content-picture.php

Valget til det spanske parlament den 28. april minder på nogle punkter om det danske – selv om vi mangler en selvstændigheds-bevægelse: Socialdemokraterne vinder, men får ikke et flertal. Det står helt åbent, hvordan den næste regering kommer til at se ud.

af Åge Skovrind

Siden Franco-diktaturet faldt sammen i 1975 og de efterfølgende 40 år var der stort set tale om et to-partisystem, hvor enten det socialdemokratiske PSOE eller det konservative Folkeparti (PP) havde regeringsmagten med et absolut flertal af de 350 pladser i parlamentet. I dag er billedet meget mere broget, og på statsplan kan fem partier nu se frem til at få over ti procent. Dertil kommer stærke regionale partier i blandt andet Catalonien og Baskerlandet.

 

Valget blev udskrevet efter kun et år med den socialdemokratiske regeringsleder Pedro Sanchez, som ikke kunne få de catalanske nationalister til at støtte den finanslovsaftale, han havde indgået med Podemos (se artikel i SI). Sanchez overtog regeringsmagten efter et mistillidsvotum i 2018 til daværende premierminister Mariano Rajoy fra PP efter en omfattende korruptionsskandale i partiet. Kort efter trådte Rajoy af som partileder.

 

Intet parti vil alene få et absolut flertal. PSOE ligger i meningsmålingerne på omkring 30 procent, mens PP kan se frem til sit hidtil dårligste valg med en tilslutning på omkring 20 procent.

 

Ved valget i 2015 stormede det venstreorienterede Podemos, flere steder i samarbejde med andre, ind med 20 procent af stemmerne, båret frem af enorme mobiliseringer af især unge vælgere, der var trætte af det gamle system og den dybe økonomiske krise. Ifølge meningsmålinger vil Podemos denne gang gå tilbage til omkring 12 procent.

 

På højrefløjen udfordres det skandaleramte PP af nyliberale Ciudadanos (Borgere) med udspring i Catalonien, hvor det blev det største parti ved regionalvalget i december 2017, på et program med skarp modstand mod catalansk selvstændighed. I meningsmålingerne står partiet til omkring 15 procent.

 

Endelig er der på den yderste højrefløj partiet Vox, som med et indvandrerfjendsk program, modstand mod abort og mod regional selvstændighed overraskende kom ind ved regionalvalget i Andalusien med ti procent. Den 28. april ser det ud til, at partiet kan få samme vælgeropbakning over hele staten.

 

Hvilken regering?

Selv om socialdemokraterne vil få et godt valg og blive det største parti, kan det blive ganske svært at få flertal for at danne regering. Man kan forestille sig tre kombinationer:

  • Socialdemokraterne, Podemos, plus små nationalistiske partier
  • En højrefløjs-alliance bestående af PP, Ciudadanos og Vox
  • Socialdemokrater og Ciudadanos

Men der er problemer i alle tre scenarier:

 

Alliancen mellem PSOE, Podemos og nationalistiske partier er grundlaget for den regering, premierminister Pedro Sánchez i øjeblikket leder, men som brød sammen, da de catalanske partier trak støtten i forbindelse med finansloven. Forhandlinger med nationalisterne bliver vanskelige, også fordi krisen om Cataloniens selvstændighed har gjort nationalisterne upopulære i andre dele af den spanske stat.

 

Højrefløjens tre partier vil måske kunne mønstre et absolut flertal, men det er usandsynligt, at PP og Ciudananos vil kunne indgå en aftale med Vox, som især Ciudananos’ vælgere vil være stærke modstandere af. Efter regionalvalget i Andalusien sidste år har PP og Ciudananos dog brudt årtiers socialdemokratisk ledelse og dannet en regering med støtte fra Vox.

 

Ciudadanos har samtidig sagt, at de ikke vil indgå i en koalition med socialdemokraterne.

 

Når Madrid fløjter

På højrefløjen har kampen om vælgerne medført en skærpet konkurrence mellem PP, Ciudananos og Vox. Resultatet har været en uhørt barsk opstillingsproces, hvor hellige principper er opgivet, og erfarne parlamentsmedlemmer er blevet vraget. Mest skånselsløs har opstillingen af kandidater været hos PP. Som svar på kritikken fra Vox mod Mariano Roy for ikke at have stoppet folkeafstemningen om selvstændighed i Catalonien i oktober 2017, har den nye PP-leder Cazado fjernet stort set alle ”marianister” fra kandidatlisten: Kun to af Rajoys ministre stiller op i de 52 valgkredse.

 

I stedet har Cazado gennemtvunget opstillingen af en ultra-konservativ flok ud fra devisen ”Madrid fløjter, og alle retter ind”. Stjernekandidaten er det forhenværende parlamentsmedlem Cayetana Álvarez fra Toledo, som – til stor ærgrelse for de lokale PP-folk – stiller op i Barcelonakredsen, selv om hun ikke taler et eneste ord catalansk. Her konkurrerer hun med topkandidaten fra Ciuadanos, Ines Arrimades, som tidligere var oppositionsleder i det catalanske parlament, hvor hun blandt andet blev kendt for at vifte med det spanske flag.

 

Opstillingen af mere rabiate kandidater for at forhindre en vælgerflugt til Vox – som kræver forbud mod alle nationalistiske og marxistiske partier, har haft en pris for PP, særligt i de regioner, hvor partiet er plaget af strid mellem enøjede spanske centralister og socialt-konservative, som er mere følsomme over for den lokale stemning.

 

Chancerne for PP bliver kun dårligere af det spanske valgsystem, som i sin tid blev skræddersyet til et stabilt topartisystem, og som straffer partier med mindre end 15 procent af stemmerne. Der er 52 valgkredse af forskellig størrelse, hvor et mandat koster mellem 20.000 og mere end 100.000 stemmer. I op til halvdelen af valgkredsene kommer PP til at kæmpe med PSOE om det sidste mandat. Vox’ opstilling vil formodentlig styrke højrefløjen i de store valgkredse (Madrid, Barcelona, Valencia og Sevilla), men vil samtidig øge PSOE’s chancer for at snuppe det sidste mandat i de mindre valgkredse på landet.

 

Cataloniens kamp for selvstændighed

Cataloniens fremtid overskygger alle andre temaer i valgkampen. Spørgsmålet om arbejdsløshed betyder mindre, selv om den trods et fald stadig officielt ligger omkring 15 procent (og højere blandt unge). Og de catalanske partiers stemmer kan blive afgørende for, om PSOE kan få et flertal bag en ny regering.

 

I selve Catalonien er der også opbrud i partibilledet. Bedst ser det ud til at gå for det Republikanske Venstre (ERC), som kalder valget for en afstemning om demokrati eller undertrykkelse. Spidskandidat er den tidligere vicepræsident i Catalonien, Oriol Junqueras i Vies, som nu er anklaget for landsforræderi og er fængslet. ERC’s nærmeste konkurrent er det catalanske Socialdemokrati, som hævder at være de eneste, der kan forhindre, at højrefløjen sætter sig på magten i Madrid. Omvendt advarer ERC om risikoen for en pagt mellem PSOE og Ciuadanos. Jo stærkere ERC og andre selvstændigheds-partier står, jo større chance for at påvirke PSOE til at finde en ”demokratisk” løsning på konflikten med Catalonien, hedder det.

 

Venstrefløjs-alliancen En Comú Podem, som blev det største parti i Catalonien i 2015 og 2016, er stærkt svækket. Centrale skikkelser har forladt alliancen, fordi den efter deres mening har underprioriteret spørgsmålet om selvstændighed.

 

Kriseramt Podemos

Spørgsmålet om national selvstændighed har også skabt strid hos alliancen Unidas Podemos, som taber stemmer til PSOE og endog i enkelte meningsmålinger bliver overhalet af Vox.

 

Dannelsen af alliancer mellem Unidos Podemos (en koalition mellem de spanske partier Podemos, Forenet Venstre og det grønne Equo) og forskellige venstre-nationalistiske og venstre-regionale kræfter på platforme, som var tæt på at overhale PSOE i 2015 og 2016, var et hårdt arbejde – selv dengang, hvor der var en voksende tilslutning og store forhåbninger.

 

Et tegn på det noget mørkere klima i dag var den interne afstemning hos Forenet Venstre og Equo, om man skulle gentage alliancen med Podemos: I 2015 deltog 20.000 medlemmer af Forenet venstre, og 83 procent stemte for forslaget. Denne gang var deltagelsen kun lidt over 10.000 med 61 procent ja. Hos Equo var det kun 51,7 procent af deres medlemmer, der ønskede en fortsættelse af koalitionen.

 

Unidos Podemos (som nu optræder under det feministiske navn UnidAs Podemos) har heller ikke selv kunnet holde sammen alle steder til regional- og kommunalvalgene, som afholdes den 26. maj. I Madrid og i Murcia-regionen stiller Forenet Venstre op på en liste sammen med Anticapitalistas (den mest radikale fløj i Podemos, tilknyttet Fjerde Internationale)

 

I Madrid (by) er denne alliance et svar på en alvorlig splittelse i Podemos, fremprovokeret af partiets lokale spidskandidat og på landsplan tidligere partiets ”nummer to”, Iñigo Errejón, som har meldt sig ud af Podemos for at gå sammen med den afgående Madrid-borgmester Manuela Carmena.

 

Denne splittelsesdynamik vil påvirke alliancen negativt, selv der, hvor man opstiller på en fælles liste. Pablo Bustinduy, spidskandidat til EU-Parlanmentsvalget den 26. maj og tidligere tæt knyttet til Errejón, har trukket sig af personlige årsager. Og i Podemos Andalucia, hvor Anticapitalistas sidder på ledelsen, er kandidaterne til valget den 28. april blevet udpeget fra centralt hold, så spørgsmålet er, hvor megen energi de lokale medlemmer vil lægge i en kampagne, hvor ingen af de respekterede lokale ledere står på listen.

 

Så generelt er den positive dynamik, der lå i opbygningen af enheden mellem venstreorienterede kræfter på statsligt og regionalt niveau, vendt om til en negativ dynamik, i og med at de forskellige alliancepartnere i stigende grad har indtaget forskellige vurderinger af den relative betydning af sociale og nationale kampe, hvordan man bedst bekæmper truslen fra højre, hvordan man forsvarer tilkæmpede styrkepositioner – vigtige byer, hvor venstrefløjen har siddet på magten siden 2015 – og hvordan udpegningen af kandidater skulle foregå.

 

PSOE ser nu ud til at vinde en relativ sejr den 28. april, men det kritiske spørgsmål i dette ”eksistentielle” valg er stadig det samme: Kan partierne fra en aggressiv højrefløj, som er fast besluttede på at knuse den catalansk selvstændighedsbevægelse og rulle sociale og demokratiske landvindinger tilbage, sammen vinde et absolut flertal? Vil tilstrækkeligt mange progressive vælgere – ikke mindst de unge, som ifølge en undersøgelse kun for halvdelens vedkommende har tænkt sig at stemme, røre på sig for at sikre, at ”de ikke kommer igennem” (på spansk: ”no pasaran”, udtryk fra den spanske borgerkrig)?

 

Artiklen bygger blandt andet på Dick Nichols: Spanish state: candidate preselection turmoil as ‘existential’ election looms på Links.org.au den 26. marts 2019

 

 

single.php