Spørgsmålet om våben til Ukraine har splittet venstrefløjen i Europa. Foto (Flickr.com) er fra kampe i det østlige Ukraine, 2015. CC BY-SA 2.0

 

I takt med at Putins invasion af Ukraine folder sig ud, bliver det tydeligere, at invasionen på mange måder har været en gave til til de kræfter, der støtter EU og NATO.

 

For det første betyder det en livsforlængende støtte til det NATO, som præsident Macron i 2019 beskrev som "hjernedød," som følge af den bitterhed, ex-præsident Trump rettede mod den atlantiske alliance.

 

For det andet bidrager den til at camouflere de autoritære, racistiske ledere i Polen, Ungarn og Slovakiet.

 

For det tredje fungerer invasionen som en superlim til at hærde grænserne inden for klubben af EU-stater overfor retten til selvbestemmelse blandt de befolkninger, der ikke har deres egen stat.

 

Den kaster også lys på det yderste højre i Putins omgangskreds. Dette er især nyttigt i Frankrig forud for præsidentvalgets første runde den 10. april, hvor racisterne Marine Le Pen og Eric Zemmour priser Putin som en model for et karismatisk, nationalt lederskab. Le Pen har ikke alene haft møder med Putin. I 2014 fik hendes parti, Nationalforsamlingen, et russisk lån på 4 millioner euro. Islamofoben Eric Zemmour har beskrevet Putin som "den sidste modstander mod den politiske orkan, som USA er, og som ødelægger alle traditionelle strukturer: familie, religion og fædreland."

 

Angreb på venstrefløjen

EU's og NATO's støtter har imidlertid opdaget, at den bedste gave i den nye skattekiste er den fælde, der kan opstilles for partierne til venstre for de europæiske socialdemokratier. Hvis ikke venstrepartierne bakker op om de stigende militærbudgetter og EU's militære rolle, så må de jo være Putins objektive allierede. Og støtter de de stigende militærudgifter, så udviskes forskellen til socialdemokratierne.

 

Den eneste måde, man kan at undgå denne fælde, er ved at adskille spørgsmålet om at bevæbne det krigsførende Ukraine, fra venstrefløjens opposition mod NATO og EU - en sondring, som nogle på venstrefløjen kæmper for at lave.

 

Fælden er mest dødelig i de lande, hvor et socialdemokratisk parti er i regering og har et mere radikalt parti som juniorpartner, sådan som det er tilfældet med den spanske koalitionsregering mellem Socialistpartiet (PSOE) og Unidas Podemos (UP).

 

I Frankrig blev fælden lagt med særlig omhu for den førende venstrefløjskandidat, Jean-Luc Mélenchon fra La France Insoumise, som tiltrækker vælgere fra Socialisterne og De Grønne.

 

De fleste større franske medier slår Melenchon sammen med de to partier på den yderste højrefløj på grund af hans modstand mod at udvide NATO østpå, og hans opfordring til at forstå, hvordan dette vil blive opfattet i Rusland.

 

Hyklere og krigsgale

EU-NATO's heppekor af hyklere og ekstreme militarister udstillede sig den 1. marts i den franske Nationalforsamling og dagen efter i det spanske underhus, Cortes, hvor premierminister Pedro Sanchez erklærede, at Putins handlinger "er en direkte trussel mod folkenes frihed til selv at afgøre deres fremtid." Blot to uger forinden var Sanchez' reaktion på kravet om en folkeafstemning blandt catalanerne for selv at kunne afgøre deres fremtid, "at uafhængighed er en politisk teori fra det 19. og det 20. århundrede", og at "en afstemning kun vil splitte."

 

Dagen forinden havde Nationalforsamlingen i Frankrig hørt talsmanden for det "liberale" UDI (Union des démocrates et indépendants) fortælle, "at de gamle romeres ordsprog vis pacem, prepare bellum - hvis du vil have fred, så gør dig klar til krig, stadig gjaldt, og at det var, hvad Europa måtte lære. Ukraines svaghed beror på, at landet i de seneste måneder og år har fået Rusland og dets diktator til at tro, at det er let at invadere landet, og dermed udvide sit imperium, og derved fjerne opmærksomheden fra egne indre vanskeligheder. "Vi må genopruste Frankrig, hurtigt, stærkt og i dybden, og det samme gælder også for vort kontinent".

 

En resolution for enhver smag

Disse skandaløse udsagn fulgte mødet den 1. marts i EU-Parlamentet, hvor den vedtagne resolution skabte uenighed i Venstrefløjsgruppen GUE/NGL, efter at gruppens centrale tilføjelse var blevet afvist. I den stod der "nej til et nyt våbenkapløb, prioritering af en konfliktresolution og nedrustning, modstand mod en øjeblikkelig optagelse af Ukraine i EU - det ses som en provokation mod Rusland - samt en opfordring til at stoppe den betændte krigsretorik.

Resolutionen opfordrede "medlemsstaterne til at fremskynde leveringen af forsvarsvåben til Ukraine som respons på klart definerede behov, og i overensstemmelse med Artikel 51 i FN's charter, der tillader individuel og kollektiv selvforsvar."

 

Resolutionen kan tolkes efter behov, idet det elastiske begreb "forsvarsvåben" giver mulighed for forsyning med stort set alle former for militært isenkram, og uanset mængder. Teksten gentager også, at "NATO er grundlaget for medlemsstaternes kollektive forsvar."

 

Miguel Urban Crespo, medlem af Anticapitalistas i Spanien og Podemos-medlem af EU-Parlamentet stemte imod: "Den officielle version er, at dette er en resolution, der fordømmer den russiske invasion og en støtte til det ukrainske folk. Men det er ikke sandt. Resolutionen er blot en undskyldning for fremme den europæiske genoprustning og forstærke NATO's rolle som verdens politibetjent."

 

Principper, der forsoner og skaber en fælles holdning

EU-Parlamentets resolution legitimerer en ændring på linje med Sanchez-regeringens af 2. marts, og Spanien vil nu sende dødelige våben til Ukraine, og dermed tilsidesætte Podemos' modstand.

 

Podemos' talsmand, Pablo Echenique, protesterede: "At sende våben til Ukraine, enten fra Spanien eller et hvilket som helst andet land, er, efter vores opfattelse, en fejltagelse. Det vil ikke effektivt bidrage til at afslutte konflikten. Mange soldater har privat fortalt os, at bevæbning af civilbefolkningen mod en professionel hær ikke ændrer hærenes indbyrdes styrkeforhold."

 

Sanchez svarede: "Podemos tager fejl. Ukraine har, som et land, der lider under aggression, ret til at forsvare sig selv, fordi Ukraine og ukrainerne bekæmper den invaderende magt på fuldstændig ulige vilkår. Nej til krig-sloganet kan ikke bruges her."

 

Spændingerne steg, da Podemos' minister for sociale rettigheder, Ione Belarra, bemærkede, "at når folk kræver et svar på den russiske aggression, så "siger krigspartierne blot: Fint, vi sender våben."

 

Podemos' ligestillingsminister Irene Montero pegede på ”præcisionsdiplomati som et alternativ til våbenforsyninger. Enrique Santiago, generalsekretær for det spanske kommunistparti, (PCE) sagde, at afsendelse af våben ”gør en diplomatisk løsning sværere."

 

Podemos' tre andre ministre - arbejdsminister og tredje vicepremierminister Yolanda Diaz, forbrugerminister Alberto Garzon (Forenet Venstre og PCE), samt forskningsminister Joan Subraits (knyttet til den catalanske borgerplatform Barcelona En Comu) bakkede derimod alle op om Sanchez.

 

Så kravlede Podemos ned, og talskvinden Isa Serra udtalte, "at spørgsmålet er, om vi kan kalde PSOE for et krigsparti, og da er svaret nej. Vi går gennem en svær tid, men Sanchez ved, at han kan regne med vores støtte."

 

I løbet af tre dage havde MP'ere fra de store partier til venstre for PSOE støttet, modsat sig og til sidst resigneret overfor deres seniorpartners nye holdning.

 

Set på baggrund af antikrigsstemningen i Spanien, da har det ikke været let at vælge standpunkt - heller ikke for venstrekræfter, der er fri for presset for at bevare ministerposterne.

 

Tydelig i manges erindring står general Franco, der med støtte fra det fascistiske Italien og Nazi-Tyskland kvalte den spanske republik (1931-36). Talsmanden for Cataloniens republikanske Venstre (ERC), Gabriel Rufian, sagde, at "hvis det internationale samfund havde støttet de anti-fascistiske republikanere, så ville Franco i dag have været en kupmager, der var glemt af historien."

 

ERC og Compromís pel País Valencià modsatte sig ikke, at Spanien sender våben til Ukraine, mens det venstreuafhængige baskiske EH Bildu, det galiciske Bloque Nacionalista og Cataloniens Assemblea d'Unitat Popular stemte imod.

 

Frankrig

En lignende abrupt holdningsændring skete hos France Insoumise. I Nationalforsamlingen angreb Melenchon det, som partiets medlemmer i EU-Parlamentet havde stemt for: "Jeg fortryder, at EU vil levere de våben, der er brug for i en krig, sådan som udenrigskommissær Josep Borell tolker det. Denne beslutning gør os til part i krigen."

 

Melenchon opfordrede til "at gå til hjertet af problemet" og anmodede om, at Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) skal garantere Ukraines neutralitet, fjerne de missiler, der peger mod Rusland, og begynde en atomar nedrustning.

 

På et møde den 6. marts i Lyon, hvor 15.000 deltog, "gendøbte" han sig selv som "fredskandidaten" og anbefalede fransk tilbagetræning fra NATO, og at landet skulle blive alliancefri.

 

10. marts 2022

 

Dick Nichols er europæisk korrespondent for det australske Green Left og er bosiddende i Barcelona.

 

Oversat fra Green Left af Arne Lund