Derefter har Astrid Bang Therkildsen skrevet om et forløb gennem hele lejren, som hun organiserede sammen med Sophia, om at få flere transpersoner med. Og endelig skriver Shemon M. Chowdhury om at stå for Racialiseret Space samt om mødet med kammerater fra andre lande.

 

Fakta

Lejren  blev holdt i byen Virton i Belgien. Det var en stor mark, omgivet af træer og lidt skov, samt et mere officielt campingområde på den anden side af vejen. På marken var der en masse telte, både til oplæg, spisning og  hygge, samt fester. I år var der 303 deltagere, hvor de største delegationer var fra Belgien, Danmark, Frankrig og Schweiz. Nok ikke så overraskende, når man tager i betragtning, at lejren var i Belgien i år. Mere overraskende er det, at for over halvdelen (52,7 procent) var det første gang, de deltog!

 

Det er Socialistisk UngdomsFront (SUF), som organiserer den danske delegation, og i år deltog i alt 37 fra Danmark. Ellers var følgende lande repræsenteret: Belgien, Norge, Frankrig NPA, Frankrig GES, USA, England, Skotland, Irland, Sverige, Spanien, Schweiz BfS (tysktalende), Schweiz SolidaritéS (fransktalende), Australien, Malta, Mexico, Holland, Østrig, Brasilien, Tyskland, Letland, Portugal, Puerto Rico, Kosovo, Rumænien, Ukraine. Så 24 lande i alt, med 25 forskellige delegationer!

 

Festerne 

Der er en stærk tradition om at afholde to fester under lejren, nemlig femifesten, en separatistisk fest for dem der oplever kønsundertrykkelse, fx KUP’ere (køns-undertrykt person), kvinder, transpersoner osv. Til denne fest kan mange for første gang feste i et space, hvor cis-mænd, ikke er inkluderet og opleve, hvordan det er, hvilket kan føles befriende for mange.

 

Den anden fest er queer-festen som ikke er separatistisk, da der på lejren er en stærk forståelse af, at festen skal være et åbent space, hvor man har mulighed for at eksperimentere med kønsudtryk og selvopfattelse, og gå udover de konstruerede normer, som samfundet påsætter køn og seksualitet. Den danske delegation havde lagt meget arbejde i denne fest med at organisere lege, oppyntning samt god musik til hele aften. Aftenen bød fx på dragshow, stoledans og en agurkeleg, hvor en gruppe spioner skulle finde en agurk i en cirkel af mennesker, imens menneskene prøvede at spise agurken. Til det store fællesmøde senere fik arbejdsgruppen ros for at have organiseret så god en fest.

 

Workshops 

I år stod de danske kammerater for følgende workshops:

> Inuitfolket i Grønland og deres kamp mod dansk imperialisme

> Kampen mod racistisk lovgivning i Danmark - deportationscentre og boligdiskrimination

> Generel introduktion til patriarkatet

> Begrebet “queer” i en politisk kontekst

> Opbygning af biodiversitet

> Teater-workshop: aktivistrettigheder og politirepression

> Organiseringsstrategier - med eksempler fra lærervikarer i DK

> Utopi som strategi

 

Nogle workshops var mere praktisk anlagt i stedet for at gå den mere konventionelle teoretiske vej.. Fx Teater-workshop: aktivistrettigheder og politirepression, der blev rost til fællesmøderne mellem -om aftenen, for at have haft en inspirerende tilgang til viden om aktivisme. Men det er ikke nyt, at det praktiske element bliver rost. Længe har der været efterspørgsel for noget mere praktisk, så det er ikke en overraskelse, at workshops, hvor man kan få lov til at gøre mere end at lytte og snakke med sin sidemakker, igen er populære.

 

På dette års ISUL så vi også, både i workshops og educational settings (foredrag), at fortællinger fra mere specifikke kampe for landene/bevægelserne, var mere spændende.  Fx fik workshoppen Inuitfolket i Grønland og deres kamp mod dansk imperialisme, som blev holdt af Robin fra den danske delegation med inuit-baggrund, også stor ros for dens skarpe fortælling om inuitfolket.

 

Om modstand mod anti-trans 

(skrevet af Astrid Bang Therkildsen)

 

Sophia og jeg afholdt en permanent kommission (PC) om, hvordan vi får flere transpersoner involveret i revolutionære organisationer. En PC er tredelt workshop, der løber gennem hele lejren og har til formål at koordinere en fælles indsats på tværs af lande mod en specifik problemstilling. Derudover var denne PC separatistisk, og derfor var det kun transpersoner, der var velkomne til at deltage (ikke at Sophia og jeg var politisk enige i den beslutning, da vi mener at det er et kollektivt ansvar at engagere flere transpersoner).

 

Da PC’en er tredelt, kræver det særlig opmærksomhed på tidsplanen og på, at ens succeskriterie bliver opfyldt (i dette tilfælde hvordan vi får flere transpersoner i vores organisationer), så man skal sørge for, at de første blokke skaber grobund for, at der udarbejdes en konkret plan på den sidste blok. Formålet med PC’en var som beskrevet at få flere transpersoner organiseret i vores organisationer, men da workshoppen var separatistisk, endte det med at handle lidt for meget om andre problemstillinger. Derfor burde der havde været et lukket trans-space på lejren.

 

PC’en lærte os, at mange transpersoner i andre lande ikke er organiserede,og der var endda deltagere på lejren, somvar kommet som selvstændige revolutionære og altså ikke via en organisation. De fortalte, at de organisationer, de havde været organiseret i, ikke var inkluderende. Ofte fordi nogle revolutionære organisationer primært er styret af ældre kammerater, der har et forældet syn på køn og kan finde på at miskønne folk (med vilje). Vi må derfor uddanne disse kammerater i, at køn ikke er noget, der blot skal ligestilles eller accepteres, nej det skal udryddes! Derfor bliver vi nødt til at tage det ansvar, som de (som oftest) ældre kammerater ikke gør, og afholde skolingsarrangementer for dem i trans-marxisme og vores kønsforståelse.

 

Racialiseret Space - og hvordan man bygger antiracistiske organisationer

(skrevet af Shemon M. Chowdhury)

På ISUL 2025 var der 4 "closed spaces", det vil sige lukkede pladser, hvor man kun må komme , hvis man synes, at man identificerer sig med den identitet, som den pågældende plads er dedikeret til. I år havde Danmark til opgave at arrangere en af de lukkede pladser - den racialiserede plads.

 

Trods det kun var anden gang, at jeg deltog på ISUL, så ville jeg gerne tage opgaven med at organisere pladsen. Som det ene af to racialiserede medlemmer af SUF fra vores delegation, så tænkte jeg også, at det ville være lidt underligt, hvis det ikke var en af os.

 

Ligesom sidste ISUL, og som til alle andre arrangementer, så er der altid godt og dårligt. Jeg var ret nervøs for, om det jeg havde arrangeret for den racialiserede plads, ville være iblandt det gode eller ej.

 

Alhamdulillah, (muslimsk for "gudskelov"), den nervøsitet forsvandt hurtigt. Efter jeg introducerede den racialiserede plads til de andre racialiserede kammerater fra de forskellige lande, fik vi hurtigt en god rytme. Vi kørte en navne- og pronomenrunde, hvor vi også hurtigt introducerede os selv. Herefter førte jeg samtalen videre til de forskellige erfaringer, vi har haft som racialiserede folk i hver vores venstrefløj eller land generelt. For mig var det et mål, at pladsen ikke blot ville give os alle et rum, hvor vi sikkert kunne snakke om de problemer, vi har haft, men også dele de byrder, vi oplever med hinanden. Det gik virkelig godt. For mig er det næsten umuligt at beskrive, hvor rart det var.

 

Det var lige så vigtigt, som det var lærerigt, og førte os videre til at snakke om, hvordan vi kan arbejde på at løse disse problemer. Et eksempel var, at trods vi var over 300 personer, hovedsageligt fra Europa, i denne her lejr for unge revolutionære fra den yderste venstrefløj, så var vi virkelig ikke så diverse.

 

Et eksempel. Jeg er muslim, 2. generations-indvandrer og anden-etnisk dansker. Eksemplerne inddrager for det meste min baggrund, da det giver mest mening. Cirka 6 procent af europæere er muslimer. Islamofobi og mængden af hadforbrydelser mod muslimer er steget markant (igen) det sidste årti. For blot en uge siden, blev Mohammed Yousef Alqassem, en 20-årig studerende fra Saudi Arabien, stukket ned i Cambridge, England. Han drømte om at blive læge en dag.

 

På lejren, så vidt jeg ved, var vi nok fem med muslimsk baggrund, og måske tre muslimer. Det svarer til henholdsvis cirka 1.65 og 0.99 procent af lejren.

 

Hadfyldte angreb, som beskrevet foroven, er et mikrokosmos af verden udenfor lejren. Det er vores hverdag. Hvis vi venstreorienterede folk er seje antiracister, hvorfor er der så så få racialiserede kammerater iblandt os? Det fik os til at snakke om, hvorfor dette er tilfældet. Hvorfor kan venstrefløjen ikke mobilisere muslimer? Jeg vil argumentere for, at vi er den mest systemkritiske gruppe i EU, men ud fra min erfaring er vi så få på venstrefløjen i Europa. Dette er især underligt, da nogle af de mest velkendte venstreorienterede aktuelle navne i Vesten enten er muslimer eller af muslimsk baggrund. Såsom borgmesterkandidat for New York City Zohran Kwame Mamdani eller det britiske parlamentsmedlem Zarah Sultana.

 

På den racialiserede plads, og herefter i den permanente anti-racistiske kommission gennemarbejdede vi nogle konkrete forslag og opfordringer til, hvordan vi kan opbygge reelle antiracistiske organisationer.

 

Man kan tage konceptet om lukkede racialiserede pladser tilbage til sine egne organisationer og sætte kvoter for at garantere, at der er racialiserede personer i vores ledelser. Selv hvis det i sig selv ikke løser problemet, er det et skridt i den rigtige retning. Man kan kritisk undersøge, hvorfor vores organisationer har så lille en procentdel af racialiserede kammerater, og hvordan vi kan ændre dette. Dette ville jeg anbefale især i min egen ungdomsorganisation - SUF, men også for alle andre lignende organisationer i Europa. Gør vi noget for reelt at række ud til folk, som ikke er i de bobler, hvor vi normalt befinder os? Vi kalder os selv for anti-racister, men ved vi noget om de folk som racismen rammer?

 

For cirka et år siden, var der nogle SUFere i Vejle, som gik til en moské, og snakkede med lokale samfund dér. Sammen organiserede de pro-Palæstina demonstrationer. De tog et initiativ dér som jeg har stor respekt for, og det er lige præcis, hvad jeg synes er perfekt antiracistisk praksis her i Danmark. Jeg ville ønske, at flere lokalgrupper fulgte dette eksempel. Der er ingen garanti for, at det bliver succesfuldt, ej heller komfortabelt. Derfor er det ikke en oplagt opgave for de fleste. Men vi ved, at nogen har gjort det med succes.

 

Hvis vi gerne vil gøre os fortjent til kollektivt at kalde os en antiracistisk organisation, så bør vi nok sørge for, at vores almene viden og forbindelse til f.eks. muslimer går længere end at sige “in sha Allah” og “ma sha Allah” forkert.

 

Mødet med internationale kammerater 

(skrevet af Shemon Chowdhury )

 

Det bedste ved ISUL er at møde kammerater fra overalt i verden.

 

Denne gang, såvel som sidste gang, mødte vi så mange nye kammerater, som lærte os afsindigt meget om den politiske situation i deres lande. Om det var kammeraterne fra Rumænien, Ukraine, Letland, Kosovo, Belgien, Skotland, Brasilien, Malta  eller de mange andre, så lærte vi meget om deres situationer og fik en bedre forståelse for, hvad konteksten er i deres lande.

 

På ISUL er der inter-delegationsmøder, det vil sige møder, der er arrangeret imellem to delegationer, nogle gange flere. Disse møder kan variere meget i deres længde, format, emner osv., især fordi delegationerne kan være så forskellige i deres hovedfokus, organisering, og størrelse. Jeg var ansvarlig for vores møder med andre delegationer, så jeg havde arrangeret cirka et dusin inter-delegationsmøder i løbet af lejren, hvilket er ret meget, men da det ikke er obligatorisk at møde op til alle ting, så kunne man vælge de møder, man fandt mest interessante.

 

Vi havde arrangeret dem på forskellige måder, men det mest almindelige format  er, at hver delegation i cirka 10 minutter præsenterer sit lands politiske landskab og sin organisation, hvorefter folk kan stille spørgsmål til hinanden. Vi prøvede også et nyt format, foreslået til os af de tysktalende schweizere (BfS), hvor vi efter de korte præsentationer deler os op i blandede grupper, potentielt med fokus på forskellige emner. Det fungerede virkelig godt, da man fik et godt fundament, hvorfra man kunne stille mere uddybende spørgsmål, samt også havde mere personlige samtaler, hvor flere folk havde tid til at snakke. Dette format kan dog ikke bruges, hvis den ene af to delegationer er meget større end den anden.

 

Workshops og permanente kommissioner er en anden måde at møde og snakke med internationale kammerater, da de lægger op til, at man snakker med de andre deltagere. Udover dette er der mange workshops, som dækker situationen i det land, som oplægsholderne er fra. For eksempel lærte vi om, hvordan det er at organisere som venstrefløjsaktivist i Ukraine, og hvordan den politiske situation ser ud i Brasilien, og hvordan flere hundrede års slaveri har formet deres kamp.

 

På lejren var der også noget tid uden program, og de fleste punkter i programmet var ikke obligatoriske. Denne tid, spisetiderne og ikke mindst festerne var perfekte til at sige hej til diverse internationale kammerater. Dette krævede selvfølgelig personligt initiativ, men min personlige erfaring er, at de fleste  var meget åbne og glade for muligheden for at snakke med andre internationale kammerater. De var der jo af de samme grunde.

 

Som sagt, lejren er ikke perfekt. Der er altid det gode og det mindre gode. Når man ser folk der sidder ned, hænger ud, på tværs af delegationer, så bliver man så håbefuld for samarbejdet med hinanden internationalt, og ikke mindst for kampen mod de ultrarige.

 

Desværre lever vi stadig i en verden, hvor det værste, man kan gøre, er at stille spørgsmålstegn ved, om vores verden er opbygget godt eller ej.

 

For et par måneder siden valgte Letland at deportere Vladislav Romanenko, en kammerat og nær ven, fordi han gjorde noget, som er uacceptabelt i Letland; han lærte folk, at der er bedre alternativer til kapitalisme. Dette ville være en dødsdom, fordi Vladislav havde et russisk statsborgerskab. Hvis han blev smidt over grænsen, så ville han blive tvunget ind i hæren og kæmpe i Ukraine, grundet hans offentlige støtte til Ukraine.

 

Ifølge Letlands efterretningstjeneste udgjorde han en trussel mod Letland, selvom de aldrig har givet noget bevis for det. Yderst hemmelig information, åbenbart, da man ikke engang behøver at vise det, når man ødelægger en ung mands liv og forsøger at sætte ham i livsfare. Man kan læse mere om det her.

 

Vi fik mødt en masse seje, kloge, og ikke mindst modige kammerater fra hele verden. Vi skabte forbindelser, som styrker vores internationale solidaritet. Men vi blev også mindet om, hvor vigtig kampen er imod kapitalisme, og hvilke konsekvenser det kan have at gøre noget så dristigt som bare at foreslå at ændre det brutale system, vi lever under.

 

Konklusion

Hvis man læste Magnus Fage Gislasons artikel om ISUL sidste år, kan man måske huske, at der var lidt tvivl om, hvorvidt lejren kunne overleve, da den var blevet afholdt samme sted tre år i streg, med stadig færre deltagere. Hans rapport konkluderede dog, at der stadig var mange, der var villige til at lægge kræfter i projektet og derfor var der håb endnu. Forfatterne af denne artikel mener, at dette håb kun er blevet større.

 

Det er ganske vist endnu ikke aftalt, hvor lejren skal holdes i 2026, men mange delegationer gav udtryk for, at de gerne vil træde til i de efterfølgende år! Så denne rapport kan med sikkerhed sige, at ISUL kommer til at leve længe endnu, og det er mit håb, at lejren bliver ligeså fed næste år, som den var i år.