[Se invitation til udstillingen]

Svend Vestergaard Jensen præsenterer i hele maj måned sammen med Per Johan Svendsen udstllingen "kunst mod højreradikalisme" på Blågårds Apotek, bar og spillested på Nørrebro i København. I dette essay skriver han om, hvordan oprør og modstand overalt kommer til udtryk i kunst og kultur.

Kunst er også og ikke mindst modstand og protest mod diverse uretfærdigheder. Alle aktioner har sine kunstneriske udtryk eller udvikler sig derfra som et afsæt. Det vækker opmærksomhed og skaber bevidsthed.

Kombinere kunst og aktivisme - fysiske værker og her i moderne tid, også digitalt. "Kunst kan fortælle mere end tusind ord. Når man ikke ved, hvordan man skal forklare det, der sker i ens hjerte, kan man bruge kunst. Det kan virke helende." Sådan sagde en afghansk kvindelig kunstner til et dansk dagblad dette forår.

Over store dele af verden går folk i aktion mod undertrykkelse, diktatur, nedskæringer, klimakatastrofer. Fortsæt selv. Oprør og modstand udtrykkes overalt i kunst og kultur - åbent eller skjult. Det kommer dog næsten altid frem i en eller anden form. Der kastes ikke bare med brosten, laves ballade. Der tegnes, males, synges, laves lyrik, skulpturer. Og udvikles stilarter, frie former, der knytter an til noget netop i det område, hvor aktionerne finder sted. Eller måske globalt i samme kamp - som den palæstinensiske kamp og solidaritet. Uanset hvor, så har og får denne lokale kamp sine fælles kunstneriske udtryk.

Form og indhold
Symboler på konflikter, oprør, modstand dominerer motiverne, indholdet og formen. Ofte bliver en situation med oprør eller klassekamp i et land domineret af "en særlig stil" ud fra, hvor det sker, som fx Sudan omkring 2019 med det massive demokratiske  oprør og succes med at vælte den eksisterende diktator. En kunstnerisk stil, der bredte sig langt ud over Sudans grænser - ja, selv denne artikels forfatter tog ved lære med hans streger - blandt andet blev en af tegninger til en solidaritetsplakat for mediet Solidaritet.

Bredt set udtrykker kunst sammenholdet og binder demonstranter og kunstnere sammen i et fællesskab, hvor det kreative udtryk er blevet et politisk våben - også æstetik i sig selv, hvor formen veksler med indholdet og udvikles.

Under de store kampe for demokratiske rettigheder i Hong Kong for få år siden var der selvfølgelig også mange kunstværker. De blev blandt andet hængt op på "Lennon Walls" - opkaldt efter den legendariske beatle. Rundt om i verden - hvis det er muligt - lægges de ud på de sociale medier, hvorefter andre deler og liker dem i et kredsløb, der kører og kører rundt - ikke bare indenfor små cirkler i et enkelt land, men globalt og inspirere hinanden.

På bymure
Protestformerne varierer og har ingen faste former. Det er der heller ikke i de visuelle udtryk. Der er også mange mere etablerede kunstnere i aktiviteterne. De knytter an til oprør, modstand og gør deres kunst mere politisk. Det gør ikke nødvendigvis kunstværkerne dårligere. Måske snarere tværtimod - vil vi jo nok sige herfra. I øvrigt er langt de fleste kunstnere og kulturfolk - historisk som aktuelt - venstredrejede.

Det betyder ikke, at udtryksformen er blevet mere politisk og kan blive det i situationer, men forsøg på at skabe plads til refleksioner i den konkrete situation. Mange kunstnere, aktivister på fronten, er fx fyldt med surrealisme - et formsprog, som går ganske godt i tråd med konflikter, oprør, modstand - noget den historiske surrealisme udsprang af og stimulerede.

Ikke mindst dadaismen i og efter Første Verdenskrig - og senere - måske som Situationistisk Internationale skrev i slutning af 1960erne: "Det drejer sig ikke om at sætte poesien i revolutionens tjeneste, men at sætte revolutionen i poesiens tjeneste. Kun således kan vi undgå, at revolutionen undgår at forråde sit eget projekt". Og de sluttede en lang erklæring af med - "I vor epoke drejer sig ikke længere om at FORMULERE POETISKE SLAGORD, men at virkeliggøre dem". En kunststrømning som Situationistisk Internationale inspirerede unge deres oprører i maj 1968. Mange af deres slogans var eksempelvis på bymure i Frankrig.

Sætte fokus
Vi så det i kampen mod den racisme, der også fik udtryk i politimordet på George Floyd i byen Minneapolis i USA i sommeren 2020. Kunst blev ikke kun lavet i den by og i USA, men over store dele af verden, fx kæmpebilleder på Apartheidmuren i Israel af George Floyd.

I Irak for nogle få år siden spillede lyrik en stor rolle i aktioner. I stedet for sekteriske angreb på hinanden - sunni og shia - var det kunsten, der fremstod helt enestående og kreativt. I den forstand kan kunst og kultur sætte et andet fokus.

Igen tilbage til maj 1968: I det franske oprør med studenterrevolter og arbejdernes generalstrejke blev eksempelvis serigrafisk aktionskunst nærmest symboler, ikoner - værker, der er genkendelige langt op i vor tid. I det sudanesiske oprør for få år siden, sås stærkt kunstneriske udtryk, der røg langt ud over landets grænser.

Streger på tværs
Går vi videre gennem historien som før, under og efter Første Verdenskrig, ser vi samme tendens. På tværs af Europa, herunder Rusland. Altid en spejling eller genspejling af begivenhederne - og det pegede i revolutionær retning. Uden sådanne ville kendte kunststrømninger ikke have set dagens lys - såsom dadaisme, futurisme, konstruktivisme, kubisme, surrealisme og fremad, hvad de udviklede sig til.

Krige, kriser og revolutioner sætter deres præg på alt - også kunst og kultur - og på tværs af grænserne og gennem denne internationale proces skabtes en kunst, hvor form og indhold var revolutionerende. Den russiske revolution satte sammen med andre revolutioner og oprør ekstra gang i eksperimenterne. Igen i samspil med udviklingen på tværs af grænser - så at sige streger på tværs.

Den tyske forfatter Peter Weiss skrev trebindsværket "Modstandens Æstetik". Her skrev han blandt andet: "Kun hvis/når den kunstneriske vision og politiske kræfter mødes, er virkelig social frigørelse mulig".

Revolution og kontrarevolution
Men revolutionært oprør kan slås tilbage og blev det desværre af andre grunde end det kunstneriske. Rusland, Tyskland, Spanien i 1930’erne. Reaktionære styrer tog over. Tyskland med nazismen - sejr over den "entartete" (udartede) kunst. Sovjetunionen i 1930’erne ligeledes. Ingen kunstnere her overlevede – af dem, der deltog og eksperimenterede og ikke faldt på halen overfor bureaukratiet. I 1934 vedtog en konference i forfatterforeningen med minister Zdanov i spidsen, at socialrealisme/socialistisk realisme nu blev den eneste tilladte retning. I øvrigt var Zdanovs tale en stor hyldest til Stalin.

For nogle år siden læste jeg en bog om den danske surrealist, Wilhelm Freddie. Som mange andre på fronten dengang var Freddie revolutionær og blev medlem af det kommunistiske parti, DKP. Han havde tidligt været præget af konstruktivisme - af kunstnere som Kandinsky. Denne strømning og andre revolutionære kunststrømninger var som nævnt blevet aktive før, under og efter Første Verdenskrig – blandt andet i den russiske revolution.

Imponerende kunst i og udenfor Rusland - igen på tværs af grænserne. Afbrudt af stalinismens sejr og nazisme i en uskøn forening. Men Wilhelm Freddie brød med DKP i 1934 på grund af stalinismens begyndende tiltag. Han udvikler sig som andre i Europa videre som surrealist - fx den franske forfatter, Andre Breton, der i 1938 sammen med Lev Trotskij og Diego Rivera skrev dokumentet For en uafhængig revolutionær kunst. En tekst, der er uforsonlig overfor stalinismen og anden reaktion dengang.

Dokumentet proklamerede kunstens revolutionære kald og dens nødvendige uafhængighed af stater og politiske organisationer og stillede sig til rådighed for menneskets frigørelse og stillede sig til rådighed for sagerne, - ja, revolutionen. Et afsnit slutter: ”… vores udtrykkelige vilje til holde fast ved formuleringen: fuld frihed i kunsten.” Et gennemgående træk i skriftet.