Nu, efter euforien, er tiden kommet til eftertanken, som det hedder i et arabisk ordsprog. Lad os reflektere over, hvad der er sket indtil nu, og prøve at se på mulighederne for fremtiden.

af Gilbert Achcar

11.
december
2024
Forbered udskrift | Email Send via email |
Læsetid: 9 minutter

 

Det første, man kom til at tænke på, da man så de fantastiske historiske begivenheder, der udspillede sig i fredags og umiddelbart derefter, var lettelse og glæde over billederne af fanger, der blev befriet fra helvede af et fængselssamfund, som Syrien var blevet under Assad-familiens regime. Vores følelser blev også overvældet af glæde ved synet af syriske familier, der pludselig var i stand til at vende tilbage fra nærliggende eksil, hvad enten de var fra et andet område i Syrien eller fra Jordan, Libanon eller Tyrkiet, for at besøge de byer og hjem, de var tvunget til at flygte fra for år tilbage. Læg dertil drømmen for millioner af syriske flygtninge, i landene omkring Syrien og i Europa, om at vende tilbage til deres hjemland, selvom det kun var for et besøg – denne drøm, der så umulig ud for et par dage siden, er begyndt at se realistisk ud.

 

Nu er tiden kommet, som det arabiske ordsprog siger, til eftertanke efter opstemthed. Lad os reflektere over, hvad der er sket indtil nu, for at prøve at forudse, hvad fremtiden kan bringe. Først og fremmest er det værd at påpege over for dem, der støttede det hadefulde Assad-regime og hævdede, at det var repræsentativt for det syriske folks vilje, og at alle, der var imod det, kun var lejesoldater for en fremmed magt, regional eller international – det er værd at påpege over for dem, at virkeligheden endegyldigt har bevist, at det hadefulde Assad-regime kun holdt sig oppe takket være to udenlandske besættelser, ud af de fem udenlandske besættelser på tværs af det syriske territorium. Det er de samme kræfter, som hævdede, at dette regime, som ikke havde rørt en finger i et halvt århundrede mod den zionistiske besættelse af sit eget land, og som havde grebet ind i Libanon i 1976 for at undertrykke styrkerne i Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation og i Libanons Nationale Bevægelse og for at redde enhederne i den libanesiske kristne sekteriske højrefløj, og som havde sluttet sig til krigen mod Irak ledet af USA og det saudiske kongerige i 1990 – at dette regime var det bankende hjerte i “modstandens akse” -.

 

Sandheden er, at hvis det ikke var for den iranske intervention, der startede i 2013, især gennem Libanons Hizbollah, og for den russiske intervention, der startede i 2015, og også for USA’s veto, der forhindrede den syriske opposition i at modtage nogen form for anti-luftskyts af ​​frygt for, at det kunne blive brugt mod det israelske luftvåben – hvis det ikke var for disse tre faktorer, ville Assad-regimet være faldet for mere end et årti siden, da det var på kanten af ​​afgrunden i 2013, og igen i 2015 på trods af redningsaktionen fra Iran. Den nøgne kendsgerning er, at da den eksterne støtte tørrede ud, kollapsede regimet som ethvert andet “marionetregime”, der bliver droppet af de kræfter, der plejede at trække i snorene. Det seneste slående eksempel på et sådant sammenbrud var det, der skete med marionetregimet i Kabul i lyset af Talebans fremmarch, efter at amerikanske styrker opgav at støtte det i 2021.

 

Vejen var således banet for Hay’at Tahrir al-Sham (HTS), efter at Rusland havde trukket de fleste af sine styrker tilbage fra Syrien på grund af den sump, man sad fast i efter invasionen af Ukraine (Moskva efterlod ifølge israelske kilder kun 15 militærfly i Syrien), og efter at libanesiske Hizbollah havde lidt et alvorligt nederlag, som deres nye generalsekretær desperat forsøgte at fremstille som en “stor sejr… der overgår sejren opnået i 2006”, og som forhindrede Hizbollah i at kunne redde sin syriske allierede denne gang. Desuden fortsatte Iran med sin forsigtige tilgang, rædselsslagen over udsigten til en eskalering af Israels aggression mod landet og muligheden for, at USA eventuelt ville tilslutte sig direkte efter Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus. I lyset af disse kendsgerninger tilsammen greb Hay’at Tahrir al-Sham (HTS) den mulighed, der var skabt for at indlede en offensiv på de områder, der var under kontrol af det syriske regime og dets allierede, begyndende med byen Aleppo. Og det syriske marionetregime kollapsede ligesom dets afghanske modstykke.

 

Den store forskel mellem de afghanske og syriske tilfælde er dog, at HTS er meget svagere, end Taleban var, da de erobrede kontrollen over deres land. Styrkerne fra Assad-familiens regime kollapsede ikke af frygt for en mægtig fjende, men fordi de ikke havde noget incitament til at forsvare regimet længere. Hæren, som var opbygget på et sekterisk grundlag gennem Assad-familiens udnyttelse af det alawitiske mindretal, som de tilhører, havde ikke længere et incitament til at kæmpe for Assad-familiens kontrol over hele landet. Især ikke efter sammenbruddet af levevilkårene, der førte til et dyk i soldaternes købekraft. Regimets elendige forsøg i sidste øjeblik på at hæve deres lønninger med halvtreds procent kunne ikke ændre noget. Som følge heraf er den nuværende situation i Syrien meget anderledes end Afghanistans efter Talebans sejr. HTS kontrollerer kun nogle af de syriske territorier, og deres kontrol er skrøbelig flere steder, især området omkring hovedstaden Damaskus, hvor regimet kollapsede i kraft af styrkerne fra Det Sydlige Operationsrum, det vil sige før HTS nåede frem.

 

Syrien er nu opdelt i flere områder under kontrol af heterogene, ja endda fjendtlige styrker. For det første er der de israelsk besatte Golanhøjder, hvor den zionistiske stat har grebet muligheden for at udvide ind i den bufferzone, der adskilte de områder, den besatte og formelt annekterede i 1981, fra de områder, der kontrolleres af det syriske regime, mens det israelske luftvåben er begyndt at ødelægge nogle af de vigtigste militære installationer i det hedengangne ​​regime for at forhindre, hvem det end måtte lykkes, i at erobre dem.

 

Der er også det store område, som HTS nu kontrollerer i den nordlige og centrale del af landet, men omfanget af denne kontrol generelt, og især i den bjergrige kystregion, hvor mange alawitter er bosat, er yderst tvivlsomt. Så er der to områder ved den nordlige grænse under tyrkisk besættelse, hvor den “Syriske Nationale Hær” er indsat (som snarere burde kaldes den “tyrkisk-syriske hær”). Et betydeligt område i den nordøstlige del, øst for Eufrat-floden, er under kontrol af de Syriske Demokratiske Styrker, som er domineret af den kurdiske bevægelse og allieret med nogle arabiske stammer (som HTS helt sikkert vil søge at vinde over på sin side) , og som er under beskyttelse af styrker fra USA. Et stort område i den sydlige del, vest for Eufrat-floden, er under kontrol af Den Syriske Frie Hær, også knyttet til USA og centreret omkring den amerikanske base ved al-Tanf inde på syrisk territorium, tæt på grænserne til Jordan og Irak. Endelig er der den sydlige region, hvor styrker i Daraa-regionen, der deltog i oprøret mod Assad-regimet (nogle fik russisk assistance), og styrker, der kom fra den folkelige bevægelse i Suwayda-regionen, er gået sammen og har dannet Det Sydlige Operationsrum, som er den væbnede syrisk-arabiske fraktion, der er tættest knyttet til den folkelige demokratiske bevægelse.

 

Hvorhen kan tingene udvikle sig herfra? Den første observation er, at muligheden for, at alle disse fraktioner går med til at underkaste sig en enkelt myndighed, er næsten nul, selvom vi lægger den kurdiske bevægelse til side og begrænser os til de arabiske fraktioner. Selv Tyrkiet, som har et langvarigt forhold til HTS, og uden hvilket HTS ikke ville have været i stand til at holde stand i Idlib-regionen i det nordvestlige Syrien, vil ikke opgive sin besættelse og sine marionetter, så længe det ikke når sit mål om at indskrænke den kurdiske bevægelse.

 

Den anden observation er, at de, der håbede eller troede på transformationen af ​​HTS og Ahmed al-Sharaa, alias al-Julani, fra salafistisk jihadisme til ikke-sekterisk demokrati, er begyndt at indse, at det var vrangforestillinger. Sandheden er, at HTS ikke ville have været i stand til at vinde frem på bekostning af det kollapsede regimes styrker, hvis det ikke havde foregivet at skifte skind og åbne op for en demokratisk, ikke-sekterisk fremtid. Ellers ville lokale styrker fra Homs til Damaskus have gjort indædt modstand mod dem, hvad enten det var under det hedengangne ​​regimes vinger eller efter at have frigjort sig fra det.

 

Al-Julanis hastværk med at påstå, at han har gjort “frelser-regeringen”, der regerede Idlib-regionen, til den nye syriske regering, har skabt frustrationer blandt dem, der håbede og forventede, at han ville opfordre til en koalitionsregering. Man burde have noteret sig det faktum, at indbyggerne i Idlib-regionen selv demonstrerede for kun otte måneder siden mod HTS’ tyranni og krævede al-Julanis afgang, opløsningen af ​​hans undertrykkende sikkerhedsapparat og løsladelsen af ​​fangerne i hans fængsler.

 

Sidst, men ikke mindst, bør glæden over tyrannens fald ikke få os til at overse forskellige europæiske regeringers hastværk med at overveje at stoppe for behandling af syriske asylansøgninger, og at forskellige lande, især Libanon, Tyrkiet og nogle europæiske lande, begynder at overveje at udvise syriske flygtninge og tvangsreturnere dem til Syrien under påskud af Assad-regimets ophør. Syrien er endnu ikke kommet ud af sin lange historiske prøvelse, der begyndte for 54 år siden (med Hafez al-Assads kup i 1970) og forværredes tragisk for 13 år siden (efter den folkelige opstand i 2011). Alle lande skal blive ved med at respektere den ret til asyl, der er givet til syrere, og fortsat overveje asyl de til syrere, der beder om det.

 

10. december 2024

 

Gilbert Achcar er født i Libanon. Han er for indeværende professor ved Development Studies and International Relations på School of Oriental and African Studies (SOAS) i London. Han har i en årrække været en flittig bidragyder til Fjerde Internationales presse, og har et omfattende forfatterskab bag sig om international politik og mellemøstlige forhold. Han er medlem Anti*Capitalist Resistance i UK.

Oversat fra Achcars blog af Åge Skovrind. Kommentaren blev først bragt i det arabisksprogede Ar-Quds

 

single.php

Artiklen er udskrevet fra Socialistisk Information (www.socinf.dk)

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com