Demonstration mod homo-ægteskaber, Paris 13. januar 2013 (“Manif pour tous”). Foto: Marie-Lan Nguyen / Wikimedia – CC-BY 2.5

Det er sket ved at skabe ”nye logikker for eksklusion og fremmedgørelse” og har muliggjort en omplacering og legitimering af ”en essentialistisk og transfobisk diskurs.” Dette synspunkt udvikles i det følgende uddrag fra en ny fransksproget antologi med titlen Extrême droite: la résistible ascension (Fremgangen for den yderste højrefløj kan stoppes].

—

Den 19. marts 2024 annoncerede Jacqueline Eustache-Brinio, medlem af det franske Senat fra Les Républicains (LR, traditionel højrefløj), en rapport om ”trans-identifikation af mindreårige”, samt et lovforslag, som havde til formål at forhindre mindreårige i at kunne foretage kønsskifte. Kort efter bekendtgjorde ’Rassemblement National’ (National Samling, Marie le Pens parti, o.a.), at de ville fremsætte et tilsvarende lovforslag i parlamentet.

Denne nyhed er en del af en veldokumenteret reaktionær offensiv, hvor debatten om køn indtager en dominerende, hvis ikke central, rolle.

Hvis vi sporer historikken bag denne offensive, finder vi selv samme senator blandt modstanderne af loven fra 2022, som havde til hensigt at forbyde konverteringsterapi: Hun mente ikke, at transpersoner skulle være omfattet af denne lov, og advarede sine kollegaer imod ”kønsideologi” og ”alt hvad kommer til os fra USA” som, ifølge hende, forsøger at blive gennemtvunget af et ”aktivt mindretal”.

For dem som oplevede debatten omkring ægteskab for alle i 2012, er det ikke en ny melodi. Bevægelsen La Manif pour tous (Demo for Alle – se note) var påpasselige med ikke at fremstå for homofobisk (selv om deltagernes udskejelser var veldokumenterede), og foretrak at vifte med den røde klud i protest mod ægteskab mellem personer af samme køn.

For dem handlede ægteskab mellem personer af samme køn ikke om lige rettigheder, men det var en målstok for en dekadence i vores samfund, og ifølge parlamentsmedlem Annie Genevard (LR) endda ”et uigenkaldeligt angreb på integriteten hos menneskearten”.

Filosofisk set – hvis ikke teologisk, markerer det afslutningen på ”seksuel forskellighed” som grundlæggende for menneskeheden og civilisationen. I 1998, fordømte modstanderne af registreret ægteskab (også mellem to personer af samme køn) det som en trussel mod ”forskel mellem kønnene”.

Tilsvarende skete i 2011, da kønsstereotyper og seksuel orientering blev nævnt i det nye pensum for biovidenskab og geovidenskab. Dengang producerede Christine Boutin, som kandidat til præsidentvalget, omgående en plakat, som viste en baby og sloganet ”Du vil blive en kvinde, min søn”.

Den samme retorik blev reaktiveret i 2014 vedrørende ”ABCD for ligestilling”, et undervisningsprogram om køn og ligestilling, hvor modstandere mente, at introduktionen af kønsteori i skolerne blandt andet ville lede til at undervise børn i onani.

Spørgsmål om køn og seksualitet former nye logikker for eksklusion og fremmedgørelse[SG3] , og er også et instrument for omplacering omorganisering af en essentiel og transfobisk diskurs. Den yderste højrefløj anvender åbenlyst dette til at skabe ”moralsk panik”, for at fremprovokere en uforholdsmæssig politisk og mediemæssig reaktion på et marginalt eller minoritetsagtigt fænomen, med det formål at opbygge og udbrede ideen om, at det er en eksistentiel trussel mod hele samfundet.

Den søger således at konfrontere den nye globale feministiske bølge, der har fundet sted siden midten af 2010’erne. En feministisk bølge der især mobiliserer unge.

Denne dybt reaktionære diskurs og dens retorik spredes via sociale netværk og traditionelle medier, i særdeleshed dem, som ejes af erhvervsimperiet Bolloré – og som udgør en vigtig platform for anti-trans retorik. Et nyligt eksempel så man med den spektakulære promovering af Transmania, en anti-trans bog udgivet af et ret ukendt højreekstremistisk forlag. Disse diskurser og retorikken i dem slår så meget mere igennem, fordi de ikke bliver fordømt af Macron-blokken, men understøttes og styrkes af den offentlige politik.

Ganske vist var den katolske kirke og bevægelserne mod homo-ægteskaber, der dannede grundlag for den fjendtlige indstilling over for kønsbaserede tilgange, men den nuværende transfobiske offensiv udviklet sig og har taget nye netværk i brug, blandt andet med Jacqueline Eustache-Brinio i en vigtig rolle.

Hun var ikke aktiv i La Manif pour tous, men den tidligere borgmester i Saint-Gratien markeret sig ved at føre en aggressiv politik mod livet i arbejderkvartererne, f.eks. ved at få nedrevet det fodboldstadion, der var udset til en populær amatørfodboldturnering, der arrangeres i arbejderkvarterer, og hvor hold fra forskellige afrikanske lande deltager. De unge mennesker, der kom for at demonstrere mod ødelæggelsen, blev udskældt som “rakkerpak”.

Denne undertrykkelse retfærdiggøres af en simpel idé: Udlændinge er farlige for kvinder – forstået som franske og hvide kvinder. Formålet med dette skriv er at skitsere konturerne af disse reaktionære offensiver, så vi kan slå tilbage mere effektivt.

Antitrans-offensiven

I august 2022 var [den feministiske konføderation med over 70 tilknyttede foreninger] Planning Familial udsat for et voldsomt angreb på sociale netværk for deres kampagne, hvor der optrådte en transperson. De grupper og personer, som er nævnt tidligere, krævede et stop for tilskud til organisationen, som historisk set har forsvaret kvinders rettigheder samt retten til abort. Et tilskud der i forvejen var reduceret til mere eller mindre intet.

Paradoksalt nok hævder de ansvarlige for disse angreb, at de handler for at beskytte kvinder, eller som det også er udtrykt, på vegne af “en biologisk og videnskabelig virkelighed”, som skal beskytte kvinder. At inkludere transkønnede kvinder i kategorien kvinder vil for dem tydeligvis betyde at udslette grundlaget for en fælles kvindeidentitet. Værre endnu, transpersoner ville udgøre en grundlæggende fare for kvinder.

Transkvinder fremstilles som perverse, seksuelle og farlige. De formodes at have en vedvarende maskulinitet, og det bliver brugt som argument for, at det kan retfærdiggøres at ekskluderer transkvinder fra alle områder af det sociale liv. Denne opfattelse er i modstrid med årtiers radikal feministisk tænkning, som har defineret frigørelse som løsrivelse fra ens biologisk definerede skæbne. Dette gælder for Simone de Beauvoir, for hvem: ”Hvis en kvindes biologiske situation udgør et handicap for hende, er det på grund af det perspektiv, hvorfra hun anskues”. “Christine Delphy, en feministisk materialistisk sociolog, forklarer, at “det sociale køn går forud for det biologiske køn”.

At forbinde kvinders livsbetingelser til deres biologiske køn er endnu et træk ved højrefløjens diskurs. Andrea Dworkin har vist, at denne politiske lejr begrænser kvinder til moderskabet og ser dem som sårbare og svage, men også at de har et naturligt biologisk instinkt til at pleje og beskytte børn. De er derfor ‘naturligt’ konservative.

Denne rammesætning gør det muligt for højrefløjen at omforme den feministiske stræben efter frigørelse, til et krav om beskyttelse og dermed fastholde kvinder i afhængigheden af mandlig dominans. Kvinder, der tilslutter sig dette verdensbillede, går ind i et evigt forsvar for deres respektabilitet og deres plads i den hjemlige sfære, især overfor homoseksuelle. Ifølge Dworkin gør “homoseksualitet […] kvinder ubrugelige”, især mandlig homoseksualitet, “fordi den antyder en verden helt uden kvinder”.

Således udgør den homofobiske holdning hos højreorienterede kvinder som Anita Bryant og Phyllis Schlafly en eksistentialistisk kamp i ordets egentlige forstand. At forsvare den heteroseksuelle kvindes respektabilitet som hjemmets herskerinde er ensbetydende med at forsvare menneskeheden og civilisationen som helhed.

Den transfobiske retorik hos de nye højrefløjskvinder

Den nye type af kvinder på højrefløjen, som engagerer sig aktivt mod transseksualitet, kommer med en lignende retorik om at omdefinere kvindens rolle. Så tidligt som i 1979, i den transfobiske pamflet The Transsexual Empire, forklarede Janice Raymond, at transkvinder er den trojanske hest i et medicinsk “imperium”, som har til hensigt at skabe syntetiske kvinder og fremstille de “rigtige kvinder” som uddaterede.

Vi finder i dag denne diskurs i det reaktionære transfobiske tilbagefald, eksempelvis når Elisabeth Roudinesco på det franske tv-show Quotidien (2021), advarede mod en “epidemi af transkønnede”, eller da dagbladet Le Figaro fremturede med overskriften, at transpersoner “ønsker, at kvinder skal udslettes”.

Transfobi er derfor en opdatering af højrefløjens antifeministiske diskurs rettet mod kvinder. Men ved at genaktivere frygten for, at kvinder bliver erstattet, radikaliserer transfobien denne diskurs og er også en vigtig faktor for udbredelsen af højrefløjens ekstreme tankegang, dens normative og hierarkiske seksualpolitik og dens fremmedfjendske og arvehygiejniske politik.

Ideen om, at kvinder bliver erstattet af transpersoner (både mænd og kvinder) er et ekko af den racistiske diskurs om “den store udskiftning”. Ligesom de fremmede, der er kommet for at overtage “vores” (hvide) kvinder og fortrænge “vores” civilisation, spiller transkvinden rollen som en monstrøs og seksuelt farlig fremmed, som højrefløjen lover at afspærre. Anti-trans-diskursen har ofte en konspiratorisk undertone og præsenterer for eksempel stigningen i antallet af kønsskifte som et resultat af en organiseret, international lobbyisme. Youtuberen Lily Alexandre viser, hvordan transfobi giver næring til fænomenet højreekstremisme: Således er millionæren Martine Rothblatt, forretningskvinde, transkønnet og jødisk, blevet et “bevis” for mange anti-trans-aktivister på lobbyens eksistens og dens spekulative magt.

Anti-trans-diskursen har også en arvehygiejnisk dimension. De beskriver transkvinder som mænd med sygelige perversioner, der søger at forvandle sig ud fra en seksuel fetich eller med det formål at voldtage kvinder på toiletter. Transmænd ses på den anden side som autistiske småpiger med komplekser, eller som bliver påvirket af deres venner, og som er ofre for en lobby, der driver dem til at lemlæste sig selv. Kort sagt, uanset deres køn bliver transpersoner systematisk reduceret til en form for mental ubalance, der gør dem enten farlige eller moralsk mindreværdige.

Dette syn på transidentitet som en sygdom retfærdiggør til gengæld en autoritær politik, der sigter mod at “korrigere” lidelsen, især gennem konverteringsterapier eller direkte forbud mod kønsskifte, hvad enten det er juridisk eller medicinsk. Arvehygiejne udøves også gennem den sociale kontrol af kroppe, som anti-trans-hysteriet tilskynder til. For at “afsløre” kvinder, der i hemmelighed er trans, har en række internetfora travlt med at analysere alle overdrevent “maskuline” egenskaber, der kan afsløre en transkvindes sande identitet.

Det leder til chikane af transkønnede eller ciskønnede kvinder, som anses for at have egenskaber, der falder uden for normerne for kvindelighed. I sit mest ekstreme udtryk så man dette ønske om at kontrollere kroppe i anti-trans-aktivisten Posie Parkers opfordring til, at mænd med skydevåben skulle bruge kvindetoiletter for at yde “beskyttelse” – med andre ord for at gå til angreb på de kvinder, der blev anset som trans.

13. september 2024

Note

Manif pour tous: Anti-lgbt-bevægelse, som var aktiv mellem 2012 og 2013 i protest mod ægteskab mellem personer af samme køn (på fransk “marriage por tous” – ægteskab for alle)

Oversat fra Contretemps (fransk) og International Viewpoint (engelsk) af Stinna Gammelgaard. En lang række noter til først og fremmest fransksprogede kilder er ikke medtaget i den danske oversættelse.