Foto: Offentligt ansatte demonstrerede 5. december mod nedskæringer, her i Paris. Photothèque Rouge / Copyright : Martin Noda / Hans Lucas.

Valget i juli resulterede i et parlament opdelt i tre store blokke: centrum-højre omkring Macron, fascisterne fra Rassemblement National (RN) og venstrealliancen, Den Ny Folkefront – Nouveau Front Populaire (NFP) – som er domineret af den radikale venstrefløj i France Insoumise (Frankrig i Oprør – FI).

Venstrefløjen fik valgt flere parlamentsmedlemmer end hver af de to andre blokke, men Macrons hovedmål var at undgå en regering med et radikalt program. Han udnævnte Michel Barnier fra den traditionelle højrefløj til premierminister i håb om, at de fascistiske parlamentsmedlemmer ville sikre, at regeringen kunne overleve (den franske forfatning tillader ikke nye parlamentsvalg før til juli næste år).

Barnier-regeringen har været domineret af fremrykkede spareplaner, der sigter mod at skære ned på de offentlige udgifter med yderligere 60 milliarder euro. Macrons manøvrer gjorde det muligt for fascisterne i RN at opnå respekt og sympati fra etablissementet fra deres birolle.

Barnier udnævnte hårde indvandrerfjendske ministre fra højrefløjen som Bruno Retailleau for at formilde RN. Og hans regering fortsatte med at opmuntre til islamofobi, for eksempel ved at bekræfte forbuddet mod at bære lange abaya-kjoler på gymnasierne. Men i begyndelsen af ​​december besluttede RN at stemme for det mistillidsvotum, som venstrealliancen havde fremsat.

Da han indså, at hans regering sandsynligvis ville falde, forsøgte Barnier desperat at overtale parlamentsmedlemmerne og jamrede om, hvordan Bruxelles ville blive så oprørt, og hvordan internationale bankfolk ville straffe Frankrig for dette. Samtidig var Macron i Saudi-Arabien på afstemningsdagen, hvor han stod model til designersolbriller og solgte kampfly.

Macron har foregivet at være hævet over stormen: I de seneste måneder har han presset hver eneste smule glimmer, han kunne få ud af De Olympiske Lege og genåbningen af ​​Notre Dame-katedralen, i håb om, at dette vil skjule hans rolle som agent for de glubske profitkræfter.

Enkelte stemmer på venstrefløjen siger, at det var en fejl at støtte et parlamentarisk forslag, som fascisterne også ville stemme for. Dette er en farlig fejl: Da fascistiske partier ikke er ærlige eller principfaste, ville en sådan holdning lade os blive kastet rundt af deres luner.

Naturligvis var makronistiske talsmænd i parlamentet i denne uge ivrige efter at påstå, at fascisterne og den radikale venstrefløj nu var bonkammerater. Men det, der rent faktisk skete, var, at fascisterne blev tvunget til at stemme for et mistillidsvotum, der indeholdt en klar fordømmelse af sidste års racistiske immigrationslov, der i teksten blev beskrevet som “forkastelig” og “moralsk bankerot”.

I sin åbningstale for forslaget fordømte FI’s Eric Coquerel indrømmelserne til RN, insisterede på, at beskatning af de rige skal være i politisk centrum, udtrykte sin støtte til opstarten af strejkebevægelserne og opfordrede til, at Macron blev stillet for en rigsret. .

RN’s Marine Le Pen forsvarede i sin tale umiddelbart efter iværksætteri, nedsættelse af skatten og angreb på immigranter og modsatte sig rigsretten mod Macron.

Barniers fald er en sejr for venstrefløjen. NFP bør som den største parlamentsgruppe have lov til at danne regering, og det er det, FI kræver. Alliancen har et radikalt program og forslår Lucie Castets som en kompromiskandidat til posten som premierminister.

Dagen efter mistillids-afstemningen holdt Macron en højtidelig tale til nationen, der kan gå over i historien som århundredets mest tomme tale. Han insisterede simpelthen på, at den yderste højre- og venstrefløj ikke bekymrer sig om almindelige mennesker, i modsætning til ham selv.

Macron står nu med tre muligheder, eftersom han nægter at træde tilbage. Han kunne respektere demokratiet og tillade venstrefløjen at danne regering. Han kunne udnævne en ny højreorienteret premierminister, der er endnu mere åben over for at arbejde med fascisterne, end den tidligere var. Eller han kunne prøve endnu en gang at splitte venstrealliancen og trække nogle parlamentsmedlemmer fra Socialististpartiet (SP) og De Grønne ind i en venstre-højreregering.

Skrøbelig enhed

Enheden i NFP holder indtil videre, men er skrøbelig. SPs højrefløj leder efter en vej ud. I september stemte et flertal på 38 mod 33 partiets hovedbestyrelse for at blive i alliancen. Men meningsmålinger viser, at en tredjedel af SP-vælgerne ikke ønskede, at Barnier skulle falde, og 5 af deres 62 parlamentsmedlemmer nægtede at stemme ham ud, så partiets højrefløj føler, at de har et råderum.

En vigtig del af deres taktik er at fortsætte den voldsomme smædekampagne mod FI og dens leder Jean Luc Mélenchon, med beskyldninger om, at medlemmer af FI er antisemitiske og tilhængere af terrorisme, og denne kampagne støttes gladeligt af de fleste medier.

Hos De Grønne og i Kommunistpartiet er der også grupperinger, der er utilfredse med radikalismen i NFP’s kompromisprogram og frygter, at FI vil fortsætte med at vokse i størrelse og indflydelse. De leder efter måder at bevæge sig mod højre på.

Yannick Jadot, en af ​​de mest indflydelsesrige grønne ledere, meddelte i et landsdækkende radioprogram  den 5. december, at han ikke ønskede, at Macron skulle træde tilbage. Disse grupper, som er uvillige til åbent at kritisere venstrefløjens program, siger, at en anden premierminister-kandidat, som er mindre modstander af Macron end Lucie Castets, ville være et godt træk.

Men det er meget usandsynligt, at disse manøvrer vil producere en levedygtig venstre-højreregering på kort sigt.

Og venstrefløjens tyngdepunkt forbliver FI. I de seneste måneder partiets parlamentsmedlemmer arbejdet på at holde debatten i live om de store spørgsmål, der vedrører almindelige mennesker livsvilkår.

For eksempel fremlagde de et lovforslag om at annulere sidste års forhøjelse af den normale pensionsalder – som modsvar måtte Macrons parlamentsmedlemmer ty til en obstruktiv taktik for at forhindre en afstemning.

Et andet lovforslag ville have afskaffet forbrydelsen med at “fremsætte erklæringer til støtte for terrorisme”, som for det meste er blevet brugt mod miljøaktivister, pro-palæstinensiske ledere og fagforeningsfolk.

Der siges nu at være over 400.000 mennesker i de lokale FI-aktionsgrupper. Dette er nok en overdrivelse, men det er bestemt det største aktivistiske netværk i årtier. FI er et venstrereformistisk parti, hvor der er stort fokus på parlamentariske valg, men FI-aktionsgrupperne er meget engagerede i bevægelsen mod folkedrabet i Gaza. Hver lokal gruppe har en stor grad af autonomi.

I mit nabolag er der FI-aktiviteter er der blandt andet stor mobilisering til støtte for hjemløse migrantgrupper, der besætter bygninger til husly, organisering af en “kend dine rettigheder”-karavane, der besøger boligområder, indsamling til fødevarebanker og så videre.

I en nærliggende by iværksatte FI-grupper uddeling af foldere ved skoler for at marginalisere en højreekstrem gruppe af “vagtsomme forældre”, som opildnede til had mod transpersoner og andre LGBTI+-grupper.

Ved at stemme for mistillidsforslaget insisterede RN på, at de forsvarede almindelige mennesker mod de budgetnedskæringer, der ville skære ned på pensionerne og hæve elpriserne. Men de seneste måneder har kun bekræftet deres forfærdelige reaktionære kerneideer, da de argumenterede for at undertrykke al seksualundervisning i skolerne. En “højreorienteret feministisk” gruppe, Nemesis, knyttet til RN, kom i nyhederne for deres kampagne om, at indvandring er hovedårsagen til seksuel vold.

Kamplyst og behovet for ‘spektakulær forandring’

Uanset hvem Macron vælger at erstatte Barnier med, er modstanden mod besparelser i gang. En endagsstrejke i den offentlige sektor den 5. december førte til, at mindst to tredjedele af folkeskolelærerne nedlagde arbejdet, såvel som renovationsarbejdere, kommunalt ansatte og andre. Omkring 200.000 demonstrerede rundt om i landet.

Jernbanestrejker er planlagt fra den 11. december. Selv universitetsrektorer er i oprør mod budgetnedskæringer på de videregående uddannelser. I mellemtiden har der i den private sektor været en bølge af fyringsvarsler i de seneste uger. Dækproducenten Michelin, supermarkedskæden Auchan og bilfirmaet Valeo er blandt dem, der har annonceret lukning af fabrikker.

Krisen går ind i en ny fase. Det er nødvendigt for aktivister at insistere på, at Macron respekterer demokratiet og tillader en venstreregering, og at man samtidig opbygger strejkebevægelserne.

Strejkerne mod nedskæringer (lærere modsætter sig angreb på retten til sygeorlov; jernbanearbejdere kæmper mod privatiseringen af ​​godstog) er afgørende. Det er nødvendigt med diskussioner for at knytte disse aktioner til en politisk vision og strategi for “spektakulære forandringer” (for at bruge Mélenchons udtryk).

Marxister burde have masser af ideer til disse debatter.

John Mullen er bosat i Paris og er aktiv i France Insoumise.

Artiklen er oversat fra Green Left af Leif Mikkelsen