En ny DVD-udgivelse med to filmportrætter af Ernest Mandel, den fremtrædende marxistiske økonom og mangeårige ledende skikkelse i Fjerde Internationale, kombinerer det enkelte menneskes liv med nogle af de største revolutionære slag i det 20. århundrede. Det kniber dog med at få de sider frem, der gjorde og gør hovedpersonen så vedkommende.

af Bertel Nygaard

Fra sin pureste ungdom i 1930’erne og seks årtier frem var Ernest Mandel (1923-95) overbevist revolutionær marxist. I alle disse år arbejdede Mandel tæt sammen med andre trotskister inden for Fjerde Internationale. I perioden efter Anden Verdenskrig blev han Internationalens mest fremtrædende politiske leder og engagerede sig med både entusiasme og strategisk omtanke i kampen for en verdensomspændende socialistisk revolution, gennemført af arbejderklassen og de undertrykte selv.

Samtidig var han periodens måske mest fremtrædende og banebrydende marxistiske økonom. Hans afhandlinger om marxismens økonomiske teori, om senkapitalismens opgangsbølge efter 1945 og om de lange bølger i kapitalismens udvikling er milepæle for mødet mellem den marxistiske teori og de empiriske kendsgerninger. Og hans mere populært sigtende indføring i marxismens økonomiske teori har solgt i hundredtusinder af eksemplarer kloden rundt.

I dette enestående møde mellem en højt kvalificeret marxistisk teori og en entusiastisk praktisk revolutionær orientering opstod desuden et væld af andre varige bidrag til marxistisk teori og socialistisk strategi. Det gælder f.eks. afklaringen af væsentlige spørgsmål om flerpartisystemer og ytringsfrihed inden for den strategiske målsætning om socialistisk demokrati, men også strategiske overvejelser over forholdet mellem umiddelbare reformkrav og systemforandring, hvor mandel allerede i 1960’erne formulerede sit væsentlige perspektiv om antikapitalistiske strukturreformer.

Det er dette liv i den socialistiske revolutions tjeneste, der skildres på denne dobbelte DVD, der rummer to ret forskellige film. Den ene er et fyrre minutter langt interview med hovedpersonen i 1972, med hovedfokus på hans indrejseforbud i en række vestlige lande og de hindringer, som de vesttyske myndigheder satte for, at han kunne indtage sin stilling som professor ved det vestberlinske Freie Universität. Denne film fungerer godt som tidsbillede, og på grund af sin uredigerede form giver den måske også det mest fokuserede indblik i, hvordan Mandel tænkte og formulerede aktualpolitiske problemstillinger inden for en omfattende analyse af senkapitalismen.

Hovedattraktionen er dog Chris den Honds portræt fra 2005 af Mandels liv og hans samtid fra 1930’ernes nazisme til debatten om socialisme i 1990’erne, efter ’murens fald’. Det er her, man får et overblik over Mandels færden og den tid, han levede i. Derfor er den også den væsentligste at diskutere i en anmeldelse.
Chris den Honds film er sammensat af tre hovedelementer: 1) filmklip med Ernest Mandel, som i sagens natur er righoldigst fra 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne; 2) filmklip med verdenshistoriske begivenheder; 3) nutidige interviews med folk, der kendte og samarbejdede med Mandel. Ideen med at kombinere de tre elementer er at koble Mandels liv til store verdenshistoriske begivenheder og at lade de nutidige interviews forklare forskellige aspekter af sammenhængen mellem de to. På denne vis føres vi stort set kronologisk igennem væsentlige begivenheder – og lad mig bare nævne dem alle: nazismen og modstandskampen, Vesteuropa i efterkrigstiden, den algeriske befrielseskamp, den cubanske revolution, Vietnamkrigen og Vietnambevægelsen, Paris i maj 1968, kuppet mod Salvador Allende i Chile 1973, den portugisiske revolution 1974-75, den sandinistiske revolution i Nicaragua, udviklingen af Arbejderpartiet i Brasilien, de såkaldte ’socialistiske styrers’ fald i Østeuropa og endelig Mandels økonomiske teorier, kvindekampen, den økologiske trussel og situationen i Palæstina.

Hensigten med at kombinere ’den lille historie’ – Mandels liv og virke – med ’den store historie’, dvs. de store verdenshistoriske begivenheder og problemstillinger, er som sådan aldeles god. Og filmen rummer meget væsentligt stof og rigtig mange gode klip. Der er flere gode og sigende klip med Mandel selv, de interviewede har mange væsentlige ting at fortælle, og især er billederne af ’den store historie’ tydeligvis valgt med vellykket omhu. Det, der gør størst indtryk, ud over de afskyelige billeder af amerikansk imperialistisk brutalitet i Vietnam, er Che Guevaras anklage mod imperialismens bestialske virkninger over hele kloden, samt hans kritik i FN af den østeuropæiske model for socialisme og af bureaukratiseringstendenserne i Cuba – begge dele tydeligt rodfæstet i en dybt human forestilling om socialisme.

Med så godt et oplæg til en dokumentarfilm, som Mandels liv og engagement er, og med det store arbejde, som Chris den Hond tydeligvis har lagt i at opstøve gode filmklip, kan man imidlertid ærgre sig slemt over, at det ikke når mere ud over rampen, end det gør. Der er mange gode elementer i filmen. Men den mangler meget af det, der skal formidle stoffet til den uindviede.

Hvad var det da, der gjorde Mandel så markant og indflydelsesrig? Hvori lå hans tiltrækningskraft, hans styrker, hans svagheder? Hvordan virkede han på forskellige typer af mennesker? Og ydermere: Hvordan tænkte han? Hvordan var hans liv formet af de erfaringer, han havde gjort sig? Hvad var historien bag hans ophold i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig? Alt det får vi ikke svar på.

Hvad vi får, er måske nok Ernest Mandels historie som han selv ville have fortalt den, og sådan som medlemmer af Fjerde Internationale fortæller den til hinanden – i hvert fald under mere officielle former. De interviewede er da også stort set nutidige fremtrædende skikkelser inden for Fjerde Internationale: Janet Habel, der fortæller om Cuba; Alain Krivine, der fortæller om maj 1968; Francisco Louça, der fortæller om Mandels teori om lange bølger, Eric Toussaint, der fortæller om den tredje verden; Michel Warschawski, der fortæller om Palæstina, Catherine Samary, der taler om problemerne med overgang til socialisme. Tariq Ali er også med, selv om han ikke længere er medlem af Internationalen, men hans politiske perspektiv har jo heller ikke fjernet sig så langt herfra. Alle taler de i foredragsstil og meget gerne i abstrakte termer, enten siddende ved et skrivebord eller placeret foran en reol fuld af bøger eller – for virkelig at gribe masserne – arkivkasser. Et par af dem er dog filmet i lænestole eller sofaer, herunder den ældre Mokhtar, der – som den eneste – fokuserer på sine personlige erindringer som hjælper for befrielsesfronten FLN i Algeriet omkring 1960.

Virkningen er at give en alt for tør og indforstået skildring, der nok vil interessere netop de indforståede, men desværre næppe opnår ret meget mere. Man mangler ikke kun en løbende kommentar, der forklarer, hvem Mandel var, hvad i alverden ’entrisme’ er, og hvad det ’Internationale Sekretariat’ var. Man mangler også anskueliggørelsen af Mandels teorier. Det er vanskeligt at formidle abstrakt økonomisk teori om ’lange bølger’, når man interviewes af et filmkamera – men der findes måske også mere pædagogiske former, f.eks. anskueliggørende modeller.

Hvad man især mangler, er dog alt det, der forklarer og perspektiverer Mandel, hans engagement og hans fascinerende virkning på andre mennesker. Hvor er alle anekdoterne og de skæve vinkler? Hvor er interviews med alle dem, der oplevede og blev fascineret af Mandel uden at blive ledende skikkelser i Fjerde Internationale? Hvor er de folk, der var tættere på ham i det daglige? Hvor er de kritiske vinkler fra nogle af dem, som var uenige med Mandel? Hvorfor er Mokhtar det eneste menige medlem af Fjerde Internationale, der interviewes – oven i købet som repræsentant for et projekt i Algeriet, som Mandel erklærede sig uenig i?
Ved at frasortere sådanne skævere vinkler, har Chris den Hond skabt et portræt, som nok formidler nogle sider af Mandels liv godt, men som samtidig har flere ulemper, end det var nødvendigt. Ikke alene er filmen for bog-agtigt tør i sin form. Den giver et indtryk, der alt for nemt virker som en indforstået og sekterisk hyldest. Dette indtryk er ganske sikkert utilsigtet fra instruktørens side, men det er der. Og det er ærgerligt, for det yder faktisk ikke den meget lidt tørre og meget lidt sekteriske Mandel den rette opmærksomhed.

Alt dette skal dog bestemt ikke skræmme de interesserede fra at se filmen. Den er bestemt et kig værd, og især for det indviede publikum kan den være en betydelig fornøjelse. Det var den faktisk også for mig – trods alle indvendinger.

DVD’en “Ernest Mandel – A life for the revolution” kan købes for 50 kroner hos Socialistisk Information. Skriv til: si@sap-fi.dk

Læs mere om Ernest Mandels liv og arbejde på http://www.ernestmandel.org

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com