Forarmet uran udgør ”en potentiel sundhedsfare, hvis det trænger ind i kroppen i form af granat-splinter eller gennem urene sår eller inhaleres, eller det indtages via mad og drikke,” skriver USA’s ministerium for veteraner.

 

De britiske myndigheder har erklæret, at man er villig til at forsyne Ukraine med ammunition, der er forarmeret med uran, til trods for at sundheden og miljøet derved udsættes for erkendte risici.

 

I et svar til medlem af Overhuset, Lord Hylton, skriver statssekretær for forsvaret, baronesse Annabel Goldie, ”at foruden vores løfte om at levere en tankkompagni med Challenger 2 til Ukraine, så vil vi desuden forsyne landet med ammunition, der er formeret med uran. Sådanne granater er yderst effektive, når det gælder om at bekæmpe moderne tanks og pansrede køretøjer.”

 

Kremls reaktion kom hurtigt: ”Hvis dette sker,” advarede Putin, ”så vil Rusland være nødt til at træffe tilsvarende forholdsregler.” Forsvarsminister, Sergei Shoigu, forudså et ”nukleart sammenstød.”

 

I en erklæring fra formanden for det russiske underhus, Vyacheslav Volodin, flyttede han fokus fra en potentiel nuklear katastrofe til de medicinske konsekvenser som følge af brugen af forarmede granater, og han mindede sine politiske kollegaer om, at USA’s brug af den slags ammunition i det tidligere Jugoslavien og Irak havde ført til ”radioaktiv forurening og en voldsom stigning i kræft-tilfældene.”

 

Det er overladt til medierne at formidle et vagt billede til offentligheden om de faretruende konse-kvenser, der er forbundet med brugen af forarmet ammunition. Med vanlig underdrivelse fortalte BBC således, at det meste af det radioaktive indhold er fjernet fra forarmede granater, men ikke desto mindre var våbnene alligevel meget kraftige, og det måtte frygtes, at de kan udgøre en trussel for personer, der opholder sig i områder, hvor de forarmerede granater bliver brugt.”

 

Sky News antydede, ”at forarmet uran, når det udleder Alpha partikler, ikke har energi nok til at trænge gennem huden, og udgør dermed ikke nogen fare for kroppen.” Men indrømmede dog ”at det kunne være farligt, hvis det blev slugt eller inhaleret.”

 

Det amerikanske ministerium for Veterananliggender oplistede mere detaljeret nogle få punkter: ”Når et forarmet projektil trænger gennem et køretøj, da kan små partikler af den forarmede uran dannes og inhaleres af dem, der opholder sig i det ramte køretøj. Ligeledes kan små fragmenter spredes og trænge ind i muskler og det bløde væv.”

 

Siden brugen af ammunition med forarmet uran i Guldkrigen (1991), Kosovo (1999), Irak (2003) og Afghanistan har våbnene fået et meget dårligt ry, og brugen deraf anses i stigende grad for at være kriminelt på grund af de kræftfremkaldende effekter, og fordi det kan forårsage fødsels-defekter.

 

En undersøgelse af civilbefolkningen i det østlige Afghanistan, hvor NATO-styrkerne havde gennemført Operation Enduring Freedom, og udgivet i 2005 viste, at de undersøgte personer led af træthed, hovedpine, feber, muskulære og neurologisk forandringer, vejrtrækningsproblemer. Det målte radioaktive niveau lå op til 100 gange over påvirkninger fra naturligt forekommende uran.

 

Senere feltundersøgelser, især i Irak, viste eksempler på alvorlige fødselsdefekter, medfødte hjertesygdomme, lammelser, manglende lemmer og neurologiske problemer. Selv om noget kan tilskrives andre af den amerikanske hærs aktiviteter, så fylder virkningerne af den forarmede uran meget.

 

Våben med forarmet uran, rammer i sagens natur vilkårligt. Et sagførerfirma, der repræsenterer de amerikanske veteraner, skriver i et notat, ”at de, der har været involveret i kampagner, især i Irak, kan have været udsat for forarmet uran, da de har befundet sig i et køretøj, der blev ramt af et projektil og har været udsat for brændende forarmet uran, eller har været med til at bjerge et havareret køretøj, der er ramt af et et projektil med forarmet uran.”

 

Veteranministeriet har desuden indrømmet, at forarmet uran ”udgør en potentiel helbredsrisiko, hvis det trænger ind i kroppen i form af fragmenter, via urene sår eller hvis det inhaleres eller spises.” Ministeriet foretrækker imidlertid at behandle hver enkelt klage, der relaterer til forarmet uran, som enkeltstående tilfælde.

 

Manglen på utvetydige beviser, der forbinder projektiler med forarmet uran til negative effekter for såvel miljøet som for mennesker, har været et konstant tema i undersøgelserne - og en fordel for det militær, der bruger dem. De resultater, som en undersøgelsesgruppe, nedsat af FN’s Internationale Straffedomstol om krigen i ex-Jugoslavien, og som skulle undersøge NATO’s brug af forarmet uran-projektiler, nåede frem til, var langt fra tilfredsstillende.

 

Ikke overraskende afstod undersøgelsesgruppen fra at anbefale, at der blev indledt nærmere undersøgelser om brugen af forarmet uran, og medlemmerne vedgik, at NATO’s reaktion på en hvilken som helst forespørgsel ”blev holdt i meget generelle vendinger, og ikke beskæftigede sig med de særlige forhold.” Udvalget kunne ikke blive enige om, hvorvidt ”brugen af forarmede projektiler krænkede de generelle principper, der knytter sig til brug af våben i væbnede konflikter.”

 

FN’s underkomite for Menneskerettigheder anfører i en resolution, at forarmet uran er våben med vilkårlig effekt, og derfor skal forbydes i henhold til internationale love. Den seneste resolution fra FN’s generalforsamling viser imidlertid en udtalt mangel på rygrad, og noterer, ”at de undersøgelser, der indtil nu er blevet gennemført af relevante internationale organisationer, har ikke tilvejebragt en tilstrækkelig detaljeret redegørelse om omfanget af de potentielle langtidsvirkninger på mennesker og miljø ved brug af våben og ammunition, der indeholder forarmet uran.”

 

Brugen af forarmerede uranprojektiler er fortsat, til trods for at talrige undersøgelser advarer om farerne derved. I november 2015 brugte USA en betydelig mængde forarmet ammunition i et luftangreb mod Islamisk Stats olietankbiler, selvom det amerikanske militær havde forsikret, at det ikke ville være tilfældet.

 

Hvorvidt Pentagon vil forsyne Ukraine med våben, der er forarmet med uran, forbliver uklart.

 

Den engelske kampagne for atomnedrustning har angrebet den engelske regerings beslutning. Generalsekretær Kate Hudson oplistede sine bekymringer i en erklæring: ”CND har gentagne gange opfordret den engelske regering til at iværksætte et øjeblikkeligt memorandum for brugen af våben med forarmet uran, og til at finansiere langvarige studier om våbnenes sundheds- og miljømæssige virkninger.”

 

I mangel af en klar og tydelige traktat om emnet, helst én med bid i, da er dette stort set ønsketænkning. I fald disse våben tages i brug i Ukraine, da vil de ikke skelne mellem dem, der bruger dem, de mål våbnene rettes imod og civile. I det lange løb, vil det tillige vise sig at være en betydelig belastning af miljøet, der vil blive voldsomt forurenet af våbnenes langtidseffekter.

 

28. marts 2023

 

Binoy Kampmark underviser på Royal Melbourne Institute of Technology

 

Oversat fra Green Left af Arne Lund. En lang række kildehenvisninger er udeladt i oversættelsen.