Rent formelt var der næppe noget at komme efter. Alligevel må man konstatere, at det var et årsmøde med store demokratiske mangler.

Det gælder ikke mindst forberedelsen. Det er et hovedbestyrelsesflertals ret at indkalde et ekstraordinært årsmøde med den indkaldelsestekst, den dagsorden og de forslag, de ønsker. Men når alt dette helt åbent handlede om at lukke munden på og evt. ekskludere en gruppe partimedlemmer, er det unægtelig demokratisk angribeligt, at det eneste materiale, der blev udsendt til medlemmerne inden delegeretvalg-møderne, var et fuldstændig ensidigt anklageskrift. Der var ikke levnet plads til indlæg fra mindretallene i hovedbestyrelsen – end ikke til en replik fra dem, der skulle dømmes ”partiskadelige”.

Helt skæv forberedelse

Og det videre forløb blev kun værre. Fristen for ændringsforslag var mandag morgen i ugen op til årsmødet – og der indkom (beklageligt, men forudsigeligt) ca. 100 ændringsforslag – med masser af uoverskuelige overlap, herunder forslag med samme intention, som måske kunne samarbejdes. Hovedbestyrelsen valgte at tilbageholde disse forslag indtil onsdag aften – hvor de delegerede så havde godt 2 hverdage til at studere og diskutere dem…

Ledelsesflertallet skulle nemlig bruge tre arbejdsdage på at sikre udarbejdelsen af et årsmødehæfte, hvor det med grønt/rødt var markeret, hvilke forslag man efter flertallets opfattelse skulle stemme for/imod! (Til gengæld havde andre forslagsstillere ikke i disse dage fået mulighed for at samarbejde deres forslag, så afstemningerne kunne blive mere overskuelige.)

Man kan sige, at dette hang rigtig godt sammen: De røde og grønne markeringer var formentlig et nyttigt redskab for den sandsynligvis store gruppe årsmødedeltagere, der ikke selv fik tid til at læse ændringsforslagene, men som var blevet valgt på grundlag af deres tilslutning til hovedlinjen i det rundsendte ”anklageskrift”.

Til gengæld var det ødelæggende for en reel stillingtagen til de enkelte ændringsforslag blandt de delegerede.

Årsmødeafviklingen

Det var åbenlyst, at mødets tidsrammer sammenholdt med mængden af ændringsforslag gjorde dagsordenen fuldstændig urealistisk. Et forslag om at udsætte de vedtægtsændringer, der åbenlyst ikke ville få betydning inden det ordinære årsmøde, var markeret med rødt af HB-flertallet – og blev nedstemt. Herefter gik en farce i gang.

Der var tid til en velkomsttale fra folketingsgruppens politiske ordfører – der ikke var en velkomst, men et glødende partsindlæg. De to hovedpunkter blev ligeledes indledt af HB-flertallets præsentation af deres forslag – helt uden modindlæg.

Talemulighederne for de delegerede blev en parodi. En bevidst begrænset indtegning gjorde, at rigtig mange slet ikke fik mulighed for at skrive sig på talerlisten og kommentere vedtægtsændringerne – og at en betydelig gruppe også blev afskåret fra at kommentere udtalelsen. Det var faktisk ikke en egentlig dirigentfejl, for tidsrammerne var simpelthen opbrugte. Men det var demokratisk helt uden for skiven, at selv forslagsstillere blev forhindret i at få ordet. Den lange række af altovervejende 60-sekunders(!)-indlæg forholdt sig forudsigeligt sjældent til indholdet i de mange ændringsforslag, men blev til generelle støtte-/protest-erklæringer.

Ved afstemningerne kunne man tilsvarende se, at argumenter for/imod enkelte ændringsforslag tilsyneladende ikke flyttede mange stemmer: De med rødt markerede forslag havde en solid majoritet imod sig, helt uafhængigt af indholdet…

Resultatet

Resultatet blev som bekendt, at HB-flertallet til mindste komma fik vedtaget både den udtalelse og de vedtægtsændringer, de ønskede.

Det ser på overfladen ret tilforladeligt ud:

En firkantet formuleret, men ret uproblematisk genbekræftelse af EL’s afstandtagen til terrorisme i almindelighed, herunder det, der foregik i Israel den 7.10.23, og med samme udgangspunkt afbrydelsen af støtten til DFLP.  Og så nogle vedtægtsændringer, der angiveligt(!) bare skulle gøre det muligt for en hovedbestyrelse at stoppe en så hjælpsom medvirken i store mediers mistænkeliggørelse af EL, som den nogle enkelte medlemmer har præsteret.

Men som vi i tidligere kommentarer har beskrevet det, er der grimme ting under overfladen. Udtalelsen rummer også usaglige domme over ”Rødt Venstre” – der bliver påduttet at ”støtte krigsforbrydelser” – og vedtægtsændringer indebærer betænkelige indskrænkninger af den beskyttelse af mindretal, der skal sikre et levende medlemsdemokrati i et rummeligt socialistisk græsrodsparti.

Især det sidstnævnte kan – i kombination med den uanstændige behandling ifm. årsmødet – betyde, at Enhedslisten mister gode partikammerater. I værste fald kan EL også gå glip af nogle af de nye, venstreorienterede rebelske unge, som f.eks. lige nu er aktive i Palæstinabevægelsen. Ved valget af delegerede blev der mobiliseret fra flere sider, og der dukkede mange steder medlemmer op, som ikke tidligere havde vist sig i afdelingen. Man kan håbe, at de fleste af disse også vil vise sig, når der indkaldes til politiske aktioner i hverdagens klassekamp, som sjældent trækker lige så store overskrifter – hverken i sociale eller anti-sociale medier. Ellers vil nettoresultatet for Enhedslistens politiske indsats uden for Christiansborg se skidt ud

Karikatur på de væsentlige politiske uenigheder

Men når nye og gamle overvejer, om de skal være medlemmer af EL eller ej, er det vigtigt at understrege, at det netop afholdte ekstraordinære årsmøde ikke var ”det afgørende slag, om EL skal være et rebelsk, antiimperialistisk græsrodsparti eller et vælgerforeningsparti lidt til venstre for SF”. Heller ikke selv om både nogle af især RV’s medlemmer, nogle partiforberedende venstrefløjsgrupper uden for EL (med stor interesse for medlemshamstring!) og en række politiske kommentatorer i de borgerlige medier har fortolket det sådan.

Masser af EL-medlemmer, der hverken er parlamentsfikserede eller på vej mod højre, har bakket op om, at RV’s fremturen med lidt for spidsfindige nuanceringer i forhold til terroren den 7. oktober og de medvirkende organisationer har været særdeles upassende vand på borgerlige mediers og politikeres ”terroristsympatisør-hetz-mølle” mod EL. Og derfor har mange uden videre støttet den ”pakke”, vi har kursiveret i foregående afsnit.

Fronten blev desværre helt forfejlet: Et for eller imod RV’s ret til stædigt gentagne offentlige ”terrornuanceringer”. Hvor SAP og andre fornuftige røster blev sat hen i et hjørne med synspunkter om:

• At vi også var imod RV’s sekteriske fremturen – men bestemt var kritiske over for andre eksempler på opportunistisk tilpasning af Palæstinalinjen og EL-politikken i det hele taget.

• At vi heller ikke – selv i et rummeligt samlingsparti – finder det acceptabelt, at partimedlemmer kører offensiv mod partiets valgte repræsentanter i de store medier på et yderst tvivlsomt grundlag. Men at dette i høj grad var fremprovokeret af ledelsens håndtering, startende med indirekte eksklusionstrusler allerede under sidste årsmøde. Og at man med meget stor sandsynlighed kunne have løst dette med andre midler og uden en eneste vedtægtsændring – med det udgangspunkt, at der selvfølgelig burde være plads til RV’s politiske synspunkter i EL.

•  Og ikke mindst: At vi fandt bunken af vedtægtsændringer særdeles skadelige for sikringen af medlemsdemokratiet i et rummeligt venstrefløjsparti som EL.

Disse udmærkede og for så vidt klare, men nuancerede, synspunkter havde ikke en fair chance – og da slet ikke når debatten foregik i den borgerlige presse, hvor kun partitoppen og RV gik på scenen.

Det skal ikke bortforklares, at vi opfatter vedtægtsændringerne som et væsentligt nederlag, fordi de tilsammen giver betænkeligt mange muligheder for, at et lille flertal kan underminere EL’s rummelighed. Heller ikke, at vi tabte stort.

Men der er ingen grund til modløshed. Det er forkert at læse dette som et bevis for, at der nu er et stort flertal blandt EL’s medlemmer for en afskaffelse af medlemsdemokratiet og for en mainstream-tilpasset, ”indflydelsesorienteret” politik.

Sådanne kampe har vi stadig ”til gode”. Og jo mere EL samler medlemmer, der er aktive i den daglige klassekamp, jo bedre kan resultatet blive.

Man kan så bare håbe, at kommende politiske kampe i partiet vil foregå på måder og årsmøder, der lever op til den meget omtalte ”respekt for Enhedslistens demokratiske fællesskab”…

Socialistisk Arbejderpolitiks Forretningsudvalg, den 23. december 2024