[SIPRI: Det Internationale Fredsforsknings-Institut i Stockholm]

Især oprustningen i Tyskland og Japan, lande som var omfattet af visse militære restriktioner efter Anden Verdenskrig, er bemærkelsesværdig.

Selvfølgelig er dette destruktive spild absurd. I en verden, hvor næsten 800 millioner mennesker stadig er tvunget til at gå sultne i seng, og på et tidspunkt, hvor topprioriteten burde være at fremme vores samfunds klimaomstilling.

Sverige er som bekendt en åbenlys del af denne optrapning i milliardklassen. Alene siden 2020 har vi set en fordobling af udgifterne – fra 60 milliarder [svenske] kroner til næsten 120 milliarder kroner. Vores land er hurtigt på vej til at nå NATOs mål om, at hvert medlemslands militærudgifter skal udgøre mindst 2 procent af BNP.

Det ser det politiske establishment heller ikke ud til at ville nøjes med. Allerede i dag taler forsvarsminister Pål Jonson om 2,5 procent af BNP som et passende pejlemærke, altså en stigning på knap 30 milliarder, og leder af Centerpartiet, Muharrem Demirok, vil gerne fremstå bedst i klassen, når han forhøjer til 3 procent.

Alle partier i Riksdagen, desværre også Venstrepartiet, har støttet den aktuelle udgiftseksplosion. Den eneste stemme imod, der er i stand til at bryde igennem nutidens stærkt militariserede offentlige samtale, er Svenska Freds, hvis medlemstal heldigvis er vokset fra 6.000 til 15.000 på lidt over to år.

Som et velindøvet mantra gentager førende svenske militærfolk og politikere også, at Sveriges sikkerhedssituation er drastisk forværret efter den russiske invasion af Ukraine. Og helt sikkert repræsenterer det totalitære Putin-regime – i sit eget nabolag – en betydelig grad af storrussisk chauvinisme.

Udover aggressionen mod Ukraine kan vi ikke vende det blinde øje til det faktum, at det russiske militær i begyndelsen af ​​2022 intervenerede i Kasakhstan for at støtte dette lands autoritære regime, og Hviderusland har udviklet sig til en lydig marionet i Kasakhstan. Kreml. I disse dage tårner breder skyer af bekymring sig også op over Moldova. Udbryderrepublikken Transnistrien har “anmodet om militær beskyttelse” fra Moskva, samtidig med at det moldaviske regime har indgået en militær samarbejdsaftale med Frankrig.

Al snak om en påstået russisk trussel mod Europa stemmer imidlertid ikke overens med den faktiske virkelighed. Rusland udgør ikke en imperialistisk magt af en sådan kaliber. Dets økonomi halter langt bagefter de udviklede vestlige lande, og dets militærudgifter er næsten fjorten gange mindre end NATO-landenes samlede volumen. I vor tids store imperialistiske opgør mellem USA og Kina kan Rusland i sidste ende ikke ses som andet end Kinas håndlangere.

Men udgør Rusland alligevel en reel sikkerhedspolitisk trussel mod Sverige?

Uanset hvor dårligt vi har det med Ruslands invasion af Ukraine, skal vi kunne ræsonnere seriøst om det, men siden 24. februar 2022 er den slags diskussioner blevet blæst væk. Men bør denne invasion ikke i væsentlig grad ses som noget, hvis årsager er forankret i den måde, hvorpå forholdet mellem Rusland og Ukraine har udviklet sig til det værre, lige siden den pro-vestlige Jusjtjenko kom til magten i Kiev i 2004 – en konflikt, der blev forværret og uddybet af NATOs udvidelse mod øst?

Kunne denne krig ikke også have været undgået, hvis der havde været en militær aftale om neutral status for Ukraine, ligesom det blev gjort med Østrig efter Anden Verdenskrig? Eller hvis NATO rent faktisk havde været villig til at forhandle, og ikke bare blankt afvise, de sikkerhedsforslag, som Rusland fremsatte måneden før invasionen?

Sverige er jo ikke Ukraine, og Gotland er ikke Krim. Ganske vist har russere hærget langs den svenske kyst. Men det var over 300 år siden, i en anden tid, hvor Sverige også ofte var i krig med Danmark. Den russiske invasion af Ukraine ændrede – eller forværrede – ikke Sveriges sikkerhedspolitiske situation. Det har medlemskabet af NATO til gengæld gjort, når Sverige nu risikerer at stå i den direkte skudlinje i tilfælde af en eskaleret supermagtskonflikt.

Men ellers er den “russiske trussel” et opdigtet fænomen, der mest eksisterer i det svenske militærs og det politiske etablissements febrilske hjerner.

Kommentaren blev bragt som leder i uge 14 i den svenske ugeavis Internationalen, som udgives af Socialistisk Politik (tilknyttet Fjerde Internationale). Oversat af Åge Skovrind.