Jeg hedder Jonathan Ofir.

 

Jeg har lige hørt en historie i denne uge, som er direkte forbundet med denne strejke. En elev på en højskole var ansvarlig for at få hængt plakater op, plakater som reklamerede for skolestrejken.

 

En dansk-israelsk elev, som boede i Israel det meste af sit liv og følte sig israelsk, følte sig utilpas ved plakaterne. Eleven klagede til ledelsen, og det endte i en to-timers bekymrings-samtale hos forstanderen, der udmøntede sig i et direktiv om, at alle plakater fjernes.

 

Den israelske elev skal ikke føle sig utilpas, eller utryg. Men hvad med ofrene for Israels bomber? Og hvor trygt er det at leve i et land, der umiddelbart har det fint med folkedrabet på palæstinenserne? Tja, måske lidt bekymret, men ingen handling overhovedet.

 

For to dage siden, sad jeg lige der, rundt om hjørnet – i Højesteret. Jeg overværede retssagen, hvor flere menneskerettigheds- og civilsamfunds organisationer sagsøgte staten for at være med i det amerikansk-ledede F35 jagerfly program – de samme fly, der har dræbt titusindvis af børn i Gaza.

 

Med i sagen var også min ven Salah Eleyan, han har også sagsøgt staten. Han kom her i september 2023 for at studere kvantefysik på Aarhus Universitet (og siden fik sin masters). Hans familie blev bombet, hans nevø Karam, som var to år, blev dræbt. Hans familie blev fordrevet, hans bror og fætter blev kidnappet af de israelsk soldater. Jeg var ved retssagen sidste år, hvor den lå hos Landsretten, der blev dømt at disse organisationer, såvel som Salah, har ingen ’retlig interesse’. Det var mest surrealistisk at læse dommen på, hvorfor Salah ingen retlig interesse havde: godt nok havde han lidt, men som så mange andre i Gaza. Der var således ikke noget exceptionelt ved det, sådan er det i krig.

 

Men et folkedrab er ikke en krig, som vi så ofte råber ved demonstrationerne: ”A genocide is not a war”. Og allerede ved risiko for krigsforbrydelser og brud på menneskerettigheder, har man pligt til at reagere, under FNs våbentraktat – som er en af de traktater og konventioner som vi er bundet af her i landet.

 

Men hverken organisationerne eller Salah kom så langt som reelt at kunne udfordre staten på dens faktiske handlinger. Det er stadig ikke godkendt, af retten, om de har retlig interesse til det. Vi får se i næste uge, når Højesterets dom afsiges, den 18. marts kl. 12, om de overhovedet får lov at udfordre staten ved en retssag.

 

Jeg var en af dem, som skabte et borgerforslag om, at Danmark har pligt til at forhindre folkedrab. Vi begyndte at arbejde på det allerede i slutningen af december 2023, hvor til vores overraskelse, Sydafrika få dage efter kom med deres anklage om folkedrab begået af Israel, til den Internationale Domstole ICJ i Haag. Vores borgerforslag fik de nødvendige 50.000 underskrifter i foråret 2024, og det kom til behandling i folketinget i maj-juni 2024. På det tidspunkt, havde ICJ allerede udstedt sin foreløbige kendelse, i slutning af januar, en kendelse der påpegede risiko for folkedrab. Retten anså risikoen for at være så alvorlig, at den udstedte en række ordrer med midlertidig foranstaltning, bl.a. om at Israel skulle tillade uhindret nødhjælp, og at opildning til folkedrab straffes. Israel fulgte ikke ordrerne, så de blev gentaget i marts, og i maj, samme år.

 

Samme år blev der udstedt arrestordre på Israels premierminister Benjamin Netanyahu og fhv. forsvarsminister Yoav Galant (af ICC, den internationale Straffedomstol i Haag), for krigsforbrydelser og forbrydelser imod menneskeheden, for bl.a. at udsulte en civilbefolkning.

 

Men her i Danmark diskuterede politikerne, om der virkelig var risiko for folkedrab, og om man skulle reagere på det.

 

Jeg kan huske i januar 2024, jeg delte flyers til vores borgerforslag, også ved en konference på Christiansborg, hvor en SF-politiker, som jeg gerne ville give en flyer til, spurgte mig lidt vredt ’hvad er det der? Skal vi virkelig bede regeringen om at følge loven?’ – JA! Sagde jeg. Det er lige præcis det, vi skal. Vi skal ikke bare bede – vi skal anmode.

 

Men nej, på trods af, at Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre stemte for borgerforslaget, ville de andre ikke – og SF stemte hverken for eller imod.

 

Regeringen var af den overbevisning, at der ikke var risiko. En politiker fra Venstre, Michael Aastrup Jensen, som var formand for Folketingets Udenrigspolitiske Udvalg, udtrykte det sådan, at selvfølgelig vil staten reagere på risiko for folkedrab, men at der ikke var sådan en i forhold til Gaza. Utroligt nok, i stedet for at henvise til ICJ kendelsen, så henviste han til et interview med ICJ retspræsidenten, som talte om dommen. Ved at skære det væk, som hun sagde før og efter det, som han citerede, påstod han, at retten ikke ser sådan en risiko. Men indenfor den samme 1,5 minut, gentog dommeren netop, at retten så risiko for folkedrab. Det var et Israel-lobby trick, som Aastrup Jensen nok havde lært på hans rejse til Israel samme forår, en rejse med hele det Udenrigspolitiske Udvalg.

 

Andre højrefløjspolitikere var glade for hans misinformation, og hæftede sig ved den. Borgerforslaget blev stemt ned.

 

Således var en anden risiko afværget – risikoen for at Danmark skulle lide økonomisk tab ved at trække sig ud af samarbejdet, som muliggør folkedrabet. For der er tale om store forretninger. Terma producerer mange dele til F35-flyene. Mærsk transporterer over halvdelen af Israels våbenimport. Og nu er ATP, vores alle sammens pension, investeret i Terma.

 

Man skulle heller ikke gøre amerikanerne sure. Det er alt sammen sikkerhed, I ved nok.

 

I forgårs, i Højesteret, talte statsadvokaten meget om sikkerhed. Det hele har med vores sikkerhed at gøre. Hvis vi begynder at rokke ved det, ved at trække os ud, så rokker vi ved sikkerheden. Han citerede til sidst vores udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, for at sige, at USA er vores største sikkerhedsgarant.

 

Men hvad med Salah? Hvad med hans dræbte nevø Karam? Og hvad med hans fordrevne familie, som lever i telte i Nuseirat, og kæmper for at få noget at spise? Hvad med deres sikkerhed?

 

Nu har Israel lukket Gaza hermetisk, endnu en gang. Bare rolig, siger de, der er nok mad derinde af det, som er kommet ind siden våbenhvilen begyndte (10. oktober). Men ser man på FNs registrering af nødhjælp, er der aldrig kommet noget der på nær ligner de aftalte 600 lastbiler om dagen. Det, som er kommet ind i Gaza af nødhjælp over de seneste 5 måneder, når man kigger på FN’s tabel, svarer til det, som skulle komme ind på 1 måned. Israel har hele tiden holdt det på et niveau som er højst en femtedel af behovet, sådan har det været nu i 2,5 år. UNRWA, FNs organisation for palæstinensiske flygtninge, berettede i tirsdags, at 631 palæstinensere er blevet dræbt af Israel i Gaza siden ’våbenhvilens’ start. Israel bomber og skyder dagligt. Der har ikke været nogen våbenhvile.

 

Og der har heller ikke været noget hvile i forhold til våbenleverance. Israel bliver forsynet løbende. Og jo mere de bomber og skyder, som de gør med den seneste strengt ulovlige aggressionskrig på Iran sammen med USA, jo mere våben skal de have. Våbenfirmaerne jubler. Mette siger ’køb køb køb’. Tjuhej hvor det går. Sikkerhed, sikkerhed, sikkerhed. Vi skal finansiere vores velfærd med den der ’sikkerhed’, med al den oprustning. Tja, endda vores pension. Men det er blodpenge. Salahs sikkerhed betyder åbenbart ingenting. Palæstinensere er ikke rigtige mennesker, åbenbart. Det er lige som Yoav Galant og andre israelske ledere sagde – det er ’menneskedyr’, altså, de ligner mennesker, men de er i virkeligheden dyr.

 

Og jeg står her, jeg er også israeler, jeg er jøde. Og jeg tænker, hvad var der sket med den der ’aldrig igen’ siden holocaust? Dehumaniseringen af palæstinenserne er blevet så ekstrem, så det har faciliteret folkedrab. ’Lev med det’ siger Mette. Man skal ikke relativisere, og Israel har ret til at forsvare sig. Punktum.

 

Men har vi lov til at forsvare os selv og vores verden imod dette skred, ikke kun i opretholdelse af konventioner og menneskerettigheder, men også dehumanisering i det hele taget? Er det ikke bekymrende, hvis de ting ikke gør os utrygge?

 

Og så er vi tilbage ved højskolen, hvor den israelske elev blev utryg ved strejke-plakaterne. Det er det samme. Israel skal føle sig tryg. Vi andre skal bare leve med det, uanset hvad det koster.

 

Politikerne gik i skole, men de går også i zionist-skole. Det er derfor Michael Aastrup Jensen og Udenrigspolitisk Udvalg skulle til Israel. Det er derfor, Dansk Zionistforbund sender unge politikere, som de kalder ’vores unge’, på propagandarejser til Israel. De skal sikre, at vi ikke gør Israel utryg, fordi Israel skal hele tiden have deres våben, mere og mere af det, så de nemmere kan udvide deres territorie. Det er ikke bare fra floden til havet – der er også det ’større Israel’, som er fra Eufratfolden i Irak til Nilen i Egypten, hvis man går efter Biblen. På det seneste har den amerikanske ambassadør til Israel, Mike Huckabee, bekræftet, at ”Israel kan bare tage det hele”. Og den israelske oppositionsleder, Yair Lapid, har bekræftet, at zionismen er baseret på Biblen, og at det er fra floden til floden, altså fra Irak til Egypten.

 

Nogen er simpelthen nødt til at standse dette vanvid. Og vores regering vil ikke gøre det. Derfor er det os. Og det er jer, elever, der kan hjælpe dem med at forstå, at det er ikke i orden. Det skulle de have lært i grundskolen. Nej til Israels folkedrab – og nej til våbensalg til folkedrabsstaten. Våbenembargo nu.

 

Free Palestine!