Foto: Busruter er et af mange områder, kommuner og regioner vil spare på, hvis man skal overholde de økonomiske rammer.

 

I de kommende måneder lægger kommunerne budgetter, som peger på voldsomme forringelser af velfærden. Busruter nedlægges, folkeskoler lukkes, standarder for hjælp til de mest udsatte borgere skæres ned. Kommunale medarbejdere skal fyres, så der kan spares på administrationen.

 

Den økonomiske spændetrøje ligger i den aftale, som Kommunernes Landsforening indgik med regeringen, og som blev godkendt af alle partier i KL’s bestyrelse – undtagen Enhedslisten.

 

Bag det hele ligger budgetloven, som foreskriver et fireårigt loft over serviceudgifter i kommuner og regioner. De kommuner, der overskrider rammerne, bliver straffet med en reduktion i det statslige bloktilskud. Tilsvarende advarer regionerne om, at besparelser bliver uundgåelige med den nuværende økonomiske ramme. Mange patienter kommer til at vente længere på behandlinger og udredninger.

 

Mette Frederiksens alarm om akut økonomisk krise, som var begrundelsen for at afskaffe Store Bededag, er for længst slået fra. Der var penge nok til skattelettelser til de rigeste og heller ingen finansieringsproblemer, da man indgik forsvarsforliget i juni 2023, som skruede voldsomt op for militærbudgettet.

 

Mere privatisering

Regeringen vil have flere private firmaer til at tjene penge på at levere velfærdsydelser. Regeringsgrundlaget bebuder flere ”fritvalgsordninger” for at udvikle ”en vifte af forskellige offentlige og private tilbud, så flere får lyst og mulighed for at byde ind på velfærdsopgaver”. I første omgang skal private stå for ældrepleje, og på sundhedsområdet vil regeringen flytte flere opgaver (og dermed personale) til private hospitaler.

 

Allerede nu ser vi, hvordan private sundhedsforsikringer har skabt et A- og et B-hold i sundhedssystemet - f.eks. for ventelister i psykiatrien. Og vi ser de offentlige sundhedstilbud blive undermineret af voldsomme medicinudgifter - samtidig med at medicinalkoncernerne henter enorme profitter hjem.

 

Både unge og ældre kan se frem til at få forringet deres levevilkår. Den midlertidige børneydelse, som holdt hånden under de fattigste familier., er afskaffet. Seniorpensionen vil blive markant forringet med en ydelse for enlige fra omkring 19.500 kr. om måneden til 15.000 kr., og den vil vare i tre år mindre. Uligheden vokser, og først og fremmest er det kvinderne, der mærker forringelser af velfærden, både som brugere og som medarbejdere.

 

Modstand

Kun omfattende modstand kan stoppe eller bremse denne katastrofale udvikling. Det er nødvendigt at opbygge en folkelig modstand og formulere fremadrettede bud på en udvikling af velfærden og en solidarisk finansiering – det vil sige betalt af de rigeste.

 

Enhedslisten formulerede opgaven fint på sit seneste årsmøde:

 

“Vi vil på alle planer kæmpe imod de voldsomme angreb på velfærden, der truer i kommunerne. Parlamentarisk ved at rejse fælles krav i kommunerne, i KL og i Folketinget. Men først og fremmest ved at engagere os i alle de lokale kampe mod nedskæringerne i den kommunale velfærd og arbejde for at udvikle en samlet bevægelse mod rammerne.”

 

Der ligger selvsagt en kæmpe opgave her med at mobilisere egne medlemmer, når disse ord skal omsættes til virkelighed. Men ikke kun det. For Enhedslisten handler det mere grundlæggende om at omstille hele partiet - apparatet, ledelsen, økonomien, kommunikationen, selvforståelsen – fra at agere parlamentarisk støtteparti, til at være drivkraft bag initiativer, der kan udvikle modstanden bredt i samfundet.

 

Det vil være forskellige konkrete angreb på velfærden i forskellige kommuner, som skaber udgangspunktet for en mobilisering, men målet skal være at brede modstanden ud, finde fælles krav og skabe så bred en alliance som muligt, hvor både fagforeninger, brugere, pårørende og alle andre kan samles mod regeringens politik.

 

Klimakrisen

På klimaområdet ringer alle alarmklokker, men klimaministeren vil kun lave klimapolitik, som 80 procent af danskerne ”kan se sig selv i”. Det er en dårlig undskyldning for ikke at lave de helt nødvendige tiltag, som for alvor rykker - men som truer erhvervslivets profitinteresser.

 

Man kører videre i samme spor som den forrige regering: Størstedelen af tiltagene går ud på at ”forgrønne” eksisterende forbrug og produktion i stedet for at skabe mere strukturelle forandringer” (Klima- og Omstillingsrådet).

 

Trods en erklæret målsætning om at stoppe for yderligere udvinding af gas og olie har regeringen endda lavet et nyt udbud i Nordsøen. De kalder det et 'miniudbud', men som har potentiale til at udvinde 2,5 gange Danmarks samlede forbrug af gas

 

Intet tyder på, at regeringen kommer i mål med 2025-målene, hvorfor de vælger at sætte fokus på de fjernere 2030- og 2045-mål (hvor de ikke selv sidder med ansvaret). Dette kombineret med kreative opgørelser, der slet ikke for alvor dokumenterer vores reelle klimabelastning, gør, at vi til stadighed må øge presset på regeringen for klimahandling.

 

Udfordringen er, at klimakatastrofen i manges bevidsthed er noget, der måske engang i fremtiden bliver rigtig slem og i øvrigt er svær at overskue, men lige nu fortsætter livet nogenlunde som hidtil.

 

Men omvendt hører vi hele tiden – ikke mindst denne sommer – historier om, hvordan ekstreme vejrforhold underminerer folks livsbetingelser. Og der er faktisk en mere udbredt forståelse for, at vi er nødt til at handle nu for at modvirke det, der bliver værre. Regeringens fodslæbende politik, ikke mindst i forhold til landbruget og til bedre og billigere kollektiv trafik i stedet for flere motorveje og lufthavnsudvidelser, skaber potentiale for en klimabevægelse – med mange forskellige aktører, som rejser fælles, konkrete krav til handling. For os er det afgørende, at de rigeste betaler, og at der kommer gang i en strukturel omstilling af samfundet, som også indeholder planer for grønne jobs.

 

OK-forhandlingerne

Endnu et område, hvor det er muligt at udfordre regeringen, er overenskomstforhandlingerne på det offentlige område. Bedre løn- og arbejdsvilkår vil være afgørende for at rekruttere det personale, som skal sikre fremtidens velfærd.

 

Nøgleordene er solidaritet og sammenhold. For det første handler det om at få fagbevægelsen til at indse, at kampen for offentlig velfærd også vedrører smeden, receptionisten og lastbilchaufføren. Det er nemlig dem, som kommer til at betale prisen, når de ikke kan blive opereret, fordi der ikke er sygeplejersker, når ungerne mistrives i underbemandede børnehaver, eller når gamle forældre sidder længst muligt i egen ble.

 

Det var ikke kønt, da mange af FH’s store forbund så til den anden side, da sygeplejerskerne strejkede. Endnu mindre kønt var det, at offentlige forbund åbent kritiserede sygeplejerskerne for deres lønkamp, og at private forbund manede til tilbageholdenhed i det offentlige.

 

Naturligvis skal en fagforening først og fremmest kæmpe for sine medlemmers løn- og arbejdsvilkår, men det er en politisk katastrofe, hvis fagbevægelsen ikke længere forholder sig til det omgivende samfund. Den særlige udfordring netop nu er traditionen for, at den økonomiske ramme fra det private overtages af det offentlige. Hvis samarbejdet skal opbygges på tværs, så kræver det et stort arbejde for at udbrede en fælles forståelse af, at rammen kan – og skal – udvides!

 

Indbyrdes solidaritet og sammenhold

De offentlige fagforbund er også nødt til at gribe i egen barm. Hvis de og dermed alle andre skal vinde, må der også indbyrdes solidaritet og sammenhold til. Det skal bygges fra neden, præcis som tilfældet har været i udlandet, og præcis som det skete i 2018, hvor de offentlige medarbejdere stod side om side i den stærkest mulige position overfor arbejdsgiverne.

 

Det handler om at have forståelse og respekt for hinandens krav og gøre dem til sine egne. Men også at have et særligt fokus på de mest udsatte kollegaer. Her kan man godt skele til OK23, hvor de fleste lønforbedringer på det private blev givet som samme kronestigning fremfor at regulere i procenter. Det samme gælder f.eks. den aftale, som HK Handel har indført, der afskaffer 0-timers kontrakter til fordel for deltidskontrakter med faste timetal.

 

Forudsætningen for, at faggrupperne kan rystes sammen, er dog også, at sygeplejerskerne kommer ud af den fastlåste parole om, at lønforhøjelser kun skal begrundes med graden af uddannelse. De grupper i vores samfund, som udfører vigtige og ofte opslidende job, er ikke nødvendigvis dem, som har flest certifikater. I Berlin fik sygeplejerskerne resultater af deres arbejdskamp, fordi de indgik i et fællesskab med alle andre grupper på hospitalet – fra ambulanceførere og rengøringspersonale til kantinemedarbejdere.

 

Lad det være et eksempel til efterfølgelse!

 

Der er nok at tage fat på. Og her er vi ikke gået nærmere ind på kampen mod den aggressive oprustning - i hele verden, naturligvis – og nedbringe den stadigt stigende trussel om en altødelæggende verdenskrig. En kamp, som er nødvendig, men også svær at samle bred støtte til, når vi samtidig bør støtte Ukraines retfærdige forsvarskrig mod den russiske invasion.

 

Artiklen er skrevet til et årsskrift, som samler udvalgte historier fra Socialistisk Information fra det seneste år. Årsskriftet udkommer 1. september 2023.