Om kort tid går det løs med vintersport, når Kina er vært for Vinter-OL. Så skal der diskes op med bobslæde, curling, slalom mv. Men i skrivende stund har den danske regering netop meldt ud, at der ikke deltager nogen ministre ved begivenheden. En beslutning som er truffet efter et ret stort pres fra adskillige af folketingets partier – heriblandt Enhedslisten - om at lave en såkaldt diplomatisk boykot af arrangementet, akkurat som flere andre lande allerede har annonceret.

af SAPs Forretningsudvalg

Migrantarbejdere i Qatar. Foto: Alex Sergeev/Wikimedia. CC BY-SA 3.0

 

Baggrunden for en boykot er Kinas lemfældige omgang med menneskerettighederne, heriblandt deres ageren i Hong Kong, Taiwan samt deres overgreb på den muslimske befolkningsgruppe uighurerne.

 

En diplomatisk boykot er jo på mange måder et ret tamt våben, ren symbolik. Det kommer ikke til at påvirke selve arrangementet, der gennemføres med alt hvad dertil hører af milliard-indtægter på tv-transmissioner etc. Rent historisk har boykot været brugt langt mere offensivt, hvor de to mest markante episoder var hhv. OL i Moskva 1980 og efterfølgende Los Angeles i 1984, hvor USA (samt Vesttyskland og Japan) ikke deltog i protest over invasionen i Afghanistan, og 4 år senere gjorde Sovjetunionen (med følgeskab af størstedelen af østblok-landene) gengæld og droppede legene.

 

Sport og politik
Nogle vil hævde, at man ikke bør blande sport og politik, men det er en lidt naiv tilgang. Sporten foregår jo ikke i et politisk vakuum, akkurat som masser af kunst – film, musik, maleri etc. – også engagerer sig i aktuelle dagsordener. Den kolde krig blev blandt meget andet også udkæmpet på sportens område. De store sportsbegivenheder rundt om i verden har ofte et element af, at de lokale magthavere skal vise sig frem.

 

Og endelig skal vi ikke glemme, at scenen jo også kan bruges til politiske statements, fx den ikoniske Black Panther hilsen fra Tommie Smith og John Carlos ved OL 1968 – og i nyere tid hvor støtte til Black Lives Matter er givet ved at hold, lige fra amerikansk baseball og basketball til det engelske fodboldhold Liverpool, har lavet knælende aktioner. Og endelig så er sport i dag big business, der omsætter for astronomiske summer, med alt hvad der følger med dette af korruption, bestikkelse, skattely og politiske agendaer.

 

Boykot rettet mod Qatar-emiratet
Enhedslisten har rejst det naturlige spørgsmål: Hvis vi boykotter et land som Kina, så kan vi vel heller ikke troppe op til fodbold-VM i Qatar?

 

Der er flere grunde til at rejse dette spørgsmål.

 

Landet er et såkaldt emirat, hvor magten er nedarvet i den samme familie siden 1868, og nu ledes af Sheik Tamim bin Hamad Al Thani, der egenhændigt udpeger regeringen. Men ikke nok med det åbenlyse demokratiske underskud, styret er heller ikke tilbageholdende med brutalt at knuse modstand og kritik, når denne opstår, fx i forbindelse med VM-begivenheden og corona-pandemien. Nye love giver store bøder eller fængselsstraffe til folk, der vover at tale regimet imod. Efter en 20 år lang pause er man endda gået i gang med henrettelser igen. Dertil kommer den åbenlyse undertrykkelse af kvinder.

 

Helt konkret har kritikken omkring VM især gået på forholdene for de migrantarbejdere, der har arbejdet med at bygge stadions under slavelignende forhold. Man kunne dokumentere forhold, hvor der ikke var udbetalt løn i månedsvis, hvor der var forbud mod at organisere sig i fagforeninger, og ekstremt lange arbejdsdage uden mulighed for pauser. Samt naturligvis en ekstra undertrykkelse af de migrantarbejdere som er kvinder.

 

Oprør mod reaktionære sportsorganisationer

Et andet aspekt, man bør rejse, er jo, hvorfor i al verden man overhovedet beslutter at lægge store sportsbegivenheder i disse lande. Og svaret skal man ikke bruge lang tid på at lede efter, for det er jo god gammeldags bestikkelse. Det er alment kendt, at ansøgere til begivenheder bruger alle midler, for at få arrangementerne til eget land. Så gaver, vennetjenester og den slags til de besluttende medlemmer i organisationerne (Den Internationale Olympiske Komite IOC, Fifa osv.) er en integreret del af forhandlingen.

 

Det kan på ingen måde være kommet som en overraskelse for FIFA, at byggeriet af store fodboldstadions i et land som Qatar ville ske på elendige vilkår. Et land der er kendt for ikke at bekymre sig om arbejderes rettigheder eller deres ret til at organisere sig, som lover hurtigt og billigt byggeri af store stadions, ja så burde alarmklokkerne jo straks ringe. Men det gør de ikke, for FIFA er hamrende ligeglade med den slags, lige indtil det bliver en politisk sag, der skader dem selv.

 

Vi kan naturligvis igen og igen gå på barrikaderne og kræve boykot af arrangementerne, når disse lægges i lande med problematiske forhold – men i stedet burde man jo sørge for, at disse ikke blev udvalgt. Det kræver så til gengæld et opgør med strukturen og beslutningsprocessen i de store internationale sportsforbund. Heldigvis ulmer der et oprør rundt omkring. For eksempel Brøndby fanklub opfordrede allerede sidste forår DBU til at støtte en regulær boykot – med krav om simpelthen at få VM flyttet til et andet land.

 

Pres på alle fronter
Det er rigtigt fint, at Enhedslisten presser på parlamentarisk og udstiller regeringens fodslæbende ageren. Men hvis der for alvor skal lægges pres på styrerne, så skal der mere til. Der er behov for, at Danmark sammen med andre lande opbygger et internationalt pres for at standse undertrykkelsen af oppositionen i landene. Der er brug for at EL og andre konkret organiserer internationalt solidaritetsarbejde med alt, hvad der kan findes af modstand mod regimernes undertrykkelse. Og der er brug for at fagbevægelsen internationalt lægger pres på byggerier som dem i Qatar, hvor arbejderes rettigheder i så voldsom stil overtrædes. Det kunne være ved at kræve international overvågning af arbejdsforholdene (f.eks. varetaget af ILO).

 

Arbejderklassen kan fint duellere mod hinanden på sportsarenaerne og fanklubberne, men på politiske og faglige spørgsmål, der har vi samme interesser. Og de politiske og økonomiske strukturer, der styrer de internationale sportsforbund, er reaktionære og skal bekæmpes.

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 19. januar 2022

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com