Læsetid: 10 minutter

Åbnede folkeskolereformen og de nye arbejdstider for en skole, der i langt højere grad kom børnenes forskellighed og læringsstile i møde? Så langt fra!

 

Skåltalerne om de herlige lange skoledage, hvor eleverne skulle være mere fysisk aktive, kreative, slagte geder hver anden dag – og samtidig få løftet fagligheden – blev tryktestet mod virkeligheden og er faldet igennem. Andelen af elever, som udvikler angst, depressioner, skolevægring og andre problemer er i stigning, hvilket nok ikke kan tilskrives skolen alene, men som er med til at presse systemet yderligere.

 

Nu lyder det så, som om regeringen er i færd med at revurdere, hvem der er eksperterne på folkeskolens udvikling efter den meget centralistiske styring i kølvandet på skolereform og lockout.

 

Frederiksens nytårstale

Statsministeren gav folkeskolen en central placering i nytårstalen i år.:

 

”Der er brug for reformer. Særligt i måden, vi har indrettet vores velfærd. Jeg tror grundlæggende på at børn, lærere, forældre og en god skoleleder er de bedste til at skabe deres egen skole.”

 

Og lidt senere: ”Det starter i skolen. Første skoledag. Den nye taske på ryggen. Smil på læben. Gåpåmod i hjertet. Men for nogle børn – måske især drengene – bliver skolen et nederlag. Timerne i klasseværelset er lange. Bøgerne tykke. Og det er svært at sidde stille. Er sandheden den, at selvom vi på mange måder har en god skole. Så passer den ikke lige godt til alle.” (Folkeskolen 3. januar)

 

Man kan håbe, det er tegn på en ny begyndelse. Meget er blevet tabt undervejs – frem for alt tillid:

* til at politikerne anerkender læreres og lederes kompetence til at udvikle folkeskolen og ikke blot levere undervisning, men frem for alt læring og trivsel
* til at skolen er god arbejdsplads også for fremtidens lærere

* til at forældre trygt kan vælge folkeskolen til for deres børn, fordi politikerne vil investere så meget i folkeskolen, så det for langt de fleste børn vil være det bedste sted at skabe udvikling, sociale kompetencer og læring.

* til at den danske model ikke blot er noget, der skrives ind i regeringsgrundlag og sendes til EU, men også efterleves, når det er ubekvemt.

 

Men når vi kigger på regeringens prioriteringer, så er det desværre forsvaret og skattelettelser, der opprioriteres, medens velfærdsområder som sygehuse, ældrepleje og folkeskolen selv skal finde pengene til at skabe udvikling og kvalitetsforbedringer.

 

Vrede og sorg

Der var blandede følelser under lockouten. Mange var vrede, som tenderede raseri. Vreden var naturligvis rettet mod KL personificeret ved Michael Ziegler, men også mod den relativt nyvalgte Thorning-regering, som mange lærere havde stemt på. Man var ikke et sekund i tvivl om, at der havde været et taktisk parløb mellem disse.

 

Men der var også sorg blandt os lærere, som i årevis havde knoklet for eleverne og udført jobbet med et højt engagement for at få børnene bedst på vej. En ting var, at man var havnet i en faglig konflikt, men den retorik, som KL fremførte i kampen om den offentlige mening, hvor lærere blev udråbt som dovne folk, der jo altid havde lange sommerferier og tidligt fri – ja, den gjorde ondt.

 

Den virkelighed, der ramte, var en stramt tilrettelagt undervisningsplan, der gjorde det svært at tilrettelægge undervisningen ud fra den klasse, man stod med, og som også forudsatte en abstraktionsevne hos eleverne, som var skudt over målet. Samtidig blev der metodisk gennemført test af eleverne ud fra nogle tårnhøje forventninger om generelt øget faglighed. Og så blev det slut med at forberede sig hjemme – der blev også mindre tid til det. Begge dele gav dårligere forberedt undervisning.

 

Efter lockouten

Udadtil fortalte KL, kommuner og politikere samtidig om en skole med større faglighed, mere tid til børnene og masser af bevægelse, som var langt fra virkeligheden og gav forældre og børn urealistiske forventninger. Ville man være den pligtopfyldende lærer, var det umuligt at nå. Prioriterede man selv, skulle man være sikker på at have sin leder med sig

 

Den centrale arbejdstidsaftale var afskaffet, og i stedet blev lærernes arbejdstid nu reguleret af den forhadte Lov 409. Eller mere præcist, så fjernede Lov 409 stort set al regulering set fra lærernes vinkel. Lovens formål var i det store hele, at alle ”besværlige” rammer og regler blev erstattet med lederens totale kontrol over arbejdstiden. Dette betød naturligvis fuld tilstedeværelse, afskaffelse af tidligere varslingsregler o.l.

 

Under lockouten blev det italesat, at det normale på arbejdsmarkedet var, at man arbejdede på arbejdspladsen og tog hjem, når man havde fri. Et lidt besynderligt argument på de mange arbejdspladser, hvor man jo godt kan have en fleksibel tilrettelæggelse, og hvor mange folk jo lige laver lidt ekstra om aftenen eller i weekenden. Med et blev de fleksible arbejdstider afskaffet for lærerne – ikke flere aftener, hvor man lige forberedte det sidste til næste dags undervisning, ikke flere telefonsamtaler med forældre efter almindelig arbejdstid, ikke flere weekender, hvor man afsatte søndag eftermiddag til at rette stakken af elevopgaver igennem.

 

Et interessant paradoks opstod, for på den ene side opdagede folk, hvor mange timer de havde arbejdet ”gratis” uden tillæg for aftener og weekender, hvilket jo var rart at slippe for. På den anden side opstod en dyb utilfredshed, for mange følte, at man vitterligt ikke løste opgaven godt nok. Elever, der tidligere fik de rettede stile tilbage efter en weekend, kunne nu vente ugevis, fordi retteopgaven blev spredt ud over ugens ledige tider indenfor 8-16. Naturligvis blev resultatet, at mange lærere alligevel forberedte sig i deres fritid uden beregning.

 

Den manglende fleksibilitet medførte også, at mange valgte at gå på deltid. Familielivet blev for presset – specielt for folk med mindre børn. Der gik heller ikke lang tid, før de første kommuner begyndte at lave mere fleksible ordninger. Man fandt hurtigt ud af, at Det er bare ikke en effektiv måde at drive skole på, når man tvinger folk ind i den slags fabrikstænkning, hvor man tilmed nogle steder hørte eksempler på folk, der stemplede ind og ud. Motivation, arbejdsglæde, engagement og for en arbejdsgiver den ekstremt vigtige produktivitet – ja, det røg fløjten.

 

Så hvorfor etablere et system, hvor der er så stor usikkerhed om arbejdsopgaverne og forventningsafstemning om tidsforbrug? Det er der nok to indbyrdes forbundne svar på.

 

På den ene side, så ønskede man at svække fagforeningens indflydelse og den kollektive forhandling. De lokale forhandlinger om akkorder blev afløst af skolelederens suveræne ledelsesret. På den anden side, så var det jo netop ønsket om at lade lærernes arbejdstid finansiere den dengang nye skolereform. Det lader sig jo ikke gøre, hvis der er en klar opgørelse over tidsforbruget på lærernes opgaver.

 

Lov 409 ophører

I 2020 indgår Danmarks Lærerforening (DLF) og KL en ny central arbejdstidsaftale. Dette betyder i praksis, at Lov 409 endegyldigt lægges i graven, noget som ingen lærere begræder.

 

Interessant er det dog, at der med en meget høj stemmeprocent alligevel er hele 32,8 procent, som stemmer nej til den nye aftale. Helt sikkert en protest over, at man jo ikke er i nærheden af at ramme, hvad man havde før lockouten.

 

Både KL og DLF forsøger at sælge aftalen som et vigtigt skridt, nu skal man for alvor ud ad samarbejdssporet. Og aftalen indeholder da også nogle klare forbedringer. Lærernes forberedelsestid bliver igen timesat, om end ikke på niveauet før lockouten, og den lokale tillidsrepræsentant skal inkluderes i principper for lærernes tilstedeværelse, møder og fleksibel planlægning. Alt sammen ganske udmærket.

 

Der er dog i hvert fald ét afgørende minus – arbejdsopgaver, som vurderes at udgøre under 60 timer, skal ikke angives med et timetal. Og det er hurtigt at slå fast, at de fleste arbejdsopgaver i skoleregi er under 60 timer, der jo er 1,5 uges fuldtidsarbejde.

 

Nok er der sikret en portion forberedelsestid til den enkelte lærer, men mængden af opgaver der kan fyldes på den såkaldte opgaveoversigt, kan jo være alenlang, så længe der ikke angives en tidsramme. Begrebet ”anden tid” er det sorte hul, der aldrig fyldes op. Hvor meget tid forventes man at bruge på opgaven? Ja, det vides i sagens natur ikke, og derfor har medarbejderne krav på at få opgjort deres tid i løbet af året, hvilket jo igen kræver ledelsesressourcer og mere administration og bureaukrati.

 

Folkeskolen anno 2023

Først og fremmest må vi nok konstatere, at de kommunale folkeskoler er blevet langt mere forskellige end før lockouten. Der har naturligvis altid været forskelle kommunerne imellem, men disse blev klart øget i tiden efter. Den såkaldte ”normalisering” af lærernes arbejdstid er endt mange forskellige steder afhængig af, hvilken kommune man kigger på.

 

Nogle kommuner valgte ret hurtigt at gå i dialog med de lokale kredse af Danmarks Lærerforening, med henblik på at etablere forståelsespapirer og kommunale aftaler. Andre var helt afvisende overfor samarbejde. Dette skabte naturligvis lidt intern splid, hvor der var debat om, hvordan man skulle håndtere disse ekstremt ulige forhold. Lærermanglen har så til gengæld fået nogle kommuner til at indse, at der er grænser for hvor elendige forhold man kan tilbyde, hvis man vil fastholde eller tiltrække medarbejdere.

 

I løbet af de 10 år siden konflikten er der også kommet mange nye medarbejdere til. De har aldrig oplevet andet, end at de fik en opgaveoversigt uden tidsangivelser. De har aldrig oplevet, at der var kollektivt forhandlede akkorder på arbejdspladsen, hvor tillidsmanden havde indgået en aftale med skolelederen. Eller at kredsformanden havde indgået en aftale med forvaltningen på kommunalt niveau.

 

Opgørelsen af arbejdstiden er stadig et afgørende problem. Tidligere blev den enkelte lærers arbejdsopgave tildelt gennem kollektivt forhandlede akkorder. Hovedsageligt bestod denne af noget undervisning med tilhørende tid til forberedelse og efterbehandling (rette opgaver o.l.), men også tid til skole/hjem-samarbejde, censorater, lejrskoler, tilsyn med faglokaler osv. På den måde sikrede man, at den samlede arbejdsopgave i sidste ende svarede til en normal fuldtidsstilling.

 

Kommunernes økonomi presses år for år, hvilket naturligvis også spiller ind. I samme moment er der et konstant pres fra politisk niveau om nye tiltag. Fokus på motion, fokus på innovation, fokus på it-kompetencer, fokus på praksisfaglighed osv. Det ene øjeblik skal skolerne investere massivt i computere til eleverne samt tilgang til diverse digitale platforme, det næste øjeblik er det fysiske bøger og færdigheder i de praktiske fag, som skal opgraderes. Og dertil kommer udgifter til opgradering af faglokaler, løbende indkøb af materialer samt efteruddannelse af personalet.

 

Rekruttering og fastholdelse

Folkeskolen har mange vanskeligheder. Mange steder er den såkaldte inklusion ikke lykkedes, og det giver frustrerede elever, forældre og lærere. Skolen er over årene blevet langt mere akademiseret med eksamen i alle fag, tilmed eksamener tilrettelagt på en måde, hvor eleverne skal arbejde projektorienteret, hvilket igen er vanskeligt for eksempelvis mange børn med diagnoser. På den ene side vil man altså have flere børn ind i folkeskolen, på den anden side indfører man krav, som de har sværere ved at leve op til.

 

Der er et massivt rekrutteringsproblem. Fem år i træk er søgningen til læreruddannelsen faldet, Mere end 18 procent af lærerstillingerne er i dag besat af personer uden læreruddannelse, og mange har forladt faget. Siden 2009 er andelen af elever, der vælger at gå på fri- eller privatskole, steget fra 14 til 19 procent. Eleverne kommer især fra de mest velstillede hjem og er med til at fremme en stigende polarisering mellem velfungerende skoler og skoler med meget store udfordringer og hurtige udskiftninger i lærerstaben.

 

Endelig er kommunernes konstante økonomiske problemer en udfordring, hvor nedslidte lokaler, bøger, computere osv. er under et konstant pres, der fjerner det økonomiske grundlag for lejrskoler, udflugter mv.

 

Heldigvis sker der også mange gode ting: Elever, der trives og oplever succes, og medarbejdere, som brænder for jobbet og ønsker at gøre en forskel – uden dette var tingene naturligvis brændt sammen. Så man skal heller ikke tale folkeskolen ned, men der er mange ting, som kunne være langt bedre, hvis ressourcerne harmonerede med arbejdsopgaven.