Hvis du var vild med Elena Ferrantes Napoli-romaner, der skildrer Italiens politiske udvikling gennem kvindehistorier, så er det her en georgisk version.

Scenen er sat i Tblisi i slutningen af 1980’erne med afstikkere til Bruxelles i 2019, hvor de mødes igen – veninderne – de af dem, som har overlevet. To af dem har fået en lang uddannelser og er blevet uafhængige, en har accepteret et ægteskab med en mand, hun ikke elsker, for at få fred for mafiaen, mens den sidste, Dina, ikke længere er i live. Det er hendes fotografier af gadebørnene og krigsrædslerne, der er udstillingens anledning, og gennem dem genoplever vi de evige dilemmaer mellem at gå til modstand eller føje sig med alle de omkostninger, begge valg får for ens liv.

Efter Sovjetunionens fald mistede Georgien over halvdelen af sit nationalprodukt, og forskellige borgerkrige og konflikter gjorde landet endnu mere forarmet. Præsident Zviad Gamsakhurdia blev væltet i et voldeligt kup og afløst af Eduard Shevardnadze. Den brutale Mkhedrioni milits overtog kontrollen med gas- og olieproduktionen, og den georgiske mafia ”Tyvene i loven” voksede eksplosivt:

”Hele stater sank ned i kaos, og afskaffede sig selv, alle ragede til sig af det, der nu engang var at tage, og begrebet ære var åbenbart noget, man havde lagt bag sig i et tidligere århundrede…”

De fire veninder Keto, Dina, Nene og Ira vokser op sammen i en tætbefolket og spraglet boligblok, hvor alle beboere har deres særheder. De udvikler et ubrydeligt venskab, men sværmer også for de jævnaldrende drenge på gaden, kender deres følsomhed, nysgerrighed, fantasi, kærlighed til musik eller digte, deres sjov og gale streger og små forelskelser. Det er først langt senere, de erfarer, at for drengene er de pæn staffage. De skal se smukke ud, men det er ikke meningen at de skal mene eller bestemme noget.

”Jeg var omgivet af piger, der aflagde en troskabsed til samfundet i samme øjeblik, de kom i puberteten, en ed der betød at de aldrig mere skulle bestemme over sig selv. Piger, der ikke kunne modstå presset, fordi der altid var en eller anden tvivlsom ”ære at forsvare”, samtidig med at de forelskede sig vildt og inderligt, så de i deres omtågede, søvnløse tilstand var parat til hvad som helst for at nå deres voldsomme længslers mål.”

Hovedpersonen Keto bliver inspireret af den enlige mor, der har lært sig håndværket med at restaurere gamle møbler. Hun uddanner sig til konservator og er med ved udgravninger af gamle kunstværker. Det er en øjenåbner, da hun har sex med en anden mand, som ikke sætter begrænsninger for hendes lidenskabelighed. Hun er vant til, at der er forbudte grænser og at hun må tilsidesætte egne behov for ikke at fremstå som ”en luder”. I den verden, hun kommer fra, er kærlighed altid bundet op på løfter.

Den økonomiske deroute fortsætter, og i 1993 fører Sukhumis fald til en massakre på civilbefolkningen i det krigshærgede Abkhasien og store flygtningestrømme søger mod Tblisi. Der er mangel på mad og varme:

”Jeg sagde til Sofia, at Fader Frost slet ikke kommer til Georgien i år, og at hun ikke skulle være ked af det, for de andre børn får heller ingen gaver. Fader Frost kan ikke lande med sin slæde, når der er så mørkt hele tiden. Han vil aldrig kunne finde frem til at land, hvor der er så mange strømafbrydelser.”

De unge knægte, der kæmper om herredømmet over gaden erfarer hurtigt, at skal de komme ud af fattigdommen, må de ikke se sig tilbage. Skal de leve deres liv i arbejdsløshed, en offentlig stilling, hvor lønnen udebliver og overlevelse er afhængig af korruption, eller med et slidsomt arbejde til en løn, som ikke kan brødføde dem selv? Nej, og de vil heller ikke leve det ensformige liv, som deres forældre gjorde. Den organiserede kriminalitet virker som et alternativ, hvor man kan overleve med stoltheden i behold. Og grænsen for, hvad man accepterer for at bevare dette selvværd, flytter sig hele tiden. Hæleri og vennetjenester bliver til tyveri og vold. Beskyttelsespenge og salg af heroin udvikler sig til hævnaktioner og mord.

For Keto handler det om at have friheden til at være en anden end den, hun tror (og er opdraget til), at hun skal være. Alligevel kan hun ikke give sig hen, fordi hun, efter al den meningsløse vold hun har været vidne til, har glemt, hvordan det er at føle sig tryg.

”Det holder aldrig op, der kommer hele tiden en bølge mere, og al min tid går med bare at overleve.”

De samme følelser går igen, da Keto mødes med veninderne ved kunstudstillingen, hvor alle Dinas nu berømte fotografier af fattigdom og krigsrædsler er genstand for den kreative klasses beundring:

”Det var en skinverden fuld af empati og interesser, men hvor alle klappede i og skiftede emne, så snart nogen afveg fra det fastlagte pacifistiske manuskript, der nu engang var på mode, og i stedet sagde noget om sociale problemer, der ikke var deres egne.”

Kan man både kæmpe for at være en selvstændig og veluddannet kvinde og samtidig have et gensidigt kærlighedsforhold til en, der arbejder for mafiaen? Eller til en, som tilslutter sig Mkhedrioni militsen? Hvorfor kan kvinderne stadig mærke barndommens følelser et sted langt inde, selvom de unge mænd, som engang ville være tapre, troede på ære og moral og ville så meget, men stak af fra skolen, har forvandlet sig til brutale uhyrer, der slår andre og til sidst også hinanden ihjel?

Det er jo ikke, fordi der ikke har været andre og bedre rollemodeller i deres liv, konstaterer en af veninderne en dag, hvor endnu en af deres ungdoms kærester skal begraves:

”Åh Keto, men vores forældre har jo heller ikke gjort noget for at forhindre det. De har bare set til, mens drengene slagtede hinanden. Da det kom til stykket, var de ikke stærke nok. De har altid været marionetter, og da de pludselig skulle bestemme over deres land, kunne de ikke finde ud af det, de havde ingen planer og ingen mål. De ville bare have nogen til at komme og fortælle dem, hvor skabet skulle stå. Og så kom de også, dem med deres skydevåben og typer som Paata (brutal mafia) og så stod de der og gloede og havde glemt, at det var dem selv, som havde bedt dem om at komme.”

”Vores hykleriske land med alle dem, der vendte ryggen til den løgnagtige stat og for deres ”æres” skyld nægtede at gå i dens tjeneste, men som glemte at den vej de havde valgt – rygvendingen og afvisningen og endelig boykotten – nødvendigvis ville føre til kriminalitet. Hvor de fleste spillede glødende kommunister og nød godt af den statsligt forordnede normalitet, ville de her systemmodstandere gå på barrikaderne. Og det gjorde de. De gjorde det så konsekvent og så længe, at enhver normalitet til sidst var forvandlet til støv og aske.”

Nino Haraticshwili gør netop det, som skønlitteraturen kan. Hun fortæller os ikke bare om den politiske udvikling i Georgien efter Sovjetunionens fald. Hun giver os en indsigt i de menneskelige følelser, der udvikler sig i takt med, at livet mest kommer til at handle om overlevelse.

Nino Haratischwili: Det manglende lys. Forlaget Gutkind, april 2023. 500 sider. 250 kroner.