Denne bog handler om Neuengamme – den kz-lejr, der husede langt størstedelen af de 6000 danskere, der blev deporteret til tyske kz-lejre. 350 danskere var blandt de over 50.000 mennesker, der mistede livet i denne lejr. Det vil sige halvdelen af de 100.000 fanger, der i løbet af syv år passerede lejren.

af Svend Vestergaard Jensen

Forfatteren Peter Langwithz Smith var i tre årtier lektor i tysk og dansk ved Esbjerg Statsskole og er nu tilknyttet forskningscentret i Esbjerg om besættelsestiden. Og lad det være sagt med det samme. Man behøver ikke at have læst masser om kz-lejre eller besøgt steder, hvor der tidligere var lejre, for at blive fanget af denne bog. Bogen har det hele og er overvældende læsning. Et imponerende dokumentarisk værk, hvor alle aspekter af det grusomme foretagende, kz-lejren med dens udekommandoer, beskrives.

I bogen fortælles lejrens historie i alle dens aspekter – tvangsarbejde, sygdomme, mishandlinger, henrettelser, modstand. Lejren lå lidt syd for Hamburg

Arbejd dig til døde!
Nedbrydningen af fangernes personlighed er i detaljer beskrevet. Ved ankomsten fik fangerne SS’ernes uhæmmede vold at føle. Heri lå det første element i nazisternes strategi: Ved at kue, mishandle og nedværdige de nyankomne pillede man værdighed og modstandsvilje ud af dem. De blev reduceret til en viljeløs masse, som de ret få SS’ere kunne beherske.

SS er forkortelsen af Schutzstaffel, som oversat betyder beskyttelseskorps. Fra 1929-45 blev SS ledet af Heinrich Himmler, som er en af bogens politiske hovedpersoner, især når denne mands "sans for detaljer” beskrives. SS varetog bevogtningen af koncentrationslejrene.

Arbejdskraften skulle til det sidste pines ud af folk. Neuengamme var først og fremmest en arbejdslejr. Selv om tusinder og atter tusinder døde her, var der ikke tale om en udryddelseslejr, som f.eks. Auswitz. Det kendte motto "Arbeit macht frei" var udtryk for det påståede formål med lejrene, nemlig at opdrage gennem arbejde. Det var samtidig en hån mod fangerne. Realiteten var at arbejdet ikke førte til nogen frihed, men til fornedrelse, lemlæstelse og død. Var fangerne syge, var lejrledelsen eller SS-lægernes bekymring ikke den syges tilstand. Kun fangernes arbejdskraft var interessant, og kunne de ikke arbejde, havde de ingen eksistensberettigelse.

I begyndelsen gik arbejdet i lejrene ud på at etablere og udbygge lejrenes forskellige dele og funktioner. Senere blev fangerne lejet ud som slaver til den private industri. Fra 1942 og frem blev denne ekstreme udnyttelse af fangernes arbejdskraft brugt til at tilfredsstille den stigende efterspørgsel på arbejdskraft i Tyskland. Især faglært arbejdskraft hos fangerne blev efterspurgt.

Fra Neuengamme-lejren udgik såkaldte udekommandoer – godt 80 af dem. Alle i tilknytning til en arbejdsindsats, der skulle udføres. Forholdene her var ofte endnu værre end i stamlejren – selve lejren.

Kz-hierarkiet
For at styre lejren med et begrænset antal ansatte etablerede man et system, der inddrog nogle af fangerne. Værst lige under SS’erne var "overfangerne" eller ’ "kapo", hvilket betyder en medfange, som var udpeget af SS, og som sammen med SS udgjorde toppen af kz-hierarkiet. Under dette var der igen over- og under-kategorier, der gjorde en samlet solidaritet næsten håbløs. SS eller det nazistiske system kunne fungere i disse lejre netop på grund af dette "selvstyre".

Dertil kom de mange nationaliteter, de forskellige typer af fanger. For eksempel var der stor forskel på kriminelle og politiske fanger. Fra april 1941 udgjorde polakkerne den største fangegruppe i Neuengamme. Polakkerne blev senere kun overgået af antallet fra Sovjetunionen.

Opgøret
Hen mod krigens afslutning bliver forholdene ikke mindre dramatiske i Neuengamme-lejren. Nu skulle sporene fra nazi-forbrydelserne slettes, hvilket naturligvis var en umulig opgave. Den endelige evakuering af fangerne medførte yderligere katastrofer.

Danske fanger var en undtagelse. Gennem stort organisatorisk arbejde i Sverige og Danmark blev mange danskere og nordmænd sendt hjem med de hvide busser, og trods store problemer lykkedes denne evakuering stort set.

De 10.000, der var i lejren i april 1945, blev ført til skibe i Østersøen. Disse skibe blev så at sige oprettet som flydende kz-lejre. Skibene blev bombet af det engelske luftvåben, blandt andet den tidligere luksusliner Cap Arona, der blev brugt til at transportere fanger ud på vandet i bugten ved Neustadt. Af de 4500 fanger fra Cap Arona overlevede 350. Af de cirka 2500 på et andet skib, Thielbeck, overlevede 50 katastrofen.

Neuengamme blev mødt af sejrsherrerne. De første var engelske soldater, som så helt tomme og uddøde lejrområder. Et par dage efter begyndte englænderne at samle russiske tvangsarbejdere fra Hamburg-området i lejren. I løbet af få uger blev de repatrieret. Mange af dem til en grum skæbne med forvisning til Gulag – det stalinistiske bureaukratis lejre, hvis formål synes rystende parallelt til nazisternes lejre.

Efter krigen fulgte retsopgøret mod de ansvarlige for grusomhederne i Neuengamme. Den lejr, der på syv år var vokset fra en lille arbejdslejr for kun 100 mænd, og som langsomt blev en af Tysklands største kz-lejre, af samme størrelse som Dachau, Buchenwald, Sachsenhausen, Bergen-Belsen og Auschwitz. Nogle af lejrens ledere blev dødsdømt, andre fik fængselsstraffe, som senere blev forkortet. Langt de fleste slap for straffe.

Om Neuengamme og tilknyttede bygninger skulle omdannes til museum, eller man helt skulle undgå mindesmærker, var der gennem årtier efter krigen ivrige debatter. Bogen følger disse debatter og resultaterne helt op til nutiden.

Bogen, som herfra varmt anbefales, er rigt illustreret. Dels af forfatterens egne fotos gennem sin forskning i felten, dels af historiske fotos fra arkiver, og desuden mange imponerende tegninger fra enkelte fanger.

Peter Langwithz Smith: Neuengamme – Koncentrationslejren 1938-1945
Informations Forlag. 608 sider. 399,- kr.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com