enhedslisten et naturligt sted at melde sig ind.”

 

Tabet af kerneaktive

Den organisatoriske del af valgkampen er også nævnt af flere i de forskellige diskussioner om valgresultatet. Jonathan kan se udviklinger, som trækker i begge retninger.

 

”Det er mit indtryk, at vi i de sidste tre år har mistet mange kerneaktive, som er utilfredse med politikken og med det indre liv i partiet. Det er folk, der før er gået superaktivt ind i arbejdet med at organisere valgkampe, og som har stået på gaden i timevis. Nogle har helt forladt partiet, og andre har droslet aktiviteten kraftigt ned eller er blevet helt passive.”

 

”Det tror jeg har svækket os i valgkampen, men det virker samtidig som om, at der er mange unge fra RGU, der har været meget aktive,” slutter Jonathan.

 

Enhedslisten efter valget Enhedslisten mistede en fjerdedel af sine vælgere ved folketingsvalget i november 2022. Hvad er forklaringen på det? Hvilke overvejelser giver det anledning til, og hvordan rejser partiet sig igen? Disse spørgsmål bliver allerede diskuteret flittigt og vil uden tvivl sætte sit præg på det næste årsmøde. Som bidrag til debatten bringer Socialistisk Information i den kommende tid en række interviews med forskellige kandidater og medlemmer af partiets ledelse.