Foto: Bally Bagayoko, nyvalgt borgmester i Paris.forstaden Saint-Denis

 

Valget blev afholdt i to runder, hvor den afgørende anden runde fandt sted den 22. marts. La France Insoumise (LFI – den yderste venstrefløj) opnåede uventet stærke resultater i flere større byer – Paris, Lyon og Marseille. Samtidig vandt venstreorienterede reformistiske kræfter, socialdemokrater, grønne og kommunister, i mange byer, ofte ved at distancere sig fra den mere radikale venstrefløj i form af LFI. Venstrefløjen som helhed klarede sig således godt i flere byområder, men LFI er endnu ikke dominerende på venstrefløjen.

 

Ny borgmester i Paris er socialdemokraten [Parti Socialiste] Emmanuel Grégoire, der fik 53,1 procent af stemmerne. Han var viceborgmester i Paris mellem 2018 og 2024 og har været medlem af Nationalforsamlingen siden 2024. Den franske hovedstad fortsætter således sine mere end 25 år med venstreorienteret styre. Vælgere i byerne stemte ikke højreekstremt; tværtimod blev Rassemblement National stoppet i næsten alle større byer.

 

LFI vandt ganske vist kun [borgmesterposten] i nogle få større byer, men opnåede betydeligt stærkere resultater i forstæder og arbejderkvarterer, såsom Saint-Denis, hvor venstrefløjen høstede en betydningsfuld sejr allerede den 15. marts. Saint-Denis, en historisk industriforstad nord for Paris ved Seinen i departementet Seine-Saint-Denis, valgte Bally Bagayoko som borgmester med 50,77 procent af stemmerne.

 

Bagayoko, en sort mand af malisk oprindelse, der voksede op i kvarteret, vandt over den socialdemokratiske favorit og afgående borgmester Mathieu Hanotin, der kun fik 32,70 procent. Da Bagayoko vandt direkte i første runde, blev der ikke omvalg. Med denne sejr tog LFI kontrol over en af ​​de største byer i Paris-regionen og ændrede dermed den franske venstrefløjs politiske geometri.

 

Det er første gang, LFI har vundet i en by med over 100.000 indbyggere. Bagayokos livsbane – migration, opvækst i arbejderkvarterer, studier og erhvervserfaring – er ikke en konstrueret kampagne omkring et cv, men afspejler erfaringerne hos millioner i Europas marginaliserede områder.

 

Bagayoko kom til Frankrig som femårig, voksede op i en stor familie og arbejdede allerede som 15-årig som gadesælger. Han studerede senere geopolitik på Université Paris 8. Hans politiske engagement begyndte i 2001 som byrådsmedlem med ansvar for sport og senere også for beskæftigelse, uddannelse og social inklusion. Ved kommunalvalget i 2020 stod Bagayoko øverst på LFI’s liste og fik omkring 18 procent i første runde, men trak sig før anden. Socialdemokraterne vandt derefter valget og afsluttede dermed 75 års kommunistisk styre i byen.

 

Seks år senere vendte Bagayoko tilbage med en ny strategi. Han opbyggede koalitionen "Ensemble, retrouvons l’espoir!" [Sammen genfinder vi håbet] og samlede LFI, kommunistpartiet og det lokale  bevægelse Seine-Saint-Denis au Cœur. Ved at undgå en splittelse på venstrefløjen og ved at føre en stærk græsrodskampagne nåede han områder, hvor [LFI-leder] Jean-Luc Mélenchon fik over 60 procent ved præsidentvalget i 2022.

 

Efter hans sejr beskrev de lokale beboere ham som ydmyg og ægte – en person, folk identificerer sig med. Han er far til fire, forankret i arbejderklassen og ikke håndplukket af en elite i Paris. Hans popularitet blandt unge er ikke et resultat af en mediestrategi, men af ​​årtiers lokal tilstedeværelse. Han kan bevæge sig i alle områder af byen og er anerkendt som en, der forstår beboernes virkelighed.

 

Saint-Denis har en af ​​de højeste fattigdomsrater i regionen: 38,6 procent af husstandene lever under fattigdomsgrænsen, og blandt unge er tallet omkring 50 procent. Samtidig bor der mennesker fra omkring 150 forskellige nationaliteter i bydelen. Da Bagayoko under valgkampen sagde, at Saint-Denis "repræsenterer alt, hvad den yderste højrefløj hader", og at byen står for et samfund for alle, beskrev han en social virkelighed, der er i direkte modstrid med den yderste højrefløjs budskab.

 

Bagayokos sejr kommer i en sammenhæng, hvor den yderste højrefløj vokser i Europa. Den nationalistiske og fremmedfjendske diskurs er blevet styrket i takt med kapitalismens forværrede krise. I denne situation er det politisk betydningsfuldt, at en by som Saint-Denis vælger en sort borgmester med lokale rødder og tilknytning til LFI allerede i første runde.

 

Under valgkampen beskyldte socialdemokraterne Bagayoko for forbindelser til narkohandel, beskyldninger som LFI beskrev som et udtryk for klasseforagt og racisme. Når en sort mand vinder i et europæisk arbejderkvarter, rejser det ofte mistænksomhed. At forbinde det at være sort med et boligområde og med kriminalitet er en dybt forankret mekanisme i politisk stigmatisering.

 

Racediskriminerede kandidater i Europa bærer en dobbelt byrde: De skal bevise deres kompetence i højere grad end hvide kandidater og er oppe imod større politisk modstand. Når de vinder, forklares deres succes ofte snarere med "identitetspolitik" end som et resultat af politisk forankret arbejde. Sejren i Saint-Denis viser, at politisk forandring er mulig. Arbejderklassen og beboerne i de racediskriminerede områder har deres egen stemme og evnen til at bringe den ind i institutionerne. Mangfoldighed svækker ikke en politisk bevægelse, men kan tværtimod føre den til succes.

 

LFI har historisk set manglet stærke lokale rødder. Det er ved at ændre sig nu. Partiet, der tidligere primært opbyggede sin styrke gennem præsidentvalg og parlamentarisk arbejde, begynder at etablere sig på kommunalt niveau, i hverdagens institutioner og de lokale magtstrukturer. Dette skift er strategisk afgørende. Præsidentvalget i 2027 nærmer sig, og under sloganet "La nouvelle France" forsøger LFI nu at omsætte sine ideer i en konkret landsdækkende tilstedeværelse. Kommunalvalget i 2026 kan dermed ses som et første skridt i denne udvikling.

 

26. marts 2026

 

Oversat fra den svenske webavis Internationalen af Anne Haarløv