I dette interview diskuterer den libanesiske forfatter, socialist og antikrigs-aktivist Gilbert Achcar betydningen af den nuværende bølge af masseprotester i Mellemøsten.

af Ali Mustafa

Ali Mustafa: Mellemøsten er i lang tid blevet betragtet som et af de steder, hvor det var mindst sandsynligt at se noget, der kunne minde om en folkelig revolution. Især araberne er traditionelt blevet opfattet som svage, apatiske og ”ikke klar” til demokrati nu. Hvad mener du, at disse beskrivelser viser om vores grundlæggende forståelse af området og dets befolkning?

Gilbert Achcar: Jeg tror, at svaret nu er blevet åbenlyst. De igangværende begivenheder har kuldkastet alle teorier om, at demokrati ikke er en del af de ”kulturelle værdier” hos arabere eller muslimer, og at sidstnævnte i stedet er kulturelt forbundet med despotiske regimer, og alle den slags tåbeligheder – der har faktisk været ret mange af dem. Som regel er de direkte racistiske eller islamofobiske: de kan også komme fra vestlige ledere som en undskyldning for at alliere sig med despotiske regimer, deres bedste venner. Men for dem, der ikke abonnerede på disse ”kulturchauvinistiske” synspunkter, og som vidste, at længslen efter demokrati og frihed er universel, så var opstandene ingen overraskelse. Over hele verden er folk parat til at betale en høj pris i deres kamp for demokrati, når situationen når et punkt, hvor folk føler, at det er blevet rette tid til handling.

AM: De opstande, som har fundet sted over hele den “arabiske verden” i Tunesien, Egypten, Jordan og andre steder har gennemgående været folkelige, sekulære (ikke-religiøse, red) og gået på tværs af alle samfundsgrupper. Ser vi muligvis begyndelsen på en ny slags pan-arabiske bevægelse, eller er det bare de samme faktorer, som ligger bag opstanden i hvert land? Og hvis vi gør, hvordan adskiller denne pan-arabiske bevægelse sig så fra den tidligere opfattelse fra Nasser-tiden (Nasser var Egyptens præsident 1956-70 og blev symbol på arabisk selvstændighed, red)?

GA: Nej, jeg tror ikke, at der er noget, der ligner den slags arabisk nationalisme, som eksisterede i 1950’erne og 1960’erne. Tiden er en helt anden nu. Selvfølgelig er den arabiske nationalfølelse blevet ”genstartet”, hvis man kan sige det, i den måde, som denne bølge har rullet hen over hele området; den har i udstrakt grad styrket følelsen af at tilhøre den dette samme geopolitiske og kulturelle område. På den måde er bevidstheden om at tilhøre en arabisk kulturel-national sfære forøget særdeles meget af de nuværende begivenheder.

Men det kan ikke sammenlignes med håbet om den arabiske enhed, om eksisterede i 50’erne og 60’erne, hvor troen på at, at det var muligt at samle de arabiske folk i en fælles stat var ganske stærk, især omkring Nasser.

Nu har vi igen en følelse af at tilhøre den samme geopolitiske og kulturelle område, men bevægelsen kommer nedefra, og hvis folk overhovedet vil overveje perspektivet om et fællesskab, så vil det mere være i stil med den Europæiske Union end det, der var perspektivet i 50’erne og 60’erne. Det vil først og fremmest forudsætte, at de arabiske regimer ændres til demokratiske stater, og derefter en demokratisk proces mellem forskellige arabiske lande, som gradvist danner en føderativ eller konføderativ enhed. Det er noget, man måske kan forestille sig i fremtiden. i øjeblikket er det den demokratiske forandring, der interesserer folk, og vi har kun set begyndelsen; det er slet ikke slut endnu.

AM: Der har været mange spekulationer om de langsigtede konsekvenser for de diplomatiske forbindelser mellem Egypten og Israel som følge af den egyptiske revolution, men hvad tror du, at disse begivenheder mere specifikt vil betyde for palæstinenserne?

GA: Det kan kun være en god ting for den palæstinensiske sag. Eftersom du sagde ”palæstinenserne” i flertal, så må vi definere, hvilke palæstinensere vi mener: Snakker vi om det Palæstinensiske Selvstyre ledet af Mahmoud Abbas og Salam Fayyad, eller Hamas, eller det palæstinensiske folk som helhed? Der er helt forskellige perspektiver.

For det palæstinensiske folk, og den palæstinensiske sag generelt, er det, der sker nu, det bedste, der kunne ske – ligesom det er det for det arabiske folk. Fremkomsten af massebevægelsen i Egypten skaber nogle betingelser, som giver nye og meget bedre muligheder for det palæstinensiske folk. Det egyptiske regime – som samarbejdede med Israel om undertrykkelsen af det palæstinensiske folk, især i Gaza – er blevet alvorligt svækket af masseprotesterne, og der er ingen tvivl om, at den egyptiske massebevægelse føler et stærkt fællesskab og solidaritet med det palæstinensiske folk, særligt folk i Gaza, som et tæt knyttet til Egypten. Det kan kun gavne dem i det lange løb.

AM: Hvad vil denne revolutionære bølge i den arabiske verden i sidste ende betyde for den amerikanske udenrigspolitik i Mellemøsten? Ser vi muligvis afslutningen på en lang periode med USA’s herredømme i området?

GA: Resultatet vil blive modsætningsfyldt: Washingtons klienter vil mere end nogensinde blive afhængige af USA’s beskyttelse, og det gælder især for de stater, der er med i Gulf Cooperation Council, det vil sige oliemonarkierne ved den Persiske Golf. De er skræmt fra vid og sans af den nuværende bølge af kampe, som allerede har nået to af staterne, Bahrain og Oman, og er begyndt at påvirke det saudiske kongedømme. Disse regimer vil være afhængige af USA’s beskyttelse, endnu mere end før.

Blandt de andre lande, hvor bevægelsen er vokset frem – og det omfatter også Egypten, verdens næst største modtager af militærhjælp fra USA efter Israel – vil alt afhænge af udfaldet af den igangværende kamp mellem militærregimet på den ene side og massebevægelsen på den anden. Militæret er meget afhængigt af Washington, selvfølgelig, mens massebevægelsen er meget fjendtlig over for denne afhængighed og over for USA’s politik i området. Under alle omstændigheder indebærer det, vi ser nu, et alvorligt slag mod USA’s strategiske interesser i Mellemøsten i og med, at Washingtons venner i en af verdens vigtigste regioner bliver destabiliseret. Så meget står helt klart.

AM: Egypten har optrådt som et de facto militærdiktatur siden 1952, og landets hær optræder nu som en overgangssregering, indtil frie og retfærdige valg kan finde sted i september. Hvilken rolle spiller militæret på nuværende tidspunkt, og kan man stole på, at de i sidste ende vil afgive magten, eller har de bare ofret diktatoren for at bevare diktaturet?

GA: De har helt sikkert adskillige skud i bøssen, som de kan affyre med det formål at stoppe massebevægelsen. Det startede med, at Mubarak selv afskedigede regeringen og udnævnte en ny premierminister, som dannede en ny regering. Derefter måtte ledelsen af det regerende parti træde tilbage. Så måtte Mubarak give efter for presset fra massebevægelsen og selv forlade scenen. Og nu har militæret omdannet regeringen. Men alt dette kan ikke overbevise massebevægelsen, som kræver meget mere. Den ønsker en komplet udskiftning af regeringen uden repræsentanter fra der gamle regime.

Desuden kræver de, at præsidenten nedsætter en komite til at overvåge overgangsperioden, en komite, hvor flertallet består af civile, og med kun en enkelt repræsentant fra militæret. De krævede også valg til en grundlovgivende forsamling, men militæret kortsluttede dette krav ved at nedsætte en komite til at udarbejde nogle ændringsforslag til grundloven, som skal lægges ud til folkeafstemning – det vil sige en helt anden dagsorden, selv om de lover, at det næste parlament skal udarbejde en ny grundlov.

Et vigtigt spørgsmål er tidspunktet for det kommende parlamentsvalg. Militæret ønsker, med støtte fra det Muslimske Broderskab, at afholde det i juni, mens de unge ledere af opstanden ønsker det udskudt nogle måneder, indtil de nye politiske kræfter er i stand til at organisere sig og være klar. Åbenlyst er militæret i gang med at gennemføre det, som i Washington kaldes ”en kontrolleret overgang”, hvor militæret bliver siddende og holder stram kontrol med udviklingen. Eftersom de unge leder ikke støtter dette perspektiv, er vi vidne til en styrkeprøve mellem militærjuntaen og den folkelige bevægelse.

AM: Den egyptiske revolutions første masseprotester blev i høj grad styret af ungdommen, men hvilken rolle har arbejderne og arbejderklasen haft indtil nu, og hvordan ser du dens rolle i fremtiden?

GA: Hvis du hentyder til den måde, masseprotesterne startede den 25. januar, så spillede liberale og venstreorienterede oppositionsgrupper en nøglerolle – som for eksempel 6. April Ungdomsbevægelsen, som har forbindelser til den Nationale Sammenslutning for Forandring omkring Mohamed ElBaradei. Alle disse folk spillede en afgørende rolle for organiseringen af bevægelsen denne gang. Men 6. April Ungdomsbevægelsen blev faktisk dannet i solidaritet med arbejderstrejkerne, som har udviklet sig siden 2006. Bevægelsen er opkaldt efter den dag i 2008, hvor man forsøgte at organisere en national generalstrejke til støtte for arbejderbevægelsen.

Nu ser vi den modsatte dynamik. 6. April og andre politiske kræfter var afgørende for at starte protesterne den 25. januar, men efter få dage med protester, kort før Mubarak forlod scenen, begyndte arbejdere at tilslutte sig bevægelsen ikke kun som demonstrationsdeltagere, som de gjorde fra første dag, men som strejkedeltagere. Bølgen af strejker nåede faktisk et meget stort omfang, før Mubarak trådte tilbage, og det er sandsynligt, at dette spilede en afgørende rolle for hans sidste beslutning om at forlade scenen og overladelade magten til militæret. Strejkerne – sammen med en række krav fra forskelige arbejdergrupper, processen med at danne uafhængige fagforeninger, og det centrale krav om at opløse de statskontrollerede fagforeninger – fortsætter trods truslerne fra militæret, og trods opfordringer fra dele af oppositionen såsom det Muslimske Broderskab om at stoppe dem. Alt dette foregår stadig og viser, at arbejderne er en meget stærk del af bevægelsen.

AM: Med så meget fokus på Mubaraks afgang, hvor stor er så risikoen for, nu hvor han er væk, og hvor opfordringerne til ”ro og orden” tager til, at den egyptiske revolution mister sit momentum og ikke kommer længere? 

GA: Man kunne have frygtet, at den ville have mister sit momentum, da Mubarak forlod scenen, men indtil nu har vi ikke set noget overhovedet, som peger i den retning. Fredags-mobiliseringerne er stadig meget store, og bevægelsen er ikke indstillet på at stoppe kampen. Der er planlagt flere mobiliseringer, og jeg er sikker på, at vi vil se meget mere i den kommende tid. Det bekræfter i bund og grund, hvad jeg sagde: Denne revolutionære proces ikke er en afsluttet revolution på nogen måde. Den er stadig i gang, og der er flere muligheder for, hvor den ender.

Enten vil det lykkes militæret at få kontrol med situationen og gennemtvinge deres egen og Washingtons model for “kontrolleret overgang”, eller massebevægelsen vil lykkes med at gennemtvinge mere radikale forandringer. Vi får se, men i øjeblikket, ud fra hvad vi har set indtil nu, er der mere grund til optimisme end pessimisme.

AM: Vi har set en masse samarbejde mellem forskellige grupper i den første fase af den egyptiske revolution; unge/gamle, mænd/kvinder, muslimer/kristne, for eksempel. Hvordan er udsigterne for, at denne dynamik kan fortsætte i tiden efter Mubarak, og hvilke udfordirnger vil den støde på i fremtiden?

GA: Jeg ser ingen tegn på splittelse mellem unge og gamle, mænd og kvinder, eller endda muslimer og kristne i den nærmeste fremtid. Jeg siger ikke, at det er udelukket i fremtiden, men i forhold til det, vi har set indtil nu, synes der kun at være en lille risiko. Den eneste reelle trussel af dem, du nævnte, kunne være en genopblussen af konflikter mellem muslimer og kristne, fordi de allerede eksisterede før de seneste begivenheder. Men mobiliseringen har vist sig at være en vidunderlig kur mod splittelse. Vi har set eksempler på forbrødring mellem folk med muslimsk og kristen baggrund, og selv en fundamentalistisk kraft som det Muslimske Broderskab var helt klar i sin afvisning af sekterisme inden for bevægelsen.

Når vi snakker enhed eller splittels, så er det væsentlige på nuværende tidspunkt ikke denne type ”identitets”-forskelle, men derimod de politiske forskelle, og klasseforskelle. Det er det politiske sammenhold mellem de forskellige dele af oppositionen, som er truet. Militæret forsøger at købe en del af oppositionen til at samarbejde, og de forsøger at sikre sig støtte fra det Muslimske broderskab og få dem inddraget i en ”kontrolleret overgang”.

Militæret forsøger at knække enheden i oppositionen, og selvfølgelig kan vi ikke satse på, at denne enhed varer ved i al evighed. Men i øjeblikket er de radikale demokratiske og venstreorienterede kræfter i bevægelsen stadig i stand til at udstikke kursen og mobilisere for mere radikal forandring.

AM: Vi har set de revolutionære opstande i Mellemøsten vokse langt ud over, hvad vi troede var muligt, og nu spreder det sig også til Libyen, Algeriet og Marokko. Ser du nogen undtagelser, altså lande, hvor masseprotesterne sandsynligvis ikke vil slå an, for eksempel i Libanon, Syrien eller Saudi-Arabien?

GA: Masseprotesterne er stærkest i de lande, hvor der er despotiske regimer. Libanon er et land med regelmæssige og relativt frie valg, og hvor det politiske flertal for tiden domineres af Hezbollah, så her er betingelserne meget anderledes. Alligevel blev der for nylig afholdt en demonstration i Beirut mod religiøs sekterisme og for sekularitet (verdslighed, red).

Når man ser på de andre despotiske regimer i den arabiske verden, er der to, hvor de folkelige protester simrer, men hvor de bliver holdt nede af ekstremt undertrykkende regimer. Det er dels Saudi-Arabien, og dels Syrien. I min tale i Toronto den 13. februar sagde jeg, at i lande som Syrien og Libyen var der mindre sandsynlighed for eksplosioner end i andre lande, på grund af disse regimers særligt hårdhændede karakter. Men jeg tilføjede, at hvis der skule komme en opstand, så vil det udvikle sig meget metre blodigt end i Tunesien og Egypten, og det er præcist det, som sker i Libyen nu.

Det samme kan siges om Syrien og Saudi-Arabien. Det er muligt, at der vil starte masseprotester, især hvis den libyske opstand lykkes.

Regimerne her og andre steder i den arabiske verden er nu i fuld gang med at give alle mulige indrømmelser om lønforhøjelser og løfter om sociale forbedringer, fordi de er skræmt fra vid og sans af muligheden for, at bølgen af demokratiske opstande også vil ramme deres land. Ingen i den arabiske verden kan føle sig sikker – end ikke lande som Libanon og Irak, hvor man har visse muligheder for at udskifte magthaverne gennem valg. I Irak har masseprotester bredt sig, ikke med krav om frie valg, men med krav om sociale og økonomiske forbedringer.

AM: Vi har en vis fornemmelse af, hvad den egyptiske revolution og alle de andre opstande i den ”arabiske verden” kan komme til at betyde for de berørte lande, og i nogen grad også for USA’s dominans i området, men hvordan ser du på konsekvenserne i en større global sammenhæng, hvis der er nogen? Vil disse begivenheder på nogen måde udfordre den eksisterende neoliberale verdensorden?

GA: De igangværende opstande er et resultat af de sociale og økonomiske ændringer, som neoliberalismen har medført, det er klart. Men de er ikke endnu nogen alvorlig trussel mod den globale eller for den sags skyld den lokale neoliberale orden. Ganske vist ser vi som en del af protesterne – som i Egypten med arbejdernes mobiliseringer – en dynamik, som går direkte imod den neoliberale opskrift, men det er den demokratiske side af kampen, der har været dominerende indtil nu. Den globale dimension af denne chokbølge er derfor i øjeblikket mere i forhold til demokratiske end til sociale krav.

Det rækker helt til Kina. Overalt, hvor det stadig er nødvendigt at kræve demokratiske reformer – det er her, vi i øjeblikket ser de stærkeste konsekvenser af det, som udspiller sig. Hvad angår fremtiden, må vi vente og se.

Magthaverne i de arabiske lande forsøger at holde bevægelsen inden for rammerne at det politiske demokrati og forhindre, at det udvikler sig videre til sociale og økonomiske spørgsmål. Der er et stort potentiale her, men – for at gentage min pointe – vi står stadig midt i en proces og kampen fortsætter. Den kan meget vel udvikle sig til en stor udfordring af den neoliberale økonomiske orden, særligt i Tunesien og Egypten, hvor arbejderklassen er en hovedkraft i processen.

Interviewet er lavet den 1. marts 2011. Oversat fra det canadiske webmagasin New Socialist af Åge Skovrind. Ali Mustafa er redaktør af New Socialist og bor i Toronto, Canada. Han skriver også på sin egen blog frombeyondthemargins.blogspot.com/

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com