Catherine Connolly. Foto: Office of the President of Ireland

Den politiske elite og medierne forsøgte at gøre, hvad det var muligt for at stoppe Connollys kampagne. ”Kør hende træt,” var den strategi hendes modstandere anvendte mod den uafhængige kandidat.

Hendes rejse til Syrien, hendes ansættelse af en republikaner dømt for våbenkriminalitet, hendes kommentarer til amerikansk, fransk og engelsk imperialisme, samt hendes tidligere arbejde som advokat – alt blev gransket og kritiseret i ét væk.

Det gik som en rød tråd i smædekampagnen mod hende, at hun, i sit forsvar for neutralitet, og i opposition til at den gradvise tilpasning til NATO, var upåvirket af den politiske elite og medierne. Mens Fine Gaels Heather Humphrey afviste at kritisere, hvad hun kaldte ”vores allierede” og deres bevæbning af folkemordet i Israel, så kritiserede Catherine Connolly USA’s finansiering af Israels krigsforbrydelser og den europæiske oprustning. Til stor forfærdelse for de fleste politiske kommentatorer.

Connollys kampagne, der blev støttet af venstrefløjspartierne og græsrodsbevægelser, vandt støtte i den ene meningsmåling efter den anden, langt foran de etablerede partiers kandidater. Størrelsen af hendes sejr blev søgt bortforklaret ved at pege på de etablerede partiers elendigheder. Lige fra Fine Gaels spidskandidat, Mairead McGuinness, der trak sig på grund af sygdom, og den dramatiske tilbagetrækning af Fianna Fails spidskandidat, til Heather Humphreys ikke overbevisende TV-optræden. Elendigheder, der dog mest var et udtryk for den faldende opbakning til det socialliberale Fianna Fail, og det kristelig-konservative midterparti, Fine Gael.

Modkandidaterne

Til trods for at Fianna Fail er landets største parti, så kunne de ikke finde en troværdig kandidat i egne rækker, og partiledelsen så sig nødsaget til at bruge en kendis-kandidat for at stoppe den korrupte tidligere statsminister Bertie Ahern fra at blive nomineret. At spidskandidaten, Jim Gavin, tabte, fordi han som boligudlejer havde snydt en lejer, var poetisk retfærdighed for Fianna Fail.

Heather Humphreys viste sig at være en elendig kandidat, hvilket viser, hvor langt væk Fine Gael er fra befolkningsflertallet. Partiledelsen troede, at Humphreys ville være en populær nede-på-jorden-politiker. Det var hun ikke. Når hun fik et spørgsmål, der ikke kunne besvares med overskrifter, gik hun i stå. Til trods for en fortid som minister, havde hun ikke tidligere været udsat for så mange udfordrende spørgsmål. Ville Mairead McGuinness have været en bedre kandidat for Fine Gael? Ja, hun ville have været en mere ferm debattør. Men hvis debatterne havde været fokuseret på EU, samt hendes tætte forbindelser til den pro-israelske Ursula von der Leyen, da ville flertallet stadig være med Connolly.

Hvorfor vandt Connolly?

Journalisterne på de største medier ”kom for sent til toget.” De havde travlt med, igen og igen, at fortælle, at præsidentvalget var ”kedeligt” og ”uinspirerende”, alt imens bevægelsen bag Connolly voksede hastigt. For de, der mener, at politik kun kan foregå i Leinster House (det irske parlament), da var det en kedelig kampagne. Men for alle andre var det opløftende, at Catherine Connolly motiverede 1.500 unge til at deltage i et indsamlingsshow, der blev udsolgt på under en time, og til valgmøder, landet over, med stor tilslutning.

Meget blæk vil nu blive brugt på at undgå den mest basale og simple konklusion: Catherine Connolly vandt, fordi befolkningsflertallet støtter hendes værdier, venstrefløjens værdier, og ikke de værdier, Fianna Fail og Fine Gael står for. Et stort flertal ønsker neutralitet, retten til en bolig, og en stræben mod et mere lige og retfærdigt samfund. De er forfærdede over folkedrabet i Gaza, og de ønsker en præsident, der er utvetydig, når det gælder palæstinensernes frihed. Connollys budskab om en bevægelse, der arbejder for at opbygge, hvad hun kalder ”en ny republik,” rammer dybt i befolkningen.

Unge mennesker var kampagnens energi og vitalitet. Den sidste meningsmåling før valget viste, at Connolly stod til 57 procent blandt de 18-34 årige mod Humphreys 17 procent. Hos de 35-54-årige fik hun 49 procent, og blandt vælgere over 55 år ville 43 procent stemme på hende.

Irish Times spurgte 35 førstegangsvælgere, og af dem ville 29 stemme på Connolly, fem ville ikke stemme, og kun én ville stemme på Humphreys. Connolly scorede bedre blandt kvinder end blandt mænd. Lighedspunkterne til kampagnen for abortrettigheder, hvor unge kvinder var den drivende kraft, var tydelige. Unge afviste de konservative partier og stemte for en kandidat, der tilbød håb og et alternativ.

Smædekampagnen var yderst ineffektiv, og var, af flere årsager, kontraproduktiv for Fine Gael. Connolly veg aldrig overfor angrebene. Hun undskyldte ikke, at hun kritiserede den europæiske oprustning, eller for at have ansat en dømt.

Opfattelsen af, at hendes ligefremhed ville være til ulempe, gav ingen mening, ligesom den nuværende populære præsident Michael Higgens (Labour), der også har kritiseret den amerikanske imperialisme og regeringens politik. Selve præsidentembedets natur skaber et terræn, der er mere gunstigt for venstrefløjen. Embedets mangel på reel magt betyder, at folk er frit stillet til at stemme for progressive værdier, som de bekender sig til, uden at eliten er i stand til at true med skrappe økonomiske konsekvenser.

Connollys personlige kvaliteter kom i forgrunden under kampagnen: Mange så hende som ”autentisk.” Alle de videoer, der blev optaget, hvad enten hun legede med børn, talte med voksne, spillede basketball, dansede eller spillede klaver, viste en menneskelig side, som de fleste fandt tiltrækkende.

Endnu en årsag til at hun vandt med så stor en margin, er den energiske bevægelse, der opstod omkring hende. Der er ikke noget fortilfælde i den nyere præsidentvalgs-historie, hvor en kampagne har udviklet sig til en bevægelse på denne måde. Mens Michael Higgins har bevist, at han er en effektiv præsident, blev hans 2018-kampagne støttet af Fianna Fail og Fine Gael (irske præsidenter vælges for en 7-årig periode), mens han i 2011 vandt som et resultat af den sammenbrudte støtte til Sean Gallagher efter den afsluttende debat. Den, der kom tættest på Connollys resultat var Mary Robinson i 1990, der blev støttet af Labour, Workers Party og De Grønne.

Connollys sejr var et oprør, en kampagne der var organiseret af dygtige uafhængige og aktivister på venstrefløjen. Mere end 15.000 aktivister deltog – flertallet var ikke medlemmer af noget politisk parti. Over halvdelen af dem donerede penge eller var aktive. Denne energi, kombineret med intelligent organisering og flittig brug af de sociale medier, betød, at Connollys kampagne var langt mere effektiv end Fine Gaels kampagne, når det gjaldt om at arrangere møder og diskussioner. I hver eneste valgkreds blev der stemt dørklokker, som ikke set tidligere i en præsidentvalgkampagne.

Stemmespild?

De ultrakonservative katolikker fik knebent nomineringer nok fra senatorer til at komme på stemmesedlen, selvom det yderste højre kørte en aktiv stemmespildskampagne. De fik dog over 12 procent af stemmerne, der, selv om de er spildte, dog er en advarsel om, at det yderste højre fortsat har indflydelse i arbejderbyerne. Imidlertid viser erfaringerne fra de mere hårdt pressede arbejderklasseområder, at der ikke er tale om en tabt kamp, men én, man skal engagere sig i. De fleste af dem, der overvejede at spilde deres stemme, var åbne for at blive overbeviste om, at den bedste protest var at besejre den politiske elite. Grundig organisering i lokalsamfundene og mobilisering får folk til at handle, når det gælder leveomkostningskrisen. Det vil være afgørende for, at disse lokalsamfund ikke bliver tabt til det yderste højre.

Selvom det yderste højre ikke stod på stemmesedlen, så udgjorde deres fremgang og det stigende antal racistiske angreb og reaktionære udtalelser en faktor i kampagnen. Mange så med rette, at en støtte til Connolly var en måde, hvorpå man kunne modsætte sig den højredrejede politik, som både Fine Gael og Fianna Fail har lænet sig op ad. Connollys valgsejr er til dels en modtendens til det yderste højres fremmarch.

Connolly har i flere år advokeret for udvikling og fremme af gaeltacht – det selvstændige irske sprog. Hun lærte først at tale det flydende, efter at hun var kommet op i 40’erne, hvilket understreger hendes engagement for sproget og den irske kultur. Vi skal derfor se hendes kampagne som en del af en renæssance for irsk sprog, sådan som det også viser sig i den popularitet, der bliver Kneecap [irsk hiphop-trio, o.a.] og andre kunstnere til del. De er en del af en progressiv dannelse af, hvad det vil sige at være irsk, med referencer til vores anti-koloniale historie, og i opposition til højrefløjens snævre, hvide nationalisme, der misbruger trikoloren (det irske flag.).

Det socialistiske venstre – rygraden i kampagnen

People Before Profit (PBF) samt uafhængige venstrefløjsaktivister spillede en afgørende rolle i Connollys kampagne. Flere af de mest aktive er veteraner fra tidligere succesrige kampagner, anført af venstrefløjen.

Den beslutning, PBF tog, da man kastede sig ind i kampagnen – til trods for præsidentembedets begrænsninger – blev retfærdiggjort af kampagnens dynamik, resultatet og de muligheder, der nu er åbnet op for. Mens aktivitetsniveauet var mindre, end det kunne have været med en længere kampagne, så repræsenterer det ikke desto mindre en afgørende sejr efter et udfordrende parlamentsvalg.

Uafhængige aktivister, der indledningsvis havde været skeptiske overfor PBF, har lagt mærke til den konstruktive og ikke-sekteriske tilgang, som partiet viste. De skulle overveje at tilslutte sig partiet for at arbejde sammen om at et masse-pluralistisk og økosocialistisk parti.

De fraktioner fra den socialistiske venstrefløj, som modstræbende anbefalede Connolly, mens de kritiserede PBF’s engagement i kampagnen, vil forhåbentlig reflektere over, hvad der skete, og hvad de holdt afstand til. En ny venstre-højre-polarisering opstod, og venstresiden vandt. Aktivister i tusindvis blev for første gang mobiliseret og fik erfaringer med organisering. Den fremdrift, der gled højrefløjen af hænde, blev samlet op af venstrefløjen.

Andre partier i Connollys kampagne

Catherine Connollys kampagne fik desuden dynamik fra de øvrige partier, der støttede hende. Socialdemokraterne og PBF var med fra starten. Det hjalp til med at skabe det momentum for venstrefløjen, der stillede Labour og De Grønne overfor et valg mellem at støtte Connolly eller slet ikke have nogen kandidat overhovedet.

Sinn Fein – Irlands ældste separatistparti – tilsluttede sig relativt sent, efter at have overvejet om de skulle stille med deres egen kandidat. Kvalitativt forøgede de kampagnen på centralt og lokalt niveau, arbejdede konstruktivt. De brugte også muligheden for igen at gøre oppositionslederen Mary Lou McDonald populær, som et fremtidigt alternativ som premierminister – det første forsøg på at realisere en strategi for ”den progressive republikanske venstreblok, der respekterer uafhængigheden og de samarbejdende partiers autonomi.”

Uanset hvilken norm man måler efter, så har det været en succes. Ikke kun valget af Connolly, men også med en 5 procent vækst i meningsmålingerne for Sinn Fein, der har oplevet, hvordan samarbejde med andre giver øget tilslutning. For Sinn Fein er det nu afgørende, om de er villige til at opgive koalitionen med Fianna Fail og Fine Gael, og vie al deres energi til, at Irland kan få en venstrefløjsregering.

For Labour og De Grønne blev Connollys kampagne polariserende, idet den udstillede og underminerede partiernes mest højredrejede fraktioner. Den tidligere Labour-leder, Alan Kelly, blev af medier ugentligt bedt om at erklære sin modstand mod Connolly, og hans støtte til Fine Gael affødte udbredt ængstelse i parlamentsgruppen. At Connolly vandt så overbevisende har svækket Kellys stilling i partiet.

Det samme skete for De Grønnes leder Brian Leddin, der sammen med en håndfuld støtter trak sig fra partiet i opposition til Connolly, og især på grund af hendes modstand mod krig og imperialisme.

Den reducerede opposition i Labour og i De Grønne mod samarbejde med venstrefløjen burde i sig selv gøre det nemmere for deres partiledelse at forfølge dette yderligere, hvis de ønsker det. En større forhindring er det, at indtil nu har den progressive alliance, som foreslået af Labour og De Grønne bestået i at maksimere deres indflydelse på forhandlingerne i en fremtidig koalition med enten Fianna Fail eller Fine Gael. [Den foreslåede alliance er primært rettet mod Socialdemokraterne, som har 11 mandater i parlamentet ligesom Labour, o.a.]. Dette er ikke det, som folk bag Connollys kampagne ser frem til – de ønsker med rette at komme af med Fianna Fail eller Fine Gael.

Hvad bliver det næste?

For de tusinder, der aktivt støttede Connollys kampagne, og for de endnu flere, der passivt bakkede op om den, er det store spørgsmål: Hvad bliver det næste? Ingen tror, at det er nok at vinde præsidentembedet til at forandre landet, i betragtning af den meget begrænsede magt, der knytter sig til embedet. Catherine Connolly vil repræsentere vore værdier godt, og vil være en torn i siden på den politiske elite. Utvivlsomt vil kommentatorerne kritisere hende for at overtræde embedets rolle, og hvorfor hun skal lave om på det kendte.

Men folk forstår, at for at få de forandringer, der er brug for, så må vi også vinde mere end præsidentembedet. Den store lærdom er, at hvis venstrefløjen forenes og søger at mobilisere befolkningen, så kan de også vinde. Enhedens dynamik skaber tillid og begejstrer andre til at involvere sig. Spørgsmålet om en venstrefløjsregering er atter et centralt punkt på dagsordenen.

Ethvert forsøg på at udvikle et initiativ, der kun fokuserer på det næste parlamentsvalg, er dømt til at slå fejl, for det vil tillade energien og aktivismen i at ebbe ud. Sådan gik det med Sinn Fein fra 2020-24, der spillede rollen som ansvarlig, afventende regering.

Folk, der døjer med virkningerne af de gentagne stigninger i energi- og fødevarepriserne, kan ikke vente. De, der står overfor at blive sat ud af deres bolig, eller vil få massive huslejestigninger efter regeringens nye planer, kan ikke vente. De ønsker meningsfulde handlinger for Palæstina, og forsvar af vores neutralitet. Fælles initiativer skal organiseres sammen med fagforeningerne og de sociale bevægelser for at forsvare pensionsordningerne, forlange fuld realisering før jul af loven om forbud mod import af varer fra jødiske bosættelser, at der indføres priskontrol for de stigende fødevarepriser, at der gøres en ende på profitjagten, indføres en effektiv kontrol med huslejer, samt at der bygges flere offentligt ejede boliger.

Defensive kampe alene er ikke tilstrækkeligt. Vi har brug for at vække folks forståelse for muligheden af en venstreregering, for første gang i landets historie. PBF foreslår andre partier og individuelle personer at organisere en større venstrefløjskonference i det nye år. Her skal vi diskutere, hvordan venstrefløjens samarbejde kan uddybes for at præsentere et klart alternativ ved næste parlamentsvalg: Fianna Fail og Fine Gael og de, der støtter dem – versus en venstreregering.

Alt dette er komplicerede spørgsmål for den socialistiske venstrefløj. Vi indser, at det kapitalistiske system, hvor profit dominerer, simpelthen ikke er i stand til at levere, hvad folk kræver og har behov for: retten til et hjem og et godt liv, en verden uden krig og undertrykkelse, retten til en bæredygtig tilværelse og en fremtid for vore børn. Vi vil derfor kun tiltræde en regering, der forpligtiger sig til at arbejde efter en folk-til-magten-strategi, der mobiliserer nedefra for at besejre modstanden fra den magtfulde kapitalistklasse og tilvejebringer økosocialistiske forandringer. Alt dette ligger fjernt fra de store partier, der støttede Connolly.

Vi ønsker at gøre en ende på Fianna Fail og Fine Gaels magt. Vi vil en venstreregering, også selvom det er på et program, der er langt svagere end den økosocialisme, vi advokerer for. Vi ønsker denne regering, og tilgangen til at reformere kapitalismen, testet foran folket. Vi er derfor åbne for at deltage i denne dynamik, der fører til en venstreregering, herunder forpligtiger vi os til at stemme for dannelsen af en sådan regering, til trods for dens meget væsentlige begrænsninger. Den afgørende betingelse for os er, at vi opretholder retten til uafhængighed, til at fremsætte egne økosocialistiske holdninger, og til fortsat at styrke vore relationer med lokalsamfund for at mobilisere folkets magt nedefra.

I 1843 gav Karl Marx en nyttig vejledning til socialister, der nærmede sig komplicerede situationer:

”Da står vi ikke doktrinært frem for verden med et nyt princip: Her er vor sandhed, her skal du bøje dig til jorden. Vi udvikler nye principper for verden med udgangspunkt i verdens egne principper. Vi siger ikke: Hold op med dine kampe, de er bare dumheder; vi skal give dig klar besked om kampens sande paroler. Vi viser kun verden, hvorfor den egentlig kæmper, og bevidstheden er en ting, den må tilegne sig, selv om den ikke har lyst…..”

[Brev fra Marx til Ruge. September 1843. Karl Marx: Verker i utvalg, bind 1, s. 52 – 53. Pax Forlag, Oslo, 1970.]

Et betydeligt antal mennesker er urolige for de næste skridt efter Connollys kampagne. Hvordan slipper vi af med Fianna Fail og Fine Gael og vælger en venstreregering. Vi skal være der sammen med dem, organisere og tage skridt sammen, mens vi bruger det som en mulighed for at vinde folk for det argument, James Connolly kom med i 1897:

”Hvis vi fjerner den engelske hær i morgen, og hejser det grønne flag over Dublin Castle, da vil din indsats være forgæves, med mindre du også begynder at arbejde for den socialistiske republik.”

For at vinde en ægte ny republik, da er det ikke nok at erstatte regeringen, eller endog skrive en ny forfatning. En socialistisk republik med arbejdende folk og de undertrykte til magten er nødvendig.

25. oktober 2025

Paul Murphy er medlem af People Before Profit og har været medlem af det irske parlament siden 2014.

Oversat fra Rupture af Arne Lund