Der er mange lighedspunkter mellem Covid-19-krisen og klimakrisen. I begge tilfælde gør loven om akkumulation for profittens skyld det kapitalistiske system ude af stand til at forebygge en fare som det egentlig godt er klar over. Daniel Tanuro uddyber denne og syv andre vigtige pointer om Corona-epidemien i denne artikel.

af Af Daniel Tanuro, La Gauche Anticapitaliste

  1. Det faktum at den økonomiske opbremsning kom forud for Covid-19 bør ikke få os til at se bort fra epidemiens indvirkning på økonomien (afbrydelse af dele af produktionen, blokering af leverancen, regional indvirkning på lufttransport og turisme osv.) eller alvorligheden af den trussel den udgør i sig selv. Som et nedbrydende fænomen, med en eksponentiel dynamik, virker epidemien som en forstærkende faktor på den økonomiske og sociale krise. Den afslører også det kapitalistiske systems sårbarhed og de farer det medfører for de arbejdende klasser, specielt på grund af dets medfødte krav om vækst og den form for politik, der er den grundlæggende årsag til såvel den økologi- som klimakrisen.
  2. At få epidemien under kontrol ville have krævet hurtige forholdsregler om en nøje overvågning af sundhedstilstanden hos rejsende, der kom fra de inficerede områder, identifikation og isolation af de smittede personer, begrænsning af trafikken og en styrkelse af sundhedssystemet. De kapitalistiske regeringer hang fast i den neoliberale politik, som de prøvede at modvirke den økonomiske opbremsning med, og var længe om at tage de nødvendige forholdsregler. De tog dem i et utilstrækkeligt omfang, og det tvang dem til endnu mere vidtgående indgreb, men de blev alligevel ved med af være bagud i forhold til spredningen af virus. Manglen på lagre, nedskæringer i sundhedsvæsnet og forskningen og de prækære ansættelsesforhold må alt sammen på anklagebænken under denne krise.
  3. Videnskabsfolk slog alarm under SARS corona-epidemien i 2002. Der var forslag om grundforskningsprogrammer i Europa og USA, der ville have gjort det muligt bedre at kunne forstå denne form for vira og forebygge, at de dukkede op i nye former. Regeringerne nægtede at finansiere dem. Det var en absurd politik, men skræddersyet til at overlade forskningen på dette område til medicinindustrien, hvis mål ikke er folkesundhed, men den profit de kan få ved at sælge medicin på markedet til betalingsdygtige patienter.
  4. Som ved enhver undergravende trussel var de første reaktioner på epidemien fornægtelse. Den kunne derefter vige pladsen for panikken, og panikken kunne bruges af konspirationsteoretikere og andre demagoger til at sætte autoritære strategier i spil: teknologisk kontrol af befolkningerne og begrænsning af de demokratiske rettigheder, som i Kina og Rusland. Der er også en alvorlig risiko for, at fascisterne vil bruge Covid-19, som et argument for og anledning til at intensivere deres racistiske politik: at undertrykke migranter.
  5. Venstrefløjen må ikke stille sig tilfreds med at reducere den udefrakommende faktor: sundhedskrisen, til den indefra kommende: kapitalistiske økonomiske krise. Den må inddrage sundhedskrisen som sådan og udvikle forslag til at bekæmpe den med sociale, demokratiske, antiracistiske, feministiske og internationalistiske midler. Som et modtræk til individualismen må venstrefløjen udvikle forslag til kollektiv social ageren for at standse spredningen af virus og propagandere for dem i de sociale bevægelser. Til forskel, f.eks. fra de forholdsregler nogle regeringer tog for at bremse biltrafikken som svar på ”oliekrisen”, kan ingen undsige sig et ansvar for sundheden: ens egen sundhed, ens nærmestes sundhed og folkesundheden, og dette uden at glemme ansvaret for landene i syd. Enten tager de sociale bevægelser hånd om dette spørgsmål på en demokratisk facon og ud fra de undertryktes sociale virkelighed, eller også vil undertrykkerne gennemtvinge deres frihedsdræbende løsninger.
  6. Den største fare ved epidemien er muligheden for overbelastning af hospitalerne. Det vil uvægerligt indebære en øget byrde for de fattigste og de svageste, særligt blandt de ældre, og lige som omsorgsarbejdet vil blive henvist til den hjemlige sfære; dvs. hovedsagelig lagt på kvindernes skuldre. Hvor smertegrænsen er afhænger naturligvis af de enkelte lande, deres sundhedssystemer og hvilken nedskæringspolitik, der er blevet ført. Den vil blive nået hurtigst, der hvor regeringen halser bagefter epidemien i stedet for at forebygge den. Imidlertid kræver epidemien tydeligvis et brud med nedskæringspolitikken, en omfordeling af rigdommene, en refinansiering og en afprivatisering af sundhedssektoren, afskaffelse af patenter til medicinalindustrien, en retfærdig fordeling mellem syd og nord og en prioritering af sociale behov. Det indebærer specielt: forbud mod at afskedige smittede personer, fuld løn ved delvis arbejdsløshed, afskaffelse af ”aktivering” som social kontrol, ” og sanktioner rettet mod modtagerne af sociale ydelser osv. Det er hovedsagelig disse spørgsmål, vi må rejse for at modvirke irrationelle løsninger og deres potentiale for at glide i racistisk og autoritær retning.
  7. Der er mange lighedspunkter mellem Covid-19-krisen og klimakrisen. I begge tilfælde bevirker akkumulation for profittens logik skyld det kapitalistiske system ude af stand til at modgå en fare, som det egentlig godt er klar over. I begge tilfælde svinger regeringerne mellem fornægtelse og utilstrækkelige politiske svar, der primært tager hensyn til kapitalens behov, ikke befolkningens. I begge tilfælde er det de fattigste, de racemæssigt udstødte og de svageste, der sidder i saksen, mens de rige siger til sig selv, at de altid finder en udvej. I begge tilfælde benytter regeringen truslen til at fremme den stærke stat, mens den yderste højrefløj forsøger at udnytte frygten til at fremsætte modbydelige malthusianske og fremmedfjendske løsningsforslag. Endelig er det i begge tilfælde den kapitalistiske værdilov, der kommer i et frontalt sammenstød med naturlovene, der har en eksponentiel dynamik (spredningen af en virusinfektion i det ene tilfælde, den globale opvarmning og dens følgevirkninger i det andet tilfælde).
  8. Truslen fra klimakrisen er imidlertid uendeligt meget mere global og alvorlig end truslen fra en virus. Det vil også gælde konsekvenserne, hvis ikke de udbyttede og undertrykte forener sig for at bringe denne absurde og kriminelle produktionsmåde til fald. Covid-19 er en advarsel:Det er nødvendigt at gøre en ende den kapitalisme, de fører hele menneskeheden mod barbariet.
single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com