For mens der er opfordringer til national samling (mens politikerne fortsætter deres politiske spilfægteri) og til at stoppe skænderier, vil vi socialister fortsat pege på de dybere årsager til krisen. Lede efter årsagerne for sammen med andre at finde løsningern.

Vi er enige med Richard Jomshof [medlem af Rigsdagen for Sverigesdemokraterne, formand for retsudvalget, o.a.] i, at situationen er “resultatet af en bevidst politik”. Men ikke af migrationspolitikken, men af ​​den bevidste politik, der i flere årtier er blevet ført for at svække arbejderklassen og velfærden og gøre de i forvejen rige endnu rigere og styrke markedskræfterne. Resultaterne er øget ulighed og en galopperende velfærdskrise. Når Sveriges største akuthospital, Sahlgrenska i Gøteborg, ikke ved, om de kan udbetale lønningerne til december – så har vi virkelig nået et nyt niveau.

Kristina Alstam, forsker i socialt arbejde og citeret i Dagens Nyheter 28. september, fortæller om etablissementets angivelige overraskelse og peger på, at der længe har været advaret om, at vigtige samfundsfunktioner er truet af deregulering og markedseksponering. Nu nærmer vi os den situation.

Så hvad skal der gøres? Selvfølgelig skal mordere fanges. Men ikke gennem hårde, hurtige, uovervejede undertrykkende tiltag og drastisk øget overvågning i samfundet, sådan som det nu foreslås, og som Socialdemokratiet reagerer på med repressiv. Læg mærke til, at det ikke er sådanne tiltag, der menes at have medført et fald i skudepisoer i en storby i Sverige, Malmø – men derimod en aktiv opsøgende indsats fra politiet og andre myndigheder.

Regeringen ønsker at undersøge ændringer af lovgivningen for at give militæret øgede beføjelser til at gribe ind i civilsamfundet. Så er vi faretruende tæt på en beslutning om at ophæve det forbud mod at indsætte militæret mod enkeltindivider, som blev indført efter skuddene i Ådalen i 1931, hvor fem ubevæbnede personer blev dræbt af militæret. At sætte sin lid til militæret i stedet for at angribe de grundlæggende markedsliberale årsager viser den borgerlige politiks sammenbrud.

Lige så vigtigt som at arrestere de kriminelle er det at stoppe velfærdsslagtningen. Nooshi Dadgostar [Vänsterpartiets leder, o.a.] krævede i denne uge, at regeringen sikrede midler til skoler og sociale tjenester. Det er et absolut minimumskrav.

Samtidig skal en øjeblikkelig indsats for at opbygge velfærdssystemet sættes i værk. Skolen har brug for øgede ressourcer hurtigst muligt til at ansætte flere lærere, studentermedhjælpere og skolevejledere og åbne skolebiblioteker. Fritidshjem, foreningsliv og sociale tilbud skal styrkes for at kunne tilbyde aktiviteter og støtte til unge. Voksenuddannelsen skal udbygges i stedet for at blive skåret ned, som finanslovern lægger op til, så flere får en ny chance for at komme i arbejde.

“Der er ingen penge” får vi at vide. Et argument, der burde være aflivet for evigt efter covid-19-krisen. Det viste sig dengang, at samfundet har penge, hvis det er nødvendigt for at klare en krise. Det var det dengang, og det er nu.

Det er stadig muligt at annullere NATO-medlemskabet. Ud over ikke at være en del af en global atomvåbenalliance ville det frigøre os fra kravet om at øge forsvarsudgifterne. Forsvarsmilliarderne kunne gå til boligområderne og velfærden.

Velfærdssektoren skal frigøres fra neoliberale markedsregler. Hvis det skal være muligt at rekruttere og fastholde sundhedspersonale, skal de have lov til at hellige sig pleje af patienter, ikke meningsløs dokumentation. Selv i det tilfælde viste covid-krisen, at der hurtigt kan foretages ændringer, hvis det er nødvendigt.

Når kriminelle netværk investerer i sundhedshuse, er det en direkte konsekvens af loven om frit valg fra 2009, som giver etableringsfrihed inden for primærplejen. Alle, der har lyst, kan åbne et sundhedscenter, uden lægefaglige kompetencer, og modtage offentlige midler. Det er tid til at skrotte LOV [loven om valgfrihedssystem] og at skrotte de specialistbehandlingsvalg, der dræner frem for alt Stockholms sundhedsvæsen. Samfundet skal genvinde kontrollen med velfærdssektoren.

Der skal store investeringer til i børne- og ungdomspsykiatrien. Børn skal ikke vente på støtte i en krise. Men bandekriminelle lider generelt ikke af psykisk sygdom. Tværtimod er de det ultimative udtryk for en rationel kapitalistisk logik om konkurrence og profitmaksimering. De er lokale repræsentanter for en international virksomhed, der fremstiller, transporterer og sælger narkotika, og som får hjælp fra de store bankkoncerner. Siden kredit- og valutareglerne blev afskaffet i Sverige i 80’erne, er markedskræfterne løbet amok. Det er på tide at nyregulere de finansielle markeder og stramme bankkontrollen.

Intet af dette er nok, medmindre magthaverne holder op med at stigmatisere mennesker i lavindkomstområder. At foreslå visitationszoner i byområder, hvor vigtige samfundsfunktioner er udhulet over en lang årrække, og hvor velfærden nu er truet af nedskæringer – samtidig med, at regeringens støtteparti erklærer, at beboerne ikke er ønskværdige på landet – det er et klart budskab om, at samfundet har vendt dem ryggen. De, der hovedsageligt er ramt af kriminalitet, og som hver dag kæmper for at forsørge deres børn, deres elever, deres unge på fritidshjemmet, får hverken klapsalver eller højere løn – de bliver i stedet udpeget som en del af problemet. De, der kunne danne det folkelige grundlag for lokale bevægelser for social beskyttelse, de bliver kun mødt med udstødelse.

5. oktober 2023

Bragt som leder i den svenske ugeavis Internationalen, som udgives af den svenske sektion af Fjerde Internationale. Oversat af Åge Skovrind.