Læsetid: 19 minutter

 

Min fortolkning af den nuværende situation er baseret på den hypotese, at det globale rum er under forandring under presset fra både økonomisk dynamik og geopolitisk rivalisering, hvor samspillet mellem dem varierer alt efter de historiske omstændigheder.

 

At bringe disse to dimensioner sammen og have dem for øje i analysen er vanskeligt af to grunde. På den ene side fører disciplinær hyper-specialisering i akademisk forskning til inddeling af tænkningen i adskilte sektorer og uvidenhed om arbejde med lignende temaer. For det andet er der, hvad man kunne kalde en vis marxistisk »bias«, som fortrinsvis ser på de økonomiske dimensioner med den begrundelse, at de udgør »infrastrukturen« i ethvert samfund. Men Marx var mindst lige så interesseret i »overbygningen« og menneskets rolle i historiens gang. »Louis Bonapartes 18. Brumaire« er et godt eksempel på hans interesse for disse spørgsmål. Og jeg vil gerne minde om, at »Kapitalen« ikke er et økonomisk værk, men en kritik af den politiske økonomi.

 

Der findes imidlertid en analytisk ramme for en analyse af dette samspil mellem økonomisk dynamik og geopolitisk og militær rivalisering: Det er den, der blev foreslået for mere end et århundrede siden i marxistiske analyser af imperialismen.

 

For at forstå den nuværende situation, og især den hierarkiske kapitalistiske multipolaritet, har vi mindst to teoretiske støttepunkter.

 

For det første den definition, som Lenin gav i »Imperialismen, kapitalismens højeste stadium«: »Hvis det var nødvendigt at give den kortest mulige definition af imperialismen, skulle vi sige, at imperialismen er kapitalismens monopolstadium«. Denne definition ville dække alt det væsentlige, for på den ene side er finanskapitalen resultatet af sammensmeltningen af kapitalen i nogle få store monopolbanker med kapitalen i monopolgrupper af industrifolk; og på den anden side er opdelingen af verden overgangen fra kolonipolitik, der uhindret strækker sig til regioner, som endnu ikke er blevet tilegnet af nogen kapitalistisk magt, til kolonipolitikken med monopoliseret besiddelse af territorierne på en helt opdelt klode.

 

Finansiel monopolkapital og opdelingen af verden er tæt forbundet, og det er det særlige ved imperialismen. Ganske vist har marxistiske analyser ofte haft svært ved at forbinde de to. Men kapitalismen går på to ben: Det er et akkumulationsregime med en overvejende finansiel komponent, som Chesnais har påpeget siden 1990’erne, men det er først og fremmest et socialt dominansregime, hvis forsvar sikres af politiet (internt) og hæren (eksternt), og som endda til tider sikrer dets overlevelse. Det er budskaberne i »La mondialisation armée«, en bog, jeg udgav et par måneder før 11. september 2001, og også i »Un monde en guerres«, der udkom i marts 2024.

 

Et andet analytisk værktøj til at analysere nutidens imperialisme er Trotskijs hypotese om den ujævne og kombinerede udvikling. For mig er denne hypotese en integreret del af analysen af imperialismen, selv om mange »marxologer« ofte ignorerer ham som imperialismens teoretiker på linje med Bukharin, Hilferding, Luxemburg og nogle få andre.

 

Trotskij baserede sin analyse på eksistensen af et globalt rum, der begrænsede nationerne og forhindrede dem i at gennemgå de samme udviklingsstadier som de avancerede lande. Dette var det modsatte af Stalins »trinvise« tilgang. Dette koncept med stadier, der følger efter hinanden, kan også findes i Verdensbankens anbefalinger, som mener, at landene i syd bør følge de udviklingsstadier, som landene i centrum har fulgt. For Verdensbanken skal der indføres regler for god regeringsførelse og et økonomisk program som i de udviklede lande.

 

Trotskij minder os i » History of the Russian Revolution « om, at »under de ydre nødvendigheders pisk tvinges det tilbagestående liv til at gå fremad med stormskridt. Fra denne universelle lov om ulige rytmer flyder en anden lov, som i mangel af et mere passende navn kan kaldes loven om den kombinerede udvikling, i betydningen sammensmeltningen af forskellige stadier, kombinationen af forskellige faser, sammensmeltningen af arkaiske former med de mest moderne«. Og han fortsætter med at sige om tsarens Rusland, at »det ikke gentog de avancerede landes cyklus, men snarere blev en del af den og tilpassede de mest moderne resultater til sin tilbagestående tilstand«. Efter min mening gælder denne karakteristik af zartidens Rusland for 100 år siden fuldt ud for nutidens Kina, om end i en anden sammenhæng.

 

Hypotesen om den ujævne og kombinerede udvikling er en hypotese, der ser på forandringer og mutationer, med andre ord ser den på kapitalismens transformation. Den opfordrer os til ikke at have et statisk syn på de kriterier, som Lenin brugte til at definere imperialismen – hvoraf ingen er forældede – men til at tage højde for imperialismens skiftende ansigt. I dag er imperialismen stadig en struktur for verdensherredømme, og den definerer også fortsat nogle få stormagters specifikke og differentierede adfærd.

 

Det er en ubestridelig kendsgerning, at der er sket mange ændringer i imperialismens fysiognomi siden Anden Verdenskrig, især opbygningen af USA’s hegemoni. Disse ændringer fik nogle marxister til at annoncere, at imperialismen var forældet, især baseret på afslutningen af krigene mellem kapitalistiske nationer. I løbet af de sidste par årtier har globaliseringsprocesserne også givet anledning til påstande om, at imperialismen er blevet overvundet af fremkomsten af en transnational kapitalistklasse eller endda en transnational stat.

 

Den nuværende historiske situation modsiger disse analyser og understreger det faktum, at kapitalistiske sociale relationer inden for rammerne af den moderne imperialisme fortsat er politisk konstruerede og territorialt afgrænsede.

 

Et tidsmæssigt sammenfald af begivenheder: 2008

Tre punkter er værd at nævne:

 

a) Siden slutningen af 00’erne har det globale rum været præget af konvergerende kriser. Jeg bruger udtrykket kriser i mangel af bedre, fordi hver af dem har sin egen tidsmæssige udstrækning, der bestemmes af deres økonomiske, geopolitiske, sociale og miljømæssige særpræg. Men det faktum, at de konvergerede i slutningen af 2000’erne, bekræfter, at kapitalismen står over for en eksistentiel omvæltning, en flerdimensionel krise. Vi kan nævne:

• Finanskrisen i 2008, som blev til en »lang depression« (M. Roberts)
•  Kinas fremkomst som en »systemisk rival« til USA (som det udtrykkes i amerikanske strategiske dokumenter). Dette er en anden måde at se det amerikanske hegemoni på.
• Den spiral af miljøødelæggelse, som den kapitalistiske produktions- og forbrugsmåde skaber.
• Den sociale modstand, der har spredt sig over hele verden siden den tunesiske revolution i 2011, og som krævede »arbejde, brød, frihed og værdighed«.
• De dominerende klassers bestræbelser på at overvinde disse kriser kan kun fremskynde marchen mod katastrofe og barbari.

 

b) Et vigtigt kendetegn ved begivenhederne i 2008 er, at de genetablerer en tæt forbindelse mellem økonomisk konkurrence og politisk-militær rivalisering. Som jeg nævnte tidligere, var denne nærhed allerede et kendetegn ved situationen før 1914.

 

c) Begivenhederne i 2008 åbner for en arena for global rivalisering, som er bredere end øst-vest-konfrontationen i den kolde krigs æra, og ikke en arena med en »vestlig« verden, der står over for det »globale syd«. Min analyseramme er en hierarkisk kapitalistisk multipolaritet og derfor interimperialistisk rivalisering. Disse rivaliseringer virker nye efter overgangsperioden med overvældende amerikansk dominans, der fulgte efter Anden Verdenskrig, men de var et vigtigt træk i tiden før 1914.

 

I løbet af et århundrede er verden imidlertid blevet meget tættere forbundet. Som følge heraf er rivaliseringen mere åben, og et større antal lande ønsker at spille en rolle i en global økonomi, der er præget af dannelsen af regionale blokke. Rivaliseringerne antager også mere forskelligartede former, end de gjorde før 1914. De etablerer et kontinuum mellem økonomisk konkurrence og militær konfrontation, herunder det, som nogle eksperter kalder »hybridkrige« (cyberkrig, desinformation og overvågning osv.).

 

Jeg vil dog gerne påpege, at selvom imperialismens hierarki og status var mere begrænset, var de allerede til diskussion før 1914 [1]. Det er interessant at huske Trotskijs karakteristik af tsarens Rusland i hans »History of the Russian Revolution«. Han skrev: »Ruslands deltagelse var af en udefineret karakter, en mellemting mellem Frankrigs og Kinas deltagelse. Rusland betalte således for retten til at være de avancerede landes allierede, til at importere kapital og betale renter på den, kort sagt retten til at være en privilegeret koloni for sine allierede; men samtidig erhvervede det retten til at undertrykke og udplyndre Tyrkiet, Persien, Galicien og generelt lande, der var svagere og mere tilbagestående end det selv. Det russiske borgerskabs tvetydige imperialisme havde i bund og grund karakter af et agentur i de større verdensmagters tjeneste«.

 

Denne tvetydige status for Rusland forhindrede naturligvis ikke marxisterne i at placere Rusland på de imperialistiske landes side. Denne fleksibilitet i analysen og inddragelsen af flerdimensionelle faktorer – økonomiske, politiske og militære – gør det muligt at redegøre for den mangfoldighed og det hierarki, der kendetegner den kapitalistiske multipolaritet. I forlængelse af den brasilianske sociolog Ruy Mauro Marinis arbejde bruger nogle marxister i dag udtrykket »subimperialisme« til at beskrive en mere eller mindre lang liste af lande (Sydafrika, Brasilien, Indien, Iran, Israel, Pakistan, Tyrkiet og så videre), som befinder sig i en mellemposition.

 

På en måde er kapitalistisk multipolaritet altså den historiske norm. Den er hierarkisk, og de dominerende imperialismer, uanset om de er på vej ned eller op, kæmper om en bid af den globale kage (den masse af værdi, der skabes af arbejde), som ikke bare ikke længere vokser tilstrækkeligt, men som også kræver en gigantisk miljøforringelse for at blive produceret. Vækstlandenes ønske om at opnå status som regional eller global magt udvider omfanget af økonomisk og militær rivalisering. Disse nye lande er ikke antiimperialistiske; tværtimod forsøger de at skabe sig en plads inden for den moderne imperialisme. Regeringerne i disse lande udvikler ofte en antivestlig retorik, som fejlagtigt sidestilles med antiimperialisme.

 

Den sociale bevægelse skal naturligvis drage fordel af interimperialistiske rivaliseringer og modsætninger. Men i den »anti-vestlige multipolaritets« navn må det aldrig føre til støtte til regeringerne i lande som Rusland, Iran eller Indien og dermed give indtryk af, at de kan åbne frigørende perspektiver for de folk, der er ofre for kapitalistisk udbytning, selv om de undertrykker deres egne befolkninger hårdt.

 

Kina og USA: Et sammenstød mellem imperialismer

Efter min mening er det disse forandringer i verden, der berettiger udtrykket »imperialismens sammenstød« mellem Kina og USA.

 

Vi er nødt til kort at se på, hvordan deres forhold har udviklet sig, fordi det bekræfter, at den gensidige afhængighed mellem rivaliserende lande er vokset betydeligt. Før 1914 blev gensidig afhængighed brugt til at retfærdiggøre de liberale teser, som så international handel som en faktor for fred. Den gensidige afhængighed blev også brugt af Kautsky til at indvarsle fremkomsten af en ultraimperialisme, der ville sætte en stopper for krige.

 

Det er helt klart vigtigt ikke at begå de samme fejlvurderinger og derfor ikke kun at observere den voksende gensidige afhængighed mellem nationerne, men også at overveje det økonomiske og geopolitiske miljø, som den udvikler sig i.

 

I 1990’erne og 2000’erne (frem til 2008) var den gensidige afhængighed mellem USA og Kina et »win-win«-spil for kapitalistklasserne. Kina skaffede nye territorier til den vestlige kapital, som dengang led af overakkumulation efter krisen i 1970’erne og 1980’erne. Denne overakkumulationskrise, som afspejlede et fald i kapitalens rentabilitet, var ikke blevet overvundet i de centrale lande. På den anden side havde den rystet de nye lande, som gentagne gange var ofre for finanskriser: Mexico i 1983, Asien, Rusland og Brasilien i 1997-1998 og Argentina i 2000.

 

Men – hvilket bekræfter hypotesen om den ujævne og kombinerede udvikling – Kina er ikke kun forblevet et værtsland for akkumulering af vestlig og asiatisk kapital, det er også blevet en økonomisk og militær magt, der udfordrer USA’s dominans.

 

Kinas fremkomst på verdensmarkedet gav således en midlertidig løsning på kapitalismens strukturelle problemer. Men intensiveringen af den økonomiske konkurrence i en kontekst med lav økonomisk vækst har hurtigt forvandlet verdensmarkedet til et »sted for alle modsætninger«, som Marx udtrykte det. Omvendt har den kinesiske økonomi ved at blive »verdens værksted« overført de modsætninger i den globale økonomi, der opstår, når kapitalismen når sine grænser, til sit eget territorium. Den kinesiske industri har overakkumuleret kapital i årevis. Krisen blev først udløst i ejendomssektoren, men ifølge økonomernes analyser påvirker denne overakkumulering nu dusinvis af traditionelle byggerelaterede sektorer (stål, cement osv.) og endda nye industrisektorer. Dette er tilfældet med solpaneler, hvor Kina har erobret nærmest et verdensmonopol, og mere afgørende med batterisektoren for elektriske køretøjer. Så det er næppe overraskende, at denne sektor er en af dem, der oplever de største handelsspændinger mellem Kina og USA og EU (dvs. hovedsageligt tysk industri).

 

Økonomisk indbyrdes afhængighed har derfor modstridende effekter. Kinas økonomiske vækst må ikke være uforenelig med USA’s økonomiske lederskab, erklærede finansministeren, og hun foreslog at flytte aktiviteterne i de store amerikanske koncerner, der er til stede i Kina, til »venligtsindede lande« (”nearshoring”) [outsourcing til lande tæt på, O.A.] [2].

 

Lad os lytte til svaret fra den administrerende direktør for RTX (tidligere Raytheon), designeren af det amerikanske og israelske missilforsvarssystem og verdens næststørste militære koncern: »Det er umuligt at forlade Kina, fordi vi har hundredvis af underleverandører, som er afgørende for vores produktion«. Det siger meget om den grad af gensidig afhængighed, der er opbygget i de store koncerners globale produktionskæder, herunder dem med militære specialer.

 

Et andet eksempel på gensidig afhængighed: Den kinesiske regering er nu involveret i udarbejdelsen af tilsynsregler for finansmarkederne, som blev indført i kølvandet på krisen i 2008, og som skal forhindre, at der opstår nye finanskriser. USA’s minister for internationale finanser hilste i høj grad det fremragende forhold mellem det amerikanske finansministerium og »vores kinesiske kolleger i Folkerepublikken Kinas centralbank som medformænd for G20-arbejdsgruppen om udvikling af bæredygtig finansiering« velkommen. Denne opfordring fra USA til Kina betyder, at for de herskende klasser i USA må bevarelsen af finanskapitalens stabilitet – og dermed velstand – ikke bringes i fare af handelsrivaliseringer. Det er dog en skrøbelig balance.

 

Kina, en fremvoksende imperialisme

Kina er et imperialistisk land i fremvækst, fordi det, ligesom de kapitalistiske lande før 1914, kombinerer stærk økonomisk udvikling med førsteklasses militær kapacitet.

 

Det ville selvfølgelig være absurd at sammenligne militærets rolle i Kinas globale økonomiske ekspansion med USA’s, og det er kun dem, der udelukkende anvender begrebet imperialisme på den »amerikanske model«, der kan gøre det. Omvendt er Kina, fordi det fremstår som en rivaliserende imperialist til USA, næsten automatisk tvunget til at udvikle en ekspansiv udenrigspolitik, hvilket bekræftes af dets diplomatiske indblanding i den krig, der føres af Israel. Kina har allerede en stærk tilstedeværelse i Mellemøsten, hvor landet er i færd med at udvikle relationer til både Iran og oliemonarkierne (og Israel), som er USA’s allierede.

 

Kinas Belt and Road Initiative (BRI) er en omfattende konstruktion af fysisk og digital infrastruktur. Det minder om udbygningen af jernbaner før 1914 – datidens vigtigste infrastruktur – i de dominerede lande, hvis rolle både økonomisk (for at gøre den overskydende kapital i de europæiske lande rentabel) og geopolitisk (Berlin-Bagdad-togets rolle i alliancen mellem Tyskland og Det Osmanniske Rige!) blev analyseret udførligt af Lenin, Luxemburg og andre.

 

Israel, den Transatlantiske Bloks brandstifter og forsvarer

Israels krig er helt i tråd med imperialismens analytiske ramme: Det er et neokolonialt projekt. Lad os se på tallene: 40.000 døde i Gaza svarer i forhold til den palæstinensiske befolkning til mere end halvdelen af antallet af døde i Frankrig under krigen i 1914-1918. Der er dog en væsentlig forskel: De fleste af ofrene i Frankrig var soldater, mens 60-70 % af de dræbte i Gaza er kvinder og børn.

 

»Vores fælles fjender i hele verden holder øje med os, og de ved, at en israelsk sejr er en sejr for den frie verden med USA i spidsen«, erklærede Israels forsvarsminister dagen efter den 7. oktober 2023. Han bekræftede dermed, at hans land er en vigtig søjle i den Transatlantiske Blok. Men den måde, som Netanyahu-regeringen opfører sig på over for Biden-administrationen, bekræfter også, at den moderne kapitalistiske multipolaritet er mere diversificeret, end den var før 1914. Ud fra en analyse af den nuværende imperialistiske struktur og dens hierarki er det ubestrideligt, at den israelske regering ville blive tvunget til at stoppe krigen, så snart USA stoppede sine våbenleverancer [3]. I den forstand er billedet af Israel som USA’s »vasal« uden tvivl stadig korrekt. Men forværringen af USA’s position i verdensordenen, den stigende israelske militarisme, der i høj grad er forbundet med dominerende dele af det amerikanske establishment og dets »militærindustrielle kompleks«, og endelig det globale kaos, der ligger til grund for nutidens internationale relationer, gør det muligt for vasallen at spille sit eget spil, uden at det svarer til de amerikanske dominerende klassers umiddelbare krav.

 

Den »brændte jords« politik, som de israelske regeringer fører, er ikke længere kun et billede, som det fremgår af Israels ønske om at jævne Gaza med jorden og fysisk pulverisere det palæstinensiske folk. Den er baseret på morderiske – folkemorderiske – processer, som hverken USA eller EU, der er mindst lige så skyldig i at støtte Israels krig som USA, ønsker at stoppe, selv om Israel forbereder næste fase af sit angreb på Iran. For USA’s og EU’s ledere er ubetinget støtte til Israel den pris, der skal betales for at forsvare »den vestlige verdens« materielle interesser og værdier.

 

Alligevel ved alle vestlige ledere, at denne krig bringer regionen – og muligvis også andre regioner – på sammenbruddets rand. De ved også, at den fremskynder opløsningen af den »regelbaserede internationale orden«, for at bruge det slogan, der har fungeret som det politiske og ideologiske grundlag for den Transatlantiske Bloks dominans siden Anden Verdenskrig. Det er det dilemma, Vesten står over for. De skal støtte den israelske regerings adfærd på et tidspunkt, hvor Netanyahus politik fremskynder afslutningen på denne ‘liberale internationale orden’ og dermed indvarsler nye konfliktområder mellem den Transatlantiske Blok og mange lande.

 

Frankrigs indo-pacifiske-horisont

Den indo-pacifiske horisont [det indo-pacifiske område er de tropiske farvande i Det Indiske Ocean, det vestlige og centrale Stillehav og de have, der forbinder de to, O.A.]. blev annonceret i 2013 under François Hollandes præsidentskab og har indtaget en fremtrædende plads i Frankrigs militærdiplomatiske strategi siden valget af Emmanuel Macron som præsident i 2017. Macrons interesse for denne region blev uden tvivl stimuleret af det faktum, at han, så snart han var blevet valgt, var blevet informeret af generalstaben om den katastrofe, der truede i de krige, som den franske hær førte i Sahel. Macrons indo-pacifiske strategi er derfor resultatet af behovet for at tilbyde militæret en ny horisont, selv om Afrika syd for Sahara fortsat er uundværligt i økonomisk og geopolitisk henseende på trods af Sahel-miseren.

 

Macrons beslutning om at holde Ny Kaledonien inden for den franske stat skyldes derfor primært dette tilbageslag i Sahel, men der er også andre grunde. Besiddelsen af disse territorier giver Frankrig en eksklusiv økonomisk zone (EEZ), der er tyve gange større end det franske fastlands. Denne EEZ giver mulighed for at tilegne sig undersøiske ressourcer. Frem for alt giver den den franske hær mulighed for at sejle med atomdrevne ballistiske missilubåde. Sammen med det franske luftvåben er disse fartøjer den anden komponent i den nukleare afskrækkelse. Denne tilstedeværelse af atomstyrker i Stillehavet beskytter Frankrigs status som permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd på trods af den betydelige nedgang i landets økonomiske position i verden. En anden grund til Macrons politik er vigtigheden af øgruppens nikkelressourcer.

 

Macrons beslutning om at fratage Kanak-folket deres legitime rettigheder og opretholde Ny Kaledoniens neokoloniale status er derfor forståelig, hvis vi tager højde for alle de fordele, der tilbydes den franske økonomi og det franske diplomati. Men de negative virkninger skal måles, selv ud over den undertrykkelse, som Kanak-folket har været udsat for, og hvoraf mere end ti er døde. Macrons beslutninger har faktisk fremkaldt en social eksplosion i Ny Kaledonien i et omfang, der ikke er set siden 1980’erne, hvilket vidner om omfanget af den folkelige modstand. Desuden skader den blodige undertrykkelse af disse demonstrationer billedet af det såkaldte »menneskerettighedernes hjemland« blandt befolkningerne i Stillehavsregionen og komplicerer Frankrigs diplomatiske aktiviteter.

 

Ligesom interventionerne i Sahel i 2000 og 2010 er indsættelsen af 3.000 soldater afhængig af det militære apparat. Macron forsøger at styrke sin vaklende magt og appellere til de reaktionære storbyvælgere på højrefløjen og den yderste højrefløj i Frankrig gennem dette neokoloniale projekt. Fra en vis synsvinkel minder Macrons beslutsomhed om det, der skete i Algeriet i slutningen af 1950’erne. Den fascistiske fraktion i hæren, som blev støttet af størstedelen af den europæiske befolkning, ønskede at holde Algeriet inden for Frankrig. Efter deres mening var det den eneste måde at bevare Frankrigs »storhed« på. De Gaulle, som også var militærmand, gik derimod ind for at afslutte krigen mod det algeriske folk og give dem uafhængighed for at bevare, hvad han kaldte »Frankrigs position i verden«. Efter hans mening ville det at forlade Algeriet endelig gøre det muligt for Frankrig at vende sin opmærksomhed mod verden takket være atomvåben, opbygningen af et Europa, hvor Frankrig kunne projicere sin magt, og en industriel genoplivning baseret på store teknologiske programmer med militære og strategiske mål. Det var naturligvis denne gaullistiske »vision« om et imperialistisk Frankrig, der bestemte tilbagetrækningen til Algeriet. Det faktum, at Macron sender 3.000 soldater for at beskytte 73.000 europæere i Ny Kaledonien (ud af øens 270.000 indbyggere ifølge INSEE’s tal), viser, hvor meget historiens hjul har drejet for Frankrigs plads i verden. Macrons politik kan kun opmuntre nationalistiske og chauvinistiske impulser på det franske fastland, som er grobund for racisme.

 

Som jeg antydede i min tale, kan kapitalismens forandringer ikke læses ud fra dens strukturelle determinanter alene. Marx’ bemærkning i »Louis-Napoleons 18. Brumaire« om, at »mennesker skaber deres egen historie, men de skaber den ikke, som de vil; de skaber den ikke under selvvalgte omstændigheder«, understreger betydningen af det, der i marxistisk litteratur kaldes »subjektive faktorer«. Disse omfatter de herskende klassers og regeringers adfærd og handlinger – såvel som den modstand og de offensiver, der udøves af hundredvis af millioner af individer, som er ofre for beslutninger truffet af »dem deroppe« »Historien gør intet, […], den fører ingen kampe. Det er mennesket, det virkelige, levende menneske, der gør alt dette, som besidder og kæmper« (Marx og Engels, ‘Den hellige familie’).

 

Fodnoter:

[1] Se f.eks. de forskellige klassifikationer, som Lenin foretog i »Imperialismen, kapitalismens højeste stadium« (og i hans forberedende »Notebooks on Imperialism«). ︎

[2] US Department of Treasury 2023, Communication of Janet L. Yellen, Johns Hopkins School of Advanced International Studies, 20. april, https://home.treasury.gov/news/press-releases/jy1425 ︎

[3] Den 25. august 2024 pralede den israelske forsvarsminister med, at siden krigens begyndelse var »50.000 tons militært udstyr blevet leveret til Israel af 500 fly og 17 skibe«. ︎ 

 

 

Claude Serfati underviser og forsker i økonomi på universitetet i Saint-Quentin-en-Yvelines i Frankrig. Dette var Serfatis bidrag til det 16. sommeruniversitet for Frankrigs Nouveau Parti Anticapitaliste (NPA), som blev afholdt den 25.-28. august 2024.