Billedtekst: For Karl Marx og også for Peter Kropotkin er revolutionen uadskillelig fra kommuneformens direkte demokrati.

Da Karl Marx fra sit udsigtspunkt i London læste rapporter om, hvad der skete i Paris’ gader i foråret 1871, peger alt på, at han – for første gang i sit liv –  begyndte at se for sig, hvordan almindelige arbejdere tog sig ud, når de optrådte som deres egne livs ejermænd, frem for som lønslaver.

I Borgerkrigen i Frankrig hæfter Marx sig med rette ved kommunardernes præstationer på det lovgivningsmæssige område. Men det var den form, som deres liv antog, den umage, de viste i forvaltningen af deres hverdagsliv, som fastholdt hans opmærksomhed, og som bevirkede, at hans forskning og skriftlige produktion i de sidste årtier af hans liv kom til at følge en anden sti end tidligere.

De emner, som han beskæftigede sig med i de senere år, de tilgængelige kilder, som han fandt og udvalgte, og de intellektuelle, politiske og geografiske landskaber, som han kortlagde for sig selv, gennemgik betydelige forandringer som følge af hans møde med kommunens form. Kommunardernes idealer i 1871, hvor ædle de end måtte være, interesserede ham ikke. Det var kommunardernes metoder – kommunens egen ’faktiske arbejdseksistens’, som han formulerede det – der talte.

Kommunens form

Marx’ nysgerrighed og undren var forbeholdt almindelige menneskers opdagelse, ’langt om længe’, af en form: ’Den politiske form, som den økonomiske befrielse af arbejdet kunne finde sted inden for’. Den økonomiske befrielse af arbejdet var, som det viste sig, ikke et eftertragtelsesværdigt mål, der var værd stræbe efter, eller en belønning for god opførsel. Det var i den levende, pulserende skikkelse af mennesker – der i deres liv, som det på improviseret vis udfoldede sig, baseret på samarbejde og forening – i deres ’lidenskabelige samvirke’ (termen er Fourier’s ), at befrielsen allerede materielt var på vej.

Arbejdere ønskede at organisere deres egne sociale liv i henhold til principper om samarbejde og forening. De gav dette ønske navnet ’kommune’, idet de genoptog den parole, der hørtes runge på arbejdermøder og i arbejdernes klubber overalt i byen, da Det Andet Kejserdømme nærmede sig sin afslutning.

Kommunens form drejer sig først og fremmest om mennesker, der lever anderledes og ændrer deres livsomstændigheder inden for de forhåndenværende forhold på det givne tidspunkt. På den måde er formen som form uadskillelig fra netop de mennesker, der forandrer deres liv, lever anderledes, hvor de gør det, i denne tid og dette rum – kvartererne.

Opdagelse og genopdagelse

Hvor Marx i Pariserkommunen 1871 så den betydningsfulde opdagelse af en form, ser det ud til, at Peter Kropotkin snarere så genopdagelsen af den. En af de mere interessante blandt Kropotkins mange meditationer om kommunens form optræder således ikke i det, han skrev om 1871-opstanden, men i hans lange historie om et andet fransk oprør – det Store, som han kaldte det i sin bog La Grande Révolution: 1789-1793.

Den franske revolutions sjæl, den livskraft, som det hele hvilede på, som han skriver, bestod af de godt 60 distrikter, hvorfra bevægelserne vældede frem, uden at isolere sig fra masserne, de distrikter, som gjorde byen Paris til én umådeligt stor oprørsk kommune: ’Dette nye, der af det franske folk blev tilført Frankrigs liv, var Folkets Kommune. Centraliseringen af regeringsmagten kom til senere, men revolutionen begyndte med skabelsen af kommunen’.

Kropotkin slog fast, at bondekommunerne på landet var af lige så stor betydning, som kvartererne var i hovedstaden. En længere række af bondeopstande spillede en rolle, der som regel blev undervurderet, men var afgørende for radikaliseringen af det revolutionære forløb mellem 1789 og 1793.

Det var kræfter fra landet, der krævede afskaffelsen af de feudale forrettigheder, og at adelen og gejstligheden leverede de feudale jorder tilbage til de landsbyer, som de havde taget dem fra fra det 17. århundrede og fremad. Som Kropotkin minder os om, så var det vigtigste instrument til udbytning af arbejdskraften på det tidspunkt ikke fabrikkerne, som kun lige akkurat eksisterede dengang, men jord.

Det var den fælles besiddelse af jord, som det 18. århundredes revolutionære tanker sigtede imod. (Det samme, kan man tilføje, kan siges om vores egen tid). Landsbyfællesskabernes oprør, skriver han, er ’Den Store Revolutions inderste kerne’. På samme tid, da Paris ’foretrak at organisere sig som en enormt stor oprørskommune, og hvor denne kommune, som Middelalderens fællesskaber, tog alle de nødvendige skridt til at forsvare sig mod kongemagten’.

Det var Paris som kommune, der styrtede kongen, og som blev sans-culotternes våben imod kongehusets medlemmer og konspiratorerne, og som påtog sig udjævningen af formuer. De parisiske distrikter kom til at fastholde det revolutionære initiativ i næsten to år. Ikke alene var distrikterne ’det virkelige center og revolutionens reelle magtfaktor’, men da de døde, var det også slut med revolutionen, da en centraliseret regering begyndte at konsolidere sig.

Direkte demokrati

For både Marx og Kropotkin er revolutionen uadskillelig fra kommuneformens direkte demokrati. Det var det, som Marx mente, når han refererede til Pariserkommunen som ’en gennemgribende ekspansiv politisk form’. Kommuneformen er, for både Marx og Kropotkin, på samme tid revolutionens kontekst og indhold, eller med Kropotkins ord, ’det nødvendige vækstlag for revolutionen og midlerne til at gøre den til virkelighed’.

Selve navnet ’kommune’ står for og omfatter, hvad Kropotkin (og de fleste historikere) forstår som den mest radikalt demokratiske kraft under den franske revolution. Men Kropotkin siger mere end det. Revolution er, efter hans opfattelse, intet andet end en konflikt mellem staten på den ene side og kommunen på den anden.

Uoverensstemmelsen er ikke mellem staten og anarkiet, men mellem staten og en anden måde at organisere det politiske liv på. En alternativ form for politisk intelligens, en anden slags samfund. I den udstrækning staten svinder hen, vil kommunen og dens måde at leve livet på blomstre.

Hvis statens rolle er at holde styr på alle sider af samfundslivet, mens den dominerer dem og gør dem permanente på sin egen måde, vil det måske være bedre for os ikke at se staten som noget endeligt, noget fuldendt. Vi vil stå os bedre ved at se den som en tendens, en orientering. Det samme gælder kommuneformen: det er bedre ikke at tænke på den som noget fuldendt, men som en tendens, en orientering.

De iagttagelser, som Marx og Kropotkin gjorde sig om kommunens form i den franske revolutionshistorie, kan hjælpe os til i at isolere nogle tilbagevendende, genkendelige tråde eller komponenter af den foreliggende politiske form. Kommunens rum-tid er forankret i udførelsen og organiseringen af hverdagslivet og i et kollektivt og individuelt ansvar for livets underhold.

Det omfatter nødvendigvis en særdeles pragmatisk intervention i her og nu og en forpligtelse på at arbejde med øjeblikkets konkrete bestanddele. Det forudsætter omgivelser, der er lokale, nabolagsbaserede, eller begrænsede. De præcise rumlige dimensioner og kommuneformens midlertidighed folder sig ud sideløbende med – eller inden for konteksten af – en fjern stat, afviklet eller under afvikling, eller en stat, hvis tjenesteydelser er gjort overflødige af en gruppe mennesker, der selv har overtaget forvaltningen af deres egne anliggender.

At definere kampene

Mit mål med disse kortfattede refleksioner er ikke at give en definition af en form, der i sit mulighedsfelt og med sin permanent uafsluttede karakter, ikke egner sig til at løse en sådan opgave. Kommuneformen, som form, passer ikke ind i en statisk definition, uforanderlig i tid; den folder sig ikke ud på samme måde alle steder i verden.

Den er reelt uadskillelig fra de forskellige historiske omstændigheder, fra hvad Marx måske ville kalde ’faktiske arbejdseksistenser’, der hver især har at gøre med de særlige forhold i den aktuelle, særlige situation. Og så må er det være historien, vi må tage i øjesyn – historien om faktuelle materielle kampe – for at finde momenter af alternative frembringelser eller omorganisering af eksisterende, så godt vi kan, med relaterede initiativer og eksperimenter i vores egen tid, ikke kun deres egne særlige ’faktuelle arbejdseksistenser’, men de komplekse mindelser, de giver, og som kan overvejes.

De er lokale eksperimenter, der ikke kan defineres ud fra lokal chauvinisme. Kun ved at genskabe fortidige situationer – gen-placere, hvad der reelt er stedsspecifikke slag – kan vi begynde at opfatte deres relation til andre erfaringer, andre steder i tid og også geografisk.

I de seneste år har dynamiske territoriale kampe som ZAD (der står for ’Zone to Defend’) tæt på landbyen Notre-Dame-des-Landes i det vestlige Frankrig eller rørledningsbesættelser i Nordamerika genoplevet aspekter af kommuneformen og gjort dem til deres egne. Bevægelser som forsvaret af Weelaunee-skoven i Atlanta (Stop Cop City) skaber stærke interventioner i den stadigt accelererende ødelæggelse af miljøet, der viser sig overalt.

Disse bevægelsers eksistens i dag – selve den kendsgerning at de er der – har også haft en sekundær, men ikke mindre dramatisk effekt: de forandrer, hvad der er mærkbart og synligt ved den nære fortid, og især 1960’erne og 70’erne. Den aktuelle økologiske optagethed vækker genklang af den nære fortid, der på sin side forandrer vores opfattelse af, hvad der tæller nu.

Nutidige jord-baserede kampe kan hjælpe os til at omdanne en ny følelse af de principielle konfliktlinjer fra anden halvdel af det 20. århundrede og op til vor tid. De forandrer vores forståelse af, hvad der spillede en rolle dengang, og hvad der gør det nu (eller hvad der er nyttigt for os). Langsigtede kampe, der i 1970’erne blev udkæmpet af landmænd og deres allierede i det sydlige Frankrig og uden for Tokyo for at forhindre inddragelsen af landbrugsområder til udvikling af infrastrukturen eller til militæret, viste sig som det, vi nu kan se, at de var – de kampe, der karakteriserede perioden.

I lyset af de nutidige kampe omkonfigureres også det teoretiske landskab. 1970’ernes anti-produktivistiske marxisme, repræsenteret af Henri Lefebvre , som i det store hele dengang blev overset i Frankrig (men ikke i Nord- og Sydamerika), får ny resonans, især på grund af Lefebvres optagethed af spørgsmål, der er så vigtige for kommuneformen i hverdagslivet: utilfredsheden med det og alternativerne til det. Hans og andres tekster fra 1970’erne er igen tilgængelige i vores bestræbelser på at besejre den kapitalistiske logik her og nu ved at generobre levede tider og steder.

Kristin Ross er professor i sammenlignende litteratur ved New York University og forfatter af ’Communal Luxury: The Political Imaginary of the Paris Commune’.

Artiklen er oversat af Niels Overgaard Hansen fra https://jacobin.com