1. På tredje år raser krigen i Bosnien med titusinder af døde, sårede, fordrevne, flygtninge til følge. Det er en krig, der af mange betragtes som et resultat af århundrede gammelt etnisk had. Som en krig, hvis årsager hører hjemme i en anden verden.

 

Men krigen i Bosnien er en krig skabt af udviklingen i vort årti: Stalinismens sammenbrud og kapitalismens nye verdensorden.

 

En krig, hvis årsager blev grundlagt, da fallerede bureaukrater i det gamle Jugoslavien efter murens fald valgte at puste til nationalismen for at opretholde deres magtpositioner. Gamle konflikter og myter blev brugt af magthaverne til at aflede krav om demokrati og modstand mod sociale forringelser. Drivkraften var at holde de siddende bureaukrater ved magten. Derfor fremelskede Milosevic det etniske had og startede krigen i Bosnien i 1991-92. Men samtidig udvikledes der blandt alle etniske grupper i Bosnien og andre dele af eks-Jugoslavien modstand mod krigsmagerne og vilje til at slås for multietniske løsninger.

 

2. Milosevic og Tudjmans ambitioner har været at skabe et Storserbien og Storkroatien. De vestlige stormagters og Ruslands delingsplaner, Vance Owen-planen, Owen-Stoltenberg-planen og senest udspillet fra stormagternes kontaktgruppe har i virkelighedens verden været en støtte til disse ambitioner. Der har været uenighed om procenter, men princippet om etniske stater har været udgangspunktet. Argumentet har været, at etnisk deling af Bosnien var den eneste måde at skabe fred på. I realiteten vil det føre til fortsatte konflikter og undertrykkelse ikke bare i Bosnien, men også i andre dele af eks-Jugoslavien.

 

3. De forskellige etniske grupper i Bosnien har gennem århundreder levet blandet i de forskellige områder. En etnisk deling vil derfor placere tusindvis af mennesker på den forkerte side af grænserne. Dette gælder ikke mindst for byerne i Bosnien og dermed arbejderbefolkningen. I de seks største byer i Bosnien var der i 1991 ingen etnisk gruppe, der havde flertal. Kun i Banja Luka var der et lille flertal af serbere (54,8 %). Dertil kommer, at en række byer i det østlige Bosnien, der ifølge fredsplanerne er bestemt til sikre områder for muslimerne, står i en helt håbløs situation isoleret midt i et område, der fortsat skal beherskes af de serbiske nationalister. Det vil lægge op til fortsat etnisk forfølgelse og nye krigshandlinger.

 

4. Samtidig er nationalisternes projekt for udviklingen/afviklingen af Bosnien et reaktionært projekt, hvor store dele af Bosnien tilknyttes de reaktionære stater i Serbien og Kroatien. Stater, der ud over en reaktionær nationalisme, hvor rettigheder for nationale mindretal er fraværende, er karakteriseret ved manglen på demokrati og forskellige grader af nedskæringspolitik over for befolkningen i forbindelse med indførelse af markedsøkonomi. Men det nationalistiske projekt støttes langt fra af alle kroater og serbere i Bosnien. Grupper af kroater og serbere har på forskellig vis organiseret sig for at arbejde mod nationalisterne og for et multietnisk Bosnien. Der er også eksempler på serbere, der er flygtet fra nationalisternes områder, fordi de ikke ønskede at leve under Karadzics regime. Den etniske opdeling af Bosnien er dermed ikke bare et spørgsmål om procenter til etniske grupper, men også om, hvilken type samfund man ønsker i Bosnien og andre dele af eks-Jugoslavien.

 

5. En succes for nationalisternes projekt i Bosnien vil være en opmuntring både for regeringen i Beograd med dens ambitioner om et Storserbien og andre nationalistiske strømninger i området. Ikke mindst fordi de fleste regeringer har brug for den nationalistiske afledning for at kunne gennemføre forringelser af levevilkårene, som bl.a. Den internationale Valutafond (IMF) presser på for. Dermed er der lagt op til nye etniske krige og fortsat national undertrykkelse: Kosova, Makedonien, Sandzak-provinsen, Vojvodina, Grækenland og Albanien.  "Freds"planerne vil ikke skabe fred, men være udgangspunktet for nye krige.

 

6. Mange bosniere har sat deres lid til, at "Vesten" - EF og NATO - ville forsvare Bosnien-Herzegovina. Våbenembargoen, delingsplanerne, udviklingen omkring Gorazde, Srebrenica og Sarajevo, hvor FN-styrker har været med til at afvæbne den bosniske hær, den manglende åbning af Tuzla lufthavn viser alt sammen, at stormagterne forfølger helt andre interesser. De er mere interesserede i at befæste deres indflydelse i forskellige interessesfærer og pleje NATO-allierede som f.eks. Tyrkiet, end i opretholdelsen af et multietnisk Bosnien. Det er derfor naivt at tro, at en eventuel militær intervention ville blive brugt til at sikre et multietnisk Bosnien. Det vil tværtimod snarere være en militær gennemførelse af den såkaldte fredsplan, der vil gøre det endnu sværere for de tusindvis af bosniere, der ønsker at leve sammen, at opnå deres mål. Derfor afviser SAP en militær intervention fra "Vesten", uanset om kasketten hedder FN, EU eller NATO.

 

7. For SAP er udgangspunktet for at stoppe krig og undertrykkelse i Bosnien støtten til Bosnien-Herzegovina som en selvstændig, multietnisk stat. Det betyder, at Bosnien må have retten til at forsvare sig, ved at våbenembargoen hæves. Men det indebærer også at arbejde for en stat, hvor flygtninge sikres retten til at vende hjem, hvor der gøres op med krigsforbrydere inden for alle grupper, og hvor alle etniske gruppers nationale, sociale og demokratiske rettigheder er garanteret. Retten til at udøve egen kultur og religion, må være sikret for alle grupper. Kun således kan de sår, krigen har skabt, heles, og nye konflikter forebygges. Samtidig må man arbejde for et Bosnien, der selv har mulighed for at bestemme sin økonomiske udvikling ud fra sociale hensyn og befolkningens behov og ikke er under administration fra IMF, EU og NATO. En liberal markedsøkonomi vil langt fra at bidrage til Bosniens genopbygning skabe en situation, hvor en lille gruppe af sortbørshajer og gamle bureaukrater beriger sig på den brede befolknings bekostning med faren for nye etniske konflikter og krige til følge.

 

8. De kræfter, der i dag kæmper mod nationalismen i Bosnien og resten af eks-Jugoslavien, er svage sammenlignet med nationalisternes militærapparater. Ikke desto mindre er der tusindvis, der gør modstand: i fagbevægelsen i Kroatien, Serbien og Bosnien, i kvindegrupper, uafhængige medier, borgergrupper og ikke mindst bystyret i det multietniske Tuzla. De har ikke fået støtte fra de vestlige regeringer, men derimod fra fredsgrupper, kvindegrupper og fagforeninger i det øvrige Europa, heriblandt International Workers Aid, der har koncentreret sig om at formidle støtte fra fagforeninger i Vesteuropa til de multietniske kræfter i Tuzla. Det er disse kræfter - i eks-Jugoslavien, i Bosnien og i Danmark - SAP vil støtte. Først og fremmest gennem vores aktive indsats for "Konvoj til Bosnien", den danske gren af International Workers Aid.

 

9. Det kommende valg i Bosnien - i november - bliver afgørende for de multietniske kræfters fremtidsmuligheder. Derfor bakker SAP op om IWA’s efterårskampagne til støtte for de multietniske kræfter bestående af en større solidaritetskonvoj til støtte for Tuzla i starten af oktober. Vi vil arbejde for, at så mange som muligt af flygtningenes egne organisationer, fagforeninger, arbejderpartier, anti-racistiske grupper, fredsgrupper, kvindegrupper, slutter aktivt op om aktiviteterne.

 

10. SAP vil samtidig rejse kritikken af den danske regerings støtte til EU’s fredsplaner og restriktive asylpolitik over for folk, der flygter fra krigen, og i stedet fremhæve krav om:

- at repræsentanter for de ikke-nationalistiske kræfter inddrages i forhandlingerne om Bosniens fremtid.

- styrkelse af nødhjælpsarbejdet for de områder og grupper, der afviser etnisk udrensning og opdeling.

- tilsagn om støtte og begunstigede handelsforbindelser til alle områder, som efter krigen vil opbygge sig på et multietnisk grundlag.

- afskaffelse af visumkrav, tidsbegrænsede opholdstilladelser og årelange lejrophold under uanstændige forhold.

- asyl og almindelig flygtningestatus til alle flygtninge fra eks-Jugoslavien, også til desertører og militærnægtere.

 

11. En varig løsning kan ikke ses isoleret for Bosnien. Der er behov for et opgør med nationalistiske politikere og gamle bureaukrater i hele det tidligere Jugoslavien, hvis krig og undertrykkelse skal stoppes. Derfor må fagforeninger, græsrodsorganisationer og medier, der kæmper mod den nationalistiske politik og for sociale og demokratiske rettigheder, støttes overalt på Balkan. På grund af blandingen af befolkningsgrupper og områdets økonomiske sammenhæng er perspektivet for SAP en samling af socialistiske Balkan-republikker, der kan sikre nationale rettigheder til alle, og som kan hindre, at området bliver en kastebold mellem forskellige stormagtsinteresser - som det så ofte er set i historien - ved at sikre grundlaget for en selvstændig økonomisk udvikling.