Preben Wilhjelms lille pjece om den økonomiske krise og systemkritikken falder på et tørt sted. Den offentlige debat omkring de dybereliggende årsager til krisen har brilleret ved sin mangel på tilstedeværelse.

af Andreas Steinberg

Alt i alt er det vel blevet til nogle få interviews med marxister i de sene aftenprogrammer eller nogle enkelte kronikker i landets dagblade. Preben Wilhjelms pjece forsøger at gøre systemkritik letlæselig igen, og det gør den faktisk udmærket.

Her ligger imidlertid også dens svaghed – for Wilhjelm præsenterer ikke sine tilhængere for noget afgørende nyt. Men hvis man kan se bort fra dette og tage pjecen for, hvad den er, nemlig et indspark i debatten, så vil de fleste kunne nyde den lille bog.

Delfinen og ”banditten i habitten”
Bogen er delt ind i tre dele; et om den realpolitiske scene, lidt om Marx og hans teorier og til sidst systembrydende reform. Indledningen byder på den obligatoriske retfærdiggørelse af Marx, som mange venstrefløjsbøger har smovset sig i de senere år. Anekdoten om den tidligere franske præsident Sarkozy, der lader sig fotografere med næsen begravet i Kapitalen, er med. Historien om konservative britiske kommentatorer, der betvivler deres eget system, er med. Og det skal der også være plads til.

Når det er sagt, så byder bogen på mere end bare en selvretfærdiggørelse og ”hvad sagde jeg”. Wilhjelm har en hulens skarp pen og er formidabel til at gennemskue dårlige argumenter. Hvilket især ses i bogens første del, henholdsvis om politikernes, bankerne og erhvervslivets ansvar for krisen. Et godt eksempel kan f.eks. findes, når det kommer til bankerne, og hvordan de var med til at puste til boligboblen.

F.eks. fremhæves den fejlslagne logik i forventningen op til krisen om, at boligpriserne kun ville stige, og når man så bagefter fremhæver, at når folk har tabt penge på en bolig købt før krisen, så er det vel ikke så anderledes end at købe en bil – eller det burde det ikke være. Selv folk, som er godt inde i dette spørgsmål, kan finde sig gispende over, hvor dybt logikken ligger i en.

Den røde tråd i beskrivelsen af erhvervslivet og bankernes ageren er den ”fordummende” (med Preben Wilhjelms ord) forestilling om, at man kan bebrejde en finansspekulant at være grådig – ligeså lidt som ikke kan bebrejde en løve for ikke at være en dresseret delfin. Disse aktører er altså ansvarsløse i den forstand, at de bare arbejder inden for et økonomisk system, som belønner deres adfærd. Derfor er den moraliserende prædiken, når de f.eks. massefyrer deres ansatte, en naturlig konsekvens af systemet.

Efterladenskaberne overlades til staten, hvilket nærmest tragikomisk fører til, at man må skære ned i statsbudgetterne for at betale for alle de arbejdsløse.

Fremstillingen er skarp og udpensler, hvor ulogisk vi egentlig har valgt at indrette vores økonomiske system.

Hvor er systemets ”dødmandsknap”?
Når det kommer til kapitlerne om Marx’ teori og ”krisens anatomi”, så foldes absurditeten yderligere ud. Indfaldsvinklen er faktisk særdeles fornuftig, hvor mange marxistiske analyser typisk først tager fat i teorisættet og så analysen, hvilket har en tendens til at skræmme ”almindelige dødelige” væk. Det ses i øvrigt aldrig i borgerlige og keynesianske bøger om krisen.

Selvom Wilhjelm formidler det nærmest absurde i vores system på en utrolig pædagogisk måde, så kan bogen godt her blive lige lovlig tynd. Om markedsmekanismen skriver han f.eks.:

”Den har den begrænsning, at den kun virker på det private forbrug, ikke på det kollektive. […] Den tillader os ikke at vælge en lavere klassekvotient for vores børn frem for at udskifte bilen.”

Selvfølgelig har han ret. Vi kan f.eks. ikke bruge vores efterlønspenge på at få flere lærere pr. elev, renere luft, forbedre forholdene for vores ældre osv. Alligevel, og det nævner Wilhjelm ikke, så kan nogen vælge disse ting i form af privatskoler osv., og der er da i nogen grad i den senere tid blevet brugt offentlige midler på at understøtte denne prioritering.

Kapitlet om Marx’ økonomiske teorier er mindre begejstrende. Det er selvfølgelig også en kunst at præsentere noget, der for de fleste mennesker er så abstrakt, uden at skulle bryde med hele konceptet i bogen om at lave en letlæselig analyse. De store forhindringer i at præsentere disse teorier bliver da også mere eller mindre let sprunget over f.eks. ”Loven om profitratens tendentielle fald” bliver affejet som værende forkert – på trods af at der faktisk har været en fornyet interesse for emnet siden 1980’erne. Fokus bliver i stedet på det ulogiske i, at kapitalister kæmper om at trykke lønnen for deres ansatte, samtidig med de kæmper om at få solgt så mange varer som muligt. Vi kender alle argumentet; vi bliver opfordret til at svinge dankortet, og samtidig får vi at vide at konkurrenceevnen falder, hvilket betyder at vi skal gå ned i løn.

Problemet med markedstyranniet er, at det udelukker en dødmandsknap i vores system. Så længe finansspekulanterne eller erhvervsbosserne har en dårlig forventning til fremtiden, så kan de blive ved og ved med at fyre folk. Selvom vi aldrig ville kunne finde på at producere en elkedel, som ikke stopper, før al vandet er kogt væk, eller en motorsav, som bliver ved med at køre, selv når armen er skåret af, så kan vi åbenbart finde på at indrette vores system, så det kan blive ved og ved med at ødelægge vores levevilkår.

Systemoverskridende reformer
Når det kommer til millionkroner-spørgsmålet; hvad må der gøres, så kommer pjecen med flere gode bud. Disse bud er blandt andet Tobinskat, joint venture långivning, opsplitning af finansielle supermarkeder.

De fleste af sådanne tanker har man hørt før, og mange vil mene, at de er utilstrækkelige. Preben Wilhjelms udgangspunkt er, at den økonomiske situation i Danmark endnu ikke er moden til at fremfører mere vidtgående reformer. På den måde kommer man selvfølgelig let over den værste kritik, men der gemmer sig også flere gode argumenter, som typisk ikke bliver fremført i debatterne.

Et godt eksempel fra afsnittet om Tobin-skatten er, at nutidens børsspekulation er blevet digitaliseret på en helt absurd måde. Mænd i skjorter og veste på Wall Street, der råber op, er fortid. Realiteten er, at computere nu står for de fleste handler – handler der kan bestå i flere milliarder kroner, hvilket de gør flere gange i sekundet!

Lige pludselig forstår man bedre den enorme modstand, der er mod denne Tobinskat (som i øvrigt blev opfundet før digitaliseringen af finansmarkederne).

Alt i alt byder Preben Wilhjelm læseren på forfriskende læsning at et emne, der typisk afskrækker de fleste – økonomi og politik. Det gøres på en klar og pædagogisk måde. Bogen kan anbefales til folk, der gerne vil lære om krisen anatomi og konsekvenser, samt mere garvede aktivister, der vil gøre deres argumenter mere skarpe. Hvis man leder efter en dybtgående analyse af krisen og systemkritikken, så skal man nok lede efter andre bøger.

Preben Wilhjelm: Krisen og den udeblevne systemkritik. Forlaget Politisk Revy. 78 kr.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com