Pro-palæstinensisk demonstration I Paris 11. november 2023. Photothèque Rouge / Copyright : Martin Noda / Hans Lucas.

 

Typisk har et meget stort antal unge deltaget i disse demonstrationer, og mange kvinder har spillet en ledende rolle. I visse lande, især USA og UK, har der været markant jødisk deltagelse under bannere som f.eks. ’Never again - for anyone’. Og der har også været en voksende LGBT+-deltagelse i mange lande.

 

Mellem den offentlige menings fordømmelse af 7.oktober, og den politiske offensiv lige efter fra de herskende klassers side i de vestlige lande, tog det dage, ja, uger, at opbygge en mobilisering, mens bomberne haglede ned over befolkningen. Forfærdelse blev i mange lande til vrede, der krævede handling, om end i forskelligt omfang og på forskellige måder.

 

Mobilisering i imperialistiske kernelande

I Israel, for at begynde dér, var det meget begrænset, hvad der var af mobiliseringer. Mens der har været mange hundreder til nogle demonstrationer, så hersker frygten på grund af det massive pres, som aktivister er udsat for: Politiske demonstrationer er som regel forbudt, så længe Israel er i krig. 18. oktober blev 5 demonstranter arresteret i Haifa allerede før starten på en ’solidaritetsvagt’ for Gaza, mens 12 blev arresteret under en lignende demonstration i den nordlige arabiske by Umm-Al-Fahm. Hundreder af palæstinensiske bosat i Israel er blevet arresteret, og venstreorienterede aktivister har modtaget dødstrusler og bliver udsat for chikanerier og andre krænkelser, især på de sociale medier.

 

Mange af demonstrationerne har været fokuseret på kravet om løsladelse af gidslerne, en parole, der selv om den ikke er spontant progressiv, så dog drejer sig om våbenhvile frem for vilkårlige massakrer, og som, i Israels kontekst, udøver et pres i den rigtige retning. De øvrige krav, fremført af mere progressive grupperinger, der dog kun udgør et meget lille mindretal, handler om våbenhvile og fordømmelsen af alle krigsforbrydelser, herunder også dem, som Israel har begået. En indtrængende appel til det internationale samfund om et ’stop for den tvungne flytning til Vestbredden’, blev offentliggjort i B’Tselem, og underskrevet af ca. 30 organisationer.

 

I USA har der været et betydeligt pres for at forsvare Israels ’ret til at forsvare sig’. I midten af oktober var det kun 18 procent af befolkningen, der opfattede Israels angreb som langt over målet. Men lidt efter lidt, med billederne af døde børn, hospitaler og flygtninge, begyndte solidariteten at komme til udtryk. I midten af november støttede et flertal kravet om våbenhvile. Så meget mere som Biden, for sin del, forsynede Netanyahu med økonomisk bistand og aldrig svigtende politisk støtte.

 

Vigtige mobiliseringer af organisationer som f.eks. ’Jewish Voices for Peace’ ved besættelsen af Kongressen og flere indgange til Grand Central-stationen i New York gav blod på tanden, og udstillede, at hverken Israel eller Biden kan regne med enstemmig støtte fra jøder i USA. Et stigende antal fagforbund i USA har underskrevet kravet om våbenhvile, herunder United Electrical and Machine Workers of America (UE), ’Coalition of Labor Union Women (CLUW) og American Postal Workers Union (APWU), og allervigtigst United Auto Workers. Der har været titusinder af deltagere i demonstrationer, især 4. november i Washington.

 

I Canada, i samme tidsrum, har demonstrationerne forholdsmæssigt været langt større, med en demonstration i Ottawa 26. november med ca. 25.000 deltagere, mens flere hundreder blokerede Jacques Cartier-broen i Montreal 16. november.

 

I UK er der hundredtusinder, der har demonstreret. På trods af myndighedernes faste standpunkt, herunder Labours ledelse, der støtter Israels ’ret’ til at lukke for el-forsyningen af Gaza og Gaza-striben, forbyder valgte repræsentanter for partiet at deltage i demonstrationer og lokale afdelinger at bære bannere, så bakker 76 procent af befolkningen op om en øjeblikkelig våbenhvile. Der bliver organiseret demonstrationer i små og større byer, og studerende og skoleelever udvandrer fra klasseværelserne for at demonstrere.

 

Igennem de seneste tre år er en kampagne med direkte aktion imod salg af våben til Israel vokset, især med fokus på Elbit-systemer, Israels største våbenproducent, der har leveret mindst 85 procent af de droner, som anvendes af det israelske militær, og på datterselskabet Intro Precision Ltd. Den nuværende massakre i Gaza har fået disse aktioner til at skyde op som paddehatte under Workers for a Free Palestine’s banner, sammen med appeller til arbejdere i andre våbenfirmaer om at stille sig solidarisk i kampen mod våbeneksport til Israel.

 

Forbindelser til kampen mod racisme

I en række lande, dog ikke helt så omfattende som i UK, er mobiliseringer vigtige, og racialiserede mennesker skaber en forbindelse til antiracistiske mobiliseringer. Det er f.eks. tilfældet i Italien, hvor mobiliseringer har bragt mange tusinde sammen, og unge har formået at knytte an til kravet om fuldgyldigt statsborgerskab.

 

Det var også tilfældet i Chile, hvor der er et meget stort palæstinensisk samfund, bestående af ca. 700.000, og hvor kampen blev forbundet med landets immigrationshistorie. Reaktionerne fra arbejderbevægelsens organisationer var generelt positive med hensyn til at støtte det palæstinensiske folk, og 20.000 gik 4. november i demonstration til Santiago, selv om regeringen fuldt ud bakker op om Israel. Siden da har der været kulturelle events, erklæringer fra medlemmer af parlamentet og møder i en lang række byer. Regeringen har kaldt deres ambassadør hjem fra Israel og ’Coordinadora por Palestina’, en koalition af sociale bevægelser og politiske organisationer, fortsætter med at organisere kampen.

 

I Frankrig har deltagelsen af racialiserede mennesker været meget markant, selv om mobiliseringen generelt har været temmelig lav, og de politiske bånd mellem bevægelsen og de antiracistiske kampe er vigtig. Det gælder i endnu højere grad, fordi regeringen fører en repressiv politik i tråd med den racistiske offensiv, som den har ført i marken over for opstanden i arbejderkvartererne imod politiet og den racistiske vold, fulgt af kampagnen mod sløret og [indenrigsminister] Darmanins asyl-immigrationslov. Identifikationen med det palæstinensiske folks kamp, stillet over for Macrons solidaritet med Israel og kriminaliseringen af arbejderklassen, er lysende klar.

 

I Tyskland er er det politiske pres mod solidaritetsbevægelsen særdeles stærkt, med støtten til Israel camoufleret bag en diskurs, der har været meget tidligt ude med at sidestille enhver kritik med antisemitisme. Kammeraterne i ISO [tysk organisation tilknyttet Fjerde Internationale, o.a.] har fordømt magthavernes overgreb, og sat ord på slægtskabet mellem Israels racisme og Tysklands politik med udvisning af udlændinge, undertrykkelse på arbejdspladser og mod demonstrationer og organisationer, samt den islamofobi, der går som en understrøm under alle disse tiltag. 1500 demonstrerede i Berlin, og 7.500 i Düsseldorf.

 

Verdensomspændende mobilisering

I Japan har der været meget store mobiliseringer. 11. oktober demonstrerede 4000 i Shibuya, et distrikt i Tokyo. En uge senere, 18. oktober, deltog 350 i en aktion foran USA’s ambassade, og 20. oktober demonstrerede 2000 foran den israelske ambassade. Kammeraterne var meget entusiastiske over disse aktioner, der bragte ’mange familier, herunder børn’, sammen. ’Det var en aktion, fuld af entusiasme og vrede’.

 

I Puerto Rica demonstrerede mange tusinde 19. november, og der blev etableret Palæstina-solidaritetsnetværk. Demonstranterne tog parolen ’From the river to the sea, Palestine will be free’ til sig, forstået som ’et krav om lighed og frihed’.

 

I Pakistan har der været enormt store mobiliseringer i solidaritet med Palæstina i alle de store byer: Islamabad, Lahore, Karachi m.fl.

 

Lad os fortsætte med at opbygge mobiliseringen

Den mest påfaldende undtagelse fra dette billede er det relative fravær af massemobiliseringer i de arabiske lande. Der har været demonstrationer i Jordan, organiseret af oppositionspartier, i Libanon af pro-Hamas-kræfter, i Egypten, Tunesien, Algeriet og Marokko.

 

Men disse demonstrationer har været temmelig begrænsede af et flere indbyrdes forbundne årsager. Som det første og vigtigste er der ’normaliseringen’ af relationerne mellem Israel og landene i Mellemøsten, især Egypten, på palæstinensernes bekostning. Det andet er den systematiske undertrykkelse af demonstrationer i disse lande, der er bange for, at arbejderklassens vækst vil destabilisere de regimer, der er ved magten, ved at vække ’det arabiske forår’ til live. Og det tredje, der knytter an til de første to, er frygten for, at hele regionen sættes i brand, truer den imperialistiske tilstedeværelse, bringer uorden i den globale magtbalance… og åbner op for, at en socialistisk løsning på kampen i Palæstina kan blive virkelighed.

 

Det palæstinensiske folks kamp er et langtidsprojekt. Den kortvarige våbenstilstand for nylig løste på ingen måde situationen, idet det palæstinensiske folk forblev i en kritisk situation, med ødelæggelsen af infrastrukturen og økonomien, for slet ikke at tale om tabene af menneskeliv. Samtidig siger den israelske regering, at den vil udslette Hamas, hvad der kun kan ske ved etnisk udrensning, og dermed fordrivelse eller mord på hundredtusinder. Kampen vil derfor fortsætte, selv om de former, den antager, måske ændres.

 

Revolutionæres rolle er at bidrage til at opbygge massemodstand, i de arabiske lande, selvfølgelig, men i lige så høj grad, fordi det er nemmere fra et demokratisk synspunkt, i verdens andre lande. Det mest oplagte er at få arbejderklassen involveret, fordi den bevidsthedsmæssigt kan forbinde kolonialismens forskellige historier med spørgsmålet om racisme.

 

Men arbejderklassen har kun begrænsede redskaber til rådighed for at kunne mobilisere, da dens traditionelle organisationer ikke er særligt tilgængelige og heller ikke selv særligt aktive, hvad angår international solidaritet. I denne sammenhæng ser opbygningen af kollektive netværk til lokal mobilisering ud til at være et relevant redskab. Dette må kombineres med en klassisk enhedsfrontstaktik i forhandlinger mellem organisationer, for at udvikle en selv-organiseret solidaritet. Det kan være et nødvendigt redskab for at bevæge sig fra spontane reaktioner til en massebevægelse og opbygge en magtbalance, der kan presse de imperialistiske magter på tilbagetog.

 

11. december 2023

 

Terry Conway er medlem af Socialist Resistance, tilsluttet Fjerde Internationale. Antoine Larrache er medlem af NPA’s ledelse og af Fjerde Internationale.

 

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen. Noter med links til de omtalte demonstrationer er udeladt her.