Den 9. november 1938 for 79 år siden angreb nazisterne jøderne i Tyskland. Mange hundreder blev tævet ihjel, boliger og butikker raseret, så gaderne glimte af glasskår som krystaller. Det var krystalnatten. En grusom nat, der varslede forfølgelse af minoritetsgrupper. Først og fremmest jøderne, men også romaer, homoseksuelle og handicappede.

af Lise Baastrup

Hvordan kunne det gå til, at store dele af den tyske befolkning enten deltog eller så stiltiende til?

 

30’ernes krise med arbejdsløshed og sult med utryghed, magtesløshed og frustration gav næring til vreden. Vreden, der ikke blev rettet mod dem, der berigede sig trods krisen, men som nazisterne udnyttede til at rette mod forsvarsløse minoritetsgrupper.

 

Det kan jo heldigvis ikke ske i vores land. Da jeg var helt ung deltog jeg i demonstrationer mod apartheid i Sydafrika. Danmark var verdenskendt som et land med store humanistiske idealer, hvor racisme og forfølgelse af minoriteter var utænkelig. Siden Fogh i 2001 indførte neoliberalistisk tankegang og erklærede værdikamp, nu skulle der andre boller på suppen – er Danmark forandret.

 

Når virkeligheden skal fordrejes, er vore dages spin dog langt mere forfinet end Goebbels grovkornede propaganda, men det er stadig utryghed og vrede, der er grobund for at lægge “de andre” for had. Dengang som nu flygtede mennesker fra vold og undertrykkelse, de kom til vores dørtærskel både jøder, kommunister og intellektuelle – og mange blev sendt tilbage. Det sker også i dag. Mange bliver afvist og mange sendt tilbage. Også i dag mister mange livet i forsøget på at redde deres børn fra krig, sult og undertrykkelse.

 

I Bedsteforældre for Asyl er der næsten hver uge en historie om umenneskelige udvisninger. Familier, der har boet her i årevis og hvis børn er født og opvokset i Danmark, bliver sendt væk – unge, der er kommet hertil som uledsagede børn bliver sendt tilbage til soldatertjeneste eller forfølgelse den dag, de fylder 18. Kan vi ikke komme af med dem, kan vi internere dem, som var de kriminelle, på centre langt ude på landet. På centrene hersker helt utålelige forhold.

 

Ikke kun flygtningene, men også andre minoritetsgrupper blev dengang som nu marginaliseret og får gradvist frataget deres rettigheder og ligeværdighed. Kronisk syge og handicappede (vi slår dem ikke direkte ihjel som nazisterne) men den måde, de bliver behandlet på, er så utroligt nedværdigende, at meget få tror på, at det finder sted i Dagens Danmark.

 

I forgårs så jeg på nettet, at advokat Mads Krøger Pramming, der modtog Dignity Prisen 2017, fortalte om, hvordan det er umuligt at få hjælp fra domstolene, selvom de afgørelser der falder hos kommunerne efter deres skøn er helt groteske.

 

Her er et par eksempler:

 

Allicha – arkitekt fra Canada – flytter til Danmark og går på Arkitektskolen og er i et voldsomt trafikuheld i 1996. Hun har siden da ligget i sin seng. Hun er så syg, at hun ikke selv kan købe ind. Hun har hjemmehjælp og rengøring. Kan ikke holde møde på kommunen, så de holder møderne på sengekanten. Har ligget der i 20 år. Udredt af 8 speciallæger. Lægerne har givet fuldstændig op for 16 år siden. Afslag på førtidspension – måske kan hun behandles, skønner kommunen.

 

Lars – en mand i 50’erne – har løftet kufferter i lufthavnen i en menneskealder – ryggen er slidt ned. Lægerne på Rigshospitalet siger, at der intet er at gøre! Det siger alle læger – også kommunens egne læger. Lars må blive i sin seng. Der er intet, de kan tilbyde – ud over morfin. Han er færdig på arbejdsmarkedet. Afslag på førtidspension – måske hjælper varmvandsbade, skønner kommunen.

 

Carol – smertefulde lidelser i hele kroppen – svære depressioner og selvmordsforsøg – og så er hun blind. Kort inden hun når pensionsalderen – 57 år: Du skal arbejdsprøves, skønner kommunen. Og sender hende i arbejdsprøvning i Brugsen. Hvor hun skal tjekke datomærker og sætte varer på hylderne. Uden at kunne se hvad hun laver. Og så afslag på hjælp bagefter – fordi man ikke kunne bruge arbejdsprøvningen til at vurdere hendes rest-erhvervsevne.

 

Muhammed får afslag på førtidspension. Du kan arbejde, skønner kommunen. 40 minutter om ugen kommer man frem til. Ikke på én gang selvfølgelig, men over 3 dage. 13 minutter, tre dage om ugen. Så han får et fleksjob. Og skal aktiveres. Og så skal han finde et arbejde, hvor de vil have ham 13 minutter af gangen tre gange om ugen.

 

Torturofret Hassan får at vide, at han ikke kan få hjælp af kommunen. Selvom han har ligget UNDER sengen pga. angst i 15 år.

 

Sådan er det over hele linjen. Og der er ingen muligheder for nogen af dem ved domstolene. Jeg ved det, siger advokaten, for jeg har prøvet – mange gange. Men vi kæmper forgæves, fordi domstolene VIL ikke blande sig i kommunernes skøn.

 

Jeg ved, at mange tyskere efter Anden Verdenskrig forsvarede sig med, at det, de hørte af rygter om KZ-lejrene, var så uhyrligt, at de ikke troede på det.

 

Er det det, der sker i dag i Danmark, at virkeligheden på Jobcentre og udrejsecentre som Kærshovedgård er blevet sådan, at mange nægter at tro på, at det sker i dagens Danmark?

Eller sker der det, at vi nu som dengang gradvis vænner os til forråelsen og passiviseres af magtesløshed?

 

Når usikkerhed og marginalisering har ramt de sårbare grupper, kommer næste runde: Angsten for at komme i deres situation virker på dem i arbejde, de tør ikke stille krav hverken til løn eller arbejdsforhold.

 

Og den mest groteske form for spin er løgnen om, at vi har ikke råd: Velfærd eller flygtninge. Vi kan ikke både blæse og have mel i munden. Jamen, det er jo ikke sandt. Siden krisen har de rigeste 10 procent i Danmark haft en indkomststigning på 29 procent + diverse skattelettelser. Og kigger vi på formuefordelingen, er det endnu mere grotesk. De rigeste 10 procent ejer 80 procent af Danmarks nettoformue, og det gør Danmark til det 3. mest ulige land i verden kun overgået af Namibia og Zimbabwe og muligvis Uganda. Vi fører krige, der koster ufatteligt mange penge og har planlagt at købe kampfly for over 66 milliarder kr. og vil øge vores militærbudget. Vi kan jo bare vælge at gøre noget andet. Hvorfor diskuterer vi ikke dette vidt og bredt i et demokrati? Hvad er det for et spin, der har lagt låg på?

 

Kunne tyskerne ikke også det i 30’erne – have valgt anderledes? Selvom de fleste ikke var nazister, så tav de, og Goebbels grovkornede propaganda vandt. Hvis vi forholder os tavse til uhyrlighederne i Danmark i dag – er vi så et hak bedre.

 

Vi tror måske, at i et demokrati som vores, kan det aldrig gå helt så galt – men det er ikke rigtigt. Hitler kom faktisk til magten ved demokratiske valg. Demokratiet er ikke nok, hvis ikke vi kan kende forskel på rigtigt og forkert, hvis vi opgiver tanken om, at alle mennesker, danskere eller dem fra andre kulturer og racer, syge og handicappede såvel som raske, arbejdsløse og folk i arbejde – kvinder og mænd, unge og gamle – at vi alle har ret til et værdigt liv. Hvis vi ikke kan holde fast i disse fundamentale medmenneskelige principper, men skridt for skridt udgrænser den ene gruppe efter den anden, så falder også demokratiet sammen. Så kampen for demokrati og kampen for medmenneskelighed er uløseligt forbundet.

 

Artiklen er den tale, Lise Baastrup holdt som repræsentant for Bedsteforældre for Asyl ved et fakkeloptog i Aarhus på Krystalnatten den 9. november 2017. Fakkeloptoget var arrangeret af “Århus for Mangfoldighed” og “Antiracistisk Netværk Århus”.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com