Regeringens udspil ”Alle skal bidrage” skal desværre snarere læses som et udlændingekort i valgkampen, end som et seriøst bud på, hvordan flere udlændinge kommer ind på arbejdsmarkedet.

af Åge Skovrind

I marts kom regeringen med et udspil, som angiveligt skal ruste flygtninge og familiesammenførte bedre til det danske arbejdsmarked. ”Langt flere skal i gang på en arbejdsplads”, og derfor skal der ske ”markante ændringer af det integrationsprogram, flygtninge bliver mødt med i dag,” hedder det.

Ikke flere jobs – til udlændinge
Udspillet handler hverken om at skabe nye jobs i kommunerne, indføre kvoteordninger for flygtninge eller om at stille krav til arbejdsgiverne om, at de ikke må diskriminere. Derimod skal der stilles flere krav til udlændinge. De skal senest efter tre måneder deltage i ”virksomhedsrettede tilbud”. Det betyder i praksis, at de skal i (ulønnet) praktik, løntilskuds- og nyttejob. Der må højst være en periode på 4 uger, hvor man ikke deltager i et tilbud af denne type.

De eneste reelle jobs, som med sikkerhed kommer som følge af forslaget, er til alle de jobkonsulenter, mentorer, sagsbehandlere, virksomhedsagenter og fremmøde-kontrollører, der skal sende mange flere i aktivering end nu og holde øje med, at de laver noget for deres kontanthjælp.

Ikke realistisk
SR-regeringen råder kun over 61 af Folketingets 179 mandater, og det er ikke sandsynligt, at den kan samle et flertal for dette forslag før det næste folketingsvalg. Hvis man alligevel tænker tanken, ville det stille kommunerne over for en næsten umulig opgave. For hvor er de tusindvis af arbejdspladser, der skulle modtage alle disse flygtninge i diverse former for ulønnet beskæftigelse? Allerede i dag har kommunerne svært ved at finde aktiverings-tilbud til flygtninge og familiesammenførte.

En særlig forhindring handler om, at de fleste flygtninge efter kun tre måneder hverken kan forstå eller tale dansk på et niveau, som er nødvendigt for at klare sig på en arbejdsplads. Med mindre da, at kommunerne blot vil sende en hær af ikke-talende affalds-indsamlere ud på gader og stræder.

Senere i integrationsforløbet, hvor man har lært mere dansk, kan det give god mening at komme ud på en arbejdsplads og få erfaring med det danske arbejdsmarked, møde danskere og lære dansk på en anden måde end på sprogskolen. I de allerbedste tilfælde kan det endda føre til et rigtigt job.

Gratis arbejdskraft
Men hvis det skal være et forløb, som fremmer integrationen, kræver det også noget af den arbejdsplads, der tager imod en udlænding. Der er desværre grund til at være på vagt over for virksomheder, som blot udnytter praktikanter og andre aktiverede kontanthjælpsmodtagere som gratis arbejdskraft. Der findes adskillige virksomheder, hvor flygtninge blot bliver sat til at lave ensformigt idiotarbejde, hvor man slet ikke taler dansk. Gratis arbejdskraft bliver således en erstatning for at ansætte folk på almindelige lønvilkår. Den slags virksomheder bør kommunerne ikke samarbejde med.

I løbet af de næste to år regner regeringens forslag med at skabe 30.000 nye ulønnede ”jobs” til udlændinge, de fleste til folk, som allerede har været igennem det 3-årige integrationsforløb, men som nu overlever på kontanthjælp. Det er meget svært at forestille sig, at så mange ”jobs” ikke vil underminere/presse arbejdsvilkårene for de medarbejdere, der arbejder i ordinære jobs eller simpelthen erstatte disse.

Denne problemstilling nævnes dog ikke i forslaget med så meget som et enkelt ord. Kunne man forestille sig, at det egentlig passer regeringen (og arbejdsgiverne) ganske godt, hvis dette bliver konsekvensen?

Arbejdsmarkeds-dansk
Kravene til og omfanget af danskundervisningen ændres ikke med forslaget, men det understreges, at danskundervisning ”i videst muligt omfang {skal] kombineres med den virksomhedsrettede indsats. Det kan f.eks. ske ved, at danskundervisningen foregår på virksomheden, eller at kommunen afsætter bestemte ugedage til danskundervisning.” Det sidste sker allerede i dag i stort omfang, så man fx kommer tre dage på sprogskolen og er to dage i praktik. Det første er stort set urealistisk, for hvor findes den arbejdsplads, der ansætter 10 eller 15 nye udlændinge, som har brug for dansk-undervisning på nogenlunde samme niveau?

Som det er nu, er undervisning i dansk en del af det 3-årige integrationsprogram, som nyankomne flygtninge og familiesammenførte er omfattet af. Som led i en af de mange dagpengeaftaler (!) aftalte regeringen og Enhedslisten i maj 2013, at undervisningen i særlige tilfælde kan vare i fem år, og samtidig indførte man et skrabet 250 timers ”arbejdsmarkedsrettet” tilbud til alle EU-borgere. Filosofien var, at hvis man kommer til Danmark for at arbejde (eller studere), så har man kun brug for den slags dansk, man skal bruge på arbejdspladsen og ikke det dansk, man har brug for ved et permanent ophold. (Sprogskolerne bryder for tiden deres hjerner for at forstå den præcise forskel).

Det nye udspil fortsætter dette fokus på, at dansk-undervisning skal målrettes arbejdsmarkedet, men nu er turen kommet til flygtninge og familiesammenførte og ikke kun for EU-borgere.

Dansk med ukrudt
Regeringen ønsker, at andelen af kursister omfattet af integrationsprogrammet, der består danskprøven inden 5 år fra påbegyndelse af danskuddannelse, være på mindst 75 procent i 2020. I 2013 var denne andel 66 procent efter 5 år fra påbegyndelse af danskuddannelse.

Men regeringen kommer ikke med nogen bud på, hvordan dette mål skal nås. Måske er forestillingen, at hvis blot man bliver aktiveret, så lærer man mere dansk.

Denne tanke finder man i hvert fald hos Søren Heisel, forbundssekretær i 3F, og Simon Kollerup, kommunalordfører (S). I i en lovprisning af regeringens forslag skriver de, at ”integration sker bedst ved at få flygtninge og indvandrere i job på ordentlige vilkår blandt danske kolleger. Så vil de lære dansk og såvel bidrage til som indgå i samfundet.” (Information, 30. marts).

”Så vil de lære dansk…” Det lyder dejlig nemt, men hvis Søren og Simon kom til Bagdad eller Beijing og blev sat til at gøre rent i falafel-restauranten eller fjerne ukrudt langs den kinesiske mur, ville de måske nok lære at sige hej og farvel og tak for te, men arabisk eller kinesisk ville de ikke lære. Det kræver undervisning.

Sprog er hovedvej til job
Ringe danskkundskaber er formentlig den vigtigste grund til, at udlændinge har svært ved at få arbejde eller tage en uddannelse.

Det kan ikke overraske, at en flygtning fra Irak, Somalia, Afghanistan eller Syrien står bagerst i køen, når der skal ansættes en ny medarbejder. I de fleste jobs vil arbejdsgiveren foretrække en person, der har erfaringer fra det danske arbejdsmarked, og som taler (godt) dansk. Dertil kommer, at en stor del af de jobs inden for byggeri, rengøring, hotel og restauration mv., som ikke kræver (dansk) uddannelse eller gode dansk-kundskaber, i de seneste ti år er blevet besat af arbejdskraft fra Østeuropa.

Men hvis gode dansk-kundskaber er vigtige for at finde et job, kan det undre, at kommunerne fremover kun får halvdelen af det såkaldte resultattilskud, når en udlænding afslutter sin dansk-uddannelse, mens tilskuddet fordobles, hvis det lykkes at få en person i ustøttet arbejde i 6 måneder. Med en klemt økonomi er der næppe tvivl om, hvad der prioriteres i kommunerne.

Kommunerne sparer
Desværre er det tilbud om undervisning, som nyankomne udlændinge får, blevet stadig dårligere gennem årene (færre timer, større klasser) i kraft af kommunale besparelser, hvor sprogskolerne konkurrerer om det billigste tilbud.

Det betyder, at man nogle steder er helt nede på 9 lektioner om ugen, mens andre (stadig) tilbyder 18 lektioner.
Sprogskolernes frustrationer fremgår af en ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) om Danskuddannelserne til voksne udlændinge. Rapporten beskriver, hvordan et stadigt faldende antal lektioner drejer al undervisning over på at bestå den næste modultest – fx i stedet for besøg på arbejdspladser og kontakt til lokalsamfundet.

Ingen uddannelsestilbud
Regeringen vil også gerne have flere unge udlændinge til at tage en uddannelse. Her er virkelig tale om et paradoks, eftersom selvsamme regering netop har strammet adgangskravene til erhvervs-uddannelserne. Det gælder (også) de dansk-sproglige krav, så fra august 2015 vil langt færre flygtninge og indvandrere have adgang til erhvervsskolerne end tidligere. Desuden er de særlige introduktionsforløb for udlændinge fx til sosu-uddannelsen også blevet afskaffet.

Det er indlysende, at udlændinge med svage dansk-kundskaber har svært ved at klare sig på lige fod med danske elever i uddannelsessystemet. Inden for mange brancher har der derfor været særlige brobygningsforløb målrettet udlændinge, så man blev klædt på til at starte en uddannelse. De fleste af disse ordninger eksisterer ikke længere, fordi der ikke er penge til at finansiere dem.

Valgoplæg
Enkelte elementer i oplægget er fornuftige nok. Ingen kan have noget imod, at flygtninges kvalifikationer allerede afdækkes, mens de venter på en afgørelse på deres asylansøgning. Men i praksis vil det ikke ændre meget for ret mange.

Og et forsøg med branchepakker i 20 udvalgte kommuner kan sikkert også blive et skub for nogle udlændinge i retning mod et job i Danmark. Forsøget er ikke beskrevet nærmere, men skal bidrage til at opkvalificere ledige mod særligt relevante brancher.

Samlet set mangler oplægget fuldstændigt de initiativer – herunder brobygningsforløb, bedre danskundervisning og oprettelse af nye servicejobs i kommunerne – som der er brug for. Det er derfor nærliggende at se udspillet mere som et forsøg på at hente vælgere hos DF i den kommende valgkamp, end som et oprigtigt bud på, hvordan flere flygtninge og indvandrere kan komme i ordentligt arbejde.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com