Med køligt raseri leverer Naomi Klein vigtige og skræmmende indsigter i moderne kapitalismes grusomme mekanismer og konsekvenser med bogen Chokdoktrinen – katastrofekapitalismens opkomst. Desværre ofrer hun teoretisk sammenhængende analyse af interessemodsætninger og ideologiske forskelle i sit forsøg på at få variationer af frimarkedstænkning gennem fire årtier og på vidt forskellige kontinenter til at passe ind i én altomfattende tese. Det svækker den ellers isnende kapitalismekritik, som Klein formår at servere i populariseret og aldeles anvendelig udgave

af Nina Trige Andersen

Læsetid: 11 minutter

Den canadiske journalist og globaliseringsaktivist Naomi Klein kan fortælle historien om forbrydelser i det frie markeds navn, så de brager igennem i en bred offentlighed. Det er både nyttigt og nødvendigt for venstrefløjen i dag. Desværre tager historiefortællingen til tider overhånd hos Klein på bekostning af kompleksitet og præcision i den politiske analyse.

Det er et alvorligt handicap hos en venstrefløjsfigur, der med sin gennemslagskraft dels præger politisk tænkning, samtidsforståelse og handlingsanvisninger for venstrefløjen i bred (og international) forstand og dels gerne skulle kunne holde til de forudsigelige frontalangreb fra højrefløjsintellektuelle.

Overbevisende formidlet
Chokdoktrinen – katastrofekapitalismens opkomst er Naomi Kleins nyeste bidrag til venstrefløjens historieskrivning og kritik af samtidens herskende politisk-økonomiske system. Og den er et vigtigt bidrag, lad det være sagt med det samme.

Få på venstrefløjen formår at popularise kapitalismekritik med så stor overbevisning som Klein. Læser man Kleins bøger, for hvad de er – populariseret kapitalismekritik – er Chokdoktrinen både en ekstrem øjenåbner og medrivende som en kriminalroman.

Naomi Klein har indsamlet et hav af eksempler på katastrofekapitalismens logik – eksempler der umiddelbart virker veldokumenteret, og som tilmed er fantastisk formidlet. Fra Pinochets Chile over Apartheid-Sydafrika og Polens brud med sovjetkommunismen, til den pågående krig i Irak – for blot at nævne et par af hendes nedslag.

Gennemgangen af de store linjer i politiske og militære kampe er tilsat øjenvidneberetninger fra aktivister og ofre, der har oplevet de brutale politisk-økonomiske ændringer i kølvandet på krig, krak og tsunamier.

Katastrokapitalismens logik
Naomi Klein lægger ikke fingrene imellem i sin karakteristik af katastrofekapitalismens logik:

Højrefløjens ideologer og nyttige idioter skaber måske ikke ligefrem (alle) kriser og katastrofer, men når de indtræffer, og folket er i en tilstand af chok og desorientering, udnytter katastrofekapitalisterne med ubeskrivelig kynisme krisen til at gennemføre økonomiske chok: liberalistiske reformer, som aldrig ville kunne gennemføres på demokratisk vis. Det tredje chok – der anvendes på folk, som på trods af den kriseskabte desorientering er i stand til at yde modstand – er aldeles håndgribeligt: fysisk og psykisk tortur.

Naomi Klein tilskriver den ultraliberalistiske økonom Milton Friedman fadderskabet til chokdoktrinen og beskriver i detaljer, hvordan Friedmans elever fra Chicago-skolen bliver sendt ud i verden til Chile, Argentina, Sri Lanka, Sydafrika, Kina, Polen, Rusland osv. for at vinde gehør for Friedmans ekstreme udgave af frimarkedsfundamentalisme.

Kleins historiske eksempler viser, hvordan frimarkedsfundamentalisternes ideer møder arg modstand i den brede befolkning, der ser deres overlevelse truet af den radikale afmontering af demokratiske rettigheder, politisk frihed og socialt sikkerhedsnet til fordel for den fuldstændigt deregulerede og privatiserede økonomi, som Chicago-skolen prædiker.

Klein slår et gigantisk brød op i indledningen, hvor hun blandt andet skriver:

”I Argentina i halvfjerdserne var det en integreret del af landets indførelse af Chicago-skolens politik, da juntaen lod tredive tusinde mennesker ”forsvinde”, de fleste af dem venstreorienterede, på samme måde som terroren havde været en del af den økonomiske metamorfose i Chile. I Kina i 1989 var det chokket over massakren på Den Himmelske Freds Plads og den efterfølgende arrestation af titusinder af mennesker, der gav kommunistpartiet frie hænder til at omdanne meget af landet til en vildtvoksende eksportzone bemandet med arbejdere, der var for skrækslagne til at holde på deres rettigheder. I Rusland i 1993 var det Boris Jeltsins beslutning om at indsætte kampvogne, sætte ild til parlamentsbygningen og indespærre oppositionslederne, der banede vejen for det brandudsalg af en privatisering, der skabte landets berygtede oligarker.” (note 1)

Økonomi er politik – ikke videnskab
Og Klein indfrier i vid udstrækning sit løfte om at vise, hvordan væsentlige træk ved chokdoktrinens og katastrofekapitalismens logik går igen gennem de sidste fire årtiers omvæltninger i så forskellige dele af verden som Latinamerika, Sovjetunionen, Asien, Europa og Afrika.

Særlig stærkt er kapitlet om, hvordan ANC i Sydafrika – på trods af et fantastisk momentum for at omstyrte det hvide kapitalistiske imperialistiske diktatur – mistede grebet om landets fremtid. Det er et tankevækkende og præcist billede på, at økonomi aldrig kan være apolitisk videnskab, men derimod er et altafgørende politisk redskab til at forme samfundet og fordele magt og privilegier.

Klein skriver:

”I januar 1990 satte den enoghalvfjerdsårige Nelson Mandela sig ned i sin fængselscelle for at skrive et notat til sine tilhængere udenfor (…) ”Nationaliseringerne af miner, banker og monopolindustrier hører til ANC’s politik, og en ændring eller modificering af vores synspunkter på dette punkt er utænkelig. Styrkelse af de sortes økonomi er et mål, vi til fulde støtter og tilskynder, men i vores situation er statens kontrol med visse sektorer af økonomien uundgåelig.” (…) I Sydafrika, det afrikanske kontinents største økonomi, så det ud til, at nogle mennesker stadig var af den opfattelse, at frihed også omfattede retten til at tilbagetage og omfordele deres undertrykkeres uretmæssigt erhvervede værdier.” (note 2)

Men sådan skulle det som bekendt ikke gå. ANC mistede i de afgørende forhandlinger op til Mandelas indsættelse som præsident i 1994 muligheden for den radikale omfordeling af magt og ressourcer, som partiets berømte Frihedscharter – sammensat af ønsker og visioner fra de fattige sorte dele af landet – havde bebudet.

I stedet valgte ANC ”en politik, der fik såvel ulighed som kriminalitet til at eksplodere i et sådant omfang, at Sydafrikas splittelse nu nærmere ligner Beverly Hills og Bagdad. Landet står i dag som et levende monument over, hvad der sker, når økonomiske reformer skæres bort i en politisk omvæltning,” skriver Klein. (note 3)

I de opslidende forhandlinger mellem ANC og de hvides Nationalistparti lykkedes det Nationalistpartiet at ”bevare det hvide overherredømme” med ANC’s samtykke, som Mandela siden har udtrykt det.

Handelspolitik og centralbank blev af Nationalistpartiet med succes udlagt som noget ”teknisk” og ”administrativt”, der bedst blev varetaget af ”upartiske eksperter, økonomer og embedsmænd fra IMF, Verdensbanken, den internationale toldunion GATT og Nationalistpartiet.” (note 4)

Det i statspolitik uefarne ANC blev taget godt og grundigt ved næsen i de økonomiske forhandlinger – der fra ANC’s side blev ledet af nuværende præsident i Sudafrika, Thabo Mbeki.

"De befriede os aldrig. De flyttede bare lænkerne fra vores hals til vores ankler,” citerer Klein en mangeårig antiapartheidaktivist, Rassool Snyman, for at sige. (note 5)

Sjældent får man så lysende klare beskrivelser af den marxistiske børnelærdom: at økonomi er politik og ikke videnskab, som det er tilfældet i kapitlet ”Et demokrati født i lænker – Sydafrikas snærende frihed”.

Klein er dog ikke marxist, tværtimod har hun tilsyneladende en forkærlighed for John Maynard Keynes, arkitekten bag den ”socialliberale” politiske tænkning, som Socialdemokrater over hele Europa og til dels Demokraterne i USA i vid udstrækning tog til sig i første halvdel af det tyvende århundrede.

Men Klein er heller ikke socialdemokrat – hun identificerer sig med en abstrakt, omend betydningsfuld, globaliseringsbevægelse for ”en anden verden”.

Kleins manglende teoretisk/ideologiske forankring skinner også kraftigt igennem i Chokdoktrinen, der havde vundet ved en mere stringent analyse af politiske og ideologiske forskelle på begge sider af fronten.

I stedet insisterer Klein på at smide barnet ud med badevandet, og gør det – især i sine offentlige foredrag – nærmest til en selvstændig pointe at lægge afstand til ideologisk og teoretisk forankret politisk analyse. I Chokdoktrinen skriver hun sågar:

"Marxisterne havde deres arbejderutopia, og folkene fra Chicago havde deres iværksætterutopia, og begge parter hævdede, at hvis de fik deres vilje, så ville perfektion og balance blive følgen. (…) folkene fra Chicago (så) ikke marxismen som deres sande fjende. Den virkelige kilde til problemer var at finde hos De forenede Staters keynesianere, socialdemokraterne i Europa og udviklingsøkonomerne i det, der dengang hed den tredje verden. (…) Som den religiøse fundamentalist, der nærer dyb respekt for fundamentalister fra andre trosretninger og for erklærede ateister, men ser ned på den afslappede troende, så erklærede folkene fra Chicago krig mod disse blandingsøkonomer.” (note 6)

Ondskab Inc.
Ingen tvivl om, at passager i stil med ”og som Marx sagde…” ikke ville være hverken særlig meningsfulde eller anvendelige i Kleins projekt om at få kapitalismekritikken ud til en bred skare, hvilket hun gør så glimrende.

Men en klarere ideologisk og teoretisk forankret analyse kunne måske have dæmmet op for den antast til dæmonisering, som Klein gør Milton Friedman og hans elever til genstand for – og den forskelsblindhed, som Kleins karakteristik af de onde kapitalister svækkes af.

Denne svaghed trækker både ned i anvendeligheden af hendes teser i venstrefløjssammenhæng og gør hende sårbar overfor højrefløjsintellektuelles forsøg på at gendrive hendes diagnose af frimarkedsfundamentalisme som uhæmmet politisk og økonomisk frihed for de få til at undertrykke de mange.

Et venstrefløjsikon med gennemslagskraft i mainstream vil i sagens natur aldrig kunne undgå frontalangreb fra højrefløjen – især ikke når kritikken af den galopperende dyrkelse af det frie marked og uhæmmet ret til profitmaksimering er så lammende som hos Klein.

Hun er ganske enkelt dødsensfarlig for den liberalistiske højrefløjs projekt.

Men nogle af de slag, som højrefløjsintellektuelle retter mod Kleins Chokdoktrinen er delvis velanbragte og velfortjente.

Et af de mere kvalificerede eksempler er det svidende essay The Klein Doctrine – The Rise of Disaster Polemics af Johan Norberg fra den neoliberale tænketank CATO Institute.

Hans hovedanke mod Klein er, at hun – på fejlagtigt grundlag – gør Friedman til overskurken i sin tese om katastrofekapitalismens chokdoktrin. Norberg beskylder blandt andet Klein for:

1) at forvrænge Friedmans pointer ved at tage citater ud af sammenhæng, og

2) ikke at have forstået grundlæggende forskelle mellem ideologiske retninger som neo-liberalisme, neo-konservatisme og korporatisme.

Norberg leverer adskillige eksempler på punkt et – at Klein tager Friedmans citater ud af deres sammenhæng og tilskriver dem en anden betydning – blandt andet her:

”Når Klein taler om Friedmans forslag til at reducere inflation, skriver hun, ”Friedman forudså at hastigheden, pludseligheden og omfanget af de økonomiske forandringer ville fremprovokere psykologiske reaktioner i offentligheden til at ‘facilitere tilpasningen’.
Klein giver indtryk af, at Friedman var brutal og ønskede at påføre smerte for at desorientere folk og presse sine reformer igennem. Brugen af ordene ”psykologiske reaktioner” er også vigtig, fordi Klein forsøger at associere liberale reformer med psykisk tortur og elektrochok.
Men citatet i sin helhed viser, at Friedman havde noget ganske andet i tankerne. Han skrev faktisk, at hvis en regering ville angribe inflation på denne måde:
”mener jeg, at det bør fremlægges offentligt med stor nøjagtighed… Jo mere offentligheden er informeret, jo mere vil dens reaktioner facilitere tilpasningen.”
Med andre ord, hvis folk ikke er uvidende, og ikke er desorienterede, men fuldt informeret om reformtiltagene, vil de facilitere tilpasningen ved at ændre deres adfærd, når det kommer til forhandlinger, opsparing, forbrug osv. Friedmans synspunkt var altså det fuldstændig omvendte af, hvad Klein foregiver.” (note 7) (oversættelse nta)

Ideologi-forvirring
Punkt to i Norbergs kritik er også delvis rigtigt. Klein forsøger på, men lykkedes ikke for alvor i en skelnen mellem intentionen bag og konsekvenser af Friedmans ideer, særligt når andre forsøger at omsætte dem i praksis. Som f.eks. paradokset i, at Friedman selv var ideologisk modstander af IMF og Verdensbanken (der i Friedmans optik ‘forstyrrede’ de rene, frie markedsmekanismer), mens hans elever sad og sidder på inflydelsesrige poster i selv samme organisationer og forsøger at udføre den lære, de fik med sig fra Chicagoskolen.

Samtidig karakteriserer Klein nonchalant grundlæggende forskellige frimarkedsskoler som ”et verdenssyn”.

Kleins manglende præcision i den politiske analyse resulterer blandt andet i et mudder af anklager – ikke blot fra Norberg – mod et af Kleins hovedkapitler om privatiseringsortodoksi implementeret gennem Irakkrigen; en krig Friedman var indædt imod både før, under og til sin død i 2006, hvad der henstår som et relativt uforklaret paradoks hos Klein.

Som Johan Norberg påpeger, var Friedman blandt andet imod Irak-krigen, fordi den blev sat i værk af Bush’ neokonservative administration, der ikke går ind for en svag, men for en stærk stat, og fordi Irak er blevet udviklet i retning af en korporatistisk økonomisk model, hvor stat og gigantvirksomheder i uskøn forening rager ressourcerne til sig.

Dette er ikke Friedmans drømmescenarie om en ”ren” frimarkedsmodel, der er ligeså fri for lovgivning om minimumslønninger til arbejderne som for subsidier til erhvervslivet og konkurrenceforvridende forfordeling af bestemte virksomheder i kontrakter om store byggeprojekter.

”Som Klein ser det, har vi i Bush’ Amerika ”koorporatisme: et stærkt erhvervsliv og en stærk regering kombinerer deres formidable magt til at regulere og kontrollere befolkningen.”
Dette lyder, utroligt nok, som en sund libertariansk kritik af administrationen,” (note 8), skriver Norberg og fortsætter:

”Det eneste problem er, at Klein tror, at det er ”højdepunktet i den modrevolution, som Friedman lancerede” og at det, Bush-administrationen har implementeret, er ”Friedmannitisk helt ind i kernen.”
Selv når regeringer bryder alle regler i Milton Friedmans bog, giver Klein Friedman skylden. (…) Klein forveksler gang på gang libertarianisme (eller ”neo-liberalisme”) med neo-konservatisme.”(note 9) (oversættelse nta)

Faktisk beskriver Klein selv sin begrebsforvirring bedre end Norberg gør i sit essay. Kleins definition af de ideologier, hun angriber, er pænt sagt mangelfuld og mindre pænt sagt direkte misvisende.

I forsøget på at fortælle historien om det ideologiske korstog, der er kulmineret i den radikale privatisering af krig og katastrofer, er der et tilbagevendende problem: Ideologien er en formforandrer, den skifter hele tiden navn og antager nye identiteter,” (note 10) lyder det i Kleins indledning til Chokdoktrinen.

Her burde hun nok være stoppet op, og have genovervejet sit koncept om at samle alle, der fører eller taler for en politik, der – som hun meget nøjagtigt påpeger – privatiserer krig og katastrofer, under én hat. Ideologien i bestemt form.

Men hun stoppper ikke op, tværtimod:

”Friedman kaldte sig selv for ‘liberal’, mens hans amerikanske tilhængere, som forbandt liberal med høje skatter og hippier, hældede mere mod at kalde sig selv for ‘konservative’, ‘klassiske økonomer’, ‘frimarkedsfolk’ og senere for nogler der troede på ‘Reaganomics’ eller ‘laissez faire’. I det meste af verden er deres ortodoksi kendt under navnet ‘neoliberalisme’, men bliver ofte kaldt for ‘frihandel’ eller ganske enkelt for ‘globalisering’. Først fra midt-halvfemserne har den intellektuelle bevægelse, anført af højreorienterede tænketanke, som Friedman havde et mangeårigt forhold til – Heritage Foundation, Cato Institute og American Enterprise Institute – kaldt sig for ‘neokonservativ’, et verdenssyn, der har spændt hele den amerikanske militærmaskines kraft for erhvervslivets vogn.” (note 11)

Det er fristende, men ikke særlig politisk anvendeligt, at slutte som Naomi Klein:

Da alle disse ideologer og tænkere, som kalder sig forskellige navne, ”deler forpligtetheden på den politiske triade – elimineringen af den offentlige sfære, total frisættelse af erhvervslivet og sociale udgifter skåret ind til benet”, så er de også det samme og vil det samme, det er et verdenssyn.

Ideen om, at det hele er et fedt, er også en sang, venstrefløjen har hørt før – med omvendt fortegn: alle på venstrefløjen, uanset hvad de kalder sig eller hævder at stå for, er i virkeligheden del af samme kommunistiske (stalinistiske) korstog mod individets frihed og selvbestemmelse.

Problemet er ikke blot, at Kleins affærdigelse af forskelle mellem frimarkedsskoler som ”ideologien er en formforandrer” ikke passer: neokonservative går ikke nødvendigvis ind for den ”politiske triade”, som Klein kalder den – i hvert fald ikke i samme form som neo-liberale gør. Den fluffy samlehat, ”et verdenssyn”, usynliggør også interessemodsætninger mellem og konkrete angrebsmål på venstrefløjens forskellige ideologiske modstandere.

Styrkeforhold og ideologer
Selv Friedman gik, i sin egen forståelse, ind for politisk frihed såvel som økonomisk frihed. Den væsentlige pointe er her, at venstrefløjen mener noget grundlæggende andet med politisk og økonomisk frihed end både neo-liberale og neo-konservative gør. Og for at få det frem, er man nødt til at inddrage klasseanalyse langt mere konsekvent end Klein gør.

Kleins systematiske overbetoning af Friedman og Chicago-skolens betydning slører et afgørende forhold: At ideer først får konsekvenser i det øjeblik styrkeforholdene i samfundet er i disse ideers favør.

Uanset hvor insisterende og begavet Friedman var, ville hans ideer have været komplet ufarlige, hvis ikke magtfulde økonomiske, militære og politiske interesser havde bakket dem op.

Det er en pointe, som Klein selv fremhæver allerede i starten af bogen, hvor hun skriver, at Friedman måtte ”vente to årtier og se historien gå hid og did adskillige gange, inden han fik en chance for at føre sin drøm om radikal udslettelse og genskabelse ud i livet i virkelighedens verden.” (note 12)

Allerede fra 1956 havde Friedman udset sig Latinamerika som et område, hvor den ekstreme frimarkedsmodel kunne afprøves, og studerende fra blandt andet Argentina og Chile blev undervist i Chicagoskolens lære og sendt tilbage for at forsøge at vinde positioner magtfulde nok til at afprøve de ultraliberale reformer.

Men først med det USA-støttede militærkup mod Allende i Chile i 1973 fik Chicagoskolen det momentum, som Friedman havde ventet to årtier på. Landet var kastet ud i kaos, venstreorienterede blev myrdet og forfulgt i titusindtal, fagforeningsaktivitet blev smadret og det amerikanske erhvervsliv fik frit spil i landet. Nu var styrkeforholdene vendt til Chicagoskolens fordel. (note 13)

Men – måske som fortælleteknisk greb – lader Klein Friedman og Chicagoskolen være ideologisk dukkefører for frimarkedsfundamentalismens fremmarch gennem hele bogen. Det er ikke forkert set af Klein, at indflydelserige liberalistiske ideer er udsprunget netop fra Friedman og hans skole.

Men det er risikabelt at overbetone ideologer som Friedman i den grad Klein gør i Chokdoktrinen, som når hun indleder sin konklusion ”Chokket tager af – Folkets genopbygning sætter ind” med ordene:

”Da Milton Friedman døde i november 2006, var mange af nekrologerne gennemsyret af en frygtsom fornemmelse af, at hans død ville markere afslutningen på en æra”14hvorefter hun gennemgår en række positive historier fra blandt andet Latinamerika: om valget af socialistiske regeringer, om afvisningen af IMF og Verdensbanken og om opbygningen af et solidarisk alternativ til frihandelszoner i form af ALBA – Det bolivianske Alternativ for Latinamerika.

Om end blot symbolsk kommer Friedmans liv og død til at fremstå i Chokdoktrinen, som om det har haft og vil få afgørende betydning i sig selv for historiens gang.

Læs den alligevel
Tilbage står at understrege – igen – at Kleins Chokdoktrinen både er værd at læse og en fornøjelse af læse.

Bogen overbeviser nok ingen, der ikke i forvejen er skeptiske over for frimarkedsfundamentalisme. Men til gengæld er Klein i stand til at udstyre venstrefløjsaktivister med vigtige skyts i kampen mod kapitalismen. Både som systemet manifesterer sig konkret materielt, og som det sætter sig igennem i dominerende fortællinger om, hvordan virkeligheden skal tolkes og hvad der er muligt og nødvendigt.

Klein afslører med Chokdoktrinen hykleriet i liberalisters snak om indvidets frihed og ukrænkelighed ved med overvældende dokumentation i hånden at vise, at det præcis modsatte har været konsekvensen af liberalistiske reformer gennem historien: politisk og økonomisk undertrykkelse i både blodig og mere subtil form, og en eksploderende ulighed globalt og inden for nationale grænser på trods af en ligeså eksplosiv velstandsstigning samlet set.

Klein er hverken teoretisk, ideologisk eller videnskabeligt velfunderet – hvad hun også selv erkender. Hun er først og fremmest journalist og dertil aktivist i den brogede globaliseringsbevægelse under den noget vage, men også besnærende, parole ”en anden verden er mulig”.

Når det alligevel er vigtigt at fremhæve de politiske problemer – og halve sandheder – som Kleins Chokdoktrinen er smækfyldt med, er det fordi venstrefløjsaktivister i vid udstrækning dyrker Klein som sandhedsvidne, ikon og intellektuel. Og læser man Chokdoktrinen som en gennemarbejdet politisk analyse vil man rende ind i alvorlige vanskeligheder.

Chokdoktrinen er en tese, ikke en teori. Men det er en særdeles anvendelig tese, der åbner op for nye erkendelser, og fyrer op under trangen til at kæmpe mod den brutale undertrykkelse, der er konsekvensen af en kapitalistisk verdensorden – uanset ideologisk indpakning.
 


NOTER

1) Klein s. 11

2) Klein s. 234-235

3) Klein s. 238

4) Klein s. 240

5) Klein s. 240

6) Klein s. 60-61

7) Norberg s. 3

8) Norberg s. 11

9) Norberg s. 11

10) Klein s. 17

11) Klein s. 17

12) Klein s. 57

13) Klein kap. 2, s. 56-87

14) Klein s. 533
 

Se oversigt over anmeldelser, analyse af og debat om Chokdoktrinen på Modkraft

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com