Hvordan kan vi se på billeder fra Gaza, og ikke se Mariupol og Bakhmut? Mens Israels aggression mod Palæstina fortsætter, træder de åbenlyse ligheder med Ruslands invasion af Ukraine endnu tydeligere i øjnene. Israels ’totale belejring’ af Gaza-striben – lukningen af vand, elektricitet og fødevarer til to millioner indbyggere – kalder straks billederne frem fra Ruslands forsøg på at ødelægge den infrastruktur, der var afgørende for energiforsyningen sidste vinter. Ukrainere må have vidst, at det ville betyde den visse død for de mest sårbare grupper, de gamle og de syge. Vi ved, at når de ikke har nogle realistiske alternativer, så vil de helst blive, hvor de er.

 

Billederne af den altomfattende ødelæggelse, der nåede til os fra Gaza, og som udstiller den israelske hærs totale ligegyldighed over for internationale humanitære love, ligner også dem fra Mariupol og Bakhmut sidste år. Israel er - ligesom Rusland i Ukraine - blevet anklaget for at bombe beboelsesområder, evakueringskorridorer, og det eneste sted, hvor man kunne komme ud af byen, Rafah.

 

Hamas’ brutale angreb på civile i israelske kibbutzer, minder selvfølgelig også om Ruslands massakrer i Bucha i marts 2022. Det var helt med rette, at de blev fordømt af den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskij og den ukrainske udenrigsminister. Men deres opfordringer til støtte for ofrene og deres familier blev ledsaget af problematiske tilkendegivelser, herunder Zelenskijs katastrofale konklusion, at Israel havde ubetinget ret til at forsvare sig.

 

Siden da har ukrainske regeringsrepræsentanter undgået at tale direkte om Israels ’Operation Jernsværd’, på trods af at dødstallet i Gaza ifølge de palæstinensiske myndigheder er nået op på mere end 3.500 i de 11 dage, der er gået, siden den blev sat i gang.

 

Men Ukraines carte blanche til ethvert modsvar, som Israel måtte skønne nødvendigt, giver ikke mening, hvis man ser det i sammenhæng med historiske eller nylige ukrainsk-israelske relationer, der har været kendetegnet af spændinger vedrørende besættelse og respekt for international lov.

 

Hvis vi ser på de sikkerhedsproblemer, som Ukraine står overfor, har landets udenrigspolitik hele tiden været fast forankret i to ting: respekt for territorial integritet og afskaffelse af kernevåben.

 

Diplomatiske spændinger

I modsætning til USA og deres europæiske allierede har Ukraine konsekvent støttet FN-resolutioner, der fordømte den ulovlige besættelse af palæstinensiske landområder, med særligt henblik på deres relevans for landets egne territoriale krav på det besatte Krim.

 

I 2014 stemte Israel ikke for en FN-resolution, der fordømte Ruslands annektering af Krim og bekræftede Ukraines territoriale integritet. To år senere stemte Ukraine for en resolution, der fordømte israelske bosættelser i Jerusalem – hvad der fik den israelske premierminister Benjamin Netanyahu til aflyse et besøg af den daværende premierminister, Volodymyr Groysman.

 

Disse spændinger er taget til i det seneste år - f.eks. da Kyiv støttede to FN-resolutioner i november 2022. Den første handlede om at gøre Mellemøsten kernevåbenfrit, rettet imod Israels kernevåbenprogram, og den anden om en international undersøgelse vedrørende ’Israels langvarige besættelse, bosættelser og annektering af palæstinensisk territorium’, hvorved palæstinensernes ret til selvbestemmelse blev bekræftet.

 

Og så i juli 2023 fordømte den israelske ambassadør i Ukraine Ukraines 90%-støtte til FN’s ’anti-Israel’ resolutioner, som han beskrev som en ’abnorm situation, især fordi Ukraine så tit har henvendt sig til Israel med forskellige anmodninger’. Disse anmodninger også været årsag til spændinger mellem de to lande, hvor Israel har sendt humanitær hjælp til Ukraine, men afvist at sende våben, herunder defensive våben, idet de sagde, at Israel, i modsætning til NATO-lande, kun havde sig selv at stole på.

 

Israel har også været meget forsigtig i deres stillingtagen til russisk aggression mod Ukraine, idet de forsøgte at opretholde venskabelige diplomatiske forbindelser med Rusland i lyset af deres egne militære interesser i Syrien. Landet har heller ikke tilsluttet sig de mange sanktioner, som de vestlige lande har påført Rusland, og de afstod fra at stemme for en FN-resolution om Ruslands erstatninger for dets ødelæggelser i Ukraine. Efter invasionen tog Israel imod 30.000 ukrainere - herunder 15.000 jøder som led i et repatrieringsprogram - langt færre, end andre lande havde taget imod.

 

Forklaringer på tavsheden

De fleste ukrainske politikere og diplomater opfatter sandsynligvis historien mellem Israel og Palæstina for at være for indviklet til at skelne mellem aggressor og offer. Men det forklarer ikke deres tavshed med hensyn til Israels krænkelser af international lov i de seneste dage, der ikke adskiller sig fra handlinger, som de tidligere har fordømt. Der er tilsyneladende tre årsager til deres tavshed.

 

For det første har Ukraine forsøgt at distancere sig så klart som muligt fra Hamas – stemplet som ’nynazister’ af Netanyahu – og deres brutale metoder, der har haft israelske civile som vilkårlige mål. Det skyldes ikke mindst, at Ruslands retfærdiggørelse af invasionen af Ukraine - det påståede behov for at ’af-nazificere’ landet – har vundet genklang i det Globale Syd, og i visse yderområder af de vestlige civilsamfund. Og i de vestlige regeringers italesættelse af konflikten bliver det gjort umuligt at skelne mellem Hamas’ handlinger og det, som det virkelig drejer sig om: palæstinensernes kamp for frihed og retfærdighed, der trækker på mange og meget forskellige kræfter. Det er et ironisk aspekt af situationen, at diplomater har advaret om, at manglende støtte til Palæstina næsten med sikkerhed vil resultere i endnu mindre støtte til Ukraine i det Globale Syd.

 

Den fremherskende vestlige italesættelse implicerer, at antisemitisme og kritik af Israel er ét og det samme - en anden grund til, at den ukrainske regering er særligt påpasselig med deres officielle erklæringer på den internationale scene. Det er dels fordi Ukraine er et af de lande, der er mest mærket af Holocaust, med halvanden million jøder dræbt mellem 1941 og 1945, og dels også, at ukrainske nationalistiske bevægelser, der holdt hånden over folk, der var direkte ansvarlige for massakrerne, er blev hvidvasket og gjort til helte i Ukraine.

 

Og så til sidst, Ukraines position kan simpelthen være et udtryk for geopolitisk pragmatisme. Ukraines aftale om at blive associeret med EU indeholder en klausul om ’enighed om udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner’, der kræver, at Ukraine retter ind i forhold til de positioner, der udtrykkes officielt. Og deres afhængighed af vestlig humanitær og især militær hjælp disponerer deres ledere til at slutte op bag deres allierede, især USA, med risiko for ellers at miste deres støtte. At Hamas opretholder særligt stærke forbindelser til Rusland forstærker yderligere denne loyalitet.

 

En erklæring fra det ukrainske udenrigsministerium, fremsat 17. oktober, afspejler denne dobbelttydighed og de konkurrerende principper i Ukraines udenrigspolitik. Den bekræfter støtten til Israels ’bestræbelser på at slå til imod terrorhandlinger’, men ’fastholder, at en løsning på Palæstina-Israel-konflikten må finde sted ved hjælp af politiske og diplomatiske midler.’

 

Den følgende dag, efter angrebet på Al-Ahli-hospitalet, der dræbte hundredvis af palæstinensere, og som både Israel og Hamas benægter at være ansvarlige for, fremsatte Ukraine deres første erklæring om den humanitære situation i Gaza. I erklæringen understreges det, at begge parter skal ’overholde krigens love, og respektere international humanitær lov’, men den undlader at opfordre til øjeblikkelig våbenstilstand.

 

Behovet for at sige tingene ligeud             

Mens Ukraines officielle position er dikteret af pragmatiske diplomatiske overvejelser, så er det ukrainske civilsamfund ikke forpligtet på regeringens tavshed om Israels straffeaktion mod Gaza.

 

Israels uretfærdigheder i Palæstina, og Ruslands i Ukraine, går langt ud over ren forsømmelighed med hensyn til at respektere krigens love. Ukrainere gentager med rette, at Ruslands krig mod det ukrainske folk ikke begyndte 24. februar 2022. Det havde besat en del af Ukraine siden annekteringen af Krim i 2014, og det russiske zardømmes kolonisering af dem, der bebor de ukrainske territorier, daterer sig tilbage til det 17. århundrede.

 

Denne historie, der fortsatte i Sovjet-tiden, indeholder hændelser af folkemordslignende karakter. Herunder Holodomor, en enormt omfattende kunstigt frembragt hungersnød, der dræbte mange millioner ukrainere i 1932 og 1933, og flytninger af hele folkeslag, f.eks. 238.00 krimtatarer, der blev deporteret fra Krim til andre Sovjet-republikker på Stalins ordre i 1944. Næsten halvdelen af tatarerne døde af sult og sygdomme de følgende år.

 

Israels krig imod det palæstinensiske folk begyndte heller ikke 7. oktober 2023. Den begyndte med Nakba i 1948, da mere end 700.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres land. I 1967, ved afslutningen af 6-dages-krigen, besatte Israel resten af de palæstinensiske områder, hvad der skabte en ny palæstinensisk exodus, og oprettelsen af nye israelske kolonier.

 

Palæstinensere siger tit, at Nakba er en uendelig proces, fordi fordrivelser, berøvelser og koloniale forbrydelser aldrig er hørt op. De er blevet splittet og oplever forskellige situationer, afhængigt af, om de lever på Vestbredden, i Israel, Gaza, eller er flygtninge. Men alle er berørt af apartheid-regimet. Palæstinenserne, der lever i Gaza, lider især under den blokade, der blev indført af Israel efter 2006, i samarbejde med Egypten, og som gjorde Gaza-striben til verdens største "åbne" fængsel.

 

Den ondskab, der har dræbt både israelske og palæstinensiske civile i de seneste dage har sine rødder i Israels fortsatte besættelse og kolonisering af de palæstinensiske områder. Der er på den måde ligheder mellem undertrykkelsen af ukrainere og palæstinensere: det handler om stater med kernevåben og overvældende militær styrke, der undertrykker begge vores lande, og som trodser FN-resolutioner og international lov, og holder deres forehavender uden for enhver diplomatisk dialog.

 

Som ukrainere, som tilhængere af, hvad Ukraine vil, har vi et særligt ansvar for at forstå og hæve vores stemmer over for det, der sker. Vi må gøre opmærksom på det selvmodsigende i, at vestlige regeringer støtter vores antiimperialistiske kamp, samtidig med, at de bakker op om Israels koloniale vold. Den tragedie, vi er vidne til lige nu, må skærpe vores følsomhed over for lignende menneskelige erfaringer.

 

I kølvandet på Ruslands invasion oplevede vi, hvor lidt det internationale samfund vidste om Ukraines historie. Men hvad ved vi om Palæstinas historie? I en verden, hvor polariseringen tager til, hvor koloniale krige af chokerende omfang og voldsudøvelse er blusset op igen, er det kun solidariteten mellem undertrykte folk, og nysgerrigheden om vores respektive kampe, hinsides geopolitiske opdelinger, der kan vise os vejen til retfærdig og varig fred.

 

19. oktober, 2023

 

Daria Saburova er PhD ved Nanterre Universitet i Paris. Hun er medlem af European Network of Solidarity with Ukraine (ENSU)

 

Oversat fra Open Democracy af Niels Overgaard Hansen