I de sidste ti år har man talt om en ”lyserød bølge” i Latinamerika. Mere eller mindre venstreorienterede regeringer har givet håb til socialister over hele verden og har vist, at der er alternativer til nyliberalismen, der har domineret i resten af verden. Men efterhånden ser det ud til, at bølgen har fået ny farve.

af Åge Skovrind

Flere af de regeringer, der har præsenteret sig som eller er blevet opfattet som socialistiske, venstreorienterede eller blot progressive, har lidt nederlag på det seneste:

• Den 22. november 2015 vandt den højreorienterede erhvervsmand Mauricio Macri præsidentvalget i Argentina over de regerende peronisters kandidat.
• Den 6. december 2015 tabte Venezuelas Socialistiske Enhedsparti (PSUV) parlamentsvalget til oppositionen, som nu prøver at få en folkeafstemning for at afsætte præsident Maduro, efterfølgeren til den legendariske Hugo Chavez.
• Den 21. februar i år tabte Evo Morales i Bolivia knebent en folkeafstemning, der skulle give ham mulighed for at genopstille for fjerde gang til præsidentvalget i 2018.
• Og i maj besluttede et flertal i den brasilianske Kongres at sætte præsident Dilma Roussef for en rigsret.

Man kan diskutere, om en bølge er definitivt slut, eller om der er tale om midlertidige tilbageslag. Situationen er forskellig fra land til land, og et regeringsskifte er ikke nødvendigvis det samme som et socialt nederlag. Desuden er der fortsat kampe og bevægelser i mange lande. Men man kan ikke komme udenom, at styrkeforholdene har ændret sig, og at en periode med fremgang for progressiv politik er slut.

Kort fortalt er der to årsager til, at venstrefløjen nu mister fodfæste i Latinamerika til en aggressiv og demagogisk højrefløj, som gerne bakkes op af løgnagtige mediekampagner. Den ene er den økonomiske krise, som har gjort det vanskeligere at gennemføre en økonomisk politisk, som gavner de fattigste og den brede befolkning i almindelighed. Særligt faldet i råvarepriser og den aftagende kinesiske efterspørgsel har haft betydning.

Den anden årsag er den politik, som de ”progressive” regeringer har ført. I de sidste par år er sociale forbedringer blevet afløst af nedskæringer på offentlig velfærd, indrømmeler til erhvervslivet og forringelser af arbejderbefolkningens levevilkår. Dertil kommer korruption, bureaukratisering og magtfuldkommenhed, som har gjort mange vælgere frustrerede, så de enten ikke gider stemme eller slutter sig til en aggressiv, højreorienteret opposition.

En indbygget modsætning
Denne artikel giver et overblik over, hvad der er sket, og hvad der er udsigterne i de tre vigtigste lande – Argentina, Venezuela og Brasilien, men diskuterer også mere grundlæggende, hvad der gik galt for de ”progressive” regeringer. 

Den argentinske venstrefløjsøkonom Claudio Katz bruger begrebet “dobbelthed” for at udtrykke en indbygget modsætning i den ”lyserøde bølge”. Han mener, at den progressive periode i det sidste tiår på den ene side byggede på delvist succesfulde folkelige opstande (Argentina, Bolivia, Venezuela, Ecuador), som ændrede styrkeforholdene i regionen. Det gav mulighed for at udnytte de stigende råvarepriser og de mange dollar på en måde, der adskilte sig markant fra tidligere perioder.

Men samtidig med denne ændring i den politiske konjunktur og i styrkeforholdene skete der en konsolidering af mønsteret med ekstraktivistisk akkumulation [økonomisk vækst gennem udvinding af naturens ressourcer], hvor Latinamerikas rolle i den internationale arbejdsdeling handlede om at eksportere råvarer. Det er en naturlig ting for en nyliberal regering, men for progressive centrumvenstreregeringer er der en konflikt i denne struktur. Og for radikale regeringer, der vil en grundlæggende omfordeling, lurer en konflikt i stor skala.

Før eller senere måtte denne modsætning bryde sammen, mener Katz, og dette sammenbrud har forhindret centrum-venstreregeringer i at komme på benene igen. Derfor ser vi, at de konservative kræfter igen er i offensiven i lande som Argentina, Brasilien og Venezuela.

Hvad man vil – og hvad man kan
Men man skal være forsigtig med at spå om, hvor det ender, advarer Claudio Katz.

Den højrefløj, som nu har taget over, er præget af mange interne modsætninger og vil ikke kunne gennemføre sin politik uden at blive mødt af kraftige protester fra dem, det går ud over.

”Macris regering [I Argentina, red] er en klassisk højrefløjs-regering. Men den opererer i en ramme med stor kampvilje. Så der er en modsætning mellem det, den ønsker, og hvad den kan gøre”, sagde han i et interview i december sidste år.

Regeringen lagde ud med et brutalt angreb på almindelige folks levevilkår. Den begyndte med en devaluering og skattelettelser for de rigeste, efterfulgt af forhøjede forbrugsafgifter, selv om forsynings-selskaberne allerede under den forrige regering fik enorme subsidier. Man regner med, at inflationen i år bliver på 35-40 procent, uden nogen lønstigninger. Ifølge en nylig rapport er antallet af personer, der lever i fattigdom vokset med 1,4 millioner, mens 350.000 lever i ekstrem fattigdom. Arbejdsløsheden er vokset dramatisk. 110.000 nye arbejdsøse, samtidig med at de traditionelle begrænsninger på afskedigelser i den offentlige sektor er under afvikling.

Alt dette er med til at gøre Macris regering upopulær. Han har været offensivt rejst anklager om korruption mod politikere fra afgående præsident Cristina Fernández de Kirchners administration, men er nu selv sammen med flere af hans nærmeste allierede kommet i søgelyset efter afsløringerne i Panama-papirerne. 

Hans regering har ikke en stabil social basis, og det peronistiske parti (Partido Justicialista, som Cristina Kirchner kommer fra), sidder tungt på fagforeninger, borgergrupper og lokale administrationer. Macri forsøger at skabe alliancer med nogle af partiets mange fraktioner, mens andre fraktioner organiserer demonstrationer og strejker mod regeringen. Den 24. marts – årsdagen for militærkuppet i 1964 – var der enorme demonstrationer i forbindelse med Obamas besøg, som også var en protest mod den nye regering. 

Til venstre for peronisterne er den socialistiske venstrefløj, som ellers er kendt for sekterisme og utallige splittelser, begyndt at samarbejde og har vundet frem både parlamentarisk og i de sociale bevægelser. Ved præsidentvalget i oktober fik Frente de los Trabajadores y de la Izquierda (Arbejdernes Venstrefront, FIT) over 732.000 stemmer på landsplan, svarende til 3,25 procent, og fik genvalgt tre medlemmer til parlamentet. FIT er en valgfront bestående af tre trotskistiske partier, Socialistisk Arbejderparti (PTS), Arbejderpartiet (PO) og Socialistisk Venstre (IS). To andre trotskistiske partier fik til sammen over 200.000 stemmer.

Kaos i Venezuela
Mere dramatisk er udviklingen i Venezuela, efter at PSUV – Venezuelas Socialistiske Enhedsparti, som daværende præsident Hugo Chavez dannede i 2007, tabte valget til oppositionen. Det seneste er, at præsident Maduro har erklæret undtagelsestilstand, som oppositionen nægter at acceptere og i stedet forsøger at få væltet Maduro – enten via en folkeafstemning eller med militærets hjælp. Indtil nu er militæret loyal mod præsidenten. Imens hersker voksende økonomisk kaos.

Sammenlignet med Argentina er højrefløjens fremgang i Venezuela på en måde mere begrænset, idet den ikke har vundet regeringsmagten – kun flertallet i parlamentet. Men alligevel har Venezuela større betydning, påpeger Claudio Katz, fordi Venezuela er det mest tydelige udtryk for de radikale forandringer, der er sket i Latinamerika:

”Det er selve udfaldet af den progressive cyklus, der er på spil i Venezuela. Hvad der sker der, kan ikke sammenlignes med det, der foregår i andre lande. De, der sidestiller de seneste sejre for højrefløjen i Venezuela og Argentina, anerkender ikke forskellene. De to situationer kan ikke sammenlignes. I Venezuela fandt valget sted i en situation med økonomisk krig, med varemangel, hyperinflation og smugling af subsidierede varer. Det var en kampagne fuld af kugler, paramilitære grupper, konspiratoriske NGOer og kriminelle provokationer.”

Forskellene handler ifølge Katz både om, at Capriles (oppositionens leder i Venezuela) har andre prioriteter end Macri, men også om, at chavismen (bevægelsen inspireret af Hugo Chavez) adskiller sig væsentligt fra kirchnerismen:

”Førstnævnte voksede ud af et folkeligt oprør med et erklæret mål om at nå socialistiske forandringer. Sidstnævnte begrænsede sig til at opfange virkningerne fra et oprør og lovpriste til stadighed kapitalismen.” (…) ”Men den vigtigste enkeltting ved Venezuela skyldes landets placering i det globale system med imperialistisk dominans. USA har gjort dette land til skydeskive og håber at genvinde kontrollen med de største oliereserver på kontinentet.”

Hvad gik galt?
Hugo Chavez og hans bolivarianske revolution (efter Simon Bolivar – latinamerikansk frihedshelt) er uden tvivl det mest radikale forsøg på at bryde fri af den imperialistiske dominans og omfordele ressourcerne til gavn for de fattigste.

Den internationale venstrefløj fulgte i mange år begejstret udviklingen i Venezuela, som ifølge Hugo Chavez var en revolutionær politik frem mod socialismen. Nu er der grund til, at samme venstrefløj reflekterer over de fejl, der blev begået, og som var medvirkende til nederlaget ved valget sidste år.

Stuart Piper, som er korrespondent for webmagasinet International Viewpoint, skrev i en analyse efter valget, at den vigtigste enkeltstående årsag til, at chavisterne tabte valget i 2015 var økonomien, især manglen på basale fødevarer og den faldende købekraft for de fleste venezuelanere. Den anden væsentlige grund til skuffelsen blandt Chavez-tilhængere ser han i den udbredte korruption, som ikke er et nyt fænomen, men som chavismen ikke har formået at gøre op med – tværtimod er nogle af dens ledere eller deres familier dybt involverede. 

“Alt dette er udtryk for et større spørgsmål om, hvorvidt den revolutionære proces i Venezuela er blevet holdt som gidsel af et gammelt og delvist korrupt statsapparat – og i hvilken grad man kunne eller skulle have gjort noget ved dette,” skriver han og fortsætter:

”Ikke at adressere disse strukturelle spørgsmål, og manglen på åbenhed omkring dem, falder delvist sammen med en anden fejl, som græsrodsaktivister og kritiske chavista-kommentatorer har nævnt siden den 6. december. Nemlig spørgsmålet om de offentlige medier (som stadig er lille i sammenligning med de private medier) og at skabe en kultur med politisk debat og kritik og skabe et rum for en konstruktiv konfrontation mellem forskellige ideer og forslag. Og det afspejler igen et andet problem – risikoen for, at appeller om ”enhed” fungerer som et dække for en kultur med intolerance.”

”Med Maduro er det altid arbejderne, der lider”
Kritikere på venstrefløjen af præsident Maduro og hans politik har trange kår. Det har blandt andet de revolutionære socialister i organisationen Marea Socialista mærket. De gik med i PSUV fra starten i 2007, men forlod partiet igen sidste år, fordi det udviklede sig til et parti for regeringen. Partiet forsøgte at opstille til valget, men blev ikke godkendt af myndighederne.

”Partiet havde mistet alle demokratiske og inddragende egenskaber,” mener César Romero, medlem af ledelsen i Marea Socialista og aktiv i studenterbevægelsen. 

I hans analyse var der generelt tale om en progressiv udvikling, så længe Hugo Chavez var leder, hvor de fleste venezuelanere oplevede en forbedring af deres levevilkår. Men Chavez begik også væsentlige fejltagelser. Blandt andet hans super-lederskab, som konsekvent førte til et fravær af kollektiv ledelse af processen og til en politisk bureaukratisering:

”Dette fremmede konsolideringen af en væsentlig bureaukratisk klike, som Chavez aldrig forsøgte at stoppe. Samtidig førte regeringen ikke en konsekvent anti-kapitalistisk politik. Med Maduro skete der en politisk ændring, hvor en række upopulære tiltag blev gennemført. Den største forskel mellem Chavez´ regering og Maduros er, at med Chavez betalte arbejderne aldrig, når der var krise. Med Maduro er det altid arbejderne, der lider mest.”

Positiv arv
Stuart Piper fremhæver, at der stadig er en udbredt positiv arv at bygge på i Venezuela, trods højrefløjens sejr og problemerne i chavisternes linje:

“Endnu mere end de imponerende sociale landvindinger, som de fleste på venstrefløjen er bevidste om, er der politiske fremskridt i Venezuela, som er anderledes end i resten af verden. Trods alle skævheder og frustrationer i den faktisk eksisterende folkemagt, så har 17 år med den bolivarianske revolution skabt en befolkning, som er mobiliseret og selvorganiseret i en grad, som sandsynligvis er unik i verden i dag. Ideen om socialisme og en tro på, man var på vej til noget, som bliver kaldt socialisme – stærkt forbundet med Hugo Chavez person, er ikke død. Ingen andre steder i nyere historie har millioner af mennesker faktisk troet på det. Og troen på solidaritet på tværs af kontinentet, og et brud med imperialismen, er også enestående stærk i Latinamerika. Venezuela har været foregangsland også her.

Der er afgørende, og svære, økonomiske valg at træffe. Nogle på den ”pragmatiske” venstrefløj går ind for, at regeringen laver en ”taktisk” retræte, ophæver eller lemper på pris og valutakontrollen for at skabe bedre balance i økonomien, for derefter at bruge staten til at ”dirigere” investeringerne og til sidst gennemføre en overgang til en mere produktiv, mindre olieafhængig økonomi. Mange andre på den radikale venstrefløj, blandt andet anerkendte bolivarianske intellektuelle som forfatteren og medlem af Statsrådet, Luis Britto, går ind for mere grundlæggende bånd på kapitalen, blandt andet statskontrol med import og eksport, banksystemet og eventuelt hele fødevaresalget. I øjeblikket (februar 2016, red) ser regeringen ud til at ville fortsætte sin midterkurs. Men i lyset af nederlaget i december, ser mere af det samme mindre og mindre overbevisende ud for de chavistiske græsrødder.”

Magtesløs venstrefløj
Ingen steder er det lykkedes for venstrefløjen – til venstre for de lyserøde regeringer – at fremstå som et troværdigt alternativ. Derfor bliver det højrefløjen, som profiterer på utilfredsheden med nedskæringer, korruptions-skandaler og faldende levestandard. 

Kampagnen mod Dilma Roussef i Brasilien er illustrativ. En aggressiv højrefløj har besluttet at stille præsidenten for en rigsret, og den konstituerede præsident Michel Temer fra det borgerlige PMDB har dannet en ny regering, som er godt i gang med at gennemføre en række sociale forringelser. Arbejderbefolkningen og de fattigste kan se frem til barske tider.

Det venstreorienterede Parti for Socialisme og Frihed (PSOL) har altid været i opposition til Dilma Rousesefs politik, men stemte imod rigsretssagen mod hende. Partiet blev dannet i 2004 af PT-medlemmer, som blev smidt ud, da de stemte imod regeringens nedskæringer i pensionerne. PSOL, som har seks (af 513) pladser i parlamentet, skriver i en erklæring: 

”Vores stemme skyldes, at vi er overbeviste om, at med den måde, rigsretssagen er blevet arrangeret på, er det blevet et forsøg på et institutionelt kup, som ikke kun er uretfærdigt over for regeringen, men også over for landets befolkning. Processen havde ondsindede hensigter fra begyndelsen og har lidt eller ingen juridisk substans, og den udgør et politisk tilbageskridt."

Faktisk er en lang række politikere fra PMDB indblandet i Operation Lava Jato – kodenavnet på den største korruptionssag i Brasiliens historie, som siden marts 2014 har resulteret i mere end 100 ransagninger og beslaglæggelser, varetægtsfængslinger og tvangsbøder i et forsøg på at udrede en systematisk hvidvaskning af mere end 10 milliarder brasilianske realer (næsten 20 milliarder kroner).

Men hvordan forklare, at det det borgerlige PMDB valgte at opsige regeringssamarbejdet med Arbejderpartiet? Hvorfor voksede den folkelige utilfredshed med Dilma Roussefs regering? Og hvad vil der nu ske?

Den brasilianske sociolog Ruy Braga kritiserer Dilmas regering fra et venstreorienteret syndpunkt. Rigsretssagen mod Dilma er efter hans mening et udtryk for, at det er slut med den "pagt", som byggede på indrømmelser til storkapitalen og banker, samtidig med at arbejderklassen blev tilgodeset med reformer og sociale fremskridt. Han forudser en voldsom skærpelse af klassekampen og et socialt sammenbrud, hvor det mest sandsynlige vil være etablering af et regime, som fortjener betegnelsen ”diktatur”. 

Den folkelige utilfredshed med Dilmas regering hænger ifølge Braga snævert sammen med regeringens kursændring i den økonomiske politik i de sidste fire år.
 

Stillet over for en nært forestående krise slog Dilma fra 2012 ind på en klar nedskæringslinje i forhold til sociale rettigheder. Det var et forsøg på at indrette regeringen efter en arbejdsgiver-dagsorden, som handler om privatiseringer, besparelser på de offentlige udgifter og lempelse af erhvervslivets påståede byrder. Utilfredsheden bredte sig og førte til store demonstrationer i juni 2013 med diffuse og generelle krav om bedre offentlig service som for eksempel transport, men også sundhed og uddannelse. Det er lykkedes højrefløjen at dreje protesterne over i en stemning af "anti-PT".

”Hvis regeringens dagsorden har vist sig ineffektiv og ude af stand til at modstå krisen, så har den omvendt vist sig særdeles effektiv til at uddybe processen med økonomisk krise, ved at udvide og forstærke det økonomiske tilbageslag. Hvad er det politiske problem? Det er, at på den ene side forstår de dele af borgerskabet, som har allieret sig med regeringen, begrænsningerne i denne akkumulationsstrategi, samtidig med at de kræver, at den forstærkes. På den anden side presser regeringens sociale basis på for at rulle disse tiltag tilbage. Og regeringen er stadig, til en vis grad, bundet til sin sociale basis, selv om dette bånd er blevet mere og mere skrøbeligt i de senere år. Det er derfor, den nogle gange viser sig forsigtig og tøver med at gennemtrumfe den dagsorden, som arbejdsgiverne kræver – nemlig afskaffelsen af dagpengesystemet, mere arbejdsløshed, mere fleksibilitet med underentrepriser, udbredelse af et gråt arbejdsmarked, mere fleksible arbejdstider og så videre.”

“Det brasilianske borgerskab har det ikke godt, når den skal acceptere en regering, der ikke er en fuldblods regering, altså en regering, der ikke kan tilfredsstille dem 100 procent. Og samtidig er regeringen ikke i stand til at gøre det, den gjorde i 00´erne, hvor man til en vis grad kunne opsuge den sociale bevægelse, integrere de sociale konflikter i statens rammer og lægge en dæmper på årsagerne til utilfredshed.”

Ruy Braga mener, at den bedste betegnelse for det, som det brasilianske borgerskab ønsker, er et diktatur:

"Et diktatur, som ikke engang behøver at antage militære former, for det er ikke rigtigt præsentabelt på internationalt niveau, men sikkert i form af undtagelsestilstand, med civile i regeringen, som med fysisk vold vil kontrollere de stadigt mere frustrerede masser. For at gennemføre denne proces hen imod en akkumulationsmodel, som bygger på social forarmelse med en politisk form for autoritær regulering, er der ikke andre ord end diktatur," siger han.

”Moderne realisme”
Højrefløjen er i offensiven i Latinamerika– men vil ikke kunne gennemtrumfe sin dagsorden uden kraftig modstand.

Cesar Romero fra Marea Socialista i Venezuela påpeger, at afslutningen på den såkaldte lyserøde bølge er tydelig, når man ser på valgresultaterne i Venezuela, Argentina, Brasilien og Bolivia, men han ser også nye folkelige mobiliseringer, især omkring miljøspørgsmål, racisme, LGBTQ-rettigheder osv. 

“Disse kampe udstiller imidlertid svaghederne ved de traditionelle venstrefløjspartier, som kun gennemførte progressive tiltag halvvejs under den foregående cyklus. De havde en mulighed for at skabe et alternativ til højrefløjens politik, og alligevel gjorde de det ikke. Og de er heller ikke parat til at gøre det. Det er det, som vi, den revolutionære venstrefløj, må gøre. Vi må skabe det alternativ,” siger han.

Spørgsmålet er imidlertid ikke kun, hvordan venstrefløjen kan kæmpe for et alternativ, men også hvordan alternativet ser ud.

Den franske politolog Franck Gaudichaud, forfatter til adskillige bøger om Latinamerika og medredaktør på websiden www.rebelion.org, mener, at de "lyserøde" eller ”progresismo”-regeringerne, under pres fra globale og hjemlige aktører, i flere henseender er endt med at stå for en “moderne realisme”, ”som ofte er den bedste vej til at legitimere, at man opgiver antikapitalistiske strukturændringer.”

Han anerkender og værdsætter, at der i lande med venstreorienterede eller anti-liberale regeringer er sket en styrkelse af staten og dens reguleringer, en vækst i den hjemlige økonomi, en kamp mod fattigdom gennem særlige omfordelingsprogrammer og institutionalisering af nye offentlige velfærdsydelser. Men efter hans vurdering mangler der stadig et svar på en ny post-kapitalistisk civilisation og vejen dertil – hvor man går efter at ændre ejendomsformer og de sociale relationer i produktionen 

Opgaven er uden tvivl både skræmmende og besværlig, skriver han:

”Trods de demokratiske fremskridt, som er vundet med blod og sved – såsom etablering af multinationale stater, indførelse af mere eller mindre institutionaliserede sociale rettigheder, indkaldelse af grundlovgivende forsamlinger og rum for folkelig deltagelse eller en fælles regional impuls – så er der ganske mange aktivister i regionen, en række bevægelser og kritiske analytikere af forskellig politisk observans, som insisterer på den stadig mere ”konservative dimension” af den statslige politik i progresismen eller den post-nyliberale nationalisme (fra Uruguay til Nicaragua til Argentina), og endda dens karakter som en ”passiv” revolution (i Gramscis betydning). Det er en transformering ”fra oven”, som nok ændrer på det politiske rum, den offentlige politik og forholdet mellem stat og samfund, men som samtidig integrerer, optager – og i sidste ende neutraliserer – græsrøddernes indtrængen i de institutionelle netværk, hvilket fører til en brat omorganisering inden for de herskende klasser og det dominerende system, idet man bremser evnen til selvorganisering, mobilisering og græsrodskontrol fra folket.” 

”En venstreorienteret og folkelig regering viser sin ægte alternative karakter, når den tjener som et redskab og inspirator for selvorganiserede kampe blandt arbejderne og de folkelige eller indfødtes bevægelser; når den fremmer en dynamik med virkelig opbygning, ændringer i produktionsforholdene, udlægning af selvstyrende og frigørende veje til ”velvære”. I modsat fald er de venstreorienterede politikere tvunget til at administrere den eksisterende orden, og endda i perioder med ustabilitet at hæve sig op over klasserne i bedste bonapartistiske stil for at forlænge det statslige uhyre i det uendelige og administrere systemet på en mere eller mindre “progressiv” måde, i større eller mindre mindre konflikt med de lokale eliter.”

Artiklen bygger blandt andet på disse artikler:

Interview med Cladio Katz: Challenging a new government in Argentina

Interview med César Romero: The lessons of Chavismo

Interview med Ruy Braga “If the coup succeeds, the country is heading towards a process of social collapse” 

Party of Socialism and Freedom (Brazil) – Why we voted against the impeachment of Dilma Rousseff

Franck Gaudichaud: South America: end of a cycle? Popular movements, “progressive” governments and eco-socialist alternatives

Cladio Katz: Is South America’s ‘progressive cycle’ at an end? Neo-developmentalist attempts and socialist projects

Stuart Piper: A turning point for Latin America?

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com