Læsetid: 3 minutterMeningsmålingerne for Socialdemokratiet og for regeringen som helhed er mildest talt elendige. Og hvordan skulle statsministeren kunne tage et positivt afsæt i regeringens første år? Der var ikke noget at prale af.
Regeringen har fået gennemført en skattereform og en kontanthjælpsreform. Skatreformen gav størst lettelser til de rige og øgede den samlede ulighed, fordi der ikke var noget til folk på overførselsindkomst, og kontanthjælpsreformen omfordelte bare midlerne blandt de fattige.
De kommunale og regionale velfærdsydelser er i dyb krise. Jævnligt bringer medierne historier om kommuner, som ikke engang leverer de ydelser, de er forpligtede til ifølge loven. Regionerne kan ikke få sygehusene til at fungere, fordi de ikke har penge nok, og fordi personalet flygter. Kommunerne og regionernes økonomi er i sidste ende regeringens og Folketingets ansvar, og de hjælpepakker, regeringen har lovet, er for små og kommer for sent.
På klimaområdet er Danmark stadig verdensmester – i ambitiøse målsætninger, men regeringen tager ikke noget, der ligner de initiativer, der kan gøre noget ved problemet, eller bare afhjælpe en smule. Kun nye kommissioner og udsatte rapporter.
Ingen nytårsforsætter om kursskifte
Den var ikke nem for statsministeren. Men kunne hun så ikke bare springe 2023 over og skildre alt det fantastiske, regeringen vil gøre i 2024? Den duede heller ikke rigtigt. For regeringen, Socialdemokratiet og Mette Frederiksen har låst sig fast i en politisk kurs, hvor de politiske initiativer ikke må genere virksomhedsejerne, finansmarkederne og de rigeste i samfundet.
Når regionerne bliver nødt til at bruge 1,4. mia. kroner alene til én type medicin, den nye og ekstremt dyre kombination af diabetesmedicin og slankemiddel fra Novo Nordisk, bliver det svært at finde penge til sygehuspersonale. I den situation ville det være nærliggende, at regeringen regulerede medicinalpriserne eller beskattede medicinalindustrien mere. Men det er ikke engang en tanke, der opstår i hovedet på en socialdemokratisk statsminister.
Af præcis samme grund kunne Mette Frederiksen ikke indsætte nogle afsnit om regeringens vidtrækkende klimaplaner for 2024. En klimapolitik, der virkelig nytter, kan ikke undgå at indebære mindre materiel vækst, store udgifter og indgreb i kapitalens friheder. Men statsministeren afviser på forhånd klimatiltag, der sender regningen i den retning. Hver gang et klimapolitisk tiltag generer industrien og landbruget (der også er en industri), bliver det bremset.
Med andre ord: Hvordan skulle statsministeren fylde en hel nytårstale uden, at det blev alt for tydeligt, at regeringen vil køre videre i samme spor som hidtil?
Hvordan hun løste det i første omgang, ved vi ikke. For i sidste øjeblik kom Dronning Margrethe statsministeren til hjælp, da hun forkyndte sin abdikation. Og så kunne Mette Frederiksen slette halvdelen af sin egen tale og erstatte det med snik-snak om dronningen.
I stedet kunne hun nøjes med at omtale to kommende politiske initiativer. Hun lovede et gratis forsøg nr. 2 til barnløse – godt, men en billig omgang i det store billede.
Mere volumen kan der være i en ældrereform. Der i hvert fald nok at tage fat på. Men når statsministeren taler om pleje og omsorg uden at tale om at tildele området flere midler, har man ret til at være skeptisk. Og når det meste konkrete, hun siger om reformen er, at ældre og gamle skal have ”mere selvbestemmelse” og kunne ”præge” den hjælp de får, er der grund til at frygte, at det handler om, at de, der har råd, i højere grad skal kunne tilkøbe sig ydelser ud over den skrabede hjælp, som det offentlige kan tilbyde.
Fortsat dansk støtte til Israel og USA
Lykkedes det så statsministeren at undgå alle de områder, hvor hun og hendes regering har handlet kritisabelt og skadeligt? Nej, hun vovede sig trods alt ind på Israel/Palæstina. Desværre undskyldte hun ikke for sin nærmest racistiske udtalelse om, at man ikke kan tale om sorg over palæstinensiske børn i samme åndedrag, som man lægger blomster for døde israelske børn.
Hun nævnte ofrene for Israels bombninger i Gaza. Men hun fastholdt den grundlæggende opbakning til Israel i konflikten med fraser om, at Israel ”har ret til at forsvare sig”. En udtalelse, som om noget er udtryk for ekstrem historieløshed: Det hele begyndte med Hamas’ terrorangreb den 7. oktober, hvorefter Israel gik i gang med at forsvare sig.
Nej, det begyndte med fordrivelsen af palæstinenserne for 75 år siden. Siden da har Israel besat palæstinensiske områder, fordrevet flere palæstinensere gennem bosættelser og med militær magt og indført et apartheidregime. At tale om Israels ret til at forsvare sig er på den baggrund fuldkommen meningsløst.
I 2024 kan vi altså forvente fortsat fuld opbakning til Israel og til Israels bagmænd: USA’s regering.
Vi skal ikke fortælle, hvilken nytårstale Mette Frederiksen kunne og burde have holdt. Dertil er der simpelthen for langt mellem hendes og vores verdenssyn og politiske perspektiv.
Til gengæld kan vi love, at vores planer for 2024 handler om at styrke klimakamplen, kampen for velfærd og solidariteten med palæstinenserne (blandt andet demonstrationen i København nu på søndag den 7. januar) – og dermed kampen mod Mette Frederiksens regering.
Socialistisk Arbejderpolitiks Forretningsudvalg, den 4. januar 2024