Glædelig kampdag! Jeg hedder Siri, og jeg er aktiv i Socialistisk Ungdomsfront.

I dag er jeg utroligt beæret over at kunne fejre kampdagen med jer, mine kammerater. Jeg er beæret, først og fremmest over at kunne fejre en dag, som er bygget på skuldrene af årtiers arbejderkamp. Men derudover er jeg beæret over at fejre en dag, hvor jeg med sikkerhed i stemmen kan sige, at kampen fortsætter.

Siden sidste års 1. maj har vi kæmpet for et frit Palæstina fra floden til havet. En modstandskamp mod den imperialistiske apartheidstat Israel og dens krigsforbrydelser mod det palæstinensiske folk. Men også en modstandskamp mod de firmaer, politikere og strukturer, som aktivt har ladet bomberne falde over Gaza. Gennem en international solidaritetsbevægelse er vi gået på gaden, boykottet, og demonstreret i 572 dage.

Den 24. februar blokerede hundredevis af demonstranter fra hele Europa Mærsk’s hovedkontorer. Vi krævede, at Mærsk stoppede deres fragt af våbendele til Israel – våbendele som bliver brugt i Israels folkedrab – våbendele, som gør Danmark medskyldig i samme.

Den 24. februar blev vi mødt med ekstrem vold fra politiet. Med knipler, peberspray, hunde og tåregas beskyttede statens ordensmagt et privat firmas aktive deltagelse i drabet på palæstinensere.

I 572 dage er vi blevet ignoreret, i 572 dage har kapitalinteresser profiteret på Israels apartheid, og i 76 år har det palæstinensiske folk oplevet undertrykkelse, vold og folkedrab.

Vi må anerkende, at voldelig undertrykkelse kan lede til voldelig modstand, og i SUF står vi solidariske med kammerater verden over, som kæmper for deres befrielse og imod kapitalismen og imperialismen. De undertryktes kamp fortsætter.

Vi har i det seneste år set en højrefløj, der vokser sig stærkere og stærkere. Fra USA til Europa kigger vi ind i en mere og mere polariserende verden, hvor undertrykte bliver brugt som syndebukke i en hadefuld og skadelig retorik. Kapitalismens fejl og mangler bliver bortforklaret med frygt, vrede og had.

Det er ikke transkønnede personers skyld, at kernefamilien er i sammenbrud, det er ikke indvandreres skyld, at det er sværere at få et job, og det er ikke kvinder og kønsminoriteters skyld at velfærdsstaten er i recession.

Disse er symptomer på et større problem i vores system, som gang på gang viser sig at fejle.

Et system, som gang på gang underprioriterer og ignorerer den klimakrise, vi allesammen står i. Hvor lande i det globale syd må betale prisen for vores overforbrug. Hvor aktionærværdi og private interesser har større prioritet, end vores allesammens planet. Hvor landbrugslobbyister og interesseorganisationer påvirker vores politikere til at hindre den grønne omstilling, så nogle få kan få flere penge i lommerne, mens de mange betaler prisen.

Et system, som gang på gang svigter arbejderne. Som skubber pensionsalderen op og lønnen ned. Som gør vores basale levevilkår uoverskueligt dyre. Som nedprioriterer vores rettigheder, men værner om chefens lov til at undertrykke os.

I årets start erklærede USA krig mod mexicanske indvandrere, retten til fri abort er pludselig blevet et diskussionsspørgsmål og ikke en given menneskeret, og i sidste måned frarøvede Storbritannien transkvinder ret til eksistens.

Kapitalismens undertrykkelse starter måske ved minoriteter, men den slutter med os allesammen. Vi kan ikke tillade os at ignorere denne undertrykkelse, før den påvirker os. Vi må hive den op med rødderne.

Sidste år stod SUF lige her, på præcis samme scene, med præcis samme budskab. Og igen i år står det klart, at vi ikke kan stole på regeringen til at løse disse kriser. At valgløfter og partiprogrammer og fængende slogans er vindpust mod den orkan, som kommer imod os allesammen. Regeringen har ikke stoppet bomberne fra at regne i Gaza, eller klimakollapset fra at smadre vores planet, eller fascistiske bevægelser fra at frarøve undertrykte deres rettigheder.

Men vores kamp fortsætter.

Vi har stået over for alverdens kriser og undertrykkelse, men vi har overvundet dem. Ikke gennem rolige kaffe-møder og kompromis, men gennem modstandskamp.

Modstandskamp er grunden til, at vi har en 8-timers arbejdsdag, fagbevægelser og arbejderrettigheder.

Modstandskamp er grunden til, at vi har pride og queerrettigheder. Og modstandskamp er vores vigtigste våben mod fascismen, undertrykkelsen og kapitalismen.

Altså er jeg i dag beæret over at stå skulder om skulder med mine kammerater, som gennem boykotting, demonstrationer, blokader, organisering og civil ulydighed kæmper imod det system, som søger at undertrykke os.

Jeg er beæret over at stå sammen med de mange, der i februar blokerede Mærsks hovedkontorer.

Jeg er stolt af at opleve den solidaritet, vi sammen fostrer, lokalt såvel som internationalt, i kampen for en bedre verden.

Og jeg er så sindssygt stolt af at kunne skrive os, og vores modstandskamp, ind i 1. majs historie.

Så glædelig første maj, kammerater. Kampen fortsætter, systemet skal knuses!